Fredag den 21 maj 1942
Helge K. Moens frisørsalon
Majorstua
Oslo

Helge K. Moen så på Agnes Gerner i spejlet. Næsten umærkeligt blinkede han til hende, som om han var hendes far og hun en lille pige på omkring ti år, og de havde en hemmelighed sammen.

Du er gal, tænkte hun.

Helge K. Moen smilede for sig selv og hvislede en melodi mellem tænderne, mens han gik tilbage til skranken.

Agnes Gerner lænede sig tilbage i læderstolen og lukkede øjnene, mens assistenten satte hårcurlerne i hendes hår. Var hun måske ikke selv ved at blive gal? Ingen rundt omkring hende så ud til at have været i stand til bevare forstanden gennem de år, krigen havde varet. Hendes søster var ikke blot det mest glødende NS-medlem, men havde endda gået hen og forlovet sig med en tysk sergent og ladet sig hverve som frontsøster. Nu befandt hun sig et eller andet sted i det uendelige russiske steppeland. Agnes Gerner havde været ved at kaste op, da hun hørte det, havde følt sig syg hele weekenden.

Det gav hende i det mindste et nærmest perfekt alibi. Hendes egen mor og søster var de mest fanatiske nationalsocialister, man kunne forestille sig. Agnes Gerner måtte smile ved tanken om, at familiens galskab kunne være så nyttig.

Der sad en midaldrende NS-frue i stolen ved siden af hende. Så snart Moen var væk, havde hun lagt det magasin, hun læste i, fra sig og vendt sig mod Agnes Gerner. Nazifruerne var begyndt at frekventere Moens frisørsalon allerede i løbet af foråret og forsommeren 1940, da pengene i landet begyndte at skifte ejere. Agnes Gerner var til at begynde med blevet kvalm ved synet af alle nazisterne, som damen ved siden af hende, men nu, to år efter, havde hun indset, hvilken værdi de faktisk kunne have.

Da assistenten var færdig med at sætte curlerne, åbnede Agnes Gerner øjnene igen og stirrede et øjeblik i spejlet på den strøm af mennesker, der bevægede sig uden for vinduerne gennem passagen enten på vej til Majorstutorget eller ned til Holmenkollbanen. Denne første dampende hede sommerdag, hvor hele byen virkede blafrende grøn og livet uden ende, hvad tænkte de mon på? Tænkte de på det samme som Agnes Gerner, som hun sad dér, at det aldrig havde set så mørkt ud som i dag, fredag den 21. maj 1942? Det var angiveligt kun et spørgsmål om tid, før tyskerne indtog Sevastopol, de djævelske ubåde sænkede amerikanske skibe, endnu inden de var kommet forbi Long Island, tusindårsriget strakte sig fra Nordkap til Sahara, fra Brest til Krim. Det vil jo ikke få nogen ende, tænkte Agnes Gerner. Hun tvang sig til at vende kortene, til at se lysere på omstændighederne. Det var trods alt sommer udenfor, Helge Schreiner havde ladet hende beholde hendes job, og selv var han forsvundet ud i skyggerne. Pilgrimmen var tilbage, og selv stod hun muligvis foran et gennembrud så stort, at hun knap nok var i stand til at fatte det.

“Er det i nogen bestemt anledning, frøken Gerner?” Stemmen fra nazifruen ved siden af hende var afmålt, på grænsen til arrogant, hendes blik var i bedste fald overbærende.

“Jeg er inviteret hen til Gustav Lande i aften.”

Sidedamens ansigt faldt sammen. Her havde hun måske ventet, at Agnes Gerner ville sige, at hun ikke havde noget specielt for, selv om mangen en nazifrue vidste, at Agnes Gerner lagde sig på ryggen for Helge Schreiner, når det skulle være, men Gustav Lande, det var noget ganske andet.

Agnes Gerner vendte sig mod Nazifruen og smilede sit mest bedårende ungpigesmil.

Det eneste, der nagede hende, var, at hun havde aftalt at møde Pilgrimmen i Stensparken netop denne fredag aften. Forrige uge havde han sagt, at de måtte belave sig på at mødes i parker og portrum fremover, til han muligvis fik lånt en lejlighed af venner, som ikke vidste, hvad han foretog sig, men dem var der ikke mange tilbage af. Nr. 1 havde vistnok forbudt ham at fortsætte forholdet til hende. Pilgrimmen troede, at han var så besluttet på at få gjort en ende på deres forhold, at han holdt både hendes lejlighed og dæklejlighederne under overvågning. Det var farligt, at de havde et forhold, havde Nr. 1 sagt til Pilgrimmen. Kærlighed havde ingen plads i en krig. Det var farligt for dem alle. Som om nogen behøvede at overbevise dem om dét, tænkte Agnes Gerner og lod indgangsdøren glide i bag sig. Hun løsnede invitationskortet fra Gustav Lande, som var stukket ind under rammen på spejlet i entreen. Hun førte langsomt en finger hen over den tykke karton. Selv i disse tider havde Gustav Lande tilsyneladende råd til at bruge penge på invitationskort med guldbort på hvidkridtet overflade. Kære Agnes, havde han skrevet øverst. Tak for en uforglemmelig aften. Gustav. Underskriften var selvsikker, halvt artistisk. Agnes Gerner lagde invitationen fra sig på teaktræskommoden under spejlet og så hurtigt på sit armbåndsur for at beregne, hvor meget tid hun behøvede til at gøre sig i stand. Derefter åbnede hun håndtasken og tog konvolutten fra Helge K. Moen frem. Kvitteringen krøllede hun sammen og lagde på kommoden, så trak hun den smalle papirstimmel frem, som var foldet sammen i bunden af konvolutten. Hun betragtede sig selv i det gamle spejl i nogle sekunder, tog hatten af og kastede et blik på håret, som stadig var stift af hårlak. Den mørke entré gjorde, at hendes ansigt så hvidt ud i kontrast til håret, som en dødsmaske, tænkte hun. Hun foldede papirstrimlen ud og gik med langsomme skridt hen mod køkkenet, mens hun læste den korte, krypterede meddelelse. Da hun havde fjernet den gulvliste, som var løs og ikke behøvede andet end en bordkniv for at give efter for hende, og lirket sokkelstykket for enden af køkkenbordet løs, havde hun memoreret næsten alle bogstaverne. Derinde i mørket, i selskab med gammelt skidt og uldtotter, lå kodebogen.

Agnes Gerner satte sig ved køkkenbordet og holdt fast i papirstrimlen, som om det var det vigtigste stykke papir i verden.

Ræven er en listig jæger.
Nr. 1

Hun satte ild til papirstrimlen og smed den i køkkenvasken. I de få sekunder, det tog, før den var blevet til aske, lykkedes det hende at tænke på ingenting. Så udstødte hun et fnys. Hvad var det for en meddelelse? Men da hun åbnede for hanen for at skylle askestøvet ud, huskede hun med ét, hvem der havde sagt de ord.

Ræven er en listig jæger. Det var de ord, chefen for Oslo-tjenesten, Archibald Lafton, havde brugt i efteråret 1939. Han havde sagt, at tyskerne var som ræve, og at ræven var så snedig, at den kunne spille død for at lokke et bytte til sig.

Det hele var gået så hurtigt, hun havde ikke engang afklaret med Nr. 1, om hun kunne involvere sig med Gustav Lande, bare taget Pilgrimmens velsignelse som et klarsignal, der kunne være lige så godt som ethvert andet.

Dette måtte være Nr. 1’s måde at advare hende på. Så længe hun havde været Helge Schreiners elskerinde, var hun uinteressant for den tyske efterretningstjeneste, men nu måtte hun, hvis Gustav Lande ville fortsætte med at kaste sin kærlighed på hende, være ekstra årvågen. Det var en selvfølge, men de få ord fra Nr. 1 skærpede hende alligevel.

Det er nu, det begynder, tænkte hun.

Hun vidste, at de havde mistet folk den sidste tid, senest i sidste uge. Pilgrimmen havde fortalt hende om det, selv om hun ikke ville vide det, hun ville ikke vide andet, end at hun havde fået grønt lys til at fortsætte. Hvis det efterhånden skulle vise sig, at der var overhængende fare for, at tyskerne indkredsede hende, ville de vel sørge for at få hende ud af byen og derefter ud af landet? Desuden havde hun været i deres søgelys før og var sluppet fri så let som ingenting. Hun havde været én af mange briter, der blev afhørt i Møllergata 19 i april 1940, men tyskerne lod hende gå efter en lille time, endda en undskyldning havde hun fået. Og nu, to år efter, med en mor og en søster som hendes og flere måneders følgeskab af en nazist samt trofast NS-medlemskab, spillede det ingen rolle, om hun fortsat havde dobbelt statsborgerskab.

“Men fra nu af er det virkelig alvor, Agnes,” sagde hun for sig selv. Hun opridsede et mentalt billede af aftenen. At tyskerne vidste, at Gustav Lande var begejstret for hende, var indlysende. Hvad ville vi selv have gjort? tænkte hun. Vi ville have placeret en mand ved Gustav Landes side.

En mand, som spillede død.

Fra det øjeblik hun trådte ind ad døren til Landes hus, ville hun være under observation, måske var hun det allerede.

Det brandvarme vand fra brusehovedet skoldede næsten hendes hud, men føltes som en slags befrielse fra den kulde, hun havde følt, da hun huskede, hvem der havde sagt ordene på papirstrimlen fra Nr. 1 første gang. Hvor naiv havde hun dog ikke været, dengang hun lod sig hverve.

Hun slukkede i blinde for bruseren og lænede hovedet op mod væggen.

Ræven er en listig jæger, hviskede hun for sig selv.

Hun gik dryppende våd ud af badet og ind i soveværelset. Uden at trække gardinerne for lod hun det hvide håndklæde falde til gulvet og studerede sig selv, nøgen med en badehætte på hovedet. Hun tog den forsigtigt af, håret var så fuldt af hårlak, at det knap nok var til at se, at hun havde haft hætten på. Et par hurtige indgreb med hånden, og frisuren ville være, som Helge K. Moen havde lavet den.

Det endte med at blive den samme sorte cocktailkjole, som hun havde haft på i Regnbuen for to uger siden. Ude i entréen så hun endnu engang på invitationen, håndskrevet af Lande selv. Hvis der bliver serveret cocktails først, kan det her ikke være så galt. Og kjolen fremhævede alt det, der var godt ved hendes krop, overbeviste hun sig selv om. Selv om den også viste, at hendes hofter var for smalle.

Stop, sagde hun til sig selv i spejlet, åbnede rougeetuiet og startede forvandlingen fra bleg dødsmaske til en kvinde, som ville få Gustav Lande præcis derhen, hvor hun ønskede ham.

★

Villaen på Tuengen allé var intet mindre end en drøm. Den kunne ikke være mere end højst ti år gammel, funktionalistisk, i tre etager med dobbelt garage i kælderen. Store flader var dækket med glasbyggesten, blandt andet en apsis, som omfattede næsten hele den ene gavlvæg, og hele huset var omgivet af en enorm have. Så vidt Agnes Gerner kunne skimte, var der en tennisbane på bagsiden. Hun betalte taxachaufføren og mærkede, at hun skælvede en smule, da hun satte fødderne på skiferfliserne, som førte ind til husets indgangsparti. En mild vind strøg hen over hendes kind og beroligede hende på mærkværdig vis, inden hun nåede trappen op til den åbne indgangsdør. Bag hende, nede ved porten, standsede en ny bil. Agnes Gerner vendte sig og så en tysk officer stige ud af bilen, inden hans adjudant fik nået at åbne døren. Officeren nærmest brølede en ordre ud over gaden, viftede adjudanten af, hvorefter denne gjorde honnør midt på gaden. Den sorte SS-uniform var ikke til at tage fejl af. Hun kunne ikke se, hvilken grad han havde, men at han ikke var almindelig stabsofficer, behøvede hun ikke at indgå i tjenesten for at se.

Gode, kære gud, tænkte Agnes Gerner og sikrede sig endnu en gang, at cyanidampullen var pakket ind i toiletpapir og lå i den lille inderlomme i selskabstasken, som hun knugede i venstre hånd. Hun blev modtaget af en ret hæsligt udseende tjenestepige med fugleansigt og øjne så grå og livløse, at Agnes Gerner vist aldrig havde set magen. Den store hall var fuld af mennesker, som stod i kredse, der lød et sammensurium af stemmer og dæmpet pianomusik. Lejede tjenere hastede ud i køkkenet med sølvbakker med tomme stilkglas. Dørene ind til det, der måtte være spisestuen, var slået op, og hun kunne se en gruppe mennesker stå med smilende ansigter, en mand i mørkt jakkesæt bøjede sig forover, tydeligvis ude af stand til at stoppe sin latter over noget morsomt, som var blevet sagt. På hver side af dobbeltdøren stod et lavt bord med en blomsterafsats, på det venstre bord stod en NS-vimpel, på det andet et svastika.

I mylderet af mennesker, måske ikke så mange, som hun først havde indbildt sig, så hun igen tjenestepigen med det mærkelige fugleansigt komme ud fra spisestuen. Bag hende kom heldigvis aftenens første bekendte ansigt. Gustav Lande var klædt i hvidt jakkesæt, var solbrændt i ansigtet. Han var stadigvæk bag efter Pilgrimmen med hensyn til skønhed, men Agnes Gerner tog sig selv i at tænke på ham som tiltalende, som en redningsmand, der ville befri hende fra tanken om at blive afsløret herinde.

“Frøken Gerner,” sagde han og kyssede hende en gang på hver kind. Han lugtede kraftigt af aftershavelotion, og hans øjne tydede på, at han havde drukket. Eller grædt. Eller begge dele.

“De aner ikke, hvor meget det her betyder for mig,” sagde han og strejfede hendes hånd.

“Kald mig Agnes, hvis De vil være så venlig,” sagde hun og sendte ham et blik, som hun ellers kun delte med Pilgrimmen.

“Agnes,” sagde Gustav Lande. Hun så gennem øjenkrogen, at den tyske SS-officer bag hende var blevet shanghajet af nogle andre tyskere henne ved døren. I et glimt kiggede han alligevel i hendes retning. Hurtigt vendte hun sig mod Gustav Lande og smilede. Han lagde en hånd på hendes bare skulder, og følelsen af den store hånd mod huden gjorde, at hendes puls faldt nærmest momentant til et acceptabelt niveau, hvilket gjorde, at hun igen var i stand til at tænke, om ikke rationelt, så i hvert fald i en slags ordnet rækkefølge. SS-officeren havde befundet sig i lokalet i knap et minut, og allerede virkede det, som om han havde fået øje på noget ved hende, som havde fanget hans opmærksomhed. Hans blik adskilte sig fra de andre mænds, han så ikke på hende med begær. Nervøsitet, tænkte hun. Han kunne lugte den. Hurtigt slap hun tanken, skød den fra sig. SS-officeren var sikkert bare som andre mænd. Hun måtte være i angrebsposition, kunne ikke tillade sig andet. Heldigvis førte Gustav Lande hende i en retning væk fra SS-officeren.

Agnes Gerner blev introduceret for over fyrre mennesker på sin rundtur i huset, mange af dem var nordmænd, hun memorerede navnene, så godt det lod sig gøre, og genkendte endda en af NS-fruerne fra Helge K. Moens salon, men så ingen fra Helge Schreiners omgangskreds. Hun hilste overstrømmende på et par tyske Wehrmachtofficerer af svimlende rang og ville ikke være blevet overrasket, hvis selve Terboven var dukket op foran hende.

Hendes hænder skælvede svagt inde på gæstetoilettet. Hun havde undskyldt sig, inden Gustav Lande havde nået at introducere hende for de sidste gæster, deriblandt SS-officeren. Lande havde vist hende ind i et tilstødende rum med garderobe og gæstetoilet. Med koldt vand fra hanen ville det blive i orden, sagde hun for sig selv og lod det iskolde vand strømme ned over bagsiden af underarmene.

I samme øjeblik hun skulle til at gå ud i menneskemylderet, stoppede hun instinktivt op. Der lød en lyd bag hende, næsten uhørlig, men alligevel en lyd, som ikke burde forekomme her i korridorens stilhed. Korridoren var lang, dækket med sort-hvide litografier i smalle trærammer og endte i en glasvæg ud mod den grønne have, hvor nabohuset lige kunne skimtes mellem træerne. En af dørene på venstre side så ud til at være gået op. Nej, tænkte Agnes Gerner, det er indbildning, det er bare indbildning.

Hun vendte sig om. Idet hun tog i dørhåndtaget for at gå ud, hørte hun en stemme bag sig:

“Kan jeg hjælpe Dem med noget, frøken?”

Det gav et sæt i Agnes Gerner, så hun var ved at tabe sin taske.

Tjenestepigen stod midt i korridoren. I modlyset fra vinduet for enden af korridoren lignede hun fanden selv. Den kvinde er en fugl, tænkte Agnes Gerner og spekulerede på, hvordan Gustav Lande kunne holde ud at have sådan et væsen i huset. I den sorte pigeuniform lignede hun en levende død.

“Hr. Lande viste mig ud til toilettet,” sagde Agnes Gerner og åbnede døren, lettet over at slippe væk fra denne kvinde, dette væsen. Som om hun stadigvæk var et barn, mærkede hun det sitre i kroppen og følte i nogle korte sekunder, at hun befandt sig i en drøm, hvor hun igen og igen forsøgte at åbne døren, men ikke kunne, samtidig med at den sortklædte tjenestepige med det gennemsigtige fugleansigt nærmede sig bagfra.

Ved en skæbnens ironi virkede det som en lettelse at komme tilbage til hallen. Det uundgåelige var sket, mens hun havde været ude på toilettet. Hun så Gustav Lande tage to glas fra en tjeners bakke og række det ene glas til SS-officeren, hvis tre egeblade på uniformen nu gjorde Agnes Gerner helt sikker på, at han var Brigadeführer og generalmajor. Lande og brigadelederen stod sammen med en officer fra Wehrmacht og et midaldrende ægtepar, tydeligvis norske. Der er ingen vej udenom, tænkte Agnes Gerner og gik hen til dem. Gustav Landes ansigt lyste op i et smil.

“Agnes,” sagde han og strakte en arm frem mod hende. “Mød Brigadeführer Seeholz.”

“Mig en fornøjelse,” sagde Agnes Gerner og rakte ham hånden. Ræven er en listig jæger, tænkte hun. Så pas på hvert eneste ord, du siger. Han tog hendes spinkle hånd i sin og førte den op til munden, gav den et let kys, mens han hele tiden fastholdt hendes blik som for at se, om hun undveg.

“Freu’ mich, fräulein.” Han slap hendes hånd. Agnes Gerner tvang sig selv til ikke at stirre på den dødningehovedring, han havde på højre hånd. På den venstre så hun nu, at han manglede lillefingeren. Pludselig kom hun i tanke om navnet: Seeholz. Han var Fehlis’ højre hånd og var kommet til Norge i efteråret sidste år for at lede SS’ forretningsvirksomhed i Norge. Ja, tænkte hun. Enten træder jeg ind i himmerige, eller også vil helvedes porte åbne sig og sluge mig hel.

“Er det første gang, De er her?” sagde Seeholz, da Agnes Gerner var blevet introduceret for det midaldrende ægtepar, som hun havde forstået, var bidragydere til et af Gustav Landes mange projekter og selvfølgelig medlemmer af partiet, måske endda blandt de oprindelige.

Agnes Gerner nikkede og mærkede Gustav Landes hånd forsvinde fra sin ryg. Brigadeführer Seeholz sagde noget til ægteparret, men Agnes Gerner formåede ikke at høre efter. Gustav Lande fulgte efter tjenestepigen op ad trappen til anden etage efter at have undskyldt sig.

Forlade mig her, tænkte hun, kaste mig for ulvene!

“Nå. Hvordan har Deres mor det?” spurgte Seeholz, da Gustav Lande var uden for hørevidde. Agnes Gerner mærkede gulvet forsvinde under hende, som om hun gled på isen og i et glimt af tid var vægtløs. I løbet af den korte tid, hun havde kendt Gustav Lande, havde tyskerne altså formået at leve op til deres ry som grundige i efterretning. Hun lagde hovedet klædeligt på sned, som om hun kun var fireogtyve år og ikke forstod spørgsmålet.

“Jeg håber ikke, Churchill også har interneret hendes mand?” sagde Seeholz og tømte sit champagneglas. “Vi skal nok bombe ham til fornuft, tro mig på mit ord.” Han tog to nye glas fra tjenerens bakke, rakte det ene til Agnes Gerner, hævede sit eget til skål.

Glassene klirrede mod hinanden. Det så ud, som om ingen af de fire andre, der stod omkring hende, turde åbne munden.

“Det er vanskelige tider for dem, Brigadeführer,” sagde Agnes Gerner. “Meget vanskelige.”

Seeholz sagde ingenting. Det så ud, som om han skar tænder.

“Det bedste ville have været,” sagde Agnes Gerner, “om han kunne tage imod fornuft og indse, at Førerens kamp mod bolsjevikkerne også tjener Storbritanniens sag. De må forstå, det er vanskeligt for mig at se englænderne lide.”

Det var, som om alle samtalerne tilsyneladende var stilnet af eller var blevet til et eneste stort tæppe af lav støj. Nej, nej, tænkte hun øjeblikket efter. Alt gik som normalt, alle samtaler i lokalet var upåvirkede af det faktum, at hun, Agnes Gerner, stod her, på vej ind i et krydsforhør med Brigadeführer Seeholz, en mand, som kunne få hende arresteret, tortureret og henrettet blot ved et knips med fingrene.

Hans blik var borende, alligevel var det ikke direkte uvenligt. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle tolke det.

“Jeg forstår udmærket godt, hvad De mener, frøken Gerner,” sagde Seeholz. “Og tro mig, Deres mors nye mand kunne have aspireret til en god position i en regering med Mosley som britisk leder. Det kan jeg nærmest garantere Dem. Men hvordan kom De på at rejse tilbage til Norge? Hvorfor ikke til Tyskland ligesom frøken Mitford?” Unity Mitford var en af Hitlers største beundrerinder, og hendes søster Diana var gift med Mosley. Tilsammen udgjorde de spidsen af Storbritanniens værste fascister og var nogle mennesker, som Agnes Gerner kun havde den største foragt for. Desværre indgik de alle i hendes egen mors bekendtskabskreds. At Unity Mitford havde forsøgt at tage livet af sig i München efter Chamberlains krigserklæring, var imidlertid et faktum, som Seeholz forbigik i tavshed.

“Det var min mor, der sendte mig til Norge,” sagde hun. Hun fortrød det, så snart hun havde sagt det. Det lød ikke særlig troværdigt – på den anden side kunne det godt være sandt, når hun fik tænkt sig om.

SS-officeren granskede hende, ledte efter hendes blik.

Først nu mærkede hun, hvordan hendes puls var steget, blodårerne føltes tynde som sytråde og ansigtet farveløst. Alligevel satte hun en selvsikker mine op og sendte ham et lille smil, af den slags, som ingen mand, i hvert fald ikke af hans slags, kunne modstå.

“Undskyld, Herr Brigadeführer, betvivler De min loyalitet over for Tyskland?” sagde Agnes Gerner, inden hun nåede at fortryde det.

Denne gang blev stilheden omkring hende total. En anspændt tavshed bredte sig fra kredsen ud til hele lokalet, pianisten måtte have opfattet det og lod en melodi dø hen. En mand ved siden af hende rømmede sig nervøst. Brigadeführer Seeholz så overrasket ud, som om det her var det sidste, han havde ventet.

“Min fars familie udvandrede til Norge fra Tyskland ... i 1645. Det var måske før, Deres egen familie kom til Tyskland, Herr Brigadeführer?”

Brigadeführer Seeholz betragtede hende længe.

Nogle glas klirrede. En lighter blev tændt. Seeholz rynkede øjenbrynene og stødte luft ud gennem næsen som en tyr parat til angreb. Alligevel fortrak hans mund sig til en slags smil.

“Min kære frøken Gerner, jeg kan godt lide Dem,” sagde Brigadeführer Seeholz. “De forsøger ikke at snakke mig efter munden. De er ikke bange for mig. Jeg kan ikke fordrage mennesker, som er bange for mig.” Han smilede for første gang et smil, som virkede ægte. Derefter lo han en latter, der lød mild, som om der fandtes en slags menneske inden i den sorte uniform. Gradvist vendte lydene i lokalet tilbage, pianisten begyndte at spille igen. For Agnes Gerner virkede det, som om hele lokalet var blevet lettet, som om pianoet spillede de smukkeste melodier, som om det hele ikke længere var virkeligt.

“Som nationalsocialist bliver man forfulgt i England,” sagde hun hurtigt, måske for at holde ham varm, hun vidste det ikke. “Det burde De vide, Herr Brigadeführer. I Norge, derimod ... tja, hvis De tilbyder mig en god stilling i Tyskland, rejser jeg den dag i morgen.”

Hun smilede og lagde en hånd let på Seeholz’ og så, at det nærmest umiddelbart havde den ønskede effekt på ham. Det ville være umuligt for ham ikke at blive smigret af sådan noget. Mænd vil altid være mænd, tænkte Agnes Gerner.

“Nå, godt ... godt,” sagde Seeholz og klemte om hendes hånd. “Tag mig det ikke ilde op, frøken Gerner.” Han lagde en hånd om hendes skuldre. Hans hænder var ikke kontoristhænder, de var grove og tørre som sandpapir mod hendes hud.

“Jeg er bare nysgerrig af natur. England er heller ikke et sted for mig,” sagde han. Så opløste hans ansigt sig i et smil. “Endnu,” sagde han og lo ad sig selv. Agnes Gerner følte endnu en gang lettelsen skylle gennem sig og mærkede et friskt vindpust fra den åbne indgangsdør.

“Det, der smerter mig mest ved englænderne, frøken Gerner, er, at de endnu ikke forstår, at vi burde være på samme side mod bolsjevikkerne. Hvis vi ikke står sammen, går vi måske alle sammen under. Det er Førerens vigtigste mål, forstår De, at få godtfolk til at stå sammen mod uhyret i Moskva og alle hans medløbere.”

Han fik nogle bifaldende nik fra ægteparret ved siden af dem.

Inden Agnes Gerner havde nået at udtænke et svar, gled Seeholz’ blik hen mod trappen op til anden etage.

Agnes Gerner og de andre vendte sig i samme retning.

Gustav Lande kom ned ad trappen med et barn i natkjole i armene. Datteren, tænkte Agnes Gerner og blev grebet af et øjebliks overvældende sentimentalitet ved synet af dette pigebarn, som Lande havde brugt det halve af aftenen i Regnbuen på at fortælle hende om.

“Ah, das schöne Kind,” sagde Seeholz og strøg pigen over kinden. Agnes Gerner stirrede på dødningehovedringen med SS-emblemet, som flyttede sig op og ned ad pigebarnets kind.

Den lille lagde hovedet ind til det blanke revers på Gustav Landes smokingjakke.

“Cecilia. Hils på Agnes,” sagde Gustav Lande. Cecilia trykkede sig endnu tættere ind til ham og vendte hovedet væk fra hende.

“Hej,” sagde Agnes Gerner. “Så det er dig, der er Cecilia?”

Hun nikkede, men kiggede fortsat den anden vej, ind mod stuen.

“Hej, Cecilia,” sagde Seeholz på staccato norsk. “Skal du ikke i seng?” Gustav Lande gyngede hende op og ned et par gange og hviskede noget i hendes øre. Barnet tiltrak sig opmærksomheden fra resten af lokalet, et suk bredte sig i forsamlingen, som om Gustav Lande fremviste et nyanskaffet kæledyr.

“Jeg havde en natkjole næsten magen til, da jeg var lille,” sagde Agnes Gerner. Hun havde øjenkontakt med Cecilia nu og øjnede en mulighed for at gribe endnu længere ind i Gustav Landes hjerte, end hun havde troet muligt. Et genert smil fór over den lille piges mund.

“Alle disse mennesker skal spise til middag her hos os i aften,” sagde Gustav Lande, “så nu må du være en dygtig pige og gøre, som Johanne siger, Cecilia.”

“Åh, lad barnet være oppe,” sagde Brigadeführer Seeholz, denne gang på tysk, efterfulgt at en lille latter.

Cecilia Lande sagde noget ind i øret på Gustav Lande. Agnes Gerner blev opmærksom på tjenestepigen, som var kommet ned fra anden etage og nu stod midt på trappen ned til hallen. Hendes øjne hvilede på Agnes Gerner på en måde, hun fandt ubehagelig.

Gustav Lande tænkte sig om et øjeblik. Så kiggede han hen på Agnes med et skævt smil.

“Vi skal lige til at spise, Cecilia, det går ikke ... Johanne putter dig, ikke mere nu.”

Cecilia trak det lange, brune hår væk fra panden og pegede på Agnes Gerner. “Jeg vil have, at damen skal læse for mig,” sagde hun lavt og gemte hovedet ind til sin far igen.

“Kære Cecilia, vi skal lige til at sætte os,” sagde Gustav Lande.

Cecilia pegede igen og smilede det samme lille smil.

“Naturligvis skal jeg læse for dig,” sagde hun. Hurtigt skottede hun op mod tjenestepigen på trappen.

Gustav Lande sukkede opgivende, men noget i hans blik fortalte Agnes Gerner, at det var noget i den stil, han inderst inde havde drømt om.

“Undskyld os et øjeblik, Ernst,” sagde han til Seeholz.

“Min kære Gustav, vi har hele aftenen foran os,” sagde Brigadeführer Seeholz.

Ernst, tænkte Agnes Gerner på vej op ad trappen. Gustav Lande og Brigadeführer Seeholz er på fornavn med hinanden, og jeg er på vej for at lægge hans datter i seng. Hun sneg sig forbi tjenestepigen uden at møde hendes blik. Alligevel osede en dårligt skjult misundelse ud af hende, da Agnes Gerner gik forbi.

Cecilia hoppede ned fra Gustav Landes arme, da de var kommet op på anden etage, og gik mellem Agnes Gerner og sin far hen ad den lange, lyse korridor. Hendes gang var let haltende, men ikke så dårlig, som Agnes Gerner havde forestillet sig ud fra, hvad Lande havde fortalt i Regnbuen. Væggene var fulde af modernistisk kunst, egentlig alt for progressivt for en nazist som Gustav Lande. Hun tog sig i at spekulere på, hvad det mon alt sammen var værd, mens de passerede et badeværelse midt i korridoren.

“Her er papas værelse,” sagde Cecilia og småløb foran Agnes Gerner og Gustav Lande. Han skævede til Agnes Gerner og vekslede et smil med hende.

“Nu skal du endelig ikke læse for længe, Agnes,” sagde Gustav Lande. “To sider er nok.”

“Vi finder ud af det,” sagde hun og stødte ham blidt ud ad døren.

“Hun er så tillidsfuld,” hviskede han, “jeg ...”

Agnes Gerner holdt en finger op for munden. Han greb hendes venstre hånd et kort øjeblik og klemte den let. Hun viste ham fra sig med et smil kun ment for ham.

I Cecilias værelse lå aftensolen blødt over fiskebensparkettet, som var dækket af to store, persiske tæpper. I reolerne var der opstillet en masse bamser og porcelænsdukker. Over det lille skrivebord mellem vinduerne, som vendte ud mod haven og terrassen, hang et stort fotografi af en kvinde måske i begyndelsen af trediverne. Hun smilede mod fotografen under en stor, hvid og bredskygget sommerhat. Agnes Gerner kunne straks placere Cecilias ansigtstræk. Den fine næse, de skarpe øjenbryn, de runde kinder, den lille mund.

“Så. Hvad skal vi læse?” sagde hun.

Cecilia sad allerede i himmelsengen med hovedet på sned og en bog i hænderne, en gammel, slidt eventyrsamling. Hun holdt bogen op mod Agnes Gerner, som satte sig ned på sengen og lagde dynen over Cecilia. Da hun slog op i bogen, faldt hendes blik på den barnlige skrift på kolofonsiden. Sonja Bratberg, stod der med store bogstaver øverst til højre.

“Det er din mors gamle bog, ikke sandt?” sagde Agnes Gerner.

Cecilia nikkede.

“Lever din mor?” sagde Cecilia.

“Ja,” sagde Agnes Gerner og tænkte, at det bedste nok havde været, om hendes egen mor var død og Cecilias mor levede.

Da Agnes Gerner havde læst eventyret til ende og trolden var død, blev hun siddende på sengen, til Cecilia sov. Nogle minutter betragtede hun pigebarnet, som hun lå med ansigtet vendt mod hende, fulgte vejrtrækningens søvnrytme, til den gik i ét med hendes eget åndedræt. Til sidst strøg hun hende over håret. En kakofoni af stemmer og tiltagende oprømt stemning steg op fra den åbne terrassedør nedenfor. Klirren af glas og bestik mod tredive-fyrre porcelænstallerkener tydede på, at selskabet var begyndt på forretten. Seeholz’ grove latter blandede sig med kvindehvin, en blanding af tyske og norske udtryk, utydelige fragmenter af samtaler fyldte rummet. Agnes Gerner trak de tunge gardiner for, og uden at kunne beslutte sig for, hvad der var bedst, lod hun døren ud til korridoren stå på klem.

Da hun kom ind i den store spisestue, blev hun modtaget som en slags heltinde. Kvinder, hun ikke kendte, men kun lige havde hilst på en halv time tidligere, sendte hende anerkendende nik og smil, mændene så på hende, som om hun var den fødte ægtefælle og mor, og Gustav Lande introducerede hende endnu en gang og udbragte en skål til hendes ære. Selvfølgelig havde han også placeret hende direkte over for sig selv og med ingen anden end Brigadeführer Seeholz som aftenens bordherre. Seeholz replicerede til skålen, at han sjældent havde ventet på en borddame så længe og med en så ædel undskyldning. Og lige så selvfølgeligt viste Seeholz sig at være lige så kalkuleret charmerende, som Agnes Gerner havde ham mistænkt for. Af de fyrre gæster til bords engagerede han mindst ti af dem med små, kostelige anekdoter fra felten og vitser, som lige præcis var dannede nok til ikke at være upassende, samtidig med at han stadigvæk roste kvinderne i Agnes Gerners familie til skyerne. Agnes Gerner gjorde gode miner til slet spil. Nogle dage tidligere havde hun for første gang fået brev fra sin søster, der befandt sig som frontsøster på de russiske sletter, og hun behøvede på ingen måde en SS-officers påmindelse om, hvor guddommeligt opofrende det hele var.

Hver gang hun kastede et blik over bordet, mødte hun Gustav Landes øjne. Han så ud til at være blevet ti år yngre, bare siden hun sidst så ham. Hun mindede sig selv om, hvorfor hun var her, og at hun for guds skyld måtte være forsigtig med alkoholen, selv om der var grænser for, hvor restriktiv hun kunne være, før Seeholz skulle få færden af, at noget ikke var, som det burde være.

Da alle var færdige med middagen, undskyldte hun sig. I stedet for at gå på toilettet gik hun ud gennem det tilstødende bibliotek og ud gennem skydedøren til terrassen i den modsatte ende af huset. Hun måtte samle tankerne alene over en cigaret og slog sig ned i en af stolene i siddearrangementet.

Så uendeligt smukt, tænkte hun og så ud over haven, som lå badet i de sidste solstråler fra vest. Sådan en grund, sådan et hus. En blid vind strøg hende over kinden. Hun tog et dybt sug af cigaretten og lukkede øjnene, nød for et kort øjeblik lettelsen over at have undgået Brigadeführer Seeholz’ forsøg på at sætte hende i bås.

Døren bag hende gik op.

Det må være Gustav, tænkte hun og vendte sig langsomt.

Men nej. Det var godt nok en mand, der kom ud og lukkede døren forsigtigt bag sig, men det var ikke Gustav Lande. Hun kunne kun svagt huske hans ansigt fra aperitiffen, hvor Gustav Lande havde introduceret hende. Hun formodede, han var en af de få tyske civilister. En lavstammet, tynd personage med mørkt, kraftigt hår redt bagover med pomade. En temmeligt undselig fyr, havde hun tænkt om ham tidligere på aftenen, endnu inden hun havde vekslet et eneste ord med ham. Han var en af dem, hun ikke havde ulejliget sig med at huske navnet på.

