Lørdag den 22 august 1942
Villa Lande
Tuengen allé
Vinderen
Oslo

Gustav Lande havde netop slået gaflen mod krystallet og stod nu oprejst med en lille papirlap i hånden. Agnes Gerner så, hvor nervøs han var, og prøvede at berolige ham med et mildt smil. Alligevel blev han ved med at være så nervøs, at han ikke kunne holde lappen fast mellem fingrene. Den blev grebet af den friske, varme brise, som strøg gennem rummet fra de åbne terrassedøre, og hvirvlet ned på gulvet ved siden af Gustav Lande.

De nogle og tyve gæster brød ud i en spontan latter over dette lille optrin, og til sidst smilede Gustav Lande også, først usikkert, så virkede det, som om han gav efter, og også han lo så afslappet, som han formåede. Den lille lap lod han imidlertid ligge på gulvet.

Agnes Gerner lod sit blik vandre ud over forsamlingen, mens hun flettede fingre med Cecilia, som på Brigadeführer Seeholz’ anmodning havde fået lov til at komme ned fra anden etage. Sådan en sommeraften er der ingen, der behøver at sove, havde han sagt. Og Agnes Gerner måtte indrømme, at den store, grove mand havde ret. Hun studerede den lille hånd i sin egen. De to hænder var omtrent lige brune efter sommeren på Rødtangen, Cecilias hår var blevet lyst, det duftede stadig af sol og håb, syntes Agnes Gerner. Hvis en nazist kunne få et så vidunderligt barn, var der håb for alle mennesker på Jorden, måske endda for hende selv. Selv Cecilias hofte virkede bedre efter sommeren, som om al den svømning, hun og Agnes Gerner havde bedrevet, havde udrettet mirakler for den lille.

Gustav Lande slog endnu en gang på sit glas. Agnes Gerner vidste, hvad der nu ville komme. Hendes blodårer blev tynde som sytråde, det bankede mod huden, pulsen måtte være steget så hastigt, at hun næsten ikke havde nået at registrere det. Gustav Lande sendte hende et smil, hun gengældte det hurtigt, men slog så blikket ned. Stolen knirkede under Brigadeführer Seeholz ved siden af hende. Hun så hen mod ham, men fortrød, da hun mødte Peter Waldhorsts blik på den modsatte side af bordet. Han smilede umærkeligt og hævede tavs sit glas mod hende. Derefter tømte han det og begyndte at se sig omkring i lokalet. Han gjorde tegn til tjeneren, som lydløst gled bag om ryggen på Agnes Gerner og rundt om bordet og tog hvidvinsflasken op af køleren, som stod lige foran Waldhorst. Waldhorst bøjede sig mod kvinden ved siden af ham og hviskede noget ind i øret på hende, mens stemmerne langsomt tav i lokalet.

“Kære venner,” sagde Gustav Lande. Et lille knæk i hans stemme tydede på, at han stadig ikke fuldstændig var herre over situationen.

“Vi ... hvordan skal jeg sige det her. Vi samles ofte her, efter min vurdering alt for sjældent, men i dag ... altså, jeg inviterede jer hertil i dag for officielt at lykønske von Manstein og Føreren fra alle gode folks for Sevastopols fald i sommer.” Selskabet brød ud i et spontant postyr med taksigelser til både Føreren og enhver soldat, som havde måttet sætte livet til i kampen mod bolsjevikkerne. I et sjældent øjeblik tog Agnes Gerner sig i at tænke på sin søster, som befandt sig et eller andet sted mellem Førerens ulvehi og Moskva eller Sevastopol.

“Men der er mere ... der er mere!” Gustav Lande gjorde en håndbevægelse, så greb han hvidvinsglasset af bøhmisk krystal. “Der er to andre helt specielle årsager til, at jeg har inviteret jer her til min ... liberale bolig.” Lande hævede sit glas mod Brigadeführer Seeholz, som tidligere på aftenen havde hævdet, at huset kunne påstås at være for Bauhaus-agtigt, halvt i sjov, halvt i alvor.

“Først af alt,” sagde Gustav Lande, “forretninger.”

“Forretninger,” sagde Seeholz og puffede til Agnes Gerner. “Altid de forretninger, hvad?”

Seeholz’ kommentar førte til en lav fnisen rundt om bordet, om ikke andet, så for at give ham den opmærksomhed, han gjorde krav på. Cecilia tog Agnes Gerners hånd og så på hende, hendes grønne øjne lyste. Agnes Gerner trak hende ind til sig og satte hende på sit skød.

“Dernæst kærlighed,” sagde Gustav Lande.

“Endelig,” sagde Seeholz. Denne gang højlydt latter.

“Men altså først molybdæn,” sagde Gustav Lande.

“Det er vores kærlighed,” sagde Peter Waldhorst fra enden af bordet og tømte sit hvidvinsglas. Latteren rungede gennem den aflange spisestue. Den friske brise strøg endnu en gang gennem rummet, linnedgardinet ved skydedøren blafrede og stod et øjeblik langt ind i rummet, før det faldt tilbage. Agnes Gerner lod sit blik fare hen over gæsterne, til det igen endte ved Waldhorst. Han stirrede direkte mod hende. Det var, som om han så lige igennem hende, lige ind i sjælen. Hun stoppede tanken dér og bøjede sig ned mod Cecilia, strøg en hånd over hendes kind, indsnusede duften af hendes nyvaskede hår, mærkede den hurtige puls, tænkte, at hun og Pilgrimmen skulle have haft sådan et barn. Hvis du bare var mit barn, sagde Agnes inden i sig selv og tog den bløde barnehånd i sin.

