Onsdag den 11. juni 2003
Universitetet i Oslo
Humanistisk fakultet
Oslo

“Sludder,” sagde Torgeir Moberg. “Det rene, skære sludder. Sammenkoblingen mellem Carl Oscar Krogh og Kaj Holt har slet ingenting med det her at gøre. I må lede andre steder, forstår du?” Den dårligt tilslørede ophidselse gjorde, at hans stemme blev endnu lysere, end den ellers var. Tommy Bergmann rystede på hovedet. Han havde set Moberg på tv flere gange, og da havde han altid virket mild og reserveret, helt uden den aggressivitet, man mødte hos mennesker, der havde en sag at forsvare, i særdeleshed en dårlig sag.

Torgeir Moberg stod ved vinduet og kiggede ud på pladsen mellem Humanistisk fakultet og Samfunnsvitenskapelig fakultet. Nogle få studerende gik over brostenene tre etager nedenfor. Tommy Bergmann tænkte et øjeblik på, hvordan hans liv kunne have været, hvis det var endt med, at han havde studeret her i stedet for at have søgt ind på Politiskolen nærmest ved en indskydelse.

“Så du mener ...” sagde Tommy Bergmann, men blev endnu en gang afbrudt, ikke uvenligt, men i et ret så opgivende tonefald.

“Jeg mener, at folk må holde op med at rode rundt i en grav med en mand, som har været død i snart tres år, hvad godt kan der komme ud af det? Hvornår kan man lade stakkels Kaj Holt hvile i fred?”

Torgeir Moberg vendte sig om mod Tommy Bergmann igen. Han havde et lidt trist smil om munden, som man ser det hos folk, der forgæves forsøger at overbevise andre om noget vigtigt, men som disse andre ikke har forudsætninger for at forstå. Flere gange gned han sig over det velplejede skæg, som var fuldstændigt hvidt ligesom de få tilbageværende hår på hovedet.

“Kaffe?” spurgte han. Nu var Mobergs stemme igen imødekommende og venlig. Hvad er det, han prøver på? tænkte Tommy Bergmann.

Han nikkede og kiggede hurtigt ned i sin notesblok. Det eneste, han havde noteret, var “sludder”.

“Men hvorfor blev Krogh stoppet i efterforskningen af Kaj Holts dødsfald?”

“Fordi Carl Oscar Krogh havde det med at blive manisk. Selvfølgelig gør det ondt, når en af éns bedste venner, én, som man har gået til de yderste menneskelige grænser sammen med, pludselig, når sejren er nået, vælger at tage sit eget liv.”

“Jeg troede, der var mystiske omstændigheder,” sagde Tommy Bergmann.

Moberg holdt en hånd i vejret, han rynkede panden, det ene buskede øjenbryn lagde sig ret meget længere ned end det andet, hvilket fik ham til at se ret så besynderlig ud.

“Og hvor har du læst dét?”

“Et sted,” sagde Tommy Bergmann. “På nettet.”

Moberg fnyste gennem næsen.

“Mystiske omstændigheder,” sagde Torgeir Moberg og smaskede lidt på ordet. “Det er vel ikke det, det hedder?”

“Jeg ville måske nok have kaldt det et mistænkeligt dødsfald,” sagde Tommy Bergmann.

“Og hvor har du så læst dét?” spurgte Moberg en gang til. Han søgte Tommy Bergmanns blik, men han havde for længst rettet blikket en anden vej, over mod væggen, hvor der hang en række indrammede fotografier, og hvis ikke Tommy Bergmann tog meget fejl, var Carl Oscar Krogh at se på flere af dem.

Han bestemte sig for at ignorere Mobergs selvtilfredse spørgsmål.

“Jeg regner med, at en mand som Krogh må have haft én og anden fjende?”

“Fjender? Nej, hør nu her,” sagde Torgeir Moberg. Han lo stille. “En mand som Carl Oscar Krogh vil altid have fjender, forstår du, meningsmodstandere, gamle nazister og gud ved hvad, men nej, ingen, som kunne ... ja, du ved.”

Tommy Bergmann så ned i sin notesblok. Han så ingen grund til at tilføje mere end det ene ord, som allerede stod der. Sludder, tænkte han. Moberg afslørede sig selv bare ved at bruge det ord. Holt-sagen måtte være alt andet end sludder. “Så du mener altså, at Kaj Holt ikke blev dræbt, og at Krogh ikke skulle have gravet i sagen?”

