Fredag den 28. maj 1942
Kristian Augusts gate
Oslo

Fra vinduet kunne hun se en patrulje fra statspolitiet komme gående op ad gaden i retning af Slottet. En sortklædt politiofficer gik foran med faste skridt, som om der ikke fandtes noget håb i verden, ingen løfter om sommer, ingen weekend, som folket kunne hvile ud i. De unge hirddrenge fulgte efter som en flok ællinger, afventende en ordre fra manden foran dem at udføre. En mindre tysk militærkolonne passerede i den modsatte retning, tre lastbiler efter hinanden, den ene fuld af Wehrmacht-soldater, som vinkede til nogle unge piger på fortovet. Politiofficeren løftede armen i en hilsen. Nogle meter længere henne ad gaden begyndte han at chikanere to unge mænd, som stod og røg.

Agnes Gerner pressede hovedet mod vinduesruden og bad en stille bøn om, at de to havde deres identifikationspapirer på sig. Den ene af de to mænd, en blond yngling i en gammel striksweater og dårlige sko, så ud til at gøre et forsøg på at rende sin vej.

Gør det ikke, tænkte Agnes Gerner. Statspolitiet havde stående ordre om at åbne ild mod enhver, der forsøgte at flygte fra identifikationskontrollen, og denne politiofficer så ikke ud til at have noget imod at iværksætte en sådan ordre. Agnes Gerner bandede for sig selv. Hvor gerne ville hun ikke have fået tilendebragt sit liv via en af disse norske nazister i stedet for at ligge under dem, og hvor mange gange havde hun ikke spurgt både Pilgrimmen og Nr. 1, når de en sjælden gang havde kontakt, om det her var alt? Var det alt, hvad de havde brug for hende til?

Det gav et sæt i hende, da telefonen ringede på chefsekretærens pult på den anden side af potteplanterne. Døren til Helge Schreiners kontor stod åben, og han var ikke gået til frokost, hvilket ville have tvunget hende til at tage den.

Fire gange ringede den, før Helge Schreiner viste sig i døråbningen. Han var korrekt i sit tilsyn, selv om han havde svært ved at skjule, at Agnes Gerners brud med ham plagede ham i de fleste af døgnets vågne timer og måske endda mere.

“Tager du den?” spurgte han og stillede sig på dørtrinet.

Agnes Gerner nikkede og gik de få skridt til den modsatte side af forkontoret.

“Schreiner og Willums advokatfirma, hvad kan jeg være til tjeneste med?”

Hun så ud ad vinduet igen, om end bare for at undgå Schreiners bedende blikke henne i døråbningen. Han stod som en hund ved hendes fødder, klar til at adlyde hendes mindste vink. Politiet måtte have taget de to unge mænd på gaden med, hun så ikke noget til dem nede på fortovet.

“Du er det bedste, der er hændt mig,” sagde stemmen i den anden ende.

“Gustav,” smuttede det ud af hende. Helge Schreiners ansigt sank sammen. Han stirrede tomt på hende i nogle sekunder, derefter bakkede han for at sikre en slags værdig retræte.

“Jeg får en chauffør til at hente dig,” sagde Gustav Lande. “Hvis du ikke har noget imod det.”

Der opstod en pause.

“Hvad ... skal jeg tage med?” sagde hun.

“Pak til weekenden,” sagde Gustav Lande. “Jeg vil have, at du skal føle dig hjemme, som om du er hjemme, Agnes.”

“Jeg har tænkt på dig,” sagde hun.

Det virkede, som om Gustav Lande ikke havde noget svar.

“Jeg også,” sagde han til sidst.

I en anden tid, tænkte hun. Et andet sted.

De blev enige om, at hun skulle være klar klokken halv fire, og Agnes Gerner var på en absurd måde så opstemt, at hun ikke tøvede med at gå direkte ind til Schreiner for at meddele, at hun desværre blev nødt til at gå en time før i dag. Schreiner sad bare tavs med sit hundeblik og nikkede.

“Gustav Lande, hvad?”

★

Klokken lidt i halv fire bankede det hårdt på døren. Det gav et sæt i Agnes Gerner, og hun tænkte, om det mon var Gestapo, der stod udenfor, og ikke en chauffør. Pjat, sagde hun til sig selv og gjorde sig færdig med at lægge læbestift på foran spejlet over kommoden. Igen bankede det på.

Et ungt og blegt ansigt viste sig i døråbningen. På uniformskraven kunne hun se, at han var korporal, på uniformen, at han tilhørte en almindelig Wehrmacht-afdeling og, gud ske tak og lov, ikke SS.