“En nydelig aften,” sagde han på tilnærmelsesvist perfekt norsk. Kun et svagt strejf af tysk frasering afslørede, at han ikke var nordmand. Ingen tyskere taler så godt norsk, tænkte hun.

“Men nu må mørklægningsgardinerne vel snart skulle trækkes for,” fortsatte han uden at afvente svar, mens han skævede op mod himlen, som om den var dækket med hundredvis af britiske fly. Gid det var så vel, tænkte Agnes Gerner. Gid det var så vel, at de snart kommer og befrier os alle, befrier mig og Pilgrimmen, så jeg kan bevise for ham, at vi ikke er de fortabte, at dette liv tilhører os to, bare os to. Manden tog et cigaretetui af sølv op af sidelommen på sin smokingjakke. Jakken mindede hende på besynderlig vis om England, måske havde han fået den syet dér engang før krigen. Hvor hun dog længtes tilbage.

Men Pilgrimmen ville hun aldrig rejse fra.

Selv om det ville blive hendes død. Det stak i hende. Hun måtte simpelthen bare have fat i ham i nat. Det måtte hun.

“Det er virkelig en nydelig aften,” sagde manden igen. Han stod kun en meter fra hende og gjorde en gestus i retning af stolen ved siden af hende.

“Ja, det er det virkelig,” sagde hun og gjorde tegn til, at han kunne sætte sig.

“Det er et meget hyggeligt selskab, hr. Lande holder, må jeg sige. Mit eneste problem med så mange officerer er, at der altid bliver for meget dans og sang i aftenens løb.”

Agnes Gerner udstødte en lav latter.

“De må ikke lade Dem narre af Brigadeführer Seeholz. Hans arbejde er at skaffe tilstrækkeligt med krigsfanger til hr. Landes fabrikker. Desuden er han temmeligt grov og uforskammet, når der ikke er kvinder til stede.”

Agnes Gerner rystede på hovedet. Hvordan kunne han sige sådan noget? “Sig mig, hvilket firma er det lige, De arbejder for, jeg mener, hr. Lande sagde noget om det, men jeg har så let ved at glemme ...?” Den unge mand, han kunne ikke være stort ældre end Agnes Gerner selv, smilede svagt over hendes spørgsmål. Hun kiggede diskret på hans hænder. Ingen SS-ring, ingen emblemer på jakkeopslaget.

“Det er en lille gåde,” sagde han og lænede sig hen mod hende, drejede hjulet rundt på sølvlighteren. Hun tog et sug, et sekund stirrede de hinanden ind i øjnene.

Han kiggede væk.

Der rungede en høj latter ud fra den halvåbne skydedør ind til spisestuen. Det lød til, at nogle officerer var brudt ud i spontan sang.

“Jeg elsker gåder,” sagde hun.

“Altså,” sagde manden og børstede aske af det ene bukseben. “Jeg er direktør i et firma, som importerer noget til Tyskland, der er meget af her i landet. Det vil sige, vi importerer noget, som frembringes af dette ‘noget’, som der findes meget af.”

“Fisk,” sagde hun.

Han lo en lav latter.

“Nej, ikke helt, og lad Dem ikke narre, det er et civilt firma, men det er selvfølgelig under militær kontrol. Nå?” Endnu en gang tog han cigaretetuiet frem fra inderlommen, tog en cigaret og tændte den med gløden fra den forrige.

“De sagde, at firmaet var under militær kontrol?” Agnes Gerner lagde hovedet lidt på skrå og gjorde sig så dum, hun kunne, uden at overdrive. “Nej, det ved jeg sandelig ikke.”

“Et forsøg mere,” sagde manden og smilede til hende. Ansigtet havde noget afvæbnende over sig, noget ægte og drengeagtigt. Men bag den tilforladelige maske, hvad skjulte der sig mon dér? Mørk mand, mørk død, tænkte hun med ét, inden hun lige så hurtigt rystede tanken af sig igen.

“Naturligvis kan De klare det,” sagde manden. Han strøg hånden med cigaretten let over håret som for at mærke efter, om det sad lige så perfekt, som han havde forsikret sig om, inden han tog af sted til Gustav Lande denne aften.

“Nej,” sagde Agnes Gerner, “det kan jeg ikke klare.”

“Et hint. Vi tyskere er glade for ordrer, og de skal skr-”

“Skov,” sagde Agnes Gerner. “Papir. De importerer papir!” Hun bøjede sig hen mod ham, lagde en hånd på hans arm og lo sin mest afvæbnende latter.

“Rigtigt,” sagde manden. Agnes Gerner lod sin egen latter dø stille hen og trak hånden til sig.

“Deres navn, jeg har desværre glemt det ...”

“Waldhorst,” sagde han og rakte hånden frem mod hende. “Peter Waldhorst.”

“Papir, hvor interessant,” sagde hun. “Og hvor længe har De været i Norge?”

“Siden efteråret 1940.”

“De taler vældigt godt norsk,” sagde hun.

“Sprog er nøglen til at gøre forretninger i et fremmed land.”

“Jamen, så tror jeg, De er en ganske vellykket forretningsmand, hr. Waldhorst.”

Han takkede og smilede endnu en gang dette tilforladelige, drengeagtige smil.

En gruppe mennesker kom ud på terrassen, leende og larmende. Peter Waldhorst vendte sig mod dem.

Waldhorst, tænkte Agnes Gerner.

Du er lige præcis sådan en mand, som Archibald Lafton advarede mig imod.