“Altså,” sagde Torgeir Moberg, “Kaj Holt var det, man for nogle år siden kaldte maniodepressiv, i dag hedder det bipolar lidelse ... han gik fra sin kone i maj 1945, sov på bænke i parken, hos venner, gik på druk og gud ved hvad, og jeg kan personligt vise dig forskningsarbejder om Holt, som refererer til alt, hvad der fandtes af lægejournaler på ham fra før krigen og til og med 1941.”

Moberg slog ud med armene.

“Manden var et unikum, men han var også drønsuicidal.”

“Men ...” sagde Tommy Bergmann. Så sank han tilbage i stolen.

“Men hvad?” sagde Torgeir Moberg og smilede svagt.

“Hvorfor kontaktede Krogh så Marius Kolstad, efter at de tre skeletter blev fundet i Nordmarka?” sagde Tommy Bergmann.

Torgeir Moberg åbnede munden, men der kom ikke noget ud af den.

“De var vel jævnligt i kontakt med hinanden,” sagde Moberg, men det lød mere usikkert, end han sikkert ønskede.

“Ved du, hvem jeg tror, de snakkede om?” sagde Tommy Bergmann.

Moberg sukkede tungt, denne gang, som om Tommy Bergmann var et barn, der burde sendes direkte på opdragelsesanstalt.

“Kaj Holt,” sagde han.

“Ved du noget om de tre, som blev fundet i Nordmarka? Agnes Gerner og de to andre, datteren af en Gustav Lande og hans tjenestepige?”

“Nej,” afbrød Moberg. “Jeg har ingen idé om det.”

“Har heller ikke du?” sagde Tommy Bergmann.

“Hvad har det for øvrigt med sagen at gøre?”

Tommy Bergmann tøvede.

“Vi tror ...” sagde han og tog sig i det.

“At der er en sammenhæng mellem drabet på Carl Oscar Krogh, de tre i Nordmarka og Kaj Holts såkaldte mystiske dødsfald,” sagde Torgeir Moberg så hurtigt, at Tommy Bergmann forstod, at han havde undervurderet manden.

“Glem Kaj Holt,” sagde Moberg, “det er mit bedste råd, det vil ikke føre jer nogen steder hen.” Torgeir Moberg strøg den ene hånd over det velplejede skæg, så sirligt plejet, at det afslørede ham som en forfængelig mand.

“Du kan ikke lide det med Kaj Holt,” sagde Tommy Bergmann.

“Altså, jeg ...” sagde Moberg. “Jeg prøver bare at hjælpe jer, virkelig ...” Han lod sætningen dø hen.

“Har du gjort dig nogen som helst tanker om, hvem der kunne tænkes at have et motiv til at dræbe Carl Oscar Krogh?”

“Nej,” sagde Moberg. Hans blik flakkede. Tommy Bergmann studerede ham. Moberg var ikke en mand, som var vant til at holde noget fortiet, det fremgik tydeligt af hans kropssprog. Som om stolen pludselig havde fået banket søm op gennem sædet, sprang han på benene og tog et par skridt rundt om det massive skrivebord. Så stoppede han op og så på Tommy Bergmann med en forpint mine. Til sidst satte han sig på bordpladen.

“Jeg har forstået, at det var noget grimt noget, det oppe hos Carl Oscar ...”

“Han blev dræbt på en meget brutal måde,” sagde Tommy Bergmann. “Så meget kan jeg sige. Noget af det værste, jeg har set, faktisk. Og jeg har set det meste. Desværre.”

Torgeir Moberg så oprigtigt trist ud. Længe blev han siddende tavs på skrivebordet og kiggede på et punkt på gulvet.

“Jeg talte sidst med Carl Oscar for nogle uger siden,” sagde han til sidst, rejste sig og gik hen til vinduet igen.

“Og da var han igen besat af det med Holt.”

Tommy Bergmann havde kuglepennen klar i højre hånd. Han strøg ordet “sludder” og skrev i stedet “Holt”. Et lille sting af håb gjorde, at kroppen føltes lettere.

“Du talte med Krogh,” sagde han.

“Jeg talte ofte med Carl Oscar Krogh,” sagde Moberg lettere indigneret.

“Var det ham eller dig, der ringede?”

“Mig. Carl Oscar var ikke én, der ringede til folk i tide og utide. Det var altid mig, der ringede til ham, aldrig omvendt.”

“Hvornår var det? Du sagde ‘for nogle uger siden’.”

“Tja. For to uger siden, måske.”

“Før eller efter, at de tre blev fundet i Nordmarka?”

Moberg rynkede panden. Endnu en gang udførte han sin fnyseøvelse, holdt luften inde, slap den ud.

“Før eller efter tiden omkring den 17. maj, hvor de tre blev fundet i Nordmarka?”

“Efter.”

Tommy Bergmann bladede nogle sider tilbage i sin notesblok. Og da var vi lige vidt, tænkte han og så på den trekant, han havde ridset op. I det ene hjørne stod der “Carl Oscar Krogh”, i det andet “Nordmarka” og i det tredje, i toppen, “Kaj Holt”.

“Og da var han igen besat af det med Holt?”

Moberg nikkede.

“Tror I virkelig, at der kan være en sammenhæng?” sagde han stille, næsten som om han havde opgivet sin egen modstand mod, at der kunne findes ubehagelige sammenhænge i verden.

“Netop nu tror vi ingenting,” sagde Tommy Bergmann.

Moberg så ud, som om han brændte inde med yderligere spørgsmål om de tre i Nordmarka. I det mindste var det, hvad Tommy Bergmann bildte sig ind.

“Så du ved absolut ingenting om de tre kvinder i Nordmarka,” sagde Tommy Bergmann. “Hvem der kan have dræbt dem?”

“Nej”

“Og Krogh nævnte det ikke?”

En hovedrysten fra Moberg. “Aldrig.”

“Og Gustav Lande? Ved du noget om ham?”

“Ikke andet, end hvad der har stået i avisen, jeg er vel kilden til meget af det, der står der. Lande var advokat og grossist, NS-mæcen med tætte forbindelser til SS’ forretningsvirksomhed og til den tyske handelsattaché før og under krigen, ejer af Knaben Gruver og meget andet, du ved, han var en meget vigtig mand for tyskerne her i landet. Han åbnede mange døre for dem, og han troede på et stortysk rige, hvad mere kunne tyskerne ønske sig? Lande var en meget vigtig mand, lige til han tog sit eget liv og forsvandt ud i historiens glemsel.”

“Men nogen dræbte altså hans forlovede og hans datter og en tjenestepige.”

Moberg nikkede et par gange, mens han trak en hånd over skægget. Tommy Bergmann fik indtryk af, at Moberg ikke var særlig komfortabel ved situationen.

“Gustav Lande var altså så vigtig for tyskerne, at hans familie kan have været et mål for modstandsbevægelsen?”

Moberg vred sig i stolen.

“Jo ...”

“Statspolitiet efterforskede sagen som et muligt terrordrab, som de kaldte det. En mand tog livet af sig i Møllergata under afhøringerne ... jeg mener, det lyder ikke usandsynligt, at modstandsbevægelsen kan have dræbt de tre i Nordmarka?”

Moberg svarede ikke. I stedet tog han sine briller af og gned sig hårdt i de tætsiddende øjne.

“Tror du, Carl Oscar Krogh kan have vidst, hvem der dræbte de tre?” sagde Tommy Bergmann.

Moberg udførte endnu en gang sin fnyseøvelse, som om han var sportsdykker og skulle til at sænke sig ned i et ukendt dyb. Han holdt vejret længe. Så slap han det ud igen, rød i ansigtet, åndede tungt.

“Det her er sensitivt, forstår du. Nærmest det sidste tabu i dette land. Carl Oscar lod det stå uimodsagt, da jeg skrev i en bog i halvfjerdserne, at han havde likvideret Gudbrand Svendstuen, men bortset fra den indirekte indrømmelse var han tavs som en østers. Ingen render rundt og praler af, at de har dræbt mennesker, Bergmann. Der er simpelthen ikke så meget, jeg kan sige om det. Der er også kun ganske lidt forskning i likvideringer i Norge, næsten ingenting sammenlignet med Danmark. Hvis der da var tale om en likvidering.”

“Alt tyder på det,” sagde Tommy Bergmann. “Og Carl Oscar Krogh er blevet dræbt. Det er vel også ret sensitivt. Endnu mere sensitivt, hvis jeg skal indkalde dig til en formel afhøring.”

Moberg holdt begge hænder op foran sig.

