Tirsdag den 10. juni 2003
Oppsal
Oslo

Lyskurven på Tvetenveien skiftede til grønt. Tommy Bergmann hørte bilen bag sig dytte, men fortsatte med at læse i de papirer, han havde på skødet. Da bilen dyttede for anden gang, satte han bilen i første gear og kørte hen til busholdepladsen på Ytre Ringvei. I det hele havde han tre udskrifter fra nettet og nogle kopier af avisartikler fra de sidste ti år. Det var også alt, hvad det indtil videre var lykkedes ham at få fat i af information om Krogh. Det var måske ingen tilfældighed. Carl Oscar Krogh var, så vidt Tommy Bergmann vidste, en mand, som aldrig havde skrevet biografier, deltaget i debatter eller skrevet bare den mindste avisartikel om krigen. Ifølge et avisinterview fra 1999, som var linket til den ene internetartikel, overlod han den slags til andre, han omtalte sig selv som en simpel mand, som først og fremmest var ingeniør, entreprenør og forhenværende politiker, overhovedet ikke historiefortæller og heller ikke en mand, som ville fælde domme over dem, der traf et andet valg end han selv under krigen. De tre artikler, som Tommy Bergmann havde fundet, havde alle henvisninger til bøger skrevet af Torgeir Moberg, som var en velkendt historiker, måske tillige den førende inden for krigshistorien. Ifølge Moberg havde Krogh været med i modstandsbevægelsen Milorg i årene 1941-1945. Samtidig viste henvisningerne fra disse bøger, at Krogh også havde været britisk SIS-agent i Oslo allerede inden krigens udbrud, og til han blev afsløret af Gestapo i efteråret 1942. Det lykkedes ham at flygte til Sverige under dramatiske omstændigheder. I marts 1943 blev Krogh sendt tilbage til Norge, hvor han ifølge Moberg kunne formodes at have stået bag et antal likvideringer. Blandt andet blev det antaget, at Krogh likviderede Gudbrand Svenstuen, som var den, der ifølge briterne havde angivet Krogh og hans celle til Gestapo. Krogh blev senere en ledende skikkelse i det norske modstandsmiljø i Stockholm og opholdt sig også i perioder i London.

Tommy Bergmann holdt brat op med at læse. Endnu en gang var der nogen, der dyttede bag ham. Chaufføren i 69-bussen viftede med armene, som om de befandt sig i trafikken i Karachis centrum og ikke i udkanten af Oslo.

“Marius Kolstad,” sagde Tommy Bergmann stille for sig selv. “Jeg må finde Marius Kolstad.”

★

Da han stod uden for den højhusblok, som husede Oppsal sykehjem, tænkte Tommy Bergmann over, hvor længe det var, siden han sidst havde været heroppe. Det måtte være flere år siden, måske ti, på en eller anden patrulje. Han vendte sig rundt og betragtede landskabet af husblokke og centret, som han huskede som gammelt og nedslidt, men som nu var moderniseret i en grad, som gjorde, at han følte sig som en fremmed her i hans egen ende af byen.

Allerede da han gik ind gennem hovedindgangen, bestemte han sig for aldrig selv at ende på et plejehjem, ikke engang et privat med eneværelse og vin til middagen. Bare lugten af stedet var nok til at få ham til at sitre. På et hospital var det anderledes, dér var der trods alt et håb om fortsat liv side om side med døden. Det virkede, som om den flade, indestængte lugt blot understregede, at ingen ville komme ud fra denne blok i live. Få ting skræmte ham mere end tanken om den langsomme, seje død på steder som dette. Så var det bedre at dø, som hans egen mor havde gjort, selv om det var mange år for tidligt. Tre uger fra diagnosen til døden var netop tid nok til at prøve at nå en afklaring, forsøge på en slags forsoning.

Han holdt identitetskortet op foran den unge kvinde, som sad i receptionen. En gammel mand kom gående bag ham, Tommy Bergmann vendte sig halvvejs om og så på de blålige, benede hænder, svagt skælvende, hvilende på rollatorens håndtag.

“Jeg vil gerne have en samtale med Marius Kolstad,” sagde Tommy Bergmann og bøjede sig lidt ned for at få øjenkontakt med plejeren, som var omtrent på hans egen alder.

“Kolstad, nu skal vi se ...” Hun sendte ham et smil af den professionelle, tillærte slags, men det fik alligevel Tommy Bergmann til at føle sig lidt bedre tilpas. Desuden lugtede hun forbandet godt.

“Hvad drejer det sig for resten om, jeg mener ...” Hun pegede mod hans legitimationskort. Hendes negle var nedbidte, Tommy Bergmann tog sig selv i at synes om dette brud på hendes generelle perfektionisme.

“En drabssag,” sagde han.

Plejeren, Lise, som der stod på hendes navneskilt, fik et forfjamsket udtryk i ansigtet. Nogle sekunder fastholdt hun hans blik. Han nikkede for at understrege, at han talte sandt.

“Ja ...” sagde hun. “Det var da voldsomt, jeg ...”

“Det er vigtigt, at jeg kommer til at tale med ham. Jeg kan skaffe en dommerkendelse, hvis ...”

Der kom en pludselig lettelse over hendes ansigt.

“Det stemmer,” sagde hun og kastede et blik på pc-skærmen ved siden af sig. “Kolstad ligger på Ullevål, han blev overført dertil i går, jeg havde helt glemt det. Han blev meget dårlig natten til i går.”

Tommy Bergmann mærkede, at hans puls tog til i takt. Kolstad kunne forsvinde mellem fingrene på ham. Måske var han allerede død.

“Fører I besøgslister?” sagde han.

Hun strakte sig efter et blåt ringbind.

Tommy Bergmann tog ringbindet med sig og satte sig i en af de blå stole langs væggen.

Efter fem minutter så han Carl Oscar Kroghs navn.

Den 20. maj, fire dage efter, at de tre skeletter blev fundet, havde Carl Oscar Krogh besøgt sin gamle modstandskollega Marius Kolstad.