Tirsdag den 10. juni 2003
Bygdøy
Oslo
Da Tommy Bergmann gik på Politihøgskolen, syntes han, at begrebet taktisk efterforskning lød vældigt fint. Seksten år senere var han ikke slet så overbevist. I realiteten var der tale om ganske enkle betragtninger, i hvert fald på papiret. Fredrik Reuter havde lært ham, at det hele i virkeligheden bestod af to cirkler af mistænkte. At nogen blev dræbt af en vildt fremmed, var en sjælden hændelse, derfor var udgangspunktet for taktisk efterforskning i sager med en ukendt gerningsmand og absolut ingen vidner for det meste kun et spørgsmål om at kortlægge alle personer, som havde en nær relation til den dræbte. Det ville sige den nærmeste familie og nære venner. Hvis det ikke lykkedes at finde drabsmanden dér, idet det oftest var en mand, trak man en ny cirkel, som bestod af fjernere slægtninge, kolleger og venner.
For en mand på femogfirs år var der ikke mange mennesker at indsætte i de to cirkler. Bortset fra, hvad den dræbte måtte have af børn og børnebørn og oldebørn, var der ikke specielt mange at tage af. De var døde nærmest alle sammen.
Carl Oscar Krogh havde to børn, hans søn boede i USA, og Tommy Bergmann havde talt med ham to gange. Han havde i det mindste kunnet bekræfte, hvad Tommy Bergmann havde en mistanke om. Carl Oscar Krogh havde nærmest ingen venner længere, i hvert fald ingen, som sønnen kendte til. Og moderen, Kroghs kone, var død for et år siden.
I den lille time, han havde tilbragt hos Kroghs datter, havde han ikke fået ret meget ud af hende, som han ikke vidste i forvejen. Desuden gik det langsomt. Gang på gang stoppede hun op midt i samtalen og græd eller stirrede formålsløst ud i luften. Nu sad han på hendes terrasse på Christian Benneches vei og ventede på, at Bente Bull-Krogh, født Krogh, skulle samle sig, så hun kunne få startet på den næste sætning. Han havde selv ringet til hende søndag eftermiddag, men ikke fået fat i hende før hen mod midnat. Ud over dette enorme hus og et par andre ejendomme i Norge havde hun og hendes mand en vingård og et stutteri uden for Ronda i Spanien, hvor hun opholdt sig i længere perioder i årets løb. Det var hendes eget lille projekt, som manden havde sagt. Det var sikkert et smukt sted, men mobildækningen var åbenbart ikke noget at prale af dernede.
Tommy Bergmann så væk fra kvinden foran ham og hen mod terrassedørene, hvor den filippinske hushjælp stod. Hun gjorde en diskret bevægelse i retning af glasset på teaktræsbordet foran Tommy Bergmann. Han rystede på hovedet. Han havde fået iste nok for i dag.
“Jeg beklager,” sagde Bente Bull-Krogh. “Det er bare så ... ufatteligt.”
Tommy Bergmann havde som regel ikke særligt meget tilovers for folk, der var født med en sølvske i munden, og som havde større værdier på fingrene, end han selv nogensinde kunne drømme om at få til rådighed, men lige nu havde han oprigtigt medlidenhed med Bente Bull-Krogh. At skulle identificere en far, som var skændet på den måde, som Carl Oscar Krogh var ikke noget, han undte nogen.
“Det er ikke noget at beklage,” sagde han.
Bente Bull-Krogh så på ham og tørrede sine kinder, den sorte mascara var løbet ud, hvilket gjorde, at hun så ældre ud, end hun faktisk var. Hun famlede efter de store designersolbriller, som lå på bordet.
De havde allerede været igennem det hele, men Tommy Bergmann var ikke én, der brød sig om at sjuske. En mand på femogfirs måtte nødvendigvis have nogle hemmeligheder, nogle mørke rum, som måske ingen andre end han selv kendte til, eller som han i det mindste ikke ønskede, at andre skulle kende til.
“Han havde aldrig andre?” spurgte Tommy Bergmann. “Din far?”
“Hvad mener du?” sagde hun lavt.
“Jeg ved godt, at det virker upassende lige nu, men er du sikker på, at han aldrig nogen sinde havde et forhold til en anden kvinde?”
Bente Bull-Krogh rettede på solbrillerne og vendte ansigtet væk fra ham.
“Hvorfor spørger du om det?”
“Drabet ...” sagde Tommy Bergmann, “... er af den slags, hvor man ofte finder meget ekstreme udslag af jalousi indblandet.”
Hun rystede på hovedet.
“Herregud, far var femogfirs. Ærligt talt ...”
“Han har ikke altid været femogfirs,” sagde Tommy Bergmann. “Og for mig ser det ud til, at han så ganske godt ud i sin tid. Eller tager jeg fejl?”