“O.k, o.k,” sagde han. “Hvis, og jeg siger, hvis de tre kvinder blev dræbt af modstandsbevægelsen, så er det overvejende sandsynligt, at Carl Oscar vidste, hvem der gjorde det.”

“Kan Kaj Holt have vidst, hvem der likviderede de tre?”

Torgeir Moberg nikkede. Derefter satte han sig foran pc’en. Nogle sekunder efter kom der et ark ud af printeren bag ham.

“Se her,” sagde Moberg, “det her er en liste over de fem i kredsen omkring Carl Oscar, som stadig lever. Men jeg tror ikke, de kan eller vil fortælle noget særligt.”

Tommy Bergmann tog imod arket og kastede et hurtigt blik på navnene. Han fik en fornemmelse af at have glemt noget.

“Kaj Holt tog enormt meget med sig i graven. Enormt meget,” sagde Moberg med en trist mine. “En hvilken som helst historiker ville give sin højre arm for at kunne vække ham til live igen. Men ja, det er ét hundrede procent sandsynligt, at Holt må have vidst, hvem der likviderede dem, jeg mener, hvis de blev likvideret.”

“Hvad sagde du til Krogh om Holt? Da han ringede til dig nu sidst.”

“Det, jeg altid siger, når nogen bliver manisk optaget af en sag.” Moberg smilede svagt. “Og det er?”

“At manien bare vil forhindre én i at se tingene klart.”

“Jaså?”

“Gå nu ikke i den samme fælde som Carl Oscar, spild ikke tiden på Kaj Holt. Det var en tragedie, at han tog livet af sig, lad være med at fordoble den.”

Tommy Bergmann fastholdt hans blik. Han så ned på listen. Kun fem af dem levede altså stadig. Alle de andre havde et rødt kryds ved siden af deres navn.

Det kan være en af de her fem, tænkte han. Han noterede på sin blok, at han måtte få nogen til at krydstjekke Kroghs telefonudskrifter og besøgslisterne på Oppsal sykehjem. På må og få bladede han nogle sider tilbage i notesblokken. Et eller andet havde murret i hovedet på ham den sidste halve time, noget, han havde glemt.

Dér, tænkte han og studerede et ark, han havde udprintet fra internettet. Det lå stukket ind mellem omslaget og den første side i notesblokken. Artiklen om Kaj Holt citerede en bog skrevet af Torgeir Moberg, men havde også en reference til en anden forfatter, Finn Nystrøm.

“Jo,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg kan se, at en Finn Nystrøm er nævnt i forbindelse med ting, der har været skrevet om Kaj Holt.”

Han hævede blikket mod Torgeir Moberg.

Moberg lagde sit hoved mod kontorstolens nakkestøtte. Hans ansigt blev oplyst af sollyset, som brød ind fra vinduet til højre for ham. Alligevel virkede han mørkere i ansigtet, end godt var, som om der pludselig rasede en slags tungsind i ham, eller måske en sorg. Tommy Bergmann vidste det ikke, men noget galt var der, noget alvorligt galt.

“Arbejder han også her?” sagde Tommy Bergmann.

Torgeir Moberg svarede ikke, han stirrede blot tavst på et punkt ved siden af Tommy Bergmann.

Der fulgte en lang stilhed. Der var ikke en lyd at høre, hverken udefra eller fra korridoren.

“Nej,” sagde Torgeir Moberg endelig. “Finn arbejder ikke her ...”

“Hvor ...”

“... og har ikke arbejdet her siden 1981.” Torgeir Moberg virkede samlet igen og fæstnede atter sit blik på Tommy Bergmann.

“Men det er ham, du burde have talt med om det her, ikke mig.”

“Talt med om hvad?” sagde Tommy Bergmann og skriblede to-tre udråbstegn efter Finn Nystrøms navn.

“Om Kaj Holt.”

Tommy Bergmann mærkede pulsen banke kraftigt i venstre tinding. Han satte sig frem på stolen, følte med ét, at hans tid var begrænset.

“Hvor kan jeg finde ...”

