Onsdag den 11. juni 2003
Politihuset
Oslo

Det store mødelokale i rød zone på Politihusets sjette etage var fuldt af efterforskere, som ikke havde den fjerneste idé om, hvorfor ejendomsentreprenør og tidligere handelsminister Carl Oscar Krogh var blevet dræbt med præcis 62 knivstik. Det sidste vidste nu hele landets befolkning, efter at politimesteren i går aftes havde afholdt en hasteindkaldt pressekonference, sikkert efter at have rådført sig med eller fået ordre af politidirektøren, som for sit vedkommende havde konfereret med landets justitsminister.

“Som I forstår,” sagde Fredrik Reuter, som stod duknakket oppe ved projektorlærredet, “er der nu et vist pres på sagen.” Han tillod sig et mat smil. Tommy Bergmann ville have væddet en formue på, at Reuter ikke havde sovet mere end højst to-tre timer i nat – efter den krøllede uniform at dømme så det ud, som om han havde sovet på feltsengen på kontoret.

“Stort set det eneste, befolkningen ikke ved på nuværende tidspunkt, er, hvordan drabsvåbnet ser ud.”

Fredrik Reuter kvalte et gab og kaldte et nærbillede frem af Hitler- jugend-kniven liggende i en blodpøl. “Hvis vi går ud med det her, er jeg bange for, at de tips, vi hidtil har fået, vil fremstå som ædruelige.” Der kom en lavmælt latter fra forsamlingen, ikke af lettelse, men snarere som folk i en presset situation ler i håb om at få opmærksomheden væk fra det faktum, at de er på spanden.

Tommy Bergmann faldt fra, da Georg Abrahamsen gjorde rede for obduktionen af Carl Oscar Krogh. Det havde simpelthen ikke nogen interesse. Gamle Krogh var blevet dræbt, og det var der en grund til, mere vanskeligt var det ikke. Der var ikke stjålet noget i huset, så vidt man havde fået klarlagt, ikke en eneste lille ting derinde var rørt, ingen hemmelige papirer, som drabsmanden ledte efter, ikke nogen junkie, som var på jagt efter penge og mediciner. Nej, tænkte Tommy Bergmann, deres halmstrå var tre gamle skeletter i Nordmarka og en halvdød gamling på Ullevål sykehus. Men ret meget andet end det kom Tommy Bergmann ikke til at meddele forsamlingen, når det blev hans tur til at tage ordet. Mens Abrahamsen snakkede, stirrede Tommy Bergmann ned på papiret foran sig. To sætninger lyste ham i møde. Kaj Holt døde under mystiske omstændigheder i Stockholm i maj 1945. Kaj Holt var Kroghs overordnede i Oslo. Artiklen havde den samme reference, som Tommy Bergmann havde set tidligere: professor Torgeir Moberg. Den havde imidlertid også en anden reference, Finn Nystrøm, et navn, som Tommy Bergmann ikke havde set før. Han satte en stor cirkel rundt om begge navnene. Det var to personer, som han måtte tale med, jo før jo bedre. Måske vidste Torgeir Moberg mere om det, Kolstad havde sagt, at han og Carl Oscar Krogh var blevet stoppet i forsøget på at finde ud af Kaj Holts mystiske dødsfald. Så bladede han videre til næste side og kiggede direkte på Cecilia Landes kranium. Et stykke tid blev han siddende og betragtede de mørke øjenhuler i den gulbrune barneskal. Han vidste, at svaret på, hvem der havde dræbt dem, og måske også på, hvem der havde dræbt Krogh, fandtes et sted i disse femten-tyve ark, som han havde snuppet med sig inden mødet. Et sted langt borte hørte Tommy Bergmann nogen sige hans navn. Han så op og mødte Fredrik Reuters blik.

Tommy Bergmanns lille foredrag indeholdt stort set ikke andet end det, som alle i lokalet vidste i forvejen. Krogh havde været en af de mest centrale modstandsfolk, men ikke særlig meddelsom om sin rolle i Oslo og Stockholm og allermindst om sin rolle i likvideringen af et antal nazister og overløbere. Efter krigen havde han en central plads i Arbeiderpartiet, selv om han kom fra en solid, borgerlig familie. Han blev senere statssekretær i Handelsdepartementet og derefter statsråd samme sted. I omkring fyrre år efter sin statsrådstid havde han drevet sit eget entreprenørfirma. I slutningen af firserne blev firmaet solgt til en finsk entreprenørgigant. Tydeligvis for et så tilpas stort beløb, at Krogh havde rigeligt med penge, da han blev dræbt.

“Og hvad sagde Marius Kolstad?” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann bladede i sin notesblok.

“Ikke meget,” sagde han. Det var en løgn, men det tog han sig mindre af. Han ville have færrest mulige folk til at jage efter de samme spor som han selv, han måtte tage det på tomandshånd med Reuter bagefter.

Fredrik Reuter sukkede tungt.

“Det, jeg finder mest interessant, er Kroghs påståede likvidering af overløberen Gudbrand Svendstuen i marts 1943.”

“Så nogen af Svendstuens efterkommere slagter Krogh med en Hitlerjugend-kniv tres år efter,” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann trak på skuldrene.

“Halgeir, du tjekker det,” sagde Reuter. “Find ud af, om Svendstuen har nogen efterkommere, men for guds skyld ... vær diskret.”

Halgeir Sørvaag skrev andægtigt i sin notesblok, som om hele nationens forventninger hvilede på hans skuldre.

“Hvad med de tre i Nordmarka, det var ligesom vores redningsplanke, var det ikke?”

Det var Tommy Bergmanns tur til at sukke.

“Agnes Gerner, Cecilia Lande og Johanne Caspersen. Jeg ved det ikke,” sagde han. “Jeg ved det simpelthen ikke. Ifølge Kolstad vidste hverken han eller Krogh noget som helst om de tre, som blev dræbt dengang.” Resten holdt han mund om. Ja, Kaj Holt var hans eget spor.

Fredrik Reuter så ud til at bande for sig selv. Han gned med begge hænder hårdt ned over ansigtet. Da han var færdig, havde han et opgivende udtryk i ansigtet. Tommy Bergmann var endnu engang tilfreds med sin egen stilling. At sidde ligesom Reuter med jobbet på spil et par gange om året, det var ikke noget for ham.

“Og telefonlisterne, Halgeir,” sagde Fredrik Reuter, “er det overvejende bedrøvelig læsning?”

Halgeir Sørvaag lænede sig frem over bordpladen. For en sikkerheds skyld anlagde han den påtaget vigtige stemme, som han altid brugte, når han havde ordet i en forsamling på mere end to mennesker.

“Krogh var en mand, som tydeligvis ikke var overbegejstret for at tale i telefon. I de sidste syv uger er der kun registreret ti samtaler på fatsnettelefonen og fem på mobilen. Selv ikke hans børn ringede tilsyneladende til ham. To af samtalerne var telefonsælgere.”

“Det er ikke meget at blive fed af,” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann kunne ikke andet end give ham ret. Det eneste, de stod tilbage med, var den foreløbige gerningsmandsprofil, som fastslog, at man kunne stå over for en person, som i almindeligt dagligsprog ville blive omtalt som en galning. Eller som Reuter neutralt sagde: “Drabet kan være begået af en person i akut psykose.”

Tommy Bergmann bladede i sine papirer, til han kom til Kripos’ foreløbige gerningsmandsprofil, som Reuter havde citeret fra. Han blev igen mindet om sit udgangspunkt. Det kunne ikke være en tilfældighed, at Krogh blev slagtet blot få uger efter, at de gravede Agnes, Cecilia og tjenestepigen op fra jorden i Nordmarka.

Hvis man får en akut forbigående psykose, skyldes det ofte, at man inden for de seneste 1 til 2 uger har været udsat for et psykisk traume. Derfor blev sygdommen før i tiden kaldt reaktiv psykose, dvs. en psykose, som er en reaktion på et psykisk traume. Hvis man får en akut forbigående psykose, skyldes det oftest, at man har været udsat for en begivenhed, som har givet et psykisk traume. Det kan f.eks. være, at man har mistet nogen, som står én nær, er gået konkurs, har mistet sit job, været udsat for en brand, en alvorlig trafikulykke eller en belastende skilsmisse.

Hvad var det, Reuter tidligere havde talt om? At den, der havde dræbt de tre kvinder i Nordmarka, var kommet tilbage for at dræbe Krogh, så Krog ikke kunne gå videre med sagen. Det var ikke et blindspor, ikke et vildspor, det var slet ikke et spor. Tommy Bergmann lukkede øjnene.