“Som I ved,” sagde Gustav Lande og tog et skridt tilbage, “så er jeg den heldige investor takket være min ven Ernsts imødekommenhed i Knaben Gruver.”

“Så, så,” sagde Brigadeführer Seeholz.

“Knaben er et værdifuldt bidrag til vores alles idé, men det er, som vi alle erkender, ikke nok,” sagde Gustav Lande. “For at knække bolsjevikkerne må Føreren have mere af dette vidunderlige metal og begrave Stalin og hans medsammensvorne for al fremtid. Og lad mig nu meddele, at jeg i går havde et møde med forskningsdirektør Rolborg i Lande Gruveselskab ... et skelsættende møde. Som jeg har sagt før, har jeg sat denne intet mindre end geniale geolog i gang med at kortlægge enhver mulig forekomst af molybdæn her i landet. Og af alle steder er manden faldet over noget, han tror, er et historisk fund, i Hurdal. Rolborg tror, der kan udvindes over det tredobbelte af, hvad der udvindes i Knaben. Indtil videre er det kun Rolborg, der har de eksakte oplysninger ... jeg ved ikke, hvor det er, eller hvor meget der er, men han er et af de mest retskafne mennesker, jeg kender, og jeg har ingen grund til at betvivle hans påstande.”

Gustav Lande holdt inde og strakte sig efter glasset på bordet. Forsamlingen blev fuldstændig stille.

“Rolborg hævder, at der vil være tilstrækkelig molybdæn i malmen deroppe til at armere to tusind panservogne om året, hvilket vil reducere vores tab som følge af russernes wolfram kraftigt,” sagde Gustav Lande. “En Guds medicin for os alle. Og jeg er ved nærmere eftertanke villig til at diskutere muligheden for at invitere min kære ven Ernst Seeholz indenfor i forretningen.”

Gustav Lande fik dette fandenivoldske smil, som han nogle gange havde, som fik Agnes Gerner til at holde ham ud, holde opgaven ud, dette smil, som viste den person, han måske engang havde været.

Stop, tænkte hun. Stop. Hun vidste, hvad der snart ville komme, om bare nogle minutter. Og molybdænet på toppen af det hele. To tusind kampvogne om året armeret med et af klodens mest sjældne metaller, stærkt nok til at hjælpe tyske kampvogne gennem russernes panserværn. Østfronten ville gå tabt for russerne.

Agnes Gerner følte sig hurtigt udenfor i den samtale, der opstod omkring bordet. Den lod til at dreje sig om dette magiske metal med dets uendelige muligheder for vores alles fælles sag, men hun kunne ikke skelne ordene fra hinanden, intet omkring hende gav mening, før hun igen hørte, at nogen slog på et krystalglas.

“Da Sonja døde, din mor, Cecilia,” Gustav Landes stemme var nær ved at briste. Han så ned mod Cecilia med de triste, store hundeøjne. Cecilia klemte Agnes Gerners hånd hårdt, hårdt. Agnes Gerner lagde sit hoved ind mod hendes krøller, inddrog duften af hende og mærkede et stik af dårlig samvittighed over, at hun ønskede, at Cecilia havde været hendes eget barn, at hun selv havde båret hende inden i sig, givet liv til hende, skabt hende ud af sig selv.

“Jeg troede aldrig, at livet ville tilsmile mig igen.”

Gustav Lande klarede stemmen. Agnes Gerner så ud af øjenkrogen, at Seeholz’ norske veninde tørrede sine tårer med linnedservietten.

“Lige til jeg en aften, som skudt ud af himlen, møder denne kvinde, denne Guds skønhed ...” Lande gik bag om gæsterne på Agnes Gerners side. Til sidst nåede han frem. Hun ville ikke, det lignede ikke hende, alligevel rødmede hun, da han lagde sine hænder på hendes skuldre.

Du ved ikke, hvem jeg er, tænke hun. Du aner det ikke.

Klapsalverne ville ingen ende tage. Hun rejste sig op og kyssede ham, mens hun tænkte: Jeg elsker ham, jeg elsker virkelig Pilgrimmen, jeg vil flygte med det her barn, flygte med ham og hende.

Agnes Gerner lagde armene om Gustav Lande, han knugede hende ind til sig og hviskede i hendes øre: Jeg elsker dig.

Først nu, i døråbningen til anretterværelset, så hun Johanne Caspersen, dette hæslige væsen, som for altid ville være en ugift tjenestepige, hun så på Agnes Gerner med et blik, som kunne have dræbt hende. Da Agnes Gerner satte sig igen, studerede hun den tykke guldring på fingeren, derefter kiggede hun skråt over bordet, direkte på Peter Waldhorst, som for at fortælle ham, at hun ikke var bange for ham. Men hans ansigtsudtryk overraskede hende. Han så ud, som om han kunne være død lige på stedet. Hans ansigt virkede forpint, som om han var udsat for den mest forfærdelige tortur. Sekundet efter undskyldte han sig til sin borddame og skyndte sig ud af stuen.