En slags smil bredte sig om munden på Bente Bull-Krogh. Det forsvandt hurtigt, og hun begyndte at græde igen.
Tommy Bergmann ventede. Han så på huset og jorden udenom et stykke tid, forsøgte at anslå, hvor meget det var værd. Hver gang han var på den slags steder, på Bygdøy eller i Holmenkollåsen, følte han den næsten uoverstigelige afgrund mellem ham selv og dem, der sad på den anden side af bordet. I dette område var det sikkert normalt at punge ud med femten-tyve millioner for et hus, men hvor han selv kom fra, var en tusindlap stadig mange penge. Han var vokset op i Tveika, i en af de største bomaskiner, der fandtes i byen, i en toværelses, hvor han havde det eneste soveværelse. Han var stolt af sin baggrund og tænkte som oftest, at folk gennemgående havde det godt dér, de behøvede ikke mere, end de havde, for at leve et godt liv. Men nogle gange gik det op for ham, at det var folk som Bente Bull-Krogh og hendes mand, der sad med udspillet i dette land, at rigdommen blev akkumuleret på stadig færre hænder.
“Det er sært, at du nævner det,” sagde Bente Bull-Krogh. “Nej, nej, det er ikke noget ...” Endnu en gang revnede hendes ansigt i et trist smil. Så fulgte en stille latter, som hun forsøgte at skjule med hånden.
“Hvad mener du?” sagde Tommy Bergmann.
“Du spurgte, om far havde en anden.”
Tommy Bergmann rettede sig op.
“Engang fik mor indtryk af, at far havde en anden, jeg husker det, fordi du spørger. Far var på fjeldet, på rypejagt, og ... telefonen ringede, mor tog den, men der var ingen, der sagde noget i den anden ende, kun nogen, der trak vejret.”
“Hvordan det?” sagde han lavt. “Virkede det truende?”
Bente Bull-Krogh rystede på hovedet.
“Nej, jeg ved det ikke, mor lagde på, jeg var ikke hjemme den aften, men næste morgen fortalte hun, mens vi spiste, at hun troede, at en kvinde havde forsøgt at ringe til far. Hun spurgte mig, om jeg troede, at far var af den type, der havde én ved siden af ...”
“En kvinde?” spurgte Tommy Bergmann.
“Det var bare en fornemmelse, mor havde, vi havde et meget åbent forhold, åh gud ... mor ville have taget sin død over det her, det med far ...”
Bente Bull-Krogh tog solbrillerne af og skjulte ansigtet i hænderne.
Tommy Bergmann så ned i sine notater. “Et forhold?” havde han skrevet med store bogstaver. Derefter “en elskerindes mand?”
“Kan du huske, hvornår det skete?”
“Jeg var førsteårsstuderende det år.” Svaret kom prompte. Det var tydeligvis noget, hun havde tænkte over siden.
“Så det var i ... 1964,” sagde Tommy Bergmann. Han kunne huske, hun var født i 1945, i december.
Hun rystede på hovedet.
“1963, jeg tog studentereksamen året før.”
“Så din mor troede, det var en kvinde i den anden ende?”
“Som en kvindes åndedræt lyder, kan jeg huske, at hun sagde ... du ved, det er noget, andre kvinder forstår ...”
“Okay,” sagde Tommy Bergmann.
“Men hvad har det med far at gøre? ... I arbejder vel ikke med dét som udgangspunkt, jeg mener ...”
“Nej,” sagde han. “Men skete det flere gange?”
“Nej.”
Bente Bull-Krogh trak vejret dybt i et forsøg på at samle sig. Hurtigt satte hun brillerne på næsen igen.
“Jeg tror, du lyver,” sagde Tommy Bergmann.
“Om hvad?”
“Om telefonopkaldene.”
Bente Bull-Krogh vendte hovedet væk fra ham.
“Det foregik gennem flere år,” sagde hun ud i luften. Hendes stemme var så lav, at lyden af bådmotorer på fjorden næsten overdøvede den.
“På samme tid hver gang? En kvinde, formodentlig, ringede hjem til jer på samme tid i flere år?”
“Altid, når han var på rypejagt.”
“Og hvornår er rypejagten?”
“I september,” sagde Bente Bull-Krogh.
September, tænkte Tommy Bergmann.
September. De tre kvinder, pigebarnet, de blev dræbt i september. “På samme dag?”
“Hvad mener du? Nej, nej, det husker jeg ikke ...”
“Var det tidligt eller sent i september?”
Hun rystede opgivende på hovedet.
“Jeg tror, det var sent.”
“Og hvor længe blev det så ved?”
“Nogle år, tænker jeg. Far holdt op med at gå på rypejagt. Men det blev aldrig nævnt.”
