Lørdag den 14. juni 2003
Hotell Gyldenlöwe
Uddevalla

“Peter Waldhorst,” sagde Finn Nystrøm ind i øret på Tommy Bergmann. Tommy Bergmann stod ved vinduet på tredje etage på Hotell Gyldenlöwe og så ned ad gågaden mod centrum. Med den ledige hånd åbnede han en dåse stærk Norrlands Guld, som han havde købt på Systembolaget for ti minutter siden. Besøget hos Iver Faalund havde gjort ham tørstig, forvirret, men samtidig ganske meget klogere. Troede han.

“Hauptsturmführer skråstreg Kriminaldirektor i Gestapo Peter Waldhorst,” sagde Tommy Bergmann. Øllet var varmt, men han tog sig ikke af det. Inden han fik tænkt sig om, var halvdelen af dåsen væk i et par slurke. Det var det sidste, Iver Faalund havde sagt, Peter Waldhorsts dobbelttitel.

Men det var ikke det vigtigste, Faalund havde sagt.

Tanken om, at Carl Oscar Krogh havde siddet inde med en stor hemmelighed, en hemmelighed, som ville have ødelagt alle hans muligheder efter krigen, havde snurret rundt i hovedet på Tommy Bergmann igen og igen. Hvorfor var der ingen sagsmappe på Carl Oscar Krogh i Lillehammer? Det var kun Iver Faalund, der havde fortalt ham dette, men Tommy Bergmann kunne ikke befri sig fra tanken om, at han havde ret. Det hele gik op, hvis Iver Faalund havde ret.

“Hvordan kender du til hans grad?” sagde Finn Nystrøm. Han forsøgte sikkert at skjule ophidselsen i sin stemme, men det gik ikke så godt. Et øjeblik fortrød Tommy Bergmann sit valg, han kunne have ringet til Torgeir Moberg, men havde en dårlig fornemmelse af den fyr, han virkede ikke ligefrem opsat på at vende de sten, der var i denne sag. Og sten var der tydeligvis nok af.

“Faalund var vistnok den sidste, der talte med Kaj Holt,” sagde Tommy Bergmann.

Han lod sætningen svæve i luften.

“Ja, ja ...”

“Og Holt sagde, at han uofficielt havde afhørt en vis Peter Waldhorst.”

“Og ellers?” sagde Nystrøm.

“Ellers havde Holt ikke sagt noget, han havde bedt Faalund rekvirere en bil til Stockholm omgående, og det var det sidste, Faalund havde set til ham.”

“Javel,” sagde Nystrøm. “Så Kaj Holt afhørte Waldhorst mandag den 28. maj 1945. To dage efter er han død.”

“Det virker sådan,” sagde Tommy Bergmann.

“Sagde Faalund det til Carl Oscar Krogh?” sagde Finn Nystrøm stille. “Kendte Krogh til denne afhøring af Waldhorst?”

“Nej, det gjorde han vist ikke. Jeg tror ikke, Faalund og Krogh ligefrem var perlevenner.”

“Det var som fanden,” sagde Nystrøm lavt. Tommy Bergmann så den store mand deroppe på fjeldet for sig, islænderen, hundene, fiskestangen, den flammende solnedgang over de blånende fjelde i horisonten.

“Så hvad havde Holt fået at vide? Faalund må vide noget mere,” sagde Nystrøm.

“Af efterforskningsmæssige årsager ...”

“Kan du ikke fortælle mig det,” sagde Nystrøm efterfulgt af en stille latter. Tommy Bergmann tømte resten af dåsen, kvalte et ræb og tænkte, at han kort og godt ikke havde mere at fortælle Nystrøm.

“Du må hjælpe mig,” sagde Tommy Bergmann. “Du må grave noget info om Waldhorst frem for mig.”

“Jeg troede, det var dig, der var politiet,” sagde Nystrøm og lo ad sin egen vits. Tommy Bergmann ignorerede hans morsomheder og fortrød endnu en gang, at han ikke havde ringet til Torgeir Moberg i stedet.

“Og det har fyldebøtten holdt kæft med i snart tres år,” sagde Nystrøm opgivende.

