Fredag den 13. juni 2003
Skogslyckan
Uddevalla

Uddevalla var måske ikke kandidat til FNs verdensarvsliste, men byen var smukkere, end Tommy Bergmann havde forestillet sig. Han standsede ved et busstop ved en kirkegård og så på det turistkort, han havde fået på Hotell Gyldenlöwe. Det skulle være her et sted. Östanvindsvägen var ifølge hotelreceptionisten en række husblokke, som var blevet bygget nord for centrum til at huse arbejderne på byens nu nedlagte skibsværft.

Han satte bilen i gear.

Nogle stumper af samtalen med Hadja aftenen i forvejen dukkede frem fra hukommelsen. Det var ham, der havde ringet til hende. Han var blevet overmandet af et pludseligt savn efter en times tid alene i hotelværelset, ikke efter Hege, men efter Hadja. Hun sagde ligeud, at hun næsten ikke tænkte på andet end ham. Det var alt, hvad han behøvede for at få en god nats søvn. Nu vidste han ikke, hvor klogt det var af ham at foreslå, at de skulle mødes igen, så snart han var tilbage i Oslo. At hun var god for ham, var der nok ingen tvivl om. Hvor god han ville komme til at være for hende, det var et helt andet spørgsmål.

I modsætning til, hvad han var vant til i Norge, var indgangsdøren til blokken ikke låst. Indenfor fandt han en oversigt over, hvem der boede på de forskellige etager. Der var ingen ringeklokker, som han kunne ringe på, bare en tavle med navne på beboerne i hvide plasticbogstaver. Elevatoren til højre for ham klemtede, en gammel dame kom ud, men hilste ikke, hun stirrede bare tomt lige frem og traskede hen mod døren.

Han så på tavlen igen, førte en finger hen over glasset og fandt til sidst navnet. Iver Faalund. Så du lever altså endnu, tænkte Tommy Bergmann. På sjette etage var korridoren malet lysegul med en pyntebort af hvide og blå sejlbåde, som krængede for en imaginær vind. Lyden af et tv-apparat kunne høres gennem døren til lejligheden lige til venstre for Tommy Bergmann. Han tog et par skridt hen imod den og mærkede en let sitren i fodsålerne og fingerspidserne, hans åndedræt var lidt hurtigere end normalt.

Iver Faalund boede i en lejlighed midt i korridoren. På den gamle indgangsdør stod hans efternavn med den samme type plasticbogstaver som nederst i opgangen. Hele stedet mindede Tommy Bergmann om en gammeldags tandlægeklinik, kun den kliniske lugt manglede. Ringelyden skar inde fra lejligheden gennem den tynde dørplade og ud i korridoren.

Tv-apparatet i lejligheden for enden af korridoren hørtes svagt, men der kom ingen lyde ud inde fra Iver Faalunds lejlighed. Endnu en gang trykkede Tommy Bergmann på ringeklokken. Stadig ingen reaktion. Han satte sig på hug og åbnede brevsprækken midt på døren. Der var en dør mere indenfor. Havde den bare stået åben, tænkte Tommy Bergmann. Han havde netop rejst sig igen, da elevatordøren gik op bag ham. Han vendte sig mod elevatoren og mødte en ældre mands blik. Manden var iført blå poplinjakke, nystrøget, hvid skjorte, beige bukser med knivskarpe pressefolder og en hvid sejlerkasket med sort skygge. Hans ansigt var dækket af et fint, tæt mønster af sprængte blodårer. Hans næse var mere blå end rød. I hånden havde han to poser fra Systembolaget.

“Hvem søger De?” sagde manden på svensk og begyndte at gå hen mod den indgangsdør, hvor Tommy Bergmann stod.

“Dig,” sagde Tommy Bergmann. “Hvis du er Iver Faalund.”

Manden blev stående og så på Tommy Bergmann. Han blinkede en gang. Så en gang til. Tommy Bergmann ville have givet meget for at vide, hvad der foregik inde i mandens hoved lige i det øjeblik. På den anden side var det, som om det stod skrevet i hans ansigt. Carl Oscar Krogh.

“Det er jeg vist,” sagde manden.

“Du kendte Carl Oscar Krogh godt,” sagde Tommy Bergmann. “Det er i hvert fald, hvad jeg har fået fortalt.” Han tog sin politiidentifikation op af bukselommen. Iver Faalund ikke så meget som så på den. Han skiftede bare poserne over fra venstre til højre hånd og strøg forbi Tommy Bergmann. Uden et ord stak han nøglen i låsen. Hans hænder rystede ikke, og bevægelserne var så sikre og indøvet koordinerede, som kun en inkarneret alkoholiker kunne præstere det. Mandens øjne levnede ingen tvivl om, hvad han fik dagene til at gå med: De var blanke, som om han var på nippet til at briste i gråd.

