Tirsdag den 10. juni 2003
Ullevål sykehus
Oslo

I korridoren uden for intensivafdelingen kiggede han overvejende ned i det nybonede linoleum. Selv om Hege arbejdede på gastrokirurgisk, sad der en frygt i ham for, at hun når som helst kunne komme gående rundt om hjørnet og få øje på ham. Af en eller anden grund ville han ikke møde hende igen, han ville ikke vide noget om hendes nye liv. Han burde have gjort sit regnskab op, så at sige, men nej. Aldrig mere.

Det gav et klik i døren foran ham, og det gav et sæt i Tommy Bergmann ved lyden, en mandlig sygeplejerske kom ud og forsvandt med hurtige skridt til venstre ad korridoren.

En stund blev han siddende og stirrede lige ind i den hvide dobbeltdør med et koøje i hver side. Til sidst sukkede han højt, så på sit ur og åbnede den sagsmappe, han havde med.

Krogh likviderede Gudbrand Svendstuen i marts 1943. Havde Gudbrand Svendstuen nogen efterkommere? Han skulle til at gribe efter mobiltelefonen i inderlommen, da det igen gav et klik i dørene foran ham.

“Bergmann,” sagde den mørke kvinde i hvidt, som stod i døråbningen. To sygeplejersker talte lavmælt sammen nogle meter bag hende. En ældre kvinde sad på en stol ved væggen, på kropsbevægelserne så det ud, som om hun forsøgte at skjule, at hun græd. Den ene sygeplejerske lagde sig på knæ foran hende.

Tommy Bergmann bad en stille bøn om, at Marius Kolstad ikke var gået hen og var død allerede.

Kvinden var måske ti år ældre end han selv, havde et blidt og fast håndtryk og præsenterede sig som vagthavende læge.

“Nå, en af dem,” sagde hun og smilede kort.

Dørene smækkede i bag dem. Herinde virkede det, som om alt gik dobbelt så hurtigt som uden for dørene. Sygeplejerskernes skridt var hurtigere, deres ansigter strammere, vejen mod død eller overlevelse halveret.

Lægen sagde med lav stemme, at Kolstad var vågen, at han havde været heldig.

Den gamle mand lå alene på en tosengsstue med en iltmaske på puden ved siden af sig. Hans ansigtsfarve var mere gul end hvid, men huden var ikke tyk og læderagtig som hos andre døende gamlinge, i stedet var den strammet hårdt over pandeskallen og kindbenene, tynd som papiret i en rispapirlampe og lige så gennemsigtig, kun brudt af sporadiske leverpletter og tynde, mørkeblå blodårer. Rundt om øjnene havde han store, mørke rande. I det ene næsebor havde han en sonde med ilt, og i den afmagrede arm, som lå oven på dynen, var der fæstnet et drop. Hvis alt andet ved Kolstad pegede i retning af, at han snart ville dø, så var hans øjne til gengæld gnistrende blå, som om han stadig var en ungersvend med livet foran sig.

Uden at bevæge hovedet fæstnede Marius Kolstad sit blik på Tommy Bergmann, som stod og ragede op over ham. Det tætte, tilbagestrøgne hår og en mørk skygge af flere dage gammelt skæg var de eneste tegn på liv i ansigtet. Nu syntes selv hans øjne at forsvinde ind i en tåge af morfin.

“Ryger du?” sagde Kolstad til Tommy Bergmann. Hans stemme var raspende, men samtidig med en slags fugtig gurglen underneden, som om der boblede mørk tjære op i hans hals.

Tommy Bergmann nikkede.

“Bliv ved med det,” sagde Marius Kolstad. “Det gør ikke så forbandet ondt, som de siger. Man får endda en masse morfin, helt lovligt, selv for en politimand.”

Kolstad hev efter vejret, han gjorde en bevægelse mod iltmasken, men gav op. Tommy Bergmann strakte sig efter den, men Kolstad viftede ham af.

Tommy Bergmann trak stolen ved siden af ilttanken nærmere.

“Det er om Carl Oscar, ikke sandt,” sagde Kolstad lavt.

Tommy Bergmann nikkede. Kolstad havde vendt hovedet til siden og søgte Tommy Bergmanns blik. “Det er for djævelsk,” sagde Kolstad.

Du skulle bare vide, tænkte Tommy Bergmann.

