Søndag den 8. juni 2003 (1. pinsedag)
Dr. Holms vei
Oslo

Hjemmehjælperen gik ved siden af Tommy Bergmann med ustadige skridt.

Han forsøgte at lade være med at se for længe på Carl Oscar Krogh, som han lå mere eller mindre nøjagtigt midt mellem to store persiske tæpper. Blodpølen var nået frem til det ene af dem, en lille sø af dybrødt begyndte at trække ind i tæppet. Henne ved sofagruppen stod der en rollator, på gulvet midt mellem den åbne terrassedør og Krogh lå der en spadserestok. Tommy Bergmann forsøgte at danne sig et billede af hændelsesforløbet. Drabsmanden var sandsynligvis gået rundt om huset og kommet ind ad terrassedøren, Krogh havde forsøgt at slippe væk. Sådan måtte det have foregået, tænkte Tommy Bergmann. Enkelt og klart. Krogh havde tydeligvis forsøgt at slippe væk den anden vej, mod udgangsdøren eller ud til telefonen i gangen. Efter hvad Tommy Bergmann havde læst om Carl Oscar Krogh, havde han været en virkelig hård fyr i sin tid, men både rollatoren og stokken tydede på, at han var blevet fysisk skrøbelig på det sidste.

“Var døren låst?” spurgte han hjemmehjælperen. Det så ud, som om alt blodet var forsvundet også fra hendes krop.

“Ja,” sagde hun. “Den var låst. Jeg tror, han prøvede at komme ud til kommodeskuffen i gangen, til sikkerhedsalarmen. Måske til mobilen, som ligger i den samme skuffe.”

“Skal man ikke have sikkerhedsalarmen om halsen?” sagde Tommy Bergmann.

Der løb en tåre ned over hendes kind.

“Han sagde, han ikke behøvede den. At det var til oldinge, ikke til en femogfirsårig mand som ham. Og mobilen havde han kun slået til to timer hver aften. Rollatoren havde han kun taget imod, for at sønnen og datteren skulle holde op med at være emsige, sagde han ... han brugte den aldrig, selv om hans hofte er ... var ... blevet ret dårlig.”

“Jamen, hvor rørig var han egentlig?” spurgte Tommy Bergmann, selv om han sikkert kendte svaret selv.

“Ikke så værst. Men han brugte alle sine kræfter på hunden,” sagde hun. “Den sled ham op, en gammel mand kan ikke have en setter ... men han gik alligevel ture med den ... det var mest mig, der luftede den ...”

“Jeg forstår,” sagde Tommy Bergmann, så lagde han sig på knæ ved siden af Krogh.

“Er det dine mærker, der er i blodet?”

Hjemmehjælperen svarede bekræftende bag ham. De runde blodmærker på hendes knæ gjorde spørgsmålet overflødigt.

“Hvad skete der?”

“Jeg ... kunne ikke klare at stå op længere ...”

Tommy Bergmann nikkede bare og rejste sig halvvejs op for at komme tættere på kniven, der lå i blodet ved siden af Krogh.

Et hagekors. Selv om den mellemstore kniv var tilsvinet med blod, var det umuligt at tage fejl af svastikaet midt på skæftet. Han flyttede blikket hen på gamlingen. På en eller anden mærkelig måde havde han næsten vænnet sig til at se ham ligge der, med hovedet nærmest kappet af.

Hvem kan have gjort det her? tænkte Tommy Bergmann. Hvem har gjort det her mod Carl Oscar Krogh? En nazist? En nynazist?

Svastikaet udgjorde centrum i et rudeemblem, som han vidste, han havde set før et sted. Hjernen famlede i nogle sekunder, så kom han på det, lettet over, at hans hoved igen så ud til at fungere nogenlunde i dette slagtehus.

“Hitlerjugend,” mumlede han for sig selv og nikkede. “Hitlerjugend.” Han havde set et par af den slags, beslaglagt fra nynazister for mange år siden.

I det fjerne hørte han en bildør smække i. Så endnu en. Velkendte stemmer nærmede sig. Monsen, Abrahamsen.

“Hitler?” spurgte hjemmehjælperen lavt.

“Det her har du ikke set,” sagde han og søgte hendes blik. Hun stirrede bare tomt frem for sig.

“Fodposer, fodposer,” sagde Abrahamsen opgivende henne fra døren.