Tommy Bergmann fik et glimt af køkkenet, da Iver Faalund åbnede inderdøren og gik ind i entréen. Der stod tre tomme Stolichnayaflasker på køkkenbordet.

“Jeg vil ikke tale med dig,” sagde Iver Faalund og tog sejlerkasketten af, hængte den på en knage på væggen og strøg en hånd hen over de få hvide hårstrå, som lå klistret til den lyserøde hovedbund. Sollyset sneg sig gennem persiennerne og lagde sig i fine striber over det gamle stavparket. Lejligheden så ud til at være velholdt, lige så velholdt som resten af boligforeningen, men havde en umiskendelig og uigennemtrængelig lugt af gammel cigaretrøg og langsom, bundløs druk. Selv Tommy Bergmann, som røg mere end tilstrækkeligt, som det var, mærkede ud fra lugten i lejligheden, hvad livet i her gik ud på. At drikke og ryge sig ihjel.

Iver Faalund krængede yderjakken af sig, den hvide skjorte var gennemvåd af sved på ryggen. Han samlede poserne op og gik ud i køkkenet. Tommy Bergmann hørte, at de nyindkøbte flasker blev lagt ind i køleskabet. Derefter så han manden tage et snapsglas ud af det blåmalede køkkenskab og vride låget af en kold flaske fra køleskabet. Han skænkede glasset fuldt og tømte det. Fyldte glasset igen.

“Jeg har heller ikke noget at sige,” sagde Faalund ude fra køkkenet. “Hverken til dig eller til hvem det nu er, du har talt med.”

“Så må jeg indkalde dig til vidneafhøring i Krogh-sagen. Du er den sidste nulevende, som ikke har fortalt sin historie. Marius Kolstad døde for to dage siden, vidste du det?”

“Jeg er svensk statsborger,” sagde Faalund. Han kom hen mod Tommy Bergmann, tog fat i inderdøren og skulle til at lukke den. “Du kan ikke inddrage mig i en norsk straffesag.”

“Vi har brug for din hjælp,” sagde Tommy Bergmann og lagde en hånd på døren, som Iver Faalund var ved at lukke.

“Ingen har haft brug for min hjælp siden 1951,” sagde Faalund, “da var det farvel og tak fra Hæren, og siden har jeg ikke set mig tilbage. Hvis du undskylder ...” Han så Tommy Bergmann direkte ind i øjnene, hans irisser havde en mærkelig blanding af grønt og brunt, hans øjeæbler nærmest gule, med et net af røde tråde, som bugtede sig i alle retninger.

“Men du kendte Carl Oscar Krogh godt,” sagde Tommy Bergmann med noget, som måtte have været en lidt mere desperat stemme, end han havde tænkt sig. Han kunne bare ikke lade denne mand slippe bort mellem fingrene. “Og Marius Kolstad mente, at de ledte efter sensitiv information om ...”

“Og nu er de begge døde,” sagde Iver Faalund. Han smækkede døren i uden at sige mere, endda uden at se på Tommy Bergmann.

Nogen åbnede affaldsskakten på etagen ovenover. Tommy Bergmann lukkede øjnene, mens han hørte posens færd ned mod kælderen.

Han hævede hånden for at banke på døren, men sænkede den igen, da han hørte Faalund vride sikkerhedsanordningen rundt.

★

Tommy Bergmann slog let på rattet. Det var fredag eftermiddag, solen skinnede, og han holdt på en parkeringsplads i det pokkers Uddevalla centrum og havde ikke engang kunnet få en gammel drukmås til at tale. Da han steg ud af bilen, slog varmen imod ham, som om han havde befundet sig nærmere ved troperne end ved Nordpolen. Han skråede over parkeringspladsen mod hotellet.

Først ringede han til Arne Drabløs og bad ham om at tage sig af håndboldtræningen. Han kunne være kørt hjem på to timer og fint have nået både træningen og en aften eller nat med Hadja. Men han orkede ikke tanken, ikke nu længere, han orkede knap nok sit eget selskab. Han sendte hende en sms om, at han desværre måtte blive i Sverige weekenden over. Hun svarede hurtigt, at han måtte have et spændende job, og at hun glædede sig, til han var tilbage, efterfulgt af en smiley.