“Hvorfor skulle nogen dræbe Carl Oscar?” Kolstad strakte sig efter iltmasken. Tommy Bergmann kiggede på de benede fingre, der var knap nok nogen forskel mellem Kolstads hånd og Agnes Gerners hudløse hånd.

Kolstad gav sig god tid og fyldte det lidt, der var tilbage af hans lunger, med ilt. Tommy Bergmann tog sig selv i at håbe, at Kolstad ikke ville dø lige for øjnene af ham.

“De døde ...” sagde Kolstad lavt med lukkede øjne. “De døde har ingen historie.” Han åbnede øjnene igen.

“Nej,” sagde Tommy Bergmann uden helt at vide, hvad det var, han svarede på.

“Det var afskyeligt oppe hos ham, var det ikke?”

Kolstad hostede. Længe. Gurglede.

Tommy Bergmann tænkte sig om et øjeblik. Hvilken risiko ville han løbe? Kolstad kunne dø fra ham, hvad øjeblik det skulle være.

“Krogh ... blev dræbt med en kniv,” sagde han.

Kolstad lukkede øjnene, han virkede uendeligt træt, måske blev det her for meget for ham. “En kniv,” hviskede han og åndede tungt.

“En Hitlerjugend-kniv,” sagde Tommy Bergmann.

Marius Kolstad lå stille, tilsyneladende uden at fatte, hvad Tommy Bergmann netop havde sagt.

Han tænkte, at det her var nyttesløst. Kolstad var et blindspor. Hans blik vandrede gennem stuen, ud ad vinduet. Den grønne birk gav ham pludselig lyst til at komme ud i frisk luft.

“Så de fik ham til sidst, de svin. Også ham ...” sagde Kolstad uden at åbne øjnene.

“Hvad mener du?” sagde Tommy Bergmann. Automatisk satte han sig frem i stolen. Til ingen nytte. Kolstad så ud til at være faldet i søvn igen. Kun en smal stribe i hans øjne var åben. Der foregik noget derinde. Hvad havde han ment?

“De døde har ingen historie,” sagde Kolstad igen. “Vidste du det?”

Tommy Bergmann så på uret på væggen, diskret, troede han. Kolstad var fuld af vrøvl. Overhovedet ikke andet.

“Carl Oscar ... han faldt nærmest sammen. Efter at Karen døde.”

“Hans kone?”

Kolstad nikkede. Tommy Bergmann noterede på blokken. Så fulgte der bare stilhed mellem dem. Den eneste lyd i stuen var en svag susen fra ventilationsanlægget og én og anden dump lyd ude på gangen.

“Hvad mente du med ‘de svin’?” sagde Tommy Bergmann. “Tyskere?” Han bladede om i sin notesblok, skrev “svin” og derefter “tyskere” efterfulgt af to udråbstegn.

Han studerede manden foran sig. Forsigtigt rørte Kolstad på armen med droppet. Derefter en anelse på hovedet. Noget, der så ud som et nik.

Tyskere, tænkte Tommy Bergmann, det lød lidt for utroligt. Hvem som helst kunne købe en Hitlerjugend-kniv på nettet.

“Jeg forstår det sådan, at Krogh besøgte dig den 20. maj,” sagde han. “Nævnte han noget om ... de tre, som blev fundet i Nordmarka?”

“Hvilke tre?” sagde Kolstad lavt. Så, inden Tommy Bergmann nåede at åbne munden: “Ja, ja, ja. Dem, ja.” Det virkede, som om de få ord kostede ham flere kræfter, end han havde. Hans hoved sank ned i den store, hvide hovedpude, som et øjeblik så ud til at ville drukne ham.

Et stykke tid blev Marius Kolstad liggende og hev efter vejret, men uden at strække sig efter den ekstra ilt, som masken ville give ham.

Da Kolstad igen så ud til at have fået kontrol over sit åndedræt, spurgte Tommy Bergmann:

“Du ved ikke noget om det heller?”

“Nej,” raspede hans stemme. “Efter hvad jeg ved, kan det have været tyskerne selv ... dem kunne man tiltro hvad som helst.”

Kolstads øjenlåg gled i igen. Han blev liggende på den måde så længe, at det kun var EKG’en, der vidnede om, at manden foran Tommy Bergmann stadigvæk var i live. Han forstod ikke logikken i Kolstads spekulation. Hvorfor skulle tyskerne have taget livet af en dame, som var forlovet med en norsk stornazist?

