Torsdag den 27. august 1942
Hammerstads gate
Oslo

Da det bankede på døren, tænkte Agnes Gerner først, at slagrytmen ikke stemte overens med Landes privatchaufførs. Den var lettere og mere forsigtig. Desuden var det halvanden time for tidligt. Klokken var kun to, og aftalen var, at hun ville blive afhentet halv fire.

En følelse af at have begået en fejl skyllede ind over hende, mens hun rejste sig fra sengen, hvor hun havde ligget og halvslumret i lugten fra hende selv og Pilgrimmen. Agnes Gerner vidste per intuition, at denne gang ville det ikke komme til at gå godt. Men det var da godt at få et barn med Pilgrimmen, var det ikke? I alle andre situationer end denne, fortalte hun sig selv i næste sekund. Men hvad kunne hun vel gøre? Pilgrimmen havde ventet i lejligheden igen, og vist var det galskab, men der var vel også en mening med det. Hun betragtede forlovelsesringen fra Gustav Lande, mens hun endnu en gang tænkte, at den banken på døren overhovedet ikke kunne komme fra hans privatchauffør. Hvis Lande fandt ud af det med Pilgrimmen, ville hun i hvert fald være død, inden efteråret var forbi. Men hver gang Pilgrimmen, hendes egen Carl Oscar, kom inde i hende, bad hun til, at det ville blive et barn som Cecilia.

Måske er jeg ved at blive gal, tænkte hun på vej over stuegulvets stavparket. Måske har jeg altid været det. Mens hun lagde hånden på dørhåndtaget, tænkte hun, at hun var umulig at fange, at ingenting kunne gå galt. Synet af den tyske SS-underofficer uden for døren knuste hurtigt dén tanke.

“Fräulein Gerner,” sagde sergenten, men i et så tilpas venligt tonefald, at Agnes Gerner havde ham mistænkt for at lave sjov med hende. Pulsen sank alligevel instinktivt, lige til han udtalte de næste ord.

“Herr Waldhorst vil gerne have et møde med Dem.”

Han har mig nu, var hendes første tanke. Han har mig.

“Et møde,” sagde hun. “Vi har ingen aftale. Jeg er på vej til min forlovedes landsted. De må bede ham ringe til mig.”

Der bredte sig en panik i hovedet på hende, som hun havde svært ved at skjule, da SS-underofficeren forhindrede hende i at lukke døren.

“Jeg er på vej til Rødtangen, jeg ...”

“Bitte. Hvis De nu bare vil komme.”

“Hvad drejer det sig om?”

“Hvis De vil komme, Fräulein?” Sergenten holdt en hånd ud og gjorde en bevægelse mod trappen.

“Et øjeblik. Jeg skal lige på toilettet.”

Agnes Gerner greb om håndtasken, som stod på mahognikommoden. Hun mødte sit eget blik i spejlet over kommoden. Så satte hun håndtasken fra sig igen.

Sergenten trådte ind i entréen.

“Jeg må klæde om,” sagde hun. Han nikkede, men fulgte efter hende ind i stuen. I soveværelset skiftede hun uden at tænke på andet end at fremstå som uanfægtet, uden at tænke på, at hun nærmest havde tabt hovedet og været på vej ind på toilettet med håndtasken og cyanidampullen.

På vej ned ad trappen slog hun den tanke fra sig at putte blåsyreampullen i munden, mens de kørte. Hun ville finde en mulighed senere. En hånd ned i tasken ville være alt, hvad hun behøvede. Alene tanken om smagen foruroligede hende, mens hun lænede sig mod skindsædet og bilen gled over Majorstukrydset, gennem afspærringer og sandsække.

Jeg må være fuldstændig gal, tænkte hun, da de svingede ind i Bygdøy allé. Hun var ikke engang særlig nervøs, da sergenten trykkede på dørklokken til nummer 51, det hvide lagkagehus øverst i gaden. Det udfalsede messingskilt med Berkowitz i sorte bogstaver var nypudset og skinnede frastødende imod hende. Da de var gået op ad alle trappetrinene, mærkede hun, at benene kun lige kunne holde hende oppe. Det var godt nok, tænkte hun. Håndtaget på den massive indgangsdør gik langsomt ned, hendes næsebor fyldtes med den intense duft af vaskemidler fra opgangen og de friske blomster i vasen på afsætningsbordet ved siden af døren. Hun havde en smag af blod i munden.

Sergenten slog hælene sammen.

“Herr Kriminalinspektor Hauptsturmführer, Fräulein Gerner.”

Kriminalinspektor Hauptsturmführer Waldhorst, tænkte Agnes Gerner. Et øjeblik var hun ude af stand til at absorbere chokket. Havde hun simpelthen bare fortrængt tanken om, hvor farlig denne mand kunne være? Troet, at det forestående giftermål med Gustav Lande ville gøre hende usårlig? Havde han virkelig formået at gennemskue hende? Hun tænkte hurtigt, har jeg begået nogen fejl, nogen åbenlyse fejl? Kaptajn Waldhorst. Kriminalinspektør. Han var da for ung til det. Men nej. Hun vidste det godt. Men han var i det mindste ikke Gestapo, så ville hun have vidst det, så ville Nr. 1 have nævnt hans navn for hende. Selvfølgelig, tænkte hun, Abwehr gik aldrig i uniform.

