Onsdag den 11. juni 2003
Lofsrudhøgda
Mortensrud
Oslo

Tommy Bergmann trykkede på knappen, hvor der stod Torkildsen Hajd-Said. Ingen svarede. Javel, tænkte han og sneg sig ind efter en ældre pakistansk mand med nøgle. Måske er hun ikke kommet hjem endnu. Han så på sit armbåndsur. Fem minutter over otte. Han standsede på afsatsen på anden etage og tjekkede hendes første sms. Klokken 20-20.30, havde hun skrevet. Han fortsatte opad til femte etage. På vej op ad de sidste trappetrin mærkede han pulsen banke værre, end den plejede at gøre på løbeturene med Arne Drabløs.

Lejligheden lå midt i korridoren. “Sara og Hadja” stod der på et keramikskilt, som Sara sikkert havde lavet i skolen. Tommy Bergmann lukkede øjnene, mens han ringede på dørklokken, det vibrerede under hans pegefinger. Han trak vejret dybt ind gennem næsen, hovedet blev fuldt af korridorens fremmede dufte fra eftermiddagens madlavning.

Det gav et sæt i ham, da døren blev åbnet.

Hadja stod i døråbningen iført en kort, hvid slåbrok. På hovedet havde hun et rosa håndklæde som en turban. I entréen gik en sti af våde fodspor hen mod, hvad Tommy Bergmann antog, var badeværelsesdøren. En frisk duft af brusebad og parfume strømmede ud i korridoren.

“Jeg beklager,” sagde hun og brast i latter. Tommy Bergmann kunne ikke gøre andet end at le med.

“Jeg plejer ikke at åbne døren sådan her, men min afløser kom for sent, og jeg skulle købe ind og i bad ... og du ved ...” Et par indkøbsposer fra ICA og en slank, grøn pose fra en indvandrerbutik stod bag hende i gangen. To flasker vin stak op af en pose fra Vinmonopolet.

“Må jeg?” sagde Tommy Bergmann og gjorde en håndbevægelse mod døren.

“Ja, herregud, kom ind,” sagde hun og tog et par skridt indad i entréen. “Jeg har jo selv inviteret dig ...”

Et kort øjeblik blev de stående i entréen, som om de begge tænkte, at de måske kendte hinanden for lidt til det her. Hun bøjede sig frem, og det blev til, at de gav hinanden et klem. Hun klemte ham ganske hårdt om ryggen og strøg den ene hånd lidt op og ned.

“Det var godt, at du kom, Tommy.”

Hun løsnede grebet. Hendes øjne skinnede på en måde, der gjorde, at han i et glimt næsten fortrød, at han havde sagt ja. Han vidste ikke, om han kunne indfri de forventninger, som det virkede, som om hun havde til arrangementet.

“Jeg håber ikke, du tror, jeg er helt vanvittig,” sagde Hadja. Hun tog sig til turbanen. Hun lo igen. Tommy Bergmann mærkede, at han var afslappet nu, spændingen havde sluppet sit tag.

“Du er ikke vanvittig,” sagde han. Du er derimod helt fantastisk, tænkte han ved sig selv og betragtede hende, da hun gik tilbage mod badeværelset igen.

“Tag dig noget vin, så skal jeg lige få noget andet på, okay?”

Hun tog en af flaskerne og rakte den til ham.

“Så laver vi middag, jeg blev så forsinket ... du er god til at lave mad, ikke sandt?” sagde hun halvvejs inde i badeværelset.

“Enormt god,” sagde Tommy Bergmann og kiggede på døren ind til Saras værelse, som var tapetseret med plakater af ungpigeidoler, som han knapt anede, hvem var.

Hadja var ude af badet igen og strøg forbi ham ind på Saras værelse.

“Alt tøjet er herinde, ser du.”

Tommy Bergmann nikkede for sig selv, greb lidt fastere om vinflasken og gik ind i stuen. Det var en toværelses lejlighed med en stor, lys stue og en rummelig balkon med god udsigt over Bunnefjorden og Nesoddlandet. Over den grå sofa hang et stort, ekspressionistisk litografi i sort-hvid. Han blev stående og så på den og blev først nu opmærksom på musikken. I den lyse hjørnereol stod en pladespiller, som så ud til at være af nyere dato. Ud fra et par gamle JBL-højttalere kom den lave lyd af Radka Toneffs version af “My Funny Valentine”. Fairytale-coveret lå smidt på gulvet. Tommy Bergmann rystede let på hovedet.

“Hvad?” sagde Hadja bag ham. Hun var barbenet i en lys sommerkjole, lagde hovedet på sned, stoppede hårtørringen.

“Ingenting,” sagde han. “Det mindede mig bare om noget.”

“Om hvad?”

“Bogreolen, musikken, pladespilleren ... jeg voksede op med det ...” Sandheden var, at musikken mindede ham om en barndom i en lejlighed som denne, med lungemos og blodbudding om søndagen, Sirene-magasiner i reolen, lugten af cigaretter, Radka Toneff, Joni Mitchell, dyr grafik, som der var sparet op til gennem flere år. Og en mor, som var næsten lige så mørk som Hadja. Tommy Bergmann måtte smile for sig selv.