“Fräulein Gerner,” sagde han og smækkede hælene sammen. “Jeg har ordre om at bringe Dem til Herr Gustav Landes landsted.”

“Javel,” sagde Agnes. “Godt.”

“Lad mig,” sagde den unge korporal og tog hendes kuffert.

Nu skulle Christopher Bratchard bare have set mig, tænkte hun, da de blev standset ved kontrolposten på Skøyen. Korporalen gav nonchalant papirerne til den soldat, der havde stukket hovedet ind gennem vinduet bare for at forsikre sig om, at den sorte BMW virkelig tilhørte tyskerne. Agnes Gerner havde sendt ham et træt og uinteresseret blik, da hun rakte ham sine identifikationspapirer.

De kørte i tavshed ned til Rødtangen, ikke en eneste gang talte korporalen til hende, og ikke en eneste gang kiggede han i bakspejlet. Agnes Gerner tænkte, at det ikke kunne have passet hende bedre, hun lukkede øjnene, slumrede og vågnede ikke, før bilen kom ind på en bumpet vej.

Agnes Gerner vendte sig og så ud gennem bagruden. De måtte allerede være kørt gennem Holmsbu. Vejen begyndte at gå brat nedad, og nede i den tætte skov kunne hun skimte den hvide schweizervilla og masten på en sejlbåd, som vuggede let.

Stedet var en drøm, Agnes Gerner havde ikke andre ord for det. Da hun stod længst ude på bådebroen med Gustav Landes hånd om skulderen og Cecilias lille hånd i sin, var det, som om alt omkring hende var uvirkeligt. Et øjeblik vendte hun sig mod det hvide, store hus, de to badehytter og den nærmest rødlige fjeldgrund mellem broen og haven med alverdens frugttræer. Hurtigt bildte hun sig ind, at alt dette kunne blive hendes og Pilgrimmens, og at den lille pige, som holdt hende i hånden, kunne være deres.

“Dér,” sagde Gustav Lande, “dér er Holmestrand, mellem Langøya og Bleikøya.” Han strøg Agnes Gerner over skulderen med den ene hånd og tog piben ud af munden med den anden for at pege. “Og bag Bleikøya ligger ...”

“Gåserumpa,” sagde Cecilia og slap Agnes Gerners hånd, holdt sin hånd op til munden og fnisede.

“Er det sandt?” sagde Agnes Gerner til Cecilia. “Er der virkelig en ø, der hedder sådan?”

“Ja,” sagde Cecilia.

“Det er ikke dig, der er Gåserumpa, vel?”

Cecilia begyndte at le endnu mere, og til sidst lo de alle tre stående ude på broen, og Agnes Gerner fik næsten dårlig samvittighed, da hun så, hvordan Gustav Landes øjne lyste, hvordan han virkelig troede på alt det her, hvordan det osede ud af ham, at det var fremtiden, han så på, når han så sig selv le og le derude på broen, og havbrisen stod ind fra den åbne fjord, og skifertaget på det hvide hus glinsede i det skarpe sollys, og det norske flag blafrede en smule i den varme vind, og den unge kvinde ved siden af ham, som for altid skulle være hans.

Gud ske tak og lov, tænkte Agnes Gerner en time senere, da de første gæster begyndte at ankomme. Det var ikke det, at hun ikke spillede sin rolle perfekt, eller at hendes hjerte ikke slog et par ekstra slag, hver gang Cecilia kiggede i retning af hende eller ganske utilsløret hengav sig til hende – tanken om, at ingenting var ægte, var uudholdelig! Hun og Cecilia var netop kommet op efter et bad på den lille strand ved broen, da Brigadeführer Seeholz kom gående rundt om huset i lyst sommerdress og med en aldeles uklædelig stråhat på hovedet. Agnes Gerner vinkede til ham og en kvinde, som var for ung til at være hans kone, smøg sig i badekåben, som engang havde tilhørt Cecilias mor, og tørrede Cecilias kraftige hår. Derefter slog hun håndklædet om hende, trak hende ind til sig og indsnusede duften af saltvandet i hendes hår og gned de kolde, små fødder.

“Et sandt vikingebad, frøken Gerner,” sagde Seeholz, som nu var kommet ud på broen og lettede på hatten. Han introducerede den kvinde, han havde følgeskab af, hun var omtrent på Agnes’ alder, en tysk sekretær, tilsyneladende en ubetydelig ung pige som Agnes Gerner selv. Seeholz gav sig til at mønstre den store sejlbåd, som lå og duvede yderst ved den lange bro. Den unge kvinde fulgte efter ham og hvinede af fryd, da Seeholz trak hende om bord i båden for at tage den nærmere i øjesyn.