“Det bliver mellem os,” sagde Tommy Bergmann. Og det er kun første del af historien, tænkte han.

“Waldhorst,” sagde Nystrøm og lød, som om han smagte på navnet.

“Faalund har prøvet at opspore ham, men nu kommer den besværlige del ...”

Tommy Bergmann gjorde en pause.

“Ja,” sagde Nystrøm.

“Peter Waldhorst findes ikke,” sagde Tommy Bergmann.

“Han er død, altså,” sagde Nystrøm.

“Måske. Det eneste, det lykkedes Faalund at finde ud af, var, at Waldhorst var i Gestapo i Kirkenes fra tidligt i 1943, og efter tilbagetrækningen fra Nordnorge var han næstkommanderende på Gestapokontoret i Lillehammer.”

“Og så? Som Gestapo-mand må han findes i krigsopgøret. Og derefter skulle han være blevet repatrieret, for skudt blev han ikke, det ville jeg have husket.”

“Der findes ikke noget fra Holts afhøring af Waldhorst. Men der fandtes vistnok andre afhøringer. Faalund har dateret det sidste kendte livstegn fra Waldhorst på norsk jord til netop den 28. maj 1945. Alt, hvad der fandtes af Gestapo-papirer om ham, synes at være væk.”

Der hørtes en fløjtelyd fra Nystrøm.

“Operation paperclip,” sagde han for sig selv.

“Operation hvad for noget?” sagde Tommy Bergmann.

“Paperclip. Papirclips. En amerikansk operation, som gik i gang, inden krigen sluttede, de ville finde frem til de bedste nazister, inden russerne fik fat i dem. Husk, at det var tyskerne, der fik amerikanerne til månen. I Norge fik svenskerne fat i en masse tidligere Abwehr- og Gestapo-folk efter krigen, bare ikke dem med mest blod på hænderne. Fortrinsvis moderate officerer og signaleksperter og eksperter i russisk, kontraspionage og afhøringsteknikker. Svenskerne solgte dem til amerikanerne bag om ryggen på briterne.”

Tommy Bergmann sagde ikke noget.

“Jeg kan finde ud af det for dig, hvis han stadig lever,” sagde Nystrøm i den anden ende.

Tommy Bergmann forblev tavs, han tænkte, at Kaj Holt måtte have trådt direkte ned i et hvepsebo. Og at det havde kostet ham livet.

“Der er noget mere,” sagde Finn Nystrøm, “noget, du ikke fortæller mig. Desuden er jeg sikker på, at du har ret. Jeg tror, du har ret.”

Tommy Bergmanns tavshed var ikke svær at tolke.

“Hvad mener du?” sagde Tommy Bergmann.

“At der er en sammenhæng mellem de tre i Nordmarka og drabet på Kaj Holt.”

“Og hvilken sammenhæng er så dét?” sagde Tommy Bergmann.

“Lad os antage, at Krogh dræbte de tre i Nordmarka,” sagde Finn Nystrøm. “Kaj Holt finder ud af det, men han er et mentalt vrag efter krigen og formår ikke at holde det for sig selv. Krogh er for sit vedkommende afhængig af, at det ikke kommer ud, at han har foretaget en af de mest brutale likvideringer i Norge under krigen, han er tiltænkt en central rolle i genopbygningen af landet. Han har endda et så godt netværk i Sverige, at svenskerne kunne tænkes at lukke kæften på Kaj Holt. Husk, at Krogh var svenskernes mand i Norge efter krigen, de kunne ikke tage den chance, at han røg ud af beslutningsapparatet herhjemme.” Tommy Bergmann holdt en pause. Finn Nystrøm var åbenbart ikke dum. Men han vidste ikke, hvad Tommy Bergmann vidste. Så sagde han, inden han nåede at fortryde det:

“Der er bare én komplicerende faktor mere, og det er desto meget, meget værre.”

“Hvad?”

“Agnes Gerner var vistnok ikke nazist. Og Faalund mener ikke, det var en fejllikvidering.”

“Hvad er det, du siger?”