“Hvad snakkede I om?” sagde Tommy Bergmann. “Du og Krogh?”

“Krigen,” hviskede Kolstad. “Hvad troede du ellers, vi snakkede om? Vi snakkede aldrig om andet end krigen.”

Tommy Bergmann åbnede munden for at sige noget, men Marius Kolstad kom ham i forkøbet:

“Men kun det sædvanlige gamle ... Carl Oscar sagde ikke noget, der kan hjælpe dig ... Jeg forstår det bare ikke. Hvorfor nogen skulle ...”

Kolstads stemme visnede bort. Hans hoved sank endnu længere ned i puden. Tommy Bergmann fulgte sukkervandets vej fra beholderen på stativet ved siden af sengen, ned gennem slangen, ind i armen på dette levende skelet. Hjerterytmen fra EKG’en signalerede en ret jævn søvnrytme.

Tommy Bergmann rejste sig. Der var ikke ret meget mere at hente her.

Inden han fik rejst sig, mærkede han Kolstads kolde hånd på sin arm. Grebet var fast, der var stadig styrke i hans fingre.

“Der er kun én ting ved krigen, der plager mig nu. Alt andet har jeg forsonet mig med.” Kolstads stemme var så lav, at Tommy Bergmann måtte bøje sig ned mod ham for at kunne høre.

“Kaj.”

“Kaj,” sagde Tommy Bergmann.

“Hvis I bare kunne finde ud af, hvad der skete med Kaj.”

Marius Kolstad begyndte at hoste. EKG’en satte i med at flimre.

“Tyskerne fik ham ... jeg tror, de svin fik ham til sidst. Og nu har de også fået Carl Oscar.” Kolstad greb om Tommy Bergmanns underarm med en kraft, der var uvirkelig, mandens forfatning taget i betragtning.

“Kaj,” sagde han lavt.

“Kaj hvem?” sagde Tommy Bergmann.

“Carl Oscar og jeg tog til Stockholm, da vi fik at vide, at Kaj var fundet død.”

Tommy Bergmann nikkede. Blev ved med at se på Kolstad. Han lukkede de blanke øjne.

“Vi forsøgte alt, men de standsede os.” Marius Kolstads hånd slap taget om Tommy Bergmanns underarm, men EKG’en fortsatte sin hurtige takt. Under det hvide skjortestof kunne han se sensoren, som var fæstnet til den venstre side af Kolstads bryst.

“Hvad ...?”

Kolstad åbnede øjnene igen, pludselig gispede han efter luft og gjorde en bevægelse med hånden mod iltmasken. Tommy Bergmann greb den.

“Hvem er Kaj?” sagde Tommy Bergmann højere, end han havde tænkt sig. Han måtte have klarhed om det navn. “Kaj med j,” sagde Kolstad. “Husk det. Kaj.”

“Kaj med j,” gentog Tommy Bergmann.

Kolstad lagde en hånd over iltmasken, rystede svagt på hovedet, så spærrede han øjnene op, EKG’en gav en lyd fra sig, som Tommy Bergmann tolkede som urovækkende. Han trak i snoren ved siden af sengen, mens han bandede for sig selv. Hvem var denne Kaj, som han snakkede om? Kolstad så med ét ud til at have fået tilstrækkelig ilt. Han tog masken væk fra ansigtet. Hans øjne var et øjeblik fulde af tårer. Han blinkede en gang, løftede den frie hånd op mod en enlig tåre, som løb fra det venstre øje. “Det, der gør mig så trist,” sagde han, “er, at ingen længere ved, hvem Kaj er.” Kolstad strakte den rynkede hånd hen mod Tommy Bergmann.

“Ingen,” gentog han. “Og han var den største, forstår du. Ingen var større end Kaj, selv ikke Carl Oscar. Ikke Max.”

Tommy Bergmann skulle netop til at åbne munden, da døren bag ham smækkede op.

“Du må gå nu, han må ikke hidses op.” Sygeplejerskens stemme var hård, som om Tommy Bergmann forsøgte at tage livet af den gamle mand. Kolstad holdt en hånd op imod hende. Stativet med sukkervand blev trukket med i bevægelsen. Kolstad skar en grimasse.

“Lad os være i fred,” sagde Kolstad. “Vær så venlig.”

“Jeg bliver her,” sagde sygeplejersken.