Gustav Lande kom slentrende over plænen med et par mennesker på slæb. Agnes Gerner løftede Cecilia op og bar hende over fjeldgrunden og op mod badehuset. Manden, som gik bagest i den lille flok, havde hun nærmest håbet aldrig at se mere, men det ville selvfølgelig være for godt til at være sandt. Gustav Lande så mere lykkelig ud, end han sikkert havde været de sidste otte år, og fulgte gæsterne ud på broen. Men den vævre skikkelse i blå blazer og lyse slacks, som gik nogle skridt bag de andre, gjorde i hvert fald ikke Agnes Gerner lykkelig, uanset om hun bildte sig ind, at alt omkring hende var ægte. Manden standsede, lige inden han trådte ud på broen, så skilte han sig ud fra følget og gik med lette skridt hen mod badehuset, hvor Agnes Gerner stod og hængte håndklæderne op på det hvidmalede rækværk.

Refleksen i Peter Waldhorsts solbrilleglas skinnede om kap med pomaden i hans sorte hår. Han tog solbrillerne af, da han var nået frem til Agnes Gerner, og puttede dem i brystlommen. Sjældent havde hun følt sig mere afklædt, og det var vel også hele hans hensigt med at komme derhen. Her stod hun dryppende våd i Gustav Landes afdøde kones badekåbe med hans datters arm omkring sit ben.

“Nå, frøken Gerner, så mødes vi igen,” sagde Peter Waldhorst og tog hendes hånd. “Og du må være Cecilia, ikke sandt?”

“Hils på hr. Waldhorst, Cecilia,” sagde Agnes Gerner.

“Jeg hedder Peter,” sagde Waldhorst og satte sig på hug foran Cecilia. Det mærkelige var, at han virkede oprigtigt glad, nærmest let til sinds, som om han havde taget både én og to drinks, inden han kom derud. Agnes Gerner følte sig lidt mere rolig, hun kastede et blik ned mod broen, hvor samtlige gæster nu var kommet om bord i den store sejlbåd, en J-Yacht, som Gustav Lande havde købt fra USA engang inden krigen. Peter Waldhorst stak en hånd ned i en af lommerne på den mørkeblå blazer.

“Se her,” sagde han til Cecilia. Hun tog et lille skridt baglæns og greb hårdere fat om Agnes Gerners højre ben.

“Jamen, hvad er det dog, du har i øret, Cecilia?” sagde Peter Waldhorst og førte hånden op til hendes øre. Et øjeblik efter holdt han hånden foran hende. Der åbenbarede sig en halvtredsøre i hans håndflade. Cecilia udstødte en lille lyd af glæde og løsnede sit greb om Agnes Gerners ben.

“Vidste du ikke, at der vokser penge ud af dine ører?” sagde Peter Waldhorst. Cecilia rystede på hovedet, så det fugtige hår svingede fra side til side.

“Se her,” sagde Waldhorst. “Den her må du få, den kommer jo fra dig.” Han anbragte mønten i hendes højre hånd og lukkede den sammen.

“Tror du også, der vokser noget i det andet øre?”

“Nej,” sagde Cecilia for derefter at skæve op mod Agnes Gerner, som endnu en gang følte et stik i hjertet, som hun ikke ønskede at føle, bare ved synet af pigebarnets lattermilde blik. Agnes Gerner strøg hende hurtigt over håret.

“Se nu efter,” sagde hun.

“Jamen dog,” sagde Waldhorst og tryllede endnu en halvtredsøre frem. “Har du set magen?”

Da han rejste sig igen og tændte en cigaret med nøjagtigt de samme fagter, som Agnes Gerner huskede fra Villa Landes terrasse, tænkte hun: Du er mig en køn papirdirektør, Peter Waldhorst.

“Nå, De skal vel ikke have dét der på under middagen,” sagde Peter Waldhorst og blinkede hurtigt til Agnes Gerner, hvorefter han kneb Cecilia i næsen, hvilket fik hende til at hvine af fryd.

“Har han også gjort sådan noget ved dig?” sagde Cecilia, da de to stod halvt afklædt inde i badehuset og så ud ad vinduerne over mod sejlbåden, hvor Waldhorst nu studerede forenden af vidunderet sammen med resten af selskabet.

“Nej,” sagde Agnes Gerner. Han har nok helt andre tricks på lager for mig. Det er næppe mønter, han er kommet for at trække ud af hovedet på mig.

