Søndag den 3. september 1939
King’s Cross togstation
London

Det sidste, Agnes Gerner tænkte, mens toget satte sig i bevægelse, var, at hun altid ville hade den mand, der stod ubevægelig tilbage på perronen.

Christopher Bratchard stirrede tomt frem for sig i det hvide lys fra loftet, måske var han forlegen over, at han var troppet op her ti minutter i midnat. Måske havde han bare det samme ansigtsudtryk som alle andre omkring sig. Forbitret, trist over det, som nu var uundgåeligt. Hvor havde han dog ikke haft ret den sidste dag nede i Kent. Nu var der ingen vej tilbage. Storbritannien kunne ikke længere bevæge sig baglæns.

Now may God bless you all, hviskede hun for sig selv og mødte Christopher Bratchards blik på den anden side af ruden. Sekundet efter var hans ansigt væk, lutter ukendte mennesker vinkede med lommetørklæder, nogle løb hen ad perronen, vinkende, grædende. Agnes Gerner ville ønske, at han kunne have valgt disse Chamberlains ord fra radiotalen i formiddags, da han trak hende ind til sig og tiltvang sig et knus.

I stedet havde han hvisket i hendes øre:

May God have mercy on your soul.

Det gav et sæt i hende, da skydedøren til kupéen blev åbnet. Den ældre konduktør smilede hurtigt til hende og lempede en kuffert op på hattehylden. En kvinde på omtrent hendes egen alder nikkede kort til mændene i kupéen og satte sig lige over for hende. De udvekslede nogle høflighedsfraser om, hvor varmt det var i dag, hvorefter Agnes Gerner igen gav sig til at stirre ud af vinduet for at undgå at ryge ind i en egentlig samtale. Jeg hader dig, Christopher Bratchard, tænkte hun. Hun så Bess for sig, med det knuste hoved, den åbne hjerneskal, øjet, der stadig stirrede på hende, som om den ikke kunne forstå, hvordan hun kunne gøre sådan noget.

Hun kunne lige skimte det buede tag over afgangsperronen på King’s Cross. Et sted derinde stod han stadig, og hun spekulerede på, hvor længe hun ville mærke hans aftershave brænde svagt på sin kind. Hans ord i øret. Den dårlige ånde forsøgt kamufleret med mundskyllevand. Den utilslørede forelskelse. Også han, hendes optræningsofficer. På eget initiativ havde han fulgt hende til togdøren, som om han var hendes forlovede, som om han ville hviske ordene jeg vil vente på dig i hendes øre og løbe langs vognen som mange af de andre, i det mindste gå, vinke, foretage sig et eller andet, hvad som helst. Men nej, helt ubevægelig havde han stået der og stirret tomt frem for sig med hænderne i lommerne på den tykke tweedjakke, selv om det var alt for varmt til at gå i sådan en jakke, hele weekenden havde det tordnet i de voldsomste, mest lumre storme, som om Herren havde kastet sin vrede over verden, over Chamberlain.

Alle de seks i kupéen, fire mænd og to kvinder, virkede lige tyngede af situationen, som om de netop havde fået at vide, at de var ramt af den samme dødelige sygdom. To af mændene var midaldrende, langt ældre end dem, der stod i fare for at blive sendt til fronten. De talte lavmælt sammen om Chamberlains tale tidligere på dagen. De to andre mænd var unge, omtrent på Agnes Gerners alder, og stirrede bare formålsløst ud i kupéen. Agnes Gerner mærkede, hvor træt hun var oven på denne dag. Men aldrig i verden ville hun kunne sove i disse sæder, og sovekupéerne bagest i toget var for længst udsolgt. Sove måtte hun gøre, når hun kom om bord på båden i morgen formiddag. Hun havde fået plads på den sidste båd til Norge, MS Leda fra Port of Tyne til Bergen.

Hun havde aldrig været i Bergen før. Hun var norsk, men havde stort set ikke været uden for Oslo. Hun lukkede øjnene, forsøgte at koncentrere sig om hjulenes metalliske gang over skinnerne, lyden, bang-bang, bang-bang, den regelmæssige rystelse gennem kroppen.

Da hun åbnede øjnene, var de allerede nået langt ud på landet. Havde hun virkelig sovet? Blot et og andet lys fór forbi som sporlys over en slagmark og afslørede et smukt, bølgende landskab uden for vinduerne. Hun havde altid elsket synet af det engelske landskab, men netop nu blev hun grebet af tanken om, at hun aldrig mere ville komme tilbage til dette land. At det var det, Christopher Bratchard havde ment.

Hun rettede blikket mod den unge kvinde foran sig. Kvinden slog øjnene ned og gik i gang med at børste noget væk fra sit skød, de mørke krøller skjulte halvdelen af hendes ansigt. Det virkede, som om hun var bange for, at nogen skulle genkende hende.

Agnes Gerner gav sig igen til at kigge ud ad vinduet, da hun havde fundet cigaretpakken i håndtasken. Toget begyndte gradvist at tage farten af, de måtte nærme sig en by, lysene blev stadig flere. Først nu, som om hun hidtil havde befundet sig i en drømmetilstand, hørte hun, hvordan mændene i kupéen talte lavt sammen. Der var krig, sagde de. Nu er vi virkelig i krig.

Det var det, Christopher Bratchard havde ment, tænkte Agnes Gerner og lod den unge mand ved siden af sig tænde cigaretten for sig. Hvis krigen kom til Norge, måtte hun være forberedt på at dø. Det mest realistiske var, at hun aldrig mere ville vende tilbage til England.

Lufttrykket fra bremserne lavede en fløjtende lyd under vognen.

Hun var trænet til det her, vidste, at det job, hun havde påtaget sig, kunne blive hendes endeligt. Alligevel føltes erkendelsen som ny i nogle famlende sekunder. At det var derfor, Christopher Bratchard havde hvisket de ord i hendes øre, som et sidste farvel.

May God have mercy on your soul.