“Hvor du kan finde Finn?” sagde Torgeir Moberg. Et trist smil bredte sig over hans mund og forsvandt. “Han skrev doktorafhandling om Kaj Holt, men ingen var særligt interesseret i den bortset fra mig. Kaptajn Kaj Holt passede ikke ind i den officielle fortælling om anden verdenskrig i dette land, forstår du, han kommer aldrig til at passe ind. Nu ligger afhandlingen vel og samler støv et eller andet sted nede på Universitetsbiblioteket. Hvis Finn ikke selv sørgede for at fjerne den og puttede den i makulatoren. Og guderne skal vide, at det var et mirakel, at det lykkedes ham at få en doktorgrad ud af den historie med Holt, med det spæde kildemateriale, og hvor mange gange han rejste til Moskva, det står hen i det uvisse, til London, Stockholm, you name it.”

“Men hvor er han?”

Torgeir Moberg holdt en arm i vejret. Tommy Bergmann kunne se, at han svedte under armene, den lyseblå, kortærmede skjorte var mørk af sved i en form for symmetrisk stoftryk.

“Finn var den mest eminente studerende, jeg har haft. Jeg blev selv professor i en ung alder, men Finn, han var et unikum. Jeg inddrog ham som videnskabelig assistent, og ja, jeg inddrog ham som medforfatter på to bøger, han skrev vel sandt at sige størstedelen af den sidste. Han havde alt for mange bolde i luften, han fik en stilling som amanuensis, så førsteamanuensis efter doktorgraden, han underviste, han skrev sammen med mig ... og ved siden af alt det havde han sit eget store forskningsprojekt.”

“Så hvor er han nu?”

“Jeg ved det ikke,” sagde Moberg. Han rejste sig op fra stolen, tydeligt udmattet nu, som den pensionist, han om få uger ville være. Endnu en gang stillede han sig ved vinduet.

“Det var djævelsk koldt den sommer, husker du det?” sagde Moberg. “Enogfirs.”

“Nej,” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg tænkte på i løbet af efteråret, at sommeren havde kvalt ham, kvalt hans projekt, hans liv. Og nej, jeg aner ikke, hvor han er. Jeg har ikke set Finn i toogtyve år. Han kom simpelthen ikke tilbage efter sommeren. Hans kontor var ryddet, så en eller anden plan må han have haft. Jeg tog hen til hans lejlighed flere gange, ringede til ham, hans forældre var døde, og han havde ingen søskende, kun en flygtig kæreste, ja, flere, men Finn var totalt borte, jeg gennemtrawlede de sædvanlige steder ... borte var han.”

“De sædvanlige steder? Hvad mener du?”

“Alle mennesker har deres svagheder, og Finn havde sine.”

Igen blev der stille. Tommy Bergmann valgte ikke at forfølge Finn Nystrøms svagheder.

“Så du ved ikke, hvor han er?”

“Jeg har ingen anelse,” sagde Moberg uden at vende sig. Han lænede panden mod vinduesruden og stod der med lukkede øjne.

“Jeg holdt af Finn, han var af den slags mennesker, som man kommer til at holde pokkers meget af, jeg gjorde alt for den mand, og så forsvinder han, ud af det blå, tager alt med sig, papirerne, det forskningsprojekt, han havde brugt tre år på, alt ...”

Tommy Bergmann rejste sig. Moberg virkede, som om han havde fået udtømt sig for sine sorger.

“Vi får se, om vi kan finde ham,” sagde Tommy Bergmann. “Hvis han er død, skulle jeg nok lige kunne klare at fastslå det.”

Endnu en gang blev de stående og så på hinanden.

Tommy Bergmann tænkte, at Torgeir Moberg var forbandet dårlig til at lyve.

“Altså,” sagde Moberg og vendte sig. “Finn ... bor på fjeldet. Han har det godt ... Jeg tror bare ikke, han ønsker at blive indblandet i det her, måske vil det få ham til at begynde at arbejde igen ... og ja ...” Efter ansigtsudtrykket at dømme så han nærmest skamfuld ud. Hans forsøg på at lede Tommy Bergmann væk fra Kaj Holt og Kroghs undersøgelser i Stockholm var ikke ret meget andet end et dårligt forsøg på at holde Tommy Bergmann væk fra Finn Nystrøm.

“På fjeldet, sagde du?”

“Vågå eller Lom eller hvad det nu hedder deroppe, du finder ud af det ...”

Tommy Bergmann lagde en hånd på dørhåndtaget. Der hang en gammel kalender fra 1998 på et søm lige foran ham.

“En sidste ting. Hvad drejede Finn Nystrøms forskningsprojekt sig om, det, han var i gang med, da han forsvandt?”

Torgeir Moberg trak vejret dybt ind gennem næsen.

“Likvideringer.”