“Iver Faalund påstår, at Agnes Gerner ikke var nazist, selv om hun var Gustav Landes forlovede. Det er vistnok noget, som Holt også skal have kendt til. Agnes Gerner arbejdede for Kaj Holt, sagde Faalund.”

Finn Nystrøm blev stille. “Så Krogh dræbte en af sine egne,” sagde Nystrøm. “Er det dét, du siger?”

Tommy Bergmann lukkede øjnene. Han havde ikke noget valg. Han måtte stole på Nystrøm. Hvem andre skulle hjælpe ham med at finde Waldhorst? Måske Moberg, men Tommy Bergmann stolede ikke helt på ham efter den samtale, de havde haft.

“Det ...” sagde Tommy Bergmann, men stoppede op. “Det, jeg vil fortælle dig nu, må blive mellem os. Eller rettere sagt, alt, hvad vi har snakket om, er konfidentielt.”

“Konfidentielt,” sagde Nystrøm. “Selvfølgelig.”

“Vi fandt to sekstencifrede numre hjemme hos Krogh. Sandsynligvis bankkonti, du ved, anonyme konti, som de bruges i Schweiz og Liechtenstein.”

Der blev stille i den anden ende.

“Tja, det er ikke et ukendt fænomen i de vestlige egne,” sagde Nystrøm efter et stykke tid. “Selv om det ville overraske mig, om han nedsyltede penge på den måde.”

“Jeg har en fornemmelse af, at de penge kom fra et andet sted end hans firma. Og at den konto blev oprettet for mange år siden,” sagde Tommy Bergmann.

“Hvad mener du?”

“Iver Faalund ... jeg tror, han måske har ret. Det er for afskyeligt, men ...”

“Men hvad?” sagde Finn Nystrøm. “Hvad er det, Faalund tror?”

“Han tror, at Agnes Gerner så Krogh i kortene.”

“I kortene,” sagde Nystrøm for sig selv.

“Hvad tror du, Kaj Holt fik at vide af Waldhorst i Lillehammer?” sagde Tommy Bergmann. “Faalund fortalte mig, at Kroghs sagsmappe ikke fandtes i Lillehammer. Tyskerne havde angiveligt ingen mappe på ham. Hvad fortæller det dig?”

Nystrøm sagde stadig ingenting.

Så nærmest hviskede han i røret:

“Jeg vidste godt, at hans mappe var væk, men herregud ... det kan jo ikke stemme.”

“Men tænk, om det stemmer,” sagde Tommy Bergmann. “Det værste er, at det får det hele til at falde på plads. Likvideringen af Agnes Gerner, bankkontoen ... var det ikke sådan, at tyskerne ofte oprettede konti i Schweiz eller Liechtenstein for deres agenter? Jeg mener at have læst det et sted.”

“Herregud,” sagde Finn Nystrøm. “Der findes kun én ... nej, herregud. Det kan jeg simpelthen ikke tro.” Finn Nystrøm begyndte at le på en mærkelig måde.

“Har du ikke nogen teori, som kan støtte op om Faalunds påstand?”

“Teori,” sagde Nystrøm stille.

“Altså noget i Kroghs baggrund, der kan sandsynliggøre, at han måske blev dobbeltagent under krigen? Pengeproblemer, skjulte nazisympatier, at han blev afsløret som modstandsmand, den slags.”

Finn Nystrøm ventede.

“Nej,” sagde han stille. “Nej, så ville jeg have vidst det. Han kom jo fra en ganske velbeslået baggrund, så nej ...”

“Vi må finde Waldhorst,” sagde Tommy Bergmann. “Hvis han stadig lever.”

“Jeg har gode kontakter i Tyskland.”

“Find Waldhorst for mig,” sagde Tommy Bergmann. “Bare find ham.”

Da Tommy Bergmann havde lagt på, lagde han sig på sengen og mærkede blodet strømme til hovedet.

Han skrev ordet på en notesblok med hotellets logo.

Dobbeltagent.

Hvis det er rigtigt, hvem andre end Iver Faalund har så kendt til det? tænkte han. Hvem?