Lørdag den 14. juni 2003
Skogslyckan
Uddevalla

Der sad nogle pensionister ved et havebord af plastic, de nikkede til Tommy Bergmann, da han gik forbi. I stedet for at gå ind i boligblokken gik han ind på gangstien ved siden af og fandt sig et udsigtspunkt omtrent på højde med anden etage, ved nogle tørrestativer midt mellem Iver Faalunds blok og naboblokken. Tommy Bergmann lænede hovedet tilbage og holdt hånden op for at skygge for den brændende sol. Han talte sig op til sjette etage og fandt frem til den lejlighed, hvor Iver Faalund boede, det måtte være den anden fra venstre. Persiennerne var stadig nede, men døren ud til den lille balkon stod åben. Tommy Bergmann gik nogle meter baglæns for at få en bedre vinkel at se i. Til sidst fik han øje på noget af Iver Faalunds hoved over balkonkanten.

Denne gang ringede han længe på dørklokken. Også i dag kunne han høre lyden fra tv-apparatet fra nabolejligheden.

Han lagde øret til døren.

Der var intet at høre. Der var heller ikke noget kighul.

“Hvad skete der med Kaj Holt?” sagde Tommy Bergmann højt ud i korridoren. Ekkoet fór frem og tilbage mellem væggene. Holt, sagde det. Kaj Holt.

Tommy Bergmann hørte de slæbende skridt inde i lejligheden, derefter lyden af den inderste dør, som blev åbnet.

“Jeg vil ikke tale med dig,” sagde Iver Faalund gennem døren. “Gå, eller jeg ringer til politiet.”

“Jeg sætter mig ned på gangen,” sagde Tommy Bergmann. “Bare ring, jeg går ingen steder.”

Han satte sig ned på hug foran den gamle dør. Han så på sit ur og bestemte sig for at lade der gå fem minutter.

Låsen drejede rundt i en dør til venstre for ham. En ældre dame stak hovedet ud og stirrede på Tommy Bergmann med forskræmte øjne.

“Goddag,” sagde Tommy Bergmann. Mere var der ikke at sige. Hun lukkede døren igen uden et ord.

Efter nøjagtigt fem minutter åbnede han brevsprækken i døren. Denne gang havde fulderikken ikke lukket den indre dør, og Tommy Bergmann så lige ind i lejligheden. Den var spartansk møbleret, uden alverdens krimskrams og gamle minder, som man gerne fandt det hos folk på den forkerte side af de firs. Iver Faalund var ikke at se, han havde vel sat sig ud på balkonen igen.

“Hvem dræbte Kaj Holt?” råbte Tommy Bergmann ind i brevsprækken.

Han holdt vejret nogle sekunder. Trækken gennem den smalle åbning i døren tydede på, at balkondøren stod åben. Iver Faalund kunne vanskeligt have undgået at høre Tommy Bergmann.

Han hørte balkondøren blive lukket. Lyden af glas, som blev sat på opvaskestativet. Vandhanen, som blev åbnet, lukket igen. Derefter så han Iver Faalunds bukseben komme ud fra køkkenet, de samme bukser som i går, de kom lige imod ham. Så lukkede han inderdøren. Det blev mørkt i brevsprækken.

Fandens, tænkte Tommy Bergmann. Han kommer ikke til at give efter.

Han havde netop fået sat sig ned på gulvet igen, da døren bag ryggen på ham blev låst op. Han fór op, vaklede et skridt på grund af manglen på ilt til hovedet. Et øjeblik troede Tommy Bergmann, at han ville besvime, men han fik hold på sig selv, støttede sig til dørkarmen, hvilket fik Iver Faalund til at se på ham med et mere skeptisk end forundret blik.

“Tak,” sagde Tommy Bergmann. “Tak for, at du vil tale med mig.”

“Jeg har ikke sagt, at jeg vil tale, men du kan ikke sidde derude og hyle hele dagen.”

Iver Faalund lod døren stå på vid gab, gjorde omkring og gik ind i lejligheden igen.

“Det havde jeg aldrig troet,” sagde han.

“Du havde aldrig troet hvad?” sagde Tommy Bergmann og lukkede entrédøren bag sig.