Kolstad gjorde en bevægelse med en finger, et tegn til, at Tommy Bergmann skulle bøje sig ned. Det var kun lige til, at Kolstads stemme kunne høres længere.

“De satans svenskere fik os til at droppe sagen ... Carl Oscar sagde, at der var noget muggent, noget, der ikke stemte ... jeg og han tog til Stockholm nogle dage efter, at Kaj blev fundet. Vi blev kraftigt anmodet om ikke at gå videre med sagen. Carl Oscar tog det forfærdeligt hårdt, det med Kajs død. Forfærdeligt tungt.”

Kolstad lukkede øjnene. “Carl Oscar forsøgte, men ...”

En pibende, gurglende lyd fra Kolstads hals var alt, hvad der var tilbage. Lyden fra EKG’en behøvede man ikke at være læge for at forstå. Kolstads puls var højere, end hans hjerte sikkert kunne klare. Endnu en sygeplejerske kom ind ad døren, fulgt af én, som Tommy Bergmann regnede med, var læge. Han rykkede tilbage mod døren, vendte sig og gik.

“Jeg venter udenfor,” sagde Tommy Bergmann.

“Du går,” sagde sygeplejersken uden så meget som at se på Tommy Bergmann.

“Jeg må vide, hvad det var, han talte om!” Han kunne høre, at han nærmest råbte.

Den læge, som havde fulgt ham ind tidligere, stod med ét inde på stuen og stirrede med unaturligt opspilede øjne på ham, som om hun havde taget et centralnervestimulerende stof og var på sin tredje vagt i træk.

“Ud,” sagde lægen. “Se at komme ud.”

Der var næsten ikke et menneske at se uden for det, der engang havde været Nordeuropas største hospital, kun en rullestol med en stakkel, som forsøgte at rulle sig en smøg. Tommy Bergmann tog en cigaret fra sin egen pakke og gik hen mod en af bænkene i det lille grønne anlæg foran indgangen. Efter et par sug var han mere rolig. Tanken om, at han en dag ville ligge ligesom Kolstad deroppe, ikke så meget som strejfede ham. Det eneste, der var i hans hoved, var det navn, han havde skrevet på sin blok:

Kaj

I butikken snuppede Tommy Bergmann alt for mange varer med sig i et nærmest ubevidst forsøg på at skjule, hvor ensom han var. Han handlede ikke ind til andre end sig selv, knap nok det. Da han kom frem til kassen, vidste han ikke, hvem han forsøgte at snyde, sig selv eller den unge pige, som sad der. Måske ville han have hende til at tro, at han havde andet at gå hjem til end den lille notesblok, som brændte i inderlommen. Med navnet Kaj skrevet med store bogstaver.

I køkkenet hældte han labskovsen i en gryde, satte den på komfuret og tændte for pc’en. Indkøbsposerne lod han bare stå i gangen. Han havde købt mere, end han ville få spist, så hvad var vitsen i at sætte det i køleskabet, når han alligevel skulle smide det ud? Et kort øjeblik strejfede en tanke ham. Hvem ville sidde ved hans side, når han en dag lå ligesom Marius Kolstad?

Han rystede det af sig.

I stedet tastede han Kaj+anden verdenskrig i søgefeltet.

Siden blev fuld af hit.

Kaj Holt 1913-1945. Det kunne ikke være andre.

Holt døde under mystiske omstændigheder i Stockholm i maj 1945. Da Carl Oscar Krogh måtte flygte over hals og hoved til Sverige i efteråret 1942, var Holt det eneste forbindelsesled tilbage i Oslo mellem Milorg, den britiske efterretningstjeneste, Osvald-gruppen og den norske legation i Stockholm. Kaj Holt var blandt andet Kroghs overordnede i Oslo.

Afhøringen af Kolstad havde ikke været spildt. Det lugtede svedent fra de få linjer i det første afsnit, sammenholdt med det, Marius Kolstad havde fortalt om, at han og Krogh var blevet forhindret i at undersøge Holts dødsfald. Kaj Holt kunne være adgangsbilletten til at finde ud af, hvem Kroghs morder var. Men hvad med de tre kvinder i Nordmarka? Det kunne simpelthen ikke være en tilfældighed. Tommy Bergmann troede ikke på tilfældigheder. De få gange, han havde gjort det i løbet af sit liv, var det hele gået ad helvede til.

