Søndag den 8. juni 2003 (1. pinsedag)
Dr. Holms vei
Oslo

Tommy Bergmann forsøgte at genvinde en form for balance. Han satte det venstre ben lidt længere fra det højre og pressede fingrene hårdere mod mobiltelefonen, med stive fingre tastede han hurtigopkaldsnummeret til centralen.

“Kom ud på vejen og få afspærret hele skidtet,” sagde han til de to betjente, der fulgte efter ham som spædbørn. Deres ansigter var blege, ingen af dem havde set noget lignende før. Det var det kun Tommy Bergmann, der havde, og det var måske tanken om det, der havde slået livskraften ud af ham.

“Af sted,” sagde Tommy Bergmann. “Og hold det uden for radioen.” De marcherede trampende gennem stuen og ud. Han orkede ikke engang at råbe efter dem, at de ødelagde hele åstedet, de havde allerede trampet rundt som elefanter derinde, totalt ude af stand til at følge åstedsinstruksen.

Tommy Bergmann skridtede rundt om den dræbte og gik ud på terrassen, hvor hunden lå. Den så ud, som om den stirrede på ham med de brune øjne. Han fulgte hundesnoren hen over plænen med blikket. Længst væk ved hegnet ind til nabohuset lettede en hvid sommerfugl i den dirrende varmedis.

Da han igen stod på parkettet inde i stuen, mærkede han, at han måske skulle kaste op. Det var mange år siden sidst, men det her gik ikke. Han mærkede blodet forsvinde fra hovedet og bandede over, at han ikke havde fået sovet i nat. Den unge hjemmehjælper stod midt på det persiske tæppe og græd med hænderne for ansigtet. Hun havde stået sådan, siden han kom ind i huset. Begge hendes bukseknæ var blodige, hun måtte være faldet på en eller anden måde.

Midt på gulvet lå ejendomsentreprenør og tidligere handelsminister Carl Oscar Krogh. Krogs strube var skåret op, hovedet var strakt bagover, så det næsten lå i en ret vinkel i forhold til den spinkle, gamle krop, den lyseblå tennisskjorte var dybrød af blod bortset fra et lille felt nederst. Lugten af urin og afføring fyldte rummet. Ansigtet var fuldstændig hakket op, som om en fugl havde været i gang med ham, øjnene en geleagtig masse blandet med blod og resterne af noget, som måtte have været hans øjenlåg. Tommy Bergmann måtte egentlig bare tage hjemmehjælperens udsagn om, at det faktisk var Carl Oscar Krogh, der lå på gulvet, for gode varer.

Men det værste var alligevel brystet. Krogh måtte være blevet stukket i og omkring hjertet gang på gang, venstre side af brystkassen var simpelthen bare en cirkel af blodig masse. En temmelig lille kniv lå på gulvet lige ved siden af Kroghs venstre hånd.

Tommy Bergmann fik reddet sig ud på gæstetoilettet i entreen.

Mens han krummede sig sammen over porcelænkummen, kom han paradoksalt nok i tanke om det, Hadja havde sagt, da han tog af sted fra Sofiemyrhallen. Det var meget hyggeligt at se dig igen. Gid han havde været forudseende nok til at slå mobilen fra på sine fridage.

Da han endelig var færdig med at kaste op, så han, at den hvide servante var lyserød, han holdt om hanen, tænkte ikke engang på, at han havde ødelagt spor, han så direkte ind i spejlet. Nøjagtig som drabsmanden måtte have stået for blot nogle minutter siden, mindre end ti, måske bare fem, måske havde hjemmehjælperen endda mødt ham på vej hertil. Håndklædet ved siden af servanten havde mærker af nystørknet blod, der var blod op over væggene, endda et aftryk af en håndryg. Morderen måtte have lænet sig mod væggen, måske var han selv blevet svimmel af alt det blod, havde måske i et øjebliks klarhed indset galskaben i det, han havde gjort.

Tommy Bergmann hørte en lyd bag sig.

I spejlet så han døren glide langsomt op.

Et hvidt, forskræmt ansigt kom halvvejs til syne.

Så hørte han hjemmehjælperens skrig lige bag sig, hun var tydeligvis lige så overrasket over at se Tommy Bergmann som han over synet af hende.

Tak, Gud, tænkte han. Tak.

Hendes blege ansigt var ét stort skrig, hun pegede på de blodige håndaftryk på den hvide væg.

Endelig holdt hun op. Brat, som om nogen også havde skåret struben over på hende.

“Kniven,” sagde hun så lavt, at han knap kunne høre det.

“Du må se på kniven.”