Hun havde set det komme allerede første gang, hun talte med Waldhorst. Havde hun bare ikke mødt Pilgrimmen, hvor ville hun ønske, at hun ikke havde mødt ham, så ville hun ikke have haft noget at tabe ... kære Gud.

Se i nåde til mig.

“Kære frøken Gerner,” sagde Peter Waldhorst, da han havde lukket døren bag sig. Agnes Gerner stod lige inden for døren i en stor hall med mørkt fiskebensparket og burgunderrødt tapet. På væggene hang der store oliemalerier på rad og række, portrætter og landskabsmalerier, så vidt hun kunne bedømme, var de malet af Krohg, Astrup og Hertervig. Det er en hel formue, tænkte Agnes Gerner og kiggede ind i stuen gennem de åbne dobbeltdøre. Den familie, som havde boet her, måtte være blevet smidt ud fra den ene dag til den anden. Og have efterladt sig en formue i kunst og møbler, sikkert også kontanter og aktier og hvem vidste hvad ellers.

Fra et sted i den store lejlighed kunne man høre musik fra en grammofon.

“De skal ikke se så forfærdet ud, hvis De vil være så venlig.” Peter Waldhorst var kommet hen på siden af hende. Han duftede af aftershavelotion og tandpasta, alligevel fik Agnes Gerner en fornemmelse af, at der var et anstrøg af sprit i hans ånde, som om han havde taget nogle drinks, inden hun kom. Tanken fik hendes puls til at dale til et niveau, som det var til at leve med, på en måde virkede han mere nervøs end hun. Hun løsnede det hårde greb om håndtasken, holdt i løbet af få sekunder op med at tænke på, at den indeholdt en blåsyreampul rullet ind i toiletpapir.

Peter Waldhorst lagde en hånd på hendes ryg og førte hende gennem dagligstuen, som var møbleret med Louis XVI-møbler og tunge, dobbeltforede gardiner trukket halvvejs for vinduerne. De fortsatte gennem de åbne døre til biblioteket, hvor de sidste toner af musikken døde hen. Væggene var dækket med bogskabe adskilt af endnu mere kunst. Ved et af vinduerne stod der et stort mahogniskrivebord, der lå en udgået cigar i askebægeret, papirer var strøet ud over bordpladen, et enligt fotografi af en ung mand stod opstillet lige foran skriveunderlaget.

Agnes Gerner opfattede først nu, hvad Peter Waldhorst havde spillet på grammofonen i hjørnet: Comedian Harmonists. Men det var forbudt musik, det vidste hun godt. Comedian Harmonists havde ikke optrådt i Tyskland siden engang tidligt i trediverne, og efter hvad hun vidste, var de fleste af medlemmerne flygtet fra Tyskland kort tid efter. Enten måtte Waldhorst have taget pladen med hertil, eller også havde den ligget tilbage efter familien Berkowitz. Men selve det faktum, at han spillede de seks jøders musik, gjorde, at hun igen var på vagt.

Peter Waldhorst skridtede over gulvet til grammofonen og satte stiften på pladen igen. Mein kleiner grüne Kaktus lød ud af højttaleren. Sangen fik uundgåeligt Agnes Gerner til at smile. Måske var det blot for at gengælde Waldhorsts smil, mens han småfløjtende gik rundt i lokalet på udkig efter et eller andet, som hun ikke vidste, hvad var, eller måske var det i ren og skær nervøsitet over erkendelsen af, at Waldhorst aldrig i verden ville have spillet Comedian Harmonists uden grund. Det kunne ikke have været af anden grund end for at fremprovokere en reaktion fra hende. Nogle pladeomslag lå spredt ud over gulvet, hun prøvede at se, hvad det var for nogen, men genkendte kun Zarah Leanders ansigt.

“Bor De her helt alene?” sagde Agnes Gerner.

Waldhorst smilede kort og gjorde en håndbevægelse mod de to Chesterfield-sofaer, som var adskilt af et antikt salonbord.

“Helt alene,” sagde Waldhorst. “En drink?”

“Nej tak.”

“Nå,” sagde Waldhorst, “bare en lille en? Det er jo efter frokost. Sherry?”

Agnes Gerner frøs, da hun satte sig på det kolde læder. Hun satte håndtasken på skødet og nikkede svagt til Waldhorst. Hans ansigt var blegt, som om han havde siddet herinde hele dagen, hvor det eneste dagslys, der slap ind, kom fra vinduet ved skrivebordet. Resten af rummet lå i et blegt lys, som om det var lige før eller efter solopgang, nærmest det sidste.

Agnes Gerner tog imod krystalglasset, Waldhorsts hånd skælvede let, som et af bladene på kastanietