Onsdag den 11. juni 2003
Ullevål sykehus
Oslo

Trafikken sneglede sig hen ad Finnmarksgata, Tommy Bergmann nåede ikke længere end til fodgængerovergangen mellem Munchmuseet og Tøyenparken, før den gik helt i stå. Nogen var sandsynligvis stødt sammen oppe ved Carl Berners plass. Han tændte en smøg og kiggede endnu engang på sms’en fra Hadja. Det var nu godt, han havde svaret så hurtigt. Hvis han havde ventet til i formiddag, havde han sikkert afslået middagsinvitationen. Og han trængte til at komme videre i livet. Det kunne ikke fortsætte som nu.

Sygeplejersken i ekspeditionen lagde hovedet lidt på skrå, da han præsenterede sig. Tommy Bergmann følte en stærkt tiltagende hovedpine sætte sig fast i panderegionen. En jævn strøm af mennesker sivede forbi på begge sider af ham. Han blev stående foran ekspeditionen som en forkommen turist i sin egen by, forundret og stum over alle de mennesker i det, der i går havde været et tomt hospital, og ikke mindst den sygeplejerske, som nu stod med hovedet på skrå og smilede til ham.

“Tommy? Kan du ikke genkende mig?” sagde hun med poleret nordlandsdialekt. Det sorte hår var redt tilbage i en hestehale, brillerne var uden indfatning, øjnene varme og mørke. Jo, tænkte han, jeg har set dig før et sted. Så blev han lammet af en slags generthed. Han havde mødt hende et utal af gange før, til og med været hjemme hos hende til et par middagsselskaber. Hun var en af Heges veninder, ikke af de nærmeste, men alligevel i den faste omgangskreds. Der opstod en pinlig tavshed mellem dem, mest markant var det, at han ikke var i nærheden af at kunne huske hendes navn. Dernæst, at han var den forsmåede, og sidst, men ikke mindst, at kvinden foran ham vidste, at han havde mishandlet Hege. Engang havde han lovet et barn, til og med et dødt barn, et dræbt og maltrakteret barn, at han aldrig ville blive en mand, som mishandlede kvinder, og nu stod han foran denne mørkhårede sygeplejerske, som han havde mødt så mange gange, og de vidste begge to, at han, Tommy Bergmann, var sådan en mand, og det fandtes der ikke tilgivelse for. Det var, som om skuffelsen stod at læse i hendes ansigt. Han havde sikkert vist sig fra sin allerbedste side, hver gang de havde mødtes, været den blide, charmerende, rundhåndede. Men det var kun en maske, og da den blev revet af, fandtes der ikke andet end et monster bag den. Hvem kunne vel tilgive sådan en mand?

“Jo,” sagde Tommy Bergmann. “Selvfølgelig genkender jeg dig.” Han fik en slags smil frem. Nogen puffede ind i ham bagfra, en gammel stakkel kom ud fra kantinen med en rollator foran sig. Det fik Tommy Bergmann til at tænke på den rollator, som havde stået nogle meter fra Carl Oscar Kroghs slagtede krop.

“Skal du ...” sagde sygeplejersken, som han ikke kunne huske navnet på.

Tommy Bergmann rystede på hovedet, selv om han ikke var helt sikker på, hvad hun insinuerede.

“Nej, jeg vil gerne tale med Marius Kolstad, han ligger på intensivafdelingen ... jeg talte med ham i går.”

Hun smilede igen, på en måde, som fik ham til at føle sig forlegen.

“Drejer det sig om en sag?” sagde hun og kiggede ind i skærmen foran sig.

“Bare et par spørgsmål,” sagde Tommy Bergmann.

Hendes fingerbevægelser stoppede på tastaturet. Sig det ikke, tænkte Tommy Bergmann.

“Marius Kolstad er død,” sagde sygeplejersken. “Han døde i nat.”

Tommy Bergmann stønnede opgivende.

Marius Kolstad havde altså forladt denne verden og sandsynligvis taget nogle hemmeligheder med sig, som Tommy Bergmann ville have givet meget for at kende til.

“Så slipper han i det mindste for at lide længere,” sagde han. Sygeplejersken nikkede. Hun åbnede munden for at sige noget, men så ud, som om hun fortrød. Et kort øjeblik blev de stående sådan i en slags vakuum.

“Du må hilse Hege, hvis du ser hende,” sagde Tommy Bergmann.

Han gik uden at sige mere. Ved udgangen ombestemte han sig og gik tilbage, forbi ekspeditionen og hen til kantinen. Det var fortvivlende, at Kolstad var død så at sige lige for næsen af ham. Vi snakkede bare om det sædvanlige fortidige, var det ikke det, Kolstad havde sagt til ham? Forbandet løgn, tænkte Tommy Bergmann. Helvedes forbandet løgn.

I kiosken købte han en BIC-lighter og Dagbladet.

CHOKKET, stod der med store typer på forsiden. Inde i avisen var der et billede af politimesteren og Reuter fra pressekonferencen aftenen før. Tommy Bergmann lod øjnene fare ned over teksten uden egentlig at læse, hvad der stod. Krogh dræbt med 62 knivstik. Hele fremlæggelsen var patetisk. Politimesteren havde bedt folk om at ringe til oplysningscentralen, politiet var ifølge kvinden, der stod i spidsen for Politihuset, helt afhængigt af tips fra offentligheden, og samtidig kunne man af hensyn til efterforskningen ikke komme med flere detaljer.

Han smed avisen i en affaldskurv bare to meter fra, hvor han havde købt den.

Efter en smøg på den samme bænk, som han havde siddet på, sidst han var her, kom Tommy Bergmann på, hvad det var, Kroghs datter havde sagt. Der fandtes en mand, som vidste mere om Krogh end hans egne børn. Historieprofessor Torgeir Moberg. Og han befandt sig blot nogle gader væk.

I rent og skært arrigskab knipsede Tommy Bergmann til knappen til det blå lys, da trafikken gik i stå i krydset mellem Kirkeveien og Sognsveien. Da trafikken delte sig, tænkte han, at det var det nærmeste, han var kommet et gennembrud i denne fordømte sag.