“En norsk politimand, som spørger om, hvad der skete med Kaj. Ikke en kæft inden for ordensmagten har stillet det spørgsmål før.”

De stod et stykke tid midt på stuegulvet og betragtede hinanden. Fyldebøtten holdt hovedet lidt på sned, som om han ville tage et ekstra kig på Tommy Bergmann.

“Hvorfor spørger du om Kaj Holt?” sagde Iver Faalund til sidst.

Tommy Bergmann studerede manden foran sig. Hans blik var på en mærkelig måde klart, selv om Iver Faalund sikkert allerede havde drukket mere i dag, end Tommy Bergmann ville kunne klare til en hel julefrokost.

“Vi tror, det måske hænger sammen med de tre, som vi fandt inde i Nordmarka. Har du hørt om det?”

Iver Faalund nikkede.

“Jeg kan stadigvæk læse,” sagde han.

Tommy Bergmann fandt et stykke papir frem fra jakkelommen og læste navnene højt: “Agnes Gerner, Cecilia Lande og Johanne Cas- persen.”

Iver Faalund fortrak ikke en mine. I stedet gik han over gulvet hen til den gamle lænestol ved vinduet, hvor persiennerne var rullet for. Han tændte standerlampen og lod sig synke ned i stolen med et lille suk. Tommy Bergmann fulgte efter ham, satte sig i en slidt tosæders sofa ved sofabordet.

“Og hvorfor spørger du så om Kaj Holt?” sagde Iver Faalund stille.

“Kan Krogh have dræbt dem? De tre i Nordmarka,” sagde Tommy Bergmann så spørgende, som han kunne.

Et nærmest undseligt smil kom til syne på Iver Faalunds læber. Han førte en hånd hen over de få hårstrå, han havde på hovedet, derefter strøg han håndfladen over hagepartiet. Der gik en svag, raspende lyd gennem stuen.

“Hvorfor skulle Carl Oscar have dræbt de tre kvinder?” sagde Iver Faalund og tømte glasset med ren vodka. Han stirrede ned i det tomme glas. Der hørtes svagt musik fra lejligheden ovenover, nogle unge mennesker lo nede på græsset foran blokken. Tommy Bergmann holdt sit blik rettet mod manden, der sad foran ham og kiggede ned i sit tomme glas, som han vippede forsigtigt frem og tilbage. Til sidst kiggede han op og gengældte Tommy Bergmanns blik. Der er noget hér, tænkte Tommy Bergmann, der skjuler sig noget bag Iver Faalunds blanke, klare øjne. Han tog sjældent fejl af sådan noget, men den gamle dranker foran ham havde været efterretningsofficer, før flasken tog magten over ham, så han beherskede formodentlig kunsten at maskere sine svagheder bedre end Tommy Bergmann.

“Fordi Agnes Gerner var forlovet med en stornazist,” sagde Tommy Bergmann.

Endnu et lille smil bredte sig over Iver Faalunds læber. Han satte glasset fra sig på lampebordet ved siden af lænestolen, derefter tog han vodkaflasken og fyldte glasset godt op uden at ryste det mindste på hånden. Det var velsagtens kun, når han ikke fik sin vodka, at han rystede på hånden. Tommy Bergmann betragtede mandens bevægelser, de store fingre omkring det lille glas, hvordan han tømte det i én slurk for så at gentage ritualet. Til sidst tog Iver Faalund pakken med Egberts fra lampebordet, tog et stykke papir ud og rullede en perfekt cigaret. Tommy Bergmann tænkte, han burde gøre det samme, og trak cellofanet af den nyindkøbte Prince-pakke. Længere kom han ikke, før Faalund åbnede munden igen:

“Agnes Gerner var ikke nazist,” sagde Iver Faalund. Derefter tændte han den hjemmerullede, som om der ikke var kommet noget ud af munden på ham.

Tommy Bergmann klemte cellofanet hårdere i hånden.

“Hvad mener du?”

“Bare det, jeg sagde. Agnes Gerner var ikke nazist.”

Tommy Bergmann hev en cigaret ud af pakken, mens han rystede på hovedet. Hvis han havde følt sig forvirret tidligere i denne sag, så var det ingenting mod det, han følte nu.