Han scrollede ned over siden. Derefter opad igen.

Noget havde ubevidst fæstnet sig på nethinden.

Kaj Holt var blandt andet Kroghs overordnede i Oslo.

Et sted i lejligheden ringede mobiltelefonen.

Han prøvede at ignorere den, men gav til sidst op og gik ud i gangen, hvor Nokia-telefonens display lyste grønt.

Han vejede mobilen i hånden, mens den blev ved med at ringe. Det var Bent, og han havde ikke lyst til at tale med ham. Han havde ikke lyst til at tale med nogen. Ikke engang Hadja.

Mobilen holdt op med at ringe. Tommy Bergmann gik tilbage til pc’en, men tog mobiltelefonen med.

Kaj Holt, læste han højt for sig selv i et forsøg på at fortrænge, at Bent havde ringet.

Måske var der en forbindelse mellem drabet på Krogh og Kaj Holt? Det var et indfald, men ingen umulighed. Krogh havde gravet i Holts dødsfald, og ...

Mobilen begyndte at ringe igen.

Tommy Bergmann bandede lavt. Bent var ikke den, der gav op. Havde han først bestemt sig for noget, blev det sådan. Hvis Tommy Bergmann slukkede telefonen, ville han vel snart have ham stående uden for døren.

Han trykkede nærmest modvilligt på svarknappen.

“Hvordan går det?” sagde Bent. “Er du stadigvæk på jobbet?”

Hans stemme var venlig, som om han ville tage tråden op igen. Efter at Hege var flyttet ud, havde de knap nok talt sammen.

“På en måde,” sagde Tommy Bergmann.

“I felten?”

“Nej,” sagde Tommy Bergmann og trak vejret dybt. “Hjemme. Jeg arbejder med en sag.”

Han så sig omkring. Stuen så ud, som om den ikke var blevet rørt, siden Hege rejste. Ikke en eneste ting havde hun taget med, ikke en bog eller noget af grafikken på væggene. Det var som et museum, genstande fra en tid, som aldrig ville komme tilbage, dækket med et fint lag støv.

“Er du sulten?” sagde Bent.

“Tja ...” Tommy Bergmann mærkede først nu, at det lugtede af sveden labskovs ude fra køkkenet.

“Vi spiser om en time,” sagde Bent. “Maiken fikser noget fingermad, tapas, du ved, og så tager vi et par øl på terrassen bagefter.”

Han mener virkelig i dag, tænkte Tommy Bergmann. Han stirrede på skærmen igen. Carl Oscar Krogh, læste han. Han kunne ikke koncentrere sig.

“Det kunne være hyggeligt, hvis du gider komme en tur, Tommy. Så får du også mødt Maiken.”

Hvad skulle han sige? Tommy Bergmann havde knap nok en eneste ven tilbage. Om to år var han fyrre, og han havde skrabet bunden så længe, at han næsten ikke kunne huske andet end ensomheden. Han gned sig med hænderne ned over ansigtet. Nogle billeder fór forbi på nethinden. De havde tilbragt meget tid sammen, han og Hege og Bent og Marianne, Bents første kone. For fanden, han og Bents bekendtskab gik sytten-atten år tilbage i tiden, de havde kendt hinanden siden Politiskolen, de havde sloges sammen, de havde en historie sammen, måske Bent ikke dømte ham alligevel? Tommy Bergmann fik et stik af dårlig samvittighed, fordi han aldrig havde søgt hjælp, som Bent mente, at han burde. Vold var en professionel dyd, ikke noget, man tog med hjem, var det ikke det, Bent havde sagt engang?

En time senere stod Tommy Bergmann foran et nypudset gammelt hus på Steinliveien, kun ti-femten minutters gang fra hans egen lejlighed. I hånden havde han en flaske vin, en af de mange, Hege havde ladet stå tilbage.

En kvinde åbnede døren, hun havde brunt, langt hår sat op i en top. Hun var så relativt ung, at Tommy Bergmann blev overrasket, men efter nogle sekunder forstod han, at hun måtte være Maiken. Hun havde et slapt håndtryk og sagde ikke sit navn, da han præsenterede sig. Tommy Bergmann følte, at han kunne se direkte igennem hende. Hun vidste nok allerede, hvad han var for én. Hun bad ham komme ind, men virkede afmålt, som om hun og Bent havde haft et skænderi om, hvorvidt de skulle invitere ham til middag eller ej. Først da Bent kom ned ad trappen fra anden etage, følte Tommy Bergmann sig velkommen. Bent smilede, som om han mente det, gav ham et klem, et par hårde klap på ryggen, sagde, at det var godt at se ham igen. Bents sambo virkede også, som om hun tøede op ved hans varme. Først nu så Tommy Bergmann, at hun måtte være gravid. Den lille mave under den tætsiddende top passede ligesom ikke til resten af den veltrænede krop.