Reaktiv psykose, tænkte han. Marius Kolstad havde fyldt hans hoved med idéen om, at Kaj Holts død havde noget med drabet på Krogh at gøre. Havde Holt dræbt de tre? Og hvorfor var han så selv død under såkaldt mystiske omstændigheder? Det kunne kun betyde, at artiklens forfatter mente, at han blev dræbt.

Tommy Bergmann fandt et tomt ark i notesblokken. På arket tegnede han en trekant. I det ene hjørne skrev han “Nordmarka”, i det andet hjørne skrev han “Kaj Holt”, i det tredje skrev han “Carl Oscar Krogh”. Han var rimeligt sikker på, at Krogh var blevet dræbt på grund af noget, som havde med Kaj Holt eller de tre i Nordmarka at gøre. Eller måske begge dele. Men de tre i Nordmarka kom han ikke ret meget længere med. Han måtte skifte spor. Kaj Holt. Hvad er det, Marius Kolstad ikke vil fortælle mig? Han ville vædde på, at Kolstad og Krogh ikke kun havde snakket om gamle krigsminder, da Krogh besøgte Kolstad på plejehjemmet i Oppsal den 20. maj.

Tommy Bergmann blev siddende og tegnede på sin trekant. Igen og igen tegnede han linjen op mellem Kaj Holt og Carl Oscar Krogh. Det var det, Krogh og Kolstad havde talt om, tænkte han og studerede den tykke streg mellem Holt og Krogh og punktet nederst til venstre i trekanten. “Nordmarka”.

Da han igen så op, var det kun Fredrik Reuter, der var tilbage. Han sad tavs oppe ved bordet i den korte ende og betragtede Tommy Bergmann.

“Nå,” sagde Fredrik Reuter. Han tømte sin kaffekop og tørrede sig med en hånd om munden. “Hvad har du så til mig? For du har vel noget til mig?”

“Jeg må op til Marius Kolstad igen,” sagde Tommy Bergmann.

“Javel,” sagde Reuter. “Men jeg troede ikke, han havde ret meget på hjerte.”

“Hvad har du hørt om Kaj Holt?” sagde Tommy Bergmann.

“Ikke alverden,” sagde Reuter.

Tommy Bergmann fortalte det lidt, han vidste om Kaj Holt.

“Så hvad er der med ham?” sagde Fredrik Reuter. “Én død mand kan ikke dræbe en anden.” Endelig så et lille smil ud til at finde plads i Reuters ansigt.

“Jeg ved ikke, hvad der er med Holt. Men Carl Oscar Krogh og Kolstad blev forhindret i at undersøge hans dødsfald lige efter krigen. Svenskerne var specielt lidet imødekommende.”

Reuter nikkede for sig selv.

“Det her,” sagde han, “det bliver mellem mig og dig foreløbig, forstår du?”

Som en lille dreng var Tommy Bergmann nødt til at spørge:

“Hvorfor?”

“Fordi jeg har mistanke om, at den Holt-sag er et helt lille hvepsebo. Når en mand som Carl Oscar Krogh bliver stoppet i at grave i en modstandskollegas død, hvad tror du så, vi vil blive? Hvilken position tror du, Krogh havde efter krigen? En position, som får mig, for slet ikke at tale om dig, til at fremstå som en somalier, der vasker toiletterne nede i arresten.”

“Kender du ikke en fyr ved Rikskrim i Stockholm?” sagde Tommy Bergmann.

Reuter trak vejret dybt. Så rystede han på hovedet.

“Du skal ikke så meget som tænke på det.”

“Jeg tænker ikke på det,” sagde Tommy Bergmann for sig selv, da han var tilbage på sit kontor. For sikkert tiende gang den dag tog han mobilen frem og kiggede på sms’en fra Hadja. Den havde fået ham til at ligge vågen, næsten til det blev lyst. Da han var kommet ud fra brusebadet, havde han svaret hende. Jeg kommer gerne til middag. Vi ses i aften. Tommy.

Han så på sin egen sms og tænkte, at den godt kunne have været mere hyggelig.

Eller måske ikke. Han vidste det ikke, han vidste ikke noget om den slags længere. Det får gå, som det vil, i aften, tænkte han og gik i gang med at lede efter bilnøglerne.

Marius Kolstad kunne dø når som helst, og Tommy Bergmann ville sværge på, at han kom til at tage et par hemmeligheder med sig i graven, hvis han ikke fik lirket dem ud af ham.