Tommy Bergmann havde ligget i måske en time og stirret op i loftet, da mobilen på natbordet ringede. Han så på uret. Han tog mobilen fra natbordet, og som han havde gættet på, var det Fredrik Reuter. Det var ikke just ham, han havde mest lyst til at tale med lige nu. Det var kun med nød og næppe, han havde fået Fredrik Reuters velsignelse til overhovedet at tage til Sverige, og nu havde han planer om at blive her weekenden over på skatteborgernes regning. Reuter havde kun været mådeligt begejstret over Finn Nystrøms teori om, at det var Carl Oscar Krogh, der havde taget livet af Agnes Gerner, tjenestepigen og den lille pige i Nordmarka, og han følte vist cirka den samme entusiasme for Iver Faalunds kandidatur som nøglevidne. På den anden side havde Reuter brug for at få etableret et sandsynligt motiv for at tage Krogh af dage. Det var bragt på det rene, at Gudbrand Svendstuen, som Krogh havde likvideret i 1943, ikke havde nogen efterkommere, og dermed stod man tilbage med det spinkle håb, at Carl Oscar Krogh havde været involveret i drabet på de tre i Nordmarka. Tillige havde han altså forsøgt at bringe klarhed over Kaj Holts dødsfald.

“Jeg bliver her, til du har fået orden på tingene,” sagde Tommy Bergmann.

“Klokken er tre på en fredag,” sagde Fredrik Reuter.

“Jeg bliver her til mandag.”

“I Uddevalla,” sagde Reuter. “Er du gået helt fra forstanden?”

“Ring til Stockholm,” sagde Tommy Bergmann. “Du ringer til din ven i Stockholm nu, han skaffer det, han har på Kaj Holt-sagen, og sender os det i løbet af mandag. Hvor vanskeligt kan det være? Og hvor lang tid skulle jeg egentlig bruge på at køre fra Uddevalla til Stockholm?”

Sin egen teori om, hvorfor Kaj Holt var vigtig for Krogh-sagen, turde han simpelthen ikke dele med Reuter lige nu. Han havde ikke engang været i stand til at få Iver Faalund i tale, så det her var næppe dagen for et forsøg på at få Reuter med på en teori, som fuldstændig ville ødelægge billedet af Carl Oscar Krogh.

Reuter begyndte på en sætning, men droppede det.

“Ring,” sagde Tommy Bergmann. “Var det ikke dig selv, der sagde, at dit job måske står og falder med denne sag?”

Reuter fnyste opgivende i den anden ende.

“Jeg har brug for dig her, ikke i Sverige. Du jager spøgelser, Tommy. Vi har et åsted, et drabsvåben med et næsten perfekt fingeraftryk, som selvfølgelig ikke passer med en kæft i registret, et aftryk af en sko i størrelse 41 eller 42. Det eneste, vi mangler, er en drabsmand.”

“Du finder ham ikke uden mig,” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg finder ham ikke uden dig tilbage på kontoret.”

“Løsningen ligger ikke i Oslo. Jeg har brug for et par dage væk fra byen,” sagde Tommy Bergmann.

“Og så vælger du Uddevalla,” sagde Fredrik Reuter. “Ja, ja, ja.”

“Jeg vil have Iver Faalund til at tale, før jeg tager herfra.”

“Jamen, det var da godt,” sagde Reuter. “Sidder han inde med noget?”

“Det tror jeg.”

“O.k. ... men den der teori om, at Krogh har dræbt de tre i Nordmarka, det holder du fandeme kæft med. Medmindre den der Faalund-fyr selv kommer ind på det.”

Tommy Bergmann svarede ikke. Det, at Krogh har dræbt de tre, er kun begyndelsen, tænkte han.

“For resten ... din ven Halgeir Sørvaag fandt noget pudsigt i Kroghs hus i formiddags.”

Tommy Bergmann var ikke overrasket, der kunne siges meget om Halgeir Sørvaag, men at han var en djævel til at rive et åsted fra hinanden, var der ikke ret meget tvivl om. Kun hans syge fantasi satte grænser for, hvad han kunne finde.

“Noget pudsigt?”

“Inden i den ene gardinstang på Kroghs kontor oppe på anden etage var der en lap papir.”

“Skruede han gardinstangen ned?” sagde Tommy Bergmann.

“Han skruede alle gardinstængerne ned og åbnede alle de tre toiletcisterner, du kender Halgeir ...”

“Ja,” sagde Tommy Bergmann. “Hvad var det, der var så pudsigt?”

“På papirlappen stod der nogle tal. Seksten cifre, for at være nøjagtig.”

“Seksten cifre,” sagde Tommy Bergmann.

“Og i gardinstangen i køkkenet fandt han endnu en lap med seksten andre cifre.”