“Fint hus,” sagde Tommy Bergmann og gik i hælene på Bent ind i stuen. Det hele stod i så stor kontrast til hans egen lejlighed, at han afholdt sig fra at spørge om, hvordan de havde fået råd til både huset, møblerne og kunsten.

“For fanden, det er virkelig godt at se dig igen, Tommy.” Bent klemte ham om skuldrene med en stærk, senet arm og viste ham ud på den flisebelagte terrasse, der var som hentet ud af et indretningsmagasin, kæmmet. Intet, der virkede tilfældigt eller malplaceret, matchende blomster, møbler, som signalerede, at indehaverne forstod, hvordan man skulle kombinere moderne ting med et gammelt hus. Det var kun Bent selv, der ikke passede helt ind. Efter at han var begyndt i afdelingen for specielle operationer, havde han ligesom alle de andre i afdelingen tillagt sig et udseende som en gennemsnitskriminel. Håret var halvlangt, han var ubarberet, hans arme var dækket med tatoveringer, sandsynligvis falske, men alligevel. Kun smilet og det fandenivoldske blik var det samme. Tommy Bergmann forstod ikke, hvordan han orkede et liv som aktiv i marken, men det var måske ikke værre end hans eget job som efterforsker, hvis han tænkte nærmere over det.

De spiste den annoncerede fingermad på den overskyggede terrasse. Det var stort set Bent, der holdt samtalen i gang. Maiken var hyggelig nok, men havde en nærmest professionel tilgang til hele situationen, hun virkede lige så lidt interesseret i Tommy Bergmann, som han var i hende. Hun virkede ung, sandsynligvis et sted i slutningen af tyverne, højst et par og tredive, men selv om hun var pæn nok, forstod Tommy Bergmann ikke, hvad Bent havde tænkt, da han gik fra Marianne og deres søn. Han syntes, Maiken virkede fjern og ikke specielt opvakt, men forstod snart, at han havde undervurderet hende, da hun sagde, at hun lige var blevet afdelingssygeplejerske på Aker, og at det ikke lige passede at få børn nu.

“Disse sygeplejersker,” sagde Bent og tog hendes hånd. “Hvad skulle vi have gjort uden dem?”

Bent gik i gang med nogle anekdoter fra tiden i ordens- og udrykningsenheden, og ret meget mere skulle der ikke til for at etablere en stemning, som de alle tre så ud til at føle sig tilpas bekvemme ved.

Tommy Bergmann så på Maiken nu og da og tænkte, at det var godt, Bent ikke fortalte om alt, hvad de to havde oplevet sammen. Nogle ting fortalte man bare ikke, sovende hunde var det bedst at lade ligge. Hvordan det egentlig stod til med Tommy Bergmann, var et emne, som blev behørigt undgået.

Efter en times tid tømte Maiken sit glas med San Pellegrino og gik ind for at hvile.

Bent hentede et par øller, da de havde ryddet af bordet. Et stykke tid snakkede de om løst og fast, om gamle kolleger, om en sag, som Bent arbejdede med, og lidt om drabet på Carl Oscar Krogh. Det var for det meste overfladiske, nærmest opstyltede fraser udvekslet mellem to mænd, som kendte hinanden alt for godt til at sidde og småpludre om jobbet på den måde. Tommy Bergmann tænkte, det var godt det samme, de bevægede sig i stadig større cirkler uden om kernen, det, der egentlig betød noget i det hele taget.

Så, mens Tommy Bergmann stak en ny cigaret i munden:

“Har du snakket med Hege?”

Tommy Bergmanns tommel standsede på lighterhjulet.

“Nej,” sagde han og tændte cigaretten.

Bent samlede håret til en hestehale, slap det løs igen. Han nikkede for sig selv.

“Nå, men hun har været her nogle gange, sammen med ham hendes nye fyr. Bare så du ved det.”