“Jeg ved ikke, hvad hun var i gang med, men der var noget, der ikke stemte. Hun var ikke nazist. Kaj nævnte hendes navn engang lige efter krigen, men sagde, at han ikke vidste ret meget om hende.”

Tommy Bergmann havde ikke noget at sige.

“Det var nok løgn,” sagde Iver Faalund.

Agnes Gerner var ikke nazist, tænkte Tommy Bergmann. Men hun var medlem af NS. Alternativerne var ikke så mange. Et par sug af cigaretten havde gjort hans tanker lidt klarere. Hvis Iver Faalund talte sandt, så forandrede det alt. Og hvad var det, han havde hørt om Agnes Gerner og tyskerne tidligere i denne sag? Han kunne ikke komme i tanke om det.

“Hvorfor har du ikke sagt det her noget før?” sagde Tommy Bergmann.

“Hvorfor skulle jeg have sagt noget?”

“Jamen ...”

“Fordi ingen har spurgt, og fordi at – under alle omstændigheder – ingen vil tro på én, der i praksis blev sparket ud af Hærens e-tjeneste for halvtreds år siden,” sagde Iver Faalund. Endnu en gang fyldte han det lille snapsglas med vodka. “Det ville have været mig versus magthaverne, Bergmann, hvordan tror du, det ville være spændt af?” Han hævede glasset mod ham.

“Krogh er død, dræbt,” sagde Tommy Bergmann.

“Desuden,” sagde Faalund, “så vil jeg bare være i fred. Lige siden jeg kom hertil i 1951, har jeg bare ønsket at være i fred. Jeg fik en kontorstilling på værftet, arbejdede dér, til jeg gik på pension, men fik aldrig en eneste ven dér.”

“Hvorfor?”

“Som du måske har forstået,” sagde Faalund, “så bryder jeg mig ikke om mennesker.” Han rejste sig fra stolen og gik snorlige forbi Tommy Bergmann.

Alligevel, tænkte Tommy Bergmann. Alligevel lukkede du mig ind, da jeg spurgte om, hvem der dræbte Kaj Holt. Det betyder vel, at du er villig til at gøre en undtagelse med hensyn til både Kaj Holt og mig.

Marius Kolstad! Tanken slog ham samtidig med, at strålen fra Iver Faalund ramte vandet i toiletkummen. Han skoddede smøgen i det store krystalaskebæger. Han behøvede ikke engang at se efter i notesbogen for at huske, at Kolstad havde sagt, at han troede, det måske var tyskerne selv, der havde skudt Agnes Gerner, Cecilia og tjenestepigen i Nordmarka. Måske Finn Nystrøm tog fejl? Måske Nystrøm af en eller anden grund var så bitter på Krogh, at han var villig til at stikke ham en skrøne om, at det var Krogh, der havde likvideret de tre?

Tommy Bergmann rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet, rullede persiennerne lidt op, så det var til at se ud. Der lå en blok helt magen til den, Tommy Bergmann befandt sig i, til venstre for ham. Der lå flere lavere blokke på den anden side af vejen, og til højre for ham var der en stor, gammel egeskov. Tommy Bergmann forestillede sig, at hvis denne blok havde været et par etager højere, kunne man have set hele vejen ud i Skagerrak.

Faalund tog sig god tid ude på badeværelset. Tommy Bergmann tænkte ikke længere over det. I stedet gik han hen til bogreolen ved stuens langvæg. Den var fuld af leksika og gamle romaner, Gerhardsens memoirer. Hist og her stod nogle indrammede fotografier, et af Iver Faalund og en kvinde, sandsynligvis hans kone, taget for mange år siden, et andet billede af nyere dato viste et brudepar, som Tommy Bergmann ud fra brudgommens ansigtstræk at dømme regnede med, var barnebarnet. Under boghylderne var der en skuffesektion. Tommy Bergmann tog sig i at hæve en arm mod det ene håndtag, da han hørte, at der blev skyllet ud i toilettet. Iver Faalunds skridt kom slæbende mod ham, det var, som om han gik tungere nu, som om noget plagede ham, et tungsind, som ikke havde været så synligt nogle minutter før.

“Hvis hun ikke var nazist, hvad var hun så?” sagde Tommy Bergmann, da Faalund passerede forbi ham.