Hun smøg sig ned i kjolen og hjalp Cecilia hendes på. Mens de gik på bare fødder gennem græsset op til huset, føltes den lille pige som den bedste beskyttelse, man kunne have. Du tør ikke tage mig, så længe jeg har hende, tænkte Agnes Gerner, mens hun skænkede saft til Cecilia på terrassen og betragtede selskabet, som var på vej tilbage mod huset. Kun Peter Waldhorst stod tilbage på broen og spejdede hen mod badehuset. Det tog ham kun nogle sekunder at lokalisere dem på terrassen. Agnes Gerner snurrede rundt på hælen og forsvandt ind i huset.

Da hun skulle lægge Cecilia i seng om aftenen, endnu engang til tjenestepigens bitre mishag, kom det spørgsmål, hun havde håbet ikke ville komme.

Kan du ikke blive herfor evigt?

Hun lå sammen med Cecilia i sengen i det hvide værelse, gardinerne blafrede i det åbne vindue, horisonten så ud til at være blevet rosa, og den jævne summen af stemmer fra terrassen blandede sig med lyden af en fiskekutter på vej ind til Holmsbu for natten. En flok måger gjaldede efter den som en flok gøgeunger, der ventede på deres mor. I samme øjeblik Agnes Gerner forsigtigt trak armen til sig, slog den lille pige øjnene op.

“Sov nu, min pige,” hviskede Agnes Gerner.

“Jeg ønsker, at du skal være her for evigt,” sagde Cecilia lavt.

Agnes Gerner mærkede, at hun pludselig fik en klump i halsen. Det eneste, hun kunne få sig selv til at gøre, var at nikke. Til sidst fik hun presset nogle få ord frem. “Vi får se ... måske.”

Det eneste, jeg vil, er at komme ud af det her, tænkte hun, mens hun strøg Cecilia over panden. Med en anden mand end din far. I nogle korte sekunder var hun i stand til at forstå, at der sandsynligvis ikke fandtes nogen plan for at få hende ud. Hvor mange celler fandtes der? Kunne de få hende over grænsen til Sverige eller til Vestlandet og derfra med båd til England, hvis det, hun nu var ved at vikle sig ind i, skulle vise sig at blive for vanskeligt?

Agnes Gerner gik hen over det gamle, lakerede fyrretræsgulv for at trække gardinerne ordentligt for. Nede på terrassen så hun Peter Waldhorst i samtale med en anden civilklædt tysker, som Agnes Gerner ikke havde mødt før.

Da hun gik ned ad den smalle vindeltrappe til første etage, blev hun opmærksom på, at Gustav Lande og Brigadeführer Seeholz måtte være gået ind fra terrassen, mens hun havde lagt Cecilia. Hun stoppede på et af de nederste trappetrin og lyttede. Deres stemmer lød, som om de kom fra køkkenet eller inde fra Gustav Landes kontor, som var i et tilstødende værelse.

Da Agnes Gerner kom ud i forstuen, så hun, at Seeholz’ unge, kvindelige ledsager havde sat sig på Peter Waldhorsts skød ude på terrassen, men det bekymrede Seeholz sig tilsyneladende ikke om. Her ude i forstuen kunne hun høre hans grove stemme, kun indimellem afbrudt af Landes blidere toner. Hun sikrede sig, at ingen ude på terrassen så, at hun stod der, før hun vendte sig og hurtigt gik gennem entréen og ud i køkkenet.

“Ja, godt. Vi må oprette endnu et kompagni dernede, forstår du, Gustav?” Brigadeführer Seeholz’ stemme kunne høres ganske tydeligt gennem den åbne dør til kontoret.

En af dem bladede i nogle papirer. Et svagt, gult lys faldt som en vifte over det mørklagte køkken inde fra kontoret, en skygge brød nogle sekunder lyskeglen.

“Se her,” sagde Seeholz’ stemme. “Vi må have luftværnsstillinger ... her og her.” Agnes Gerner hørte spidsen af en pen skrabe over et ark papir, som om han tegnede bygninger omkranset af flak-kanoner.

“Og det haster. Ja?”

“Det koster,” sagde Lande.

“Det skal du ikke bekymre dig om,” sagde Seeholz. “Og så vil jeg have et underjordisk vaskeri. Det ligger alt for åbent dernede. Englænderne vil let kunne bombardere hele herligheden til helvede og retur. Det er kun et spørgsmål om tid. Og hvad gør vi så? Vi bliver sat flere år tilbage.”