“Det er mit opkast ude på toilettet,” sagde Tommy Bergmann.

Han havde forventet en bidende kommentar til, at han havde kastet op, men nej, ikke en lyd kom ud af munden på Abrahamsen.

Monsens øjne var vidt opspærrede. Tommy Bergmann havde aldrig set ham sådan før. Selv Abrahamsen så nærmest handlingslammet ud et øjeblik.

“Fredrik er på vej tilbage fra hytten,” sagde Monsen lavt, næsten hviskende.

“Satans,” sagde Georg Abrahamsen. “Sådan en gammel mand.”

“Porten stod åben,” sagde hjemmehjælperen ud i luften.

Monsen og Tommy Bergmann så på hinanden.

“Hvad mener du?” sagde Monsen. “Hvad mener du med porten?” Tommy Bergmann kunne høre på hans stemme, at han for en sjælden gangs skyld var ude af balance.

“Porten ude ved vejen, den plejer aldrig at stå åben. Men i dag gjorde den.”

“Ingen rører den port,” sagde Georg Abrahamsen og snurrede rundt på hælen. “Ikke en sjæl rører ved den port.” Han trak en af sine flightcaseformede kufferter med ud gennem døren, som smækkede tungt i efter ham i trækken fra den åbne terrassedør.

“Find et tæppe til hende,” sagde Tommy Bergmann til Monsen, som om det var ham, der var chefen på Krimmen og ikke omvendt.

Tre kvarter senere havde indsatslederen sat de uniformerede i gang med at løbe frem og tilbage på Dr. Holms vei med rundspørgeskemaer. Efterforskere var det knebent med, selv om det var selveste Krogh, der var kommet på slagtebænken. Pinsen var en særdeles dårlig tid at blive dræbt på, det var noget, alle vidste. Kun påsken var værre. Ikke nok med, at der knap nok var folk at opdrive i Politihuset, men det stod som oftest lige så dårligt til med vidner. I hvert fald i denne del af byen, højt oppe i Holmenkollåsen, hvor snart sagt alt, hvad der kunne krybe og gå, stak af sted til deres fritidshytter, så snart skolen lukkede.

★

Tommy Bergmann befandt sig i det største soveværelse på anden etage, da Fredrik Reuter kom gående over gårdspladsen. Han sendte Reuter en hilsen, så studerede han det falmede fotografi af Krogh og hans kone, som han holdt i hånden. Ude i gangen fik han de blå undersøgelseshandsker af. Han tog et sidste overblik over værelserne på overetagen, kontor, fire soveværelser, et toilet og et bad. Alt var i pinlig orden, og Tommy Bergmann var rimelig sikker på, at ikke meget var blevet rørt, siden Kroghs kone døde for et år siden. Det så knap nok ud til, at Krogh selv havde været heroppe. Måske havde han ganske enkelt ikke kunnet klare trappen.

Sandsynligvis havde heller ikke drabsmanden sat sin fod på anden etage. Det, der havde været Kroghs kontor, et stort rum med grønt, eksklusivt tapet og tunge bogreoler af massivt træ, så ud til at være fuldstændig urørt.

Nej, tænkte Tommy Bergmann, Carl Oscar Krogh blev ikke dræbt af nogen, der var ude efter penge, det var ikke indbrudstyve, som var blevet overrasket. Og han var villig til at vædde på, at Krogh ikke var blevet offer for en tilfældig galning. Nej, gamle Krogh var blevet udsat for så overdreven vold, at de sandsynligvis havde at gøre med en drabsmand med et stærkt personligt motiv.

Nede i stuen lænede Fredrik Reuter sig mod væggen, mens han betragtede Abrahamsen og teamet, som gik rundt i hvide beskyttelsesdragter og undersøgte åstedet. En af assistenterne gennemså billederne i kameraet og diskuterede lavmælt med en anden.

Fredrik Reuter så ud til at fornemme, at Tommy Bergmann kom ind i lokalet, men vendte sig ikke.

“Fy for fanden,” sagde Fredrik Reuter. “Fy for et fandenskab, som han ser ud. Få Retsmedicinsk til at lappe ham pænt sammen til de pårørende, de må gøre et pænt stykke arbejde, forstår du, George?”

Abrahamsen stod i terrassedøren og så på udsigten.

“Hørte du, hvad jeg sagde, Georg?”