“Sorry, min mor plejede at lytte til den, jeg kan sætte noget andet på. Det her er lidt for depressivt, ikke?”

Hun var på vej over gulvet.

“Nej,” sagde Tommy Bergmann, han lagde let sin hånd på hendes. “Lad den være på, jeg kan godt lide hende.” Du kæreste, tænkte han og stjal sig til et blik, da hun gik ind på badeværelset igen. Skal vores mødre forene os? Hans blik blev tiltrukket af et fotografi ved den ene højttaler. En mørk kvinde på en kajkant, sandsynligvis i Sørlandet, med en tre-fire år gammel Hadja i armene. Hun smilede mod fotografen i blege farver fra halvfjerdserne.

Inden middagen var færdig, lammekoteletter, som hun havde lagt i noget, hun kaldte chermoulamarinade, aftenen før, havde de hver sat et par glas vin til livs. Tommy Bergmann følte sig småberuset, da han gik ud i badeværelset for at få noget koldt vand i ansigtet. Han og Hege havde været så ens på mange måder, men så grundlæggende forskellige på andre, han og Hadja var så forskellige, men alligevel følte han allerede nu, at de var ens et sted langt inde. Eller også var det bare noget med hendes væremåde, som fik ham til at føle sig så afslappet og veltilpas. Den måde, Hadja snakkede til ham på, den tryghed og ro, som hun udstrålede, fik ham nærmest til at føle sig som et andet menneske, måske endda som et bedre menneske. Han tørrede sig med håndklædet ved vasken. Inden han nåede til at studere sig i spejlet, faldt hans blik på to pakker Imovane indsovningspiller på hylden under spejlet. Det var ikke ualmindeligt, sagde han til sig selv. Da han selv havde skiftende vagter ved ordenspolitiet, hændte det, at han tog en af Heges tabletter for at kunne sove om dagen. Hadja var plejeassistent, værre var det ikke.

De spiste på balkonen, og Hadja lagde ud om sit liv, som om de havde kendt hinanden i årevis. Det var stort set hende, der førte samtalen, han indskød et par spørgsmål eller til nød nogle historier om sig selv, men pyntede langt mere på sin baggrund, end Hadja gjorde. Tommy Bergmann tænkte, at den fortrolighed og tillid, hun viste ham, på den ene side fik hende til at virke endnu smukkere, på den anden side var det næsten urovækkende. Fordelen var, at han slap for at snakke så meget om sig selv.

“Mamma tog livet af sig, da jeg var femten, så var der kun pappa og mig ... og da jeg kom hjem fra USA, gravid med en sort mand, slog han hånden af mig. Han var en hykler – dernede er han muslim, når det passer sig ... går i moskéen, når det sømmer sig, og tager en drink, når han kommer hjem, forstår du?”

Tommy Bergmann tændte cigaretten for hende.

“Uf, jeg skal ikke plage dig med al min snak, Tommy.”

Han rystede på hovedet. Tømte glasset. Klokken var allerede blevet halv tolv, men det var stadigvæk varmt nok til at sidde udendørs.

Nogle børn legede et sted fem etager nedenfor. Han følte sig ør af vinen, af lugten af alle de jasmin- og lavendelplanter, hun havde på balkonen, af synet af hende, af, at hun havde lagt benene op i hans skød. Han lod hånden stryge blidt op og ned ad hendes læg. Ikke en eneste gang tænkte han på, at det gik alt for hurtigt.

“Min far var liberal nok, mens mamma levede, det var et kunstnerhjem, han drev restauranten og så gennem fingre med mammas andre forhold, hun malede, huset var hele tiden fuldt af folk, men da hun var borte, forandrede han sig helt. Det var, som om han var bange for, at jeg skulle blive ligesom hende, ikke sandt, nu skulle jeg være en lydig muslimsk pige ... jeg flyttede hen til min tante, begyndte på Katta ...” Hun stoppede, hendes blik blev fjernt. Et godt stykke tid blev hun siddende og stirrede lige frem for sig, mens cigaretten røg sig selv mellem hendes fingre.

“Hvor længe var I gift?” spurgte hun til sidst.

“Vi blev aldrig gift.”

“Var det hende, der rejste?”

Tommy Bergmann tøvede.

“Ja,” sagde han.

“Det var dumt af hende,” sagde Hadja.

Hun tog hans hånd, den, som strøg hendes læg.

Han huskede ikke engang, hvor længe siden det var, han havde kysset nogen sidst. Hege rejste i august i fjor. Et år, nåede han frem til at tænke.

“Den første gang, jeg så dig,” sagde hun stille. Hun blev siddende overskrævs på hans skød, sagde ikke mere, lænede sig bare ind over ham og holdt sine arme hårdt omkring ham, mens hun trak vejret dybt.

Tommy Bergmann var holdt op med at tænke.

Ikke engang da han lå på den opredte sovesofa i stuen, tænkte han. Det eneste, han gjorde, var at betragte den vævre kvinde, som nu gik halvnøgen over gulvet og slukkede lysene i stuen ét for ét, til der til sidst kun var lyset fra sommernatten tilbage.