“Hvem ved,” sagde han og satte sig i stolen igen.

“Hvorfor spurgte du egentlig om Kaj?” spurgte Faalund.

“Fordi jeg troede, du kunne hjælpe mig videre.”

“Det kan jeg ikke,” sagde Iver Faalund.

“Alligevel lukkede du døren op.”

Iver Faalund kiggede væk.

Tommy Bergmann forstod først nu, at de blanke øjne ikke kun kom af vodkaen.

“Fortæl mig om Kaj Holt,” sagde Tommy Bergmann stille. “Hvad er der med Kaj Holt?”

“Kaj Holt er død,” sagde Iver Faalund. “Det er der ikke noget at gøre ved.”

“Kaj Holt overlevede som Norges mest eftersøgte mand i fem år. Godt tre uger efter befrielsen bliver han dræbt i Stockholm. Jeg tror, du ved hvorfor.”

“Nej,” sagde Faalund.

“Så fortæl mig det, du ved om ham.”

Iver Faalund kiggede atter hen på Tommy Bergmann. Det så ud til, at han havde fået kontrol over sine følelser igen, der var igen balance i hans krop.

“Altså, Kaj var Carl Oscars chef, det er egentlig det eneste, jeg ved. Han lærte ham op. Der var oprettet celler med så lidt som fire styks i hver, så man slap for risikoen i forbindelse med tortur. Jo færre hver enkelt kendte til, des sikrere var det.”

Tommy Bergmann nikkede.

“Og så? Du ved mere om Kaj Holt. Du har ikke siddet her siden 1951 uden at vide mere, det tror jeg ikke på.”

Iver Faalund gjorde ikke tegn til at svare.

“Hvorfor lukkede du døren op, da jeg spurgte dig om, hvem der havde dræbt Kaj Holt?” sagde Tommy Bergmann. “For han blev dræbt, gjorde han ikke?”

Tommy Bergmann vidste ikke, hvor længe de to blev siddende som sammenlænkede og stirrede på hinanden. Sollyset faldt i striber på den store mand foran ham, hans hænder greb om armlænene, til knoerne blev hvide.

“Det er mærkeligt,” sagde Iver Faalund. “Du er den første, der har turdet sige det rent ud.”

“Sige hvad?” sagde Tommy Bergmann.

“At Carl Oscar ... at Krogh dræbte de to kvinder og pigebarnet oppe i skoven.”

Tommy Bergmann mærkede hårene rejse sig på ryggen af ham. To mænd havde i løbet af de sidste dage sagt det samme.

“Nu stillede jeg vel snarere et spørgsmål,” sagde Tommy Bergmann.

“Og jeg giver dig svaret,” sagde Iver Faalund. “Det var ham, det var Krogh. Hvis der var nogen, der var i stand til at gøre det, så var det Carl Oscar Krogh.”

“Jeg troede, du tvivlede på, at Krogh kunne have dræbt Agnes Gerner, eftersom hun ikke var nazist.”

“Nej. Der er bare det, at jeg er helt sikker på, at Agnes Gerner arbejdede for Kaj.”

Tommy Bergmann lagde pennen fra sig på lampebordet ved siden af ham. Han rystede svagt på hovedet. Nu forstod han absolut ingenting. “Og Kaj Holt vidste, at Carl Oscar Krogh dræbte de tre?”

“Det regner jeg med,” sagde Iver Faalund lavt.

Tommy Bergmann ventede i tavshed.

“Jeg tror, jeg ...” sagde Faalund endelig, så lavt, at Tommy Bergmann knap nok kunne høre det.

“Ja?”

“Jeg var nok den sidste, der talte med Kaj. Han havde været i Lillehammer den dag og skulle til Stockholm samme aften. Jeg traf ham tilfældigt på kontoret, jeg kendte ham så tilstrækkelig godt, at jeg kunne se, der var noget alvorligt i vejen.”

Der opstod en pause. Tommy Bergmann gjorde til sidst en håndbevægelse hen mod Iver Faalund, ment som en opmuntring til ham til at tale videre.

“Han havde uofficielt afhørt en tysker i Lillehammer. En Peter Waldhorst. Det var alt, hvad han ville sige. Jeg lovede at holde tæt med, at forhøret havde fundet sted, men foretog efter nogle år mine egne skjulte undersøgelser for at finde denne tysker.”