“Javel,” sagde Tommy Bergmann.

“Hun har det godt,” sagde Bent.

Tommy Bergmann sagde ingenting. Skal du ikke spørge, om jeg har det godt, tænkte han. Han rystede på hovedet. Selvmedlidenhed var sjældent smukt, specielt ikke hos én, der sad med hele skylden. Han fik en fornemmelse af, at Bent kun havde inviteret ham hertil for at meddele, at han havde tænkt sig at fortsætte venskabet med Hege.

“Jeg må vel snart se at komme hjem igen,” sagde han og så på sit ur. Han orkede ikke det her. Det næste ville vel blive, at Bent endnu en gang ville fortælle ham, at han skulle gå i terapi.

“Du må affinde dig med, at vi er venner,” sagde Bent. “Jeg og Hege.”

Tommy Bergmann sukkede opgivende.

“Det var ikke sådan ment,” sagde Bent.

“Det er ved at blive sent,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg har en masse at lave ...”

“Hvad er det, du skal hjem til?” sagde Bent.

Tommy Bergmann havde ikke noget svar.

“Du kan ikke blive ved med at leve på den måde, Tommy.”

De sad i tavshed med hver sin øl. Et stykke tid bildte Tommy Bergmann sig ind, at de sad og tænkte på det samme: At tingene skulle have været, som de havde været før, at Tommy Bergmann aldrig skulle have banket Hege, at Bent aldrig skulle have mødt en anden kvinde.

Til sidst gik Bent ind i køkkenet og begyndte at sætte i opvaskemaskinen. Han kunne ikke tage sig sammen til at gå. Bent havde vel ret. Hvad skulle han egentlig hjem til?

“One for the road,” sagde Bent, da han kom ud igen. Der havde lagt sig et blidt aftenlys over haven, træerne kastede lange skygger, et svagt sus fra trafikken på E6 blandede sig med nogle løvsangere i birkeskoven nedenfor. En sjælden form for aftenfred så ud til at have sænket sig over denne by, som Tommy Bergmann ikke vidste, om han elskede eller hadede.

Han tog imod den lille Heineken-dåseøl og bestemte sig for at fortrænge alt ved navn Hege.

“Har du hørt om en fyr under krigen, som hed Kaj Holt?” sagde han, da Bent havde sat sig.

Bent rystede på hovedet.

Tommy Bergmann fortalte det lidt, han vidste om Kaj Holt. Bent lyttede i stilhed.

“Måske drømmer jeg bare en sammenhæng sammen,” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg ved ikke,” sagde Bent. “Men jeg kender én, som måske kan hjælpe dig. Fredrik Reuter er bonkammerat med en fyr i Rikskrim i Stockholm, rimeligt top brass, så vidt jeg har forstået, en mand, som sikkert kan trykke på et par knapper.”

De skålede for denne oplysning, hvor ubetydelig den end kunne forekomme. Tommy Bergmann blev siddende et godt stykke tid, til det næsten var begyndt at mørkne. Indimellem tænkte han, at han måske en dag kunne blive lykkelig igen, så lykkelig, som han nu kunne blive. Og nogle gange i løbet af aftenen fik han lyst til at gå op til Maiken og sige: Jeg er ikke sådan. Jeg er ikke sådan en mand, som du har hørt, at jeg er.

Da han kom hjem, blev han stående i den kvadratiske entré uden at tænde lyset.

Hvis jeg bare står stille nok, så er hun måske aldrig rejst, tænkte han.

Efter måske fem minutter tændte han lyset. Spotlightene i loftet var alt for kraftige, eller også var det bare ham, der havde drukket lidt for meget. Han så på uret, klokken var halv tolv, der var rigeligt med tid til at sove den lille rus ud.

Da han lukkede for vandet efter at have børstet tænder, hørte han mobilen give lyd fra sig ude i entréen.

Et sekund troede han, det kunne være Hege. Til sidst rystede han på hovedet over sig selv og åbnede sms’en.

Hej Tommy. Ville bare lige sige, at du gør et kæmpejob med pigerne. Sara glæder sig til Göteborg, taler næsten ikke om andet. Et vildt forslag: Har du planer for i morgen aften? :-) Al den middagssnak ... hvis ikke, slutter min vagt klokken 19 ... hvad med middag efter træningen, ca. klokken 20-20.30, bare for at blive lidt mere bekendt med hinanden? Hadja.