Tirsdag den 10. juni 2003
Politihuset
Oslo

Tommy Bergmann bladede i avisen. Ti sider havde Dagbladet præsteret at bruge på Krogh. Han tænkte, at det var blevet, som det måtte blive. Søndag eftermiddag var et geni i en af patruljevognene kommet til at nævne Kroghs navn over bilradioen, og dermed var cirkuset kommet til byen. Hvad andet kunne man vente? Det kunne simpelthen ikke gå godt. Måske kunne man ikke bebrejde folk for, at de tabte hovedet. Og havde de vidst det samme som Tommy Bergmann og en halv snes andre efterforskere og uniformerede, tja, så havde landet slet ikke været til at redde. Krogh havde været handelsminister og en ledende skikkelse i det store parti efter krigen. En af landets nationsbyggere er brutalt og meningsløst revet bort, læste Tommy Bergmann i en nekrolog.

Han hævede blikket, da Fredrik Reuter hævede stemmen. Samtlige personer i lokalet havde ansigterne vendt den samme vej. På lærredet bag Fredrik Reuter, som netop da holdt en godt planlagt kunstpause, lyste et åstedsbillede med Krogh.

Fredrik Reuter vred sig lidt i stolen, før han fortsatte.

“En kort opsummering af mødet med papa,” sagde han. “Kun hun må udtale sig til pressen. Ikke en eneste af os andre.”

“Kun papa,” sagde Halgeir Sørvaag og noterede, mens han fniste for sig selv. “Det har jeg sgu ikke noget imod.”

“Jeg træder selv ind som leder af efterforskningen,” sagde Reuter. “Vi slår Halgeirs og Tommys team sammen i denne sag.”

Halgeir Sørvaag sukkede demonstrativt. Ligesom Tommy Bergmann var han efterforskningsleder, men han havde ambitioner med sit job. Tommy Bergmann havde egentlig aldrig forstået, hvorfor han selv var blevet gjort til efterforskningsleder. Han foretrak at arbejde alene, til nød i et tospand. Nu tjente han flere penge, end han havde gjort tidligere, men brugte alt for meget tid på at organisere fire andre mennesker, personer, som han ikke altid kom lige godt overens med. At Reuter selv skulle lede arbejdet i denne sag, var et brud på alle gode organisationsprincipper og selvfølgelig en så elendig ledelse, som man kun kunne finde inden for politietaten. Men Tommy Bergmann havde set det før. Årsagen var simpelthen bare kriminalchefens behov for at fremstå som handlekraftig – alle vidste, at efterforskningen altid led under den slags beslutninger, men det var formodentlig ikke så vigtigt, så længe det så godt ud i medierne. Tommy Bergmann følte en lille smule lettelse, hvor han sad. At han var fristillet som efterforskningsleder i denne sag, gjorde ham, i modsætning til Halgeir Sørvaag, ganske let til mode, det ville give ham en smule eftertragtet frihed. Sandheden var, at indtil videre i sagen var fireogtyve timer mere eller mindre sjusket bort, fordi Krogh havde mødt sin skaber i pinsen. Først nu, snart otteogfyrre timer efter, havde man formået at tromme et tilnærmelsesvis fuldtalligt mandskab sammen, og de pårørende og mulige vidner var kommet tilbage fra deres landsteder og udenlandsrejser.

Et nyt billede af Carl Oscar Krogh kom op på lærredet. Tommy Bergmann kunne se, at det var taget på den samme terrasse, som han selv havde stået på. Det var fra et avisinterview lavet for bare fire uger siden i forbindelse med en 8. maj-markering et sted i byen. Reuter havde lavet en punktopstilling på den næste planche. Lidt baggrundsinformation om Krogh for folk, der var født efter 1975, som Reuter sagde. Det næste ville vel blive, at Reuter gav et grundkursus i anden verdenskrig og forklarede, hvem der var skurke, og hvem der var helte. At der var et afhængighedsforhold mellem dem, var noget, Fredrik Reuter tidligt havde lært Tommy Bergmann, da han blev overført fra ordenspolitiet. Uden skurke ingen helte. Vanskeligere var det vistnok ikke.

“Nogen tanker?” spurgte Fredrik Reuter ud i lokalet. “Alt er tilladt. Intet er for dumt.” Han kneb om sin næseryg med tommel og pegefinger og lukkede øjnene på en måde, som fik Tommy Bergmann til at tænke, at han nok ikke havde lyst til at åbne dem igen, før dagen var omme.

“Den foreløbige obduktionsrapport,” sagde Halgeir Sørvaag og lænede sig frem over bordet, mens han holdt en sagsmappe demonstrativt frem. Han fnisede kort for sig selv. De dårligt plejede tænder blev blottet et øjeblik. Tommy Bergmann tænkte, det var et under, at Sørvaag var gift, mens han selv ikke var.

“Hvad fanden det er, der er interessant ved at vide, hvad en person, som har fået hovedet skåret af, spiste som sit sidste måltid, og hvornår han spiste det, kommer jeg aldrig til at forstå,” sagde Halgeir Sørvaag.

Fredrik Reuter gjorde intet forsøg på at vifte ham af. Han holdt bare sin højre hånd frem i en bydende gestus.

“Vi skal forsøge at finde ud af, hvem der nedslagtede Carl Oscar Krogh første pinsedag,” sagde Sørvaag, “og det eneste, Retsmedicinsk ser ud til at bekymre sig om, er, hvad der befandt sig i maven på fyren. Har nogen af jer nogensinde opklaret et drab, fordi staklen spiste æg og bacon en til to timer før dødsøjeblikket?”

Halgeir Sørvaag lod sin sagsmappe dumpe ned på bordet.

“Skal vi prøve en lidt mere konstruktiv tilgang?” Fredrik Reuters stemme var på grænsen til irritation. Hvis Sørvaag blev ved ret meget længere, kunne han kysse hele Krogh-sagen farvel.

“Der må være en eller anden sammenhæng,” sagde Tommy Bergmann. “Vi kan ikke finde andet på Krogh, ingen konflikter, ingen gæld, ikke en skid.”

“Sammenhæng,” sagde Fredrik Reuter og gned sig hårdt med hænderne i ansigtet, som kunne have været beskrevet som drengeagtigt, hvis det ikke havde været for de fine rynker, der strålede ud fra øjenhulerne. “Hvilken forbandet sammenhæng?” Han betragtede sin svedne baguette, til sidst tog han modvilligt en bid.

“Oppe i skoven fandt vi to kvinder og et barn for to uger siden ...”

“Så hvad mener du?” sagde Fredrik Reuter. Han viftede med hånden mod Tommy Bergmann.

“To uger efter, at det stod i avisen, bliver Krogh dræbt. Af nogen, som må hade ham så intenst, at vedkommende stikker øjnene ud på gamlingen, hakker hans bryst i stykker og næsten skærer hovedet af ham. Jeg tror, det er gjort af nogen, som havde en relation til enten Agnes Gerner eller tjenestepigen. Nogen med en Hitlerjugend-kniv.”

“O.k., det er en begrundelse, men hvilken fordømt relation?” sagde Reuter.

“Ja, hvad er egentlig motivet for at dræbe Krogh?” sagde en nytilkommen vigtigprås fra Sørvaags team. Tommy Bergmann huskede knap nok hans navn, men irriteredes i tiltagende grad over hans hang til at stille kloge spørgsmål.

Halgeir Sørvaag holdt en hånd i vejret, som om han havde brug for at tiltrække sig endnu mere opmærksomhed end normalt.

“Mon det så kan være en nazi?” sagde Sørvaag.

“Der findes ikke nazister længere,” sagde Reuter.

“En nynazist, som har købt en Hitlerjugend-kniv på nettet ...” sagde Sørvaag.

“Glem det,” sagde Tommy Bergmann. “Selv om en eller anden skør nynazist skulle hade Krogh for, at han tog livet af nazister under krigen, så ville en nynazist i dag snarere kaste sig over en såkaldt sortsmudsket, tror du ikke?”

“Hvor gammel skal man være for at dræbe nogen?” sagde Fredrik Reuter.

Sørvaag begyndte at fnise for sig selv.

“Hvad taler du om?”

“Forestil dig følgende,” sagde Reuter. “De tre deroppe blev mest sandsynligt likvideret under krigen, ikke sandt. Forestil dig, at Krogh vidste, hvem der dræbte de tre oppe i Nordmarka. Og at drabsmanden fra dengang stadig lever?”

“Og nu har han så dræbt Krogh?”

“Det lyder rimelig vildt,” sagde Tommy Bergmann.

“Tænk over det,” sagde Reuter. “Det behøver ikke være så tosset, som det lyder.” Han hævede sin kaffekop mod Sørvaag, som om han ville have respons. Sørvaag rynkede panden.

Reuter fortsatte: “Godt. Hvis Krogh var i stand til at blive nogle og firs år, kan den person, der dræbte de tre dengang, vel også stadig være i live. Krogh begyndte måske at skrante lidt fysisk, så en jævnaldrende, som er i god form og stærk fra naturens side, kunne have klaret at dræbe ham på den måde.”

“Men hvorfor nu?” sagde Tommy Bergmann, måske mere til sig selv end til nogen anden.

“Måske har Krogh ringet til fyren,” sagde Reuter, “truet ham med et eller andet, efter at de tre i Nordmarka er blevet fundet?”

“Det er ikke utænkeligt,” sagde Halgeir Sørvaag.

Fredrik Reuter ignorerede ham og vendte sig mod Tommy Bergmann.

“Tommy, du giver mig en biografi over gamlingen first thing i morgen, resten af jer må lave lidt godt gammeldags slavearbejde,” sagde Fredrik Reuter. Han viste en sidste planche på lærredet med arbejdsopgaver for hver enkelt, hvorefter han klappede et par gange i hænderne, som han havde for vane, som en anden håndboldtræner på lavest tænkelige niveau.

Tommy Bergmann mumlede noget, mens han stirrede ned i den foreløbige gerningsmandsprofil, som Reuter havde bestilt fra efterretningsafdelingen i Kripos: GMP tilsiger psykose. Raseri. Massiv overdreven vold.

“Det her er ikke bare en tilfældighed,” sagde han og så op på Reuter. “Jeg tror, du måske kan være inde på noget.” Måske er den mand, som dræbte den otteårige Cecilia Lande og de to kvinder, tilbage igen, tænkte han.

Fredrik Reuter klappede i hænderne endnu en gang.

“Så, skaf mig Kroghs telefonlog fra de sidste tre uger. Hver eneste djævel, han har ringet til, skal tjekkes både for og bag.”

Tænk, hvis drabsmanden er tilbage igen, tænkte Tommy Bergmann. Tænk, hvis han virkelig er tilbage.