Iver Faalund gik i gang med at fortælle om sine undersøgelser angående Peter Waldhorst og fortalte, at han havde været i Gestapo i Kirkenes, og at alle spor efter ham nu var væk. Tommy Bergmann noterede mekanisk og lod Faalund tale sig tom. Det lød til, at han havde brugt flere år af sit liv på at lede efter Waldhorst.

“Hvad tror du, Kaj Holt fik at vide af denne Waldhorst?”

“At Krogh dræbte de tre,” sagde Iver Faalund, men tonefaldet gjorde, at det lød mere som et spørgsmål end som et svar.

“Men hvorfor ... jeg forstår det ikke ... du siger, at Agnes Gerner ikke var nazist, men at hun sandsynligvis arbejdede for Kaj Holt.” Iver Faalund klarede stemmen, men der kom ikke et eneste ord ud af hans mund. Endnu en gang skænkede han et bredfyldt glas, men denne gang rystede hans hånd åbenlyst.

De blev siddende i stilhed ganske længe, før Faalund udbrød:

“Det er det eneste, der får det til at gå op, forstår du?” Han stirrede på Tommy Bergmann og knugede om vodkaglasset med sin store venstrehånd. Så lukkede han øjnene og førte glasset til munden. “Forstår jeg hvad?” sagde Tommy Bergmann stille.

Det virkede, som om Iver Faalund tog tilløb. Han sad stadig med øjnene lukket og hånden om glasset og trak vejret dybt, før han fortsatte: “Nu skal du høre, hvad jeg egentlig tror, Bergmann, og det havde jeg aldrig drømt, at jeg ville fortælle til noget levende menneske. Jeg tror, at Kaj tvivlede på, at det var Gudbrand Svendstuen, der faldt modstandsbevægelsen i ryggen i efteråret 1942. Gudbrand havde ikke tilstrækkelig information til at gøre så stor skade. Men vi havde brug for en syndebuk, og London havde brug for én, og likvideringen af Gudbrand var tilstrækkelig skræmmende til, at ingen ville forsøge sig som overløber i lang tid. Sådan tænkte vi. Det var en fejl, men det var panikken, Bergmann, panikken, ingen havde tid til at holde hovedet koldt, og derfor tror jeg, at Kaj enten i slutningen af krigen eller lige efter lavede sig en liste med folk, der faktisk havde tilstrækkelig information til at gøre så stor skade.”

Iver Faalund åbnede øjnene og fangede Tommy Bergmanns blik. Tommy Bergmann rynkede øjenbrynene.

“Det var derfor, han afhørte Waldhorst, for at få svar på, hvem den virkelige overløber var.”

“Hvad er det, du prøver at fortælle mig?” sagde Tommy Bergmann.

“Hvad tror du, det er, jeg prøver at fortælle dig?” sagde Iver Faalund.

“Var det ikke Krogh, der likviderede Svendstuen?”

“En skæbnens ironi,” sagde Faalund. “Pistolen skulle have været i hånden på Gudbrand i stedet.”

“Så du mener ...” sagde Tommy Bergmann lavt.

“Hvorfor var der ingen sagsmappe på Krogh i Lillehammer?” sagde Iver Faalund. “Den eneste, den absolut eneste modstandsmand, som der ikke fandtes nogen satans mappe på, var Carl Oscar Krogh. Vidste du det?”

“Du mener altså ...” sagde Tommy Bergmann og rystede på hovedet. Så var han ude af stand til at sige mere.

Der fulgte en lang pause.

Tommy Bergmann skulle lige til at bryde stilheden, men Faalund kom ham i forkøbet.

“Jeg tror, Carl Oscar Krogh var den dobbeltgænger, som Kaj Holt ledte efter.” Han slog den store hånd let i armlænet. “Så, nu sagde jeg det. Men jeg er jo bare en gammel drukmås, ikke sandt?”

“Nej.”

Han fnyste.

“Fortæl mig, at jeg ikke er en gammel drukmås, Bergmann.” Iver Faalund tømte glasset. Hans ansigt havde lukket sig igen, øjnene var fjerne, som for at markere, at denne samtale var slut for evigt.