“En kode,” sagde Tommy Bergmann og satte sig op i sengen. Det her var et skridt fremad, spørgsmålet var bare i hvilken retning.

“Seksten cifre tyder på en bankkonto,” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann lagde sig ned i sengen igen, mærkede en bølge af skuffelse skylle gennem kroppen. I et kort øjeblik havde han troet på et lille gennembrud, måske de seksten cifre kunne være en krypteret melding eller sådan noget, men en bankkonto, hvordan kunne den have noget med drabet på Krogh at gøre?

“I Schweiz eller Liechtenstein eller Cayman ...” sagde Reuter, inden Tommy Bergmann afbrød ham:

“Du må tjekke, om skattedirektøren har et alibi for første pinsedag.”

Fredrik Reuter lo en anstrengt latter, som næsten gik i ét med mågeskrigene uden for hotelvinduet.

Tommy Bergmann gik ned i receptionen og betalte for en times internetadgang. Han læste de samme artikler, han havde læst utallige gange før. Om Carl Oscar Krogh, om Kaj Holt. Hvem hadede Carl Oscar Krogh så meget, at han maltrakterede manden til ukendelighed med en Hitlerjugend-kniv? Havde Kaj Holt nogen efterkommere?

Han tog mobilen op af lommen og tastede sig frem til Fredrik Reuters nummer. Lige inden han trykkede på opkaldsknappen, fortrød han. Hvad skulle han sige? At han havde tænkt på muligheden for, at det var Krogh selv, der havde ryddet Kaj Holt af vejen for at hindre ham i at fortælle om likvideringen i Nordmarka? Nej, tænkte Tommy Bergmann. Han troede knap nok på det selv.

En sidste gang studerede han teksten om Kaj Holt på den gamle pc-skærm.

Der er noget her, tænkte Tommy Bergmann og lod øjnene glide over skærmen bogstav for bogstav. Der er noget her, lige for øjnene af mig, der er så basalt, så jeg simpelthen ikke er i stand til at se det. Det er så forbandet nærliggende, sagde han til sig selv, så ukompliceret, så forbandet fortvivlende ukompliceret, så det gør mig blind.

Da internettimen var forbi, skiftede skærmbilledet over til turistinformation for Uddevalla. Strand, tænkte Tommy Bergmann, jeg trænger til at køle mig af, glemme alt det her i nogle timer. Han fik kvinden i receptionen til at udpege en strand i nærheden.

Stranden lå i en bugt sydvest for centrum, omkranset af gamle egetræer, det hele var ganske pittoresk, og der var ikke for mange mennesker. Han havde købt sig et par nye solbriller og to øl, og med en cigaret i hånden kunne han vanskeligt have det ret meget bedre. Desværre varede idyllen ikke ret længe. Efter at have tømt den første øl lagde han mærke til en smuk, højgravid blondine, som vadede i strandkanten med en lille, nøgen dreng ved hånden. Tommy Bergmann kunne simpelthen ikke få øjnene væk fra hende. Hun mindede så meget om Hege, at han ikke kunne opholde sig der længere. Tilbage i centrum slog han sig ned på en udendørsrestaurant over for hotellet. Han beholdt solbrillerne på, selv om gaden lå i skygge.

Er jeg egentlig mindre ensom end ham den gamle Iver Faalund oppe i boligblokken? tænkte Tommy Bergmann.

Han lå vågen den halve nat. Vidste, at han ikke kunne leve sammen med Hege, eller med nogen anden, for den sags skyld. Heller ikke med Hadja.

Han faldt først i søvn, da en ny dag begyndte at gry.

I en lille evighed drømte han om seksten cifre, som svævede rundt i hans hoved, roterede, som om de var dele af et spil eller en gåde.

Klokken tolv vågnede han med en dundrende hovedpine.

Udenfor hørtes lyden fra et tivoli.

Seksten cifre, tænkte Tommy Bergmann og studerede sollysets vej gennem hotelværelset, hvordan det faldt blidt over skrivebordet ved langvæggen, over stolen og det tøj, han havde smidt fra sig på gulvet aftenen i forvejen. Carl Oscar Krogh havde skjult en lille lap med seksten cifre på. Det var sandsynligvis tallene på en bankkonto, havde Reuter sagt. En af den slags konti, som kun kontoindehaveren selv og én eller to ansatte i banken havde adgang til. Og det var ikke enhver bank, der opererede på den måde, det måtte være en bank i Schweiz eller Liechtenstein. Eller endnu længere væk.

Carl Oscar Krogh måtte have gemt penge af vejen.