“Det bliver ikke let,” sagde denne uden at vende sig om.

“Det her er ikke godt,” sagde Monsen, som var kommet ind igen, “det her er pokker tage mig ikke godt ...” Han lød som en lille dreng, der havde smadret sin mors porcelænstallerkener.

“Tjek, om der er galninge på hjemmeafsoning for tiden,” sagde Reuter og søgte Tommy Bergmanns blik. Hans ansigt var hummerrødt af for meget pinsesol. En blank cirkel øverst på hovedet så ud til at have fået en hård medfart. Han så helt forkommen ud, som han stod der i et par gamle sandaler, en slidt tennisskjorte og et par shorts, som sikkert havde passet bedre til ham for ti år siden.

“Har du en smøg?” sagde Reuter og rakte en hånd frem mod Tommy Bergmann. Et kort øjeblik så Reuter skeptisk på hans træningspåklædning, hvorefter han begyndte at vifte med fingrene.

“Jeg må have en smøg, Tommy.” Hans telefon ringede fra bukselommen.

“Er du klar over ...” sagde han, “... det her bliver nærmest et helvede.”

Reuter lod telefonen ringe uden at svare.

Nogle meter væk havde Abrahamsen genoptaget sit arbejde. Han indtalte i diktafonen: “Hovedet er næsten skilt fra kroppen, sandsynligvis med kniv. Drabet må være sket med stor kraft, gerningspersonen sandsynligvis mand.”

Abrahamsen holdt kniven op og talte ind i diktafonen igen: “Drabsvåbnet er dækket af koaguleret blod og med blandt andet vævsrester og knoglesplinter på både knivbladet og skæftet. Ud fra, hvad jeg kan se, er ordene Blut und Ehre i gotisk skrift indgraveret horisontalt på knivbladet.”

Georg Abrahamsen holdt kniven op mod lyset fra vinduet:

“Vertikalt R2 M M7/2 1937. Solingen ...”

“Solingen?” spurgte Tommy Bergmann.

“Solingen,” sagde Abrahamsen. “Hvem har vel ikke en kniv fra Solingen liggende i køkkenskuffen?”

“Hold kæft,” sagde Fredrik Reuter ude fra terrassen. “Hold bare kæft, ikke?”

Tommy Bergmann kunne ikke huske at have set Reuter så bleg før.

Han rystede på hovedet, mens han fumlede med mobiltelefonen.

“Hitlerjugend, ikke sandt?” sagde Tommy Bergmann til sidst lavt.

Abrahamsen nikkede, mærkbart tavs efter Reuters udbrud.

“Få den ned i en pose,” sagde Reuter, som var kommet ind fra terrassen igen. Han puttede mobilen tilbage i shortsene. Så hævede han stemmen:

“Hvor mange har set den der?”

“Kun vi to, og Bent og Anne-Lise og hjemmehjælperen og den betjent, som kom herind først, og den anden, hans makker.”

“Udmærket,” sagde Reuter. “Alle! Samling herinde.”

Efter fem minutter var stuen fuld af mennesker, stik i modstrid med enhver forskrift.

“Alt,” sagde Reuter, som nu havde antaget en dybrød ansigtsfarve, “absolut alt, hvad der sker inden for disse fire vægge i dag og i de kommende dage, forbliver inden for disse vægge eller grundigt inden for Politihusets vægge. De af jer, som ikke har set mordvåbnet – spørg ikke om det. De afjer, som har set det, snakker kun med mig om det, eller i nødstilfælde til hinanden i mit nærvær, er det forstået?”

Tommy Bergmann tænkte, at alle i lokalet følte det samme som han. At denne sag allerede var et komplet kaos. At politiinspektør Fredrik Reuter allerede var ved at miste kontrollen.

Da forsamlingen var opløst, blev Reuter stående og holdt posen med kniven op foran sig.

“Kom her,” sagde han til Tommy Bergmann. Han pegede på skæftet. Derefter flyttede han sit blik til Carl Oscar Krogh, blodet fra den åbne hals var begyndt at blive sort.

“Fuld af fingeraftryk,” sagde Reuter. “Hvad fortæller det dig?”

“At det er en regulær galning,” sagde Tommy Bergmann.

“Eller at det er én, der fuldstændig giver fanden i, om han bliver taget,” sagde Fredrik Reuter.