Gustav Lande svarede ikke.

Agnes Gerner holdt vejret. Pulsslagene i tindingerne var så kraftige, at hun var bange for, de kunne høre det helt ind på kontoret. Hun kunne simpelthen ikke blive stående på den måde. Flyt dig herfra, tænkte hun. Gør noget!

“Det er den største molybdænmine i drift i hele Europa, Gustav, er du klar over det?”

“Jeg håber, at jeg en dag kan glæde dig,” sagde Gustav Lande. “Renheden er lav dernede, men som du siger, det er Europas største for tiden. Men måske har jeg snart nogle vældig gode nyheder til dig, Ernst.” Han talte lavt nu. Det her skulle ingen høre, allermindst hun. Men hun havde hørt tilstrækkeligt allerede. Hvis hun slap væk med det her, var det et uendeligt meget større udbytte, end to år med Helge Schreiner havde ført til.

Agnes Gerner tog et prøvende skridt baglæns. Da hun ville sætte foden i gulvet bag sig, hørte hun en lyd på dørtærsklen.

Et øjeblik blev hun stående som frosset til stedet og stirrede skråt ud i tusmørket, ud ad vinduet på de sortglinsende biler, som stod parkeret på gårdspladsen. De to mennesker inde på kontoret nærmest hviskede nu, men alligevel højt nok til, at Agnes Gerner kunne høre det. Noget om en forskningsdirektør.

Personen bag hende tog et skridt ind i køkkenet, gulvbrædderne knirkede let.

Hvad skal jeg sige til ham? Waldhorst. Nu har han mig. Og håndtasken lå oppe i værelset. Hvordan kunne hun være så ...

Men nej, det var en kvindes lavmælte rømmen. Agnes Gerner havde et svagt håb om, at det bare var en af de hyrede serverings- og køkkenhjælpere fra Holmsbu.

Hun vendte sig hurtigt og så lige ind i tjenestepigens fugleansigt.

De to mænd blev ved med at snakke inde på kontoret.

Hverken Agnes Gerner eller tjenestepigen sagde et ord. Johanne Caspersen gik tavs forbi Agnes Gerner med noget, der lignede en irriteret mine, og trak mørklægningsgardinet for. Derefter begyndte hun at tage de tallerkener op, som havde ligget i blød i køkkenvasken.

Agnes Gerner gik ud på terrassen, inden Gustav Lande nåede at stikke hovedet ud ad den åbne kontordør. Nogen må få mig ud af det her, tænkte hun.

Hun greb om gelænderet med venstre hånd og forsøgte at koncentrere sig om den smukke udsigt i stedet for at dvæle ved tanken om, at tjenestepigen måtte have forstået, at hun med overlæg havde lyttet til Gustav Lande og Seeholz’ samtale. Det måtte hun da? Agnes Gerner tænkte, at hun havde taget en chance og var blevet grebet på fersk gerning. Hvor dyrt ville det komme til at koste hende? Hvis Johanne Caspersen var en idiot, ville det gå over. Desværre virkede hun ikke som en idiot.

Da Agnes Gerner havde stået sådan et stykke tid, gled en person op på siden af hende. Hun hørte mørklægningsgardinerne blive trukket for bag sig. Det var nok til, at stemningen på terrassen syntes at synke nogle grader, stemmerne bag hende blev med ét lavere, tonen mere alvorlig.

“En smuk aften,” sagde Peter Waldhorst lavt og satte sit whiskyglas på gelænderet. Hans ansigt så sort-hvidt ud i det tiltagende mørke. “Ingen kan bebrejde Dem for at kaste Deres kærlighed på hr. Lande, der har et sommersted som dette.” Han søgte hendes blik, hun turde ikke se ham i øjnene, men fæstnede i stedet sit blik på de blomstrende syrenbuske ved siden af terrassen.

“Syrener,” sagde Peter Waldhorst, da det gik op for ham, hvad hun stirrede på. “Hvordan kan Gud lave noget så forførende smukt for så blot at lade dem leve nogle få uger?”

★

Ud på natten gjorde hun det eneste sikre. Mens en af de overnattende gæster snorkede stille nogle døre væk, trådte hun ud af sine trusser, åbnede knapperne i natkjolen, lukkede døren til sit værelse og gik forsigtigt over gulvet i korridoren. Gennem et vindue for enden af korridoren kunne hun se, at solen allerede var ved at stå op i horisonten. Hun trak natkjolen over hovedet, åbnede døren til Gustav Landes soveværelse og sank ned ved siden af hans nøgne krop.