“Jaså,” sagde Tommy Bergmann.
“Mor ville ikke tale om det. Som sagt ... hun troede vel, at han havde en anden, en anden, som måske var lidt forstyrret, jaloux, jeg ved ikke. Jeg ønskede ikke at tænke på det, hvordan, er det vigtigt? Hvordan kan det være vigtigt?”
“Det kan jeg desværre ikke sige,” sagde Tommy Bergmann. Sandheden var, at han ikke havde nogen konkret idé om, hvorfor det kunne være vigtigt. Rent bortset fra, at tidspunktet virkede som mere end en tilfældighed. Hver gang i september, tænkte han og tegnede en cirkel rundt om måneden med kuglepennen.
“Så hvad arbejder I efter? Har I ...” Hun fuldførte ikke sætningen.
“Mellem os sagt er vi helt sikre på, at det har noget med krigen at gøre ... jeg ville bare udelukke alle andre muligheder, hvis du forstår?”
“Jeg forstår,” sagde hun.
“Kan du huske de tre skeletter, som blev fundet i Nordmarka,” sagde Tommy Bergmann. “Tre kvinder, den yngste af dem bare et pigebarn på otte år, blev dræbt i Nordmarka i 1942 ... kan du huske, at det stod i avisen?”
Bente Bull-Krogh nikkede svagt på den anden side af bordet. Hun vendte hovedet mod fjorden, som om hun søgte trøst i det blå, flimrende vand.
“Nævnte han noget om det, som du husker? At de tre blev dræbt under krigen?”
Hun rystede på hovedet, satte solbrillerne tilbage på næsen.
“Hvorfor spørger du om det?” sagde hun. “Har det noget med far at gøre?”
“Jeg ved det ikke,” sagde Tommy Bergmann. “Men han var en meget central modstandsmand, og det er ret sandsynligt, at han vidste, hvad der skete dengang.”
“Javel.”
“Ved du, hvornår de blev dræbt?” sagde han.
Bente Bull-Krogh rystede på hovedet.
“I september.”
Først svarede hun ikke. I noget, der virkede som minutter, stirrede hun ud på fjorden bag de sorte solbriller.
“Jeg tror, den, der ved mest om far og krigen, er ham på universitetet, du ved ...”
“Moberg,” sagde Tommy Bergmann. “Torgeir Moberg.”
Hun nikkede.
“Han ved nok mere om far, end jeg og min bror eller min mor nogensinde har vidst.”
“Hvem af de gamle modstandsfolk havde han mest at gøre med?”
“Jeg tror, kun én af dem lever endnu. Jeg ved, at far besøgte ham på plejehjemmet for ikke så længe siden. Han talte om det ...” Endnu en gang førte Bente Bull-Krogh hænderne op til ansigtet.
Bingo, tænkte Tommy Bergmann.
“Kan du huske, hvad han hedder?”
“Kolstad. Marius Kolstad.”
“Sagde han, hvilket plejehjem han lå på?”
Bente Bull-Krogh strakte sig efter sit glas. Tommy Bergmann betragtede den gyldenbrune væske i glasset, de røde læber.
“Et sted i den østlige del af Oslo.”
Hun kiggede ned i sit glas.
“Okay,” sagde han. “Hvor i den østlige del?”
Han studerede guldlænken omkring hendes håndled og tænkte, at kvinden foran ham næppe havde sat sin fod i Oslos østlige del, slet ikke i Bekkelaget eller Nordstrand.
“Det husker jeg ikke. Er det vigtigt? Tror du, Kolstad ved noget?”
“Det ved jeg ikke. Men det er et forsøg værd. Drabantby eller indre øst?”
Bente Bull-Krogh åndede tungt ud.
“Jeg ... jeg kender ikke så meget til den ende af byen, men ikke centrum, det er jeg helt sikker på.”
Tommy Bergmann lukkede øjnene, forsøgte at tænke efter, hvilke plejehjem han kunne huske. Men det spillede ikke så stor en rolle. Han havde i hvert fald et navn. Det ville være en smal sag at finde ud af, hvor Marius Kolstad boede.
“Langerud?” spurgte Tommy Bergmann.
“Deres håndboldhold,” sagde Bente Bull-Krogh. “Jeg kan huske dem fra gamle dage, fra halvfjerdserne.”
“Oppsal,” sagde Tommy Bergmann og tænkte, at han måske kunne have fået plads på A-holdet alligevel. “Bor han i Oppsal?”
“Ja,” sagde hun stille. “Det er det, jeg kan huske, at far sagde. Oppsal.”
Tommy Bergmann så på sit ur. Den umiskendelige følelse af at have fundet en tråd, som han kunne begynde at vikle op, fyldte ham fra top til tå.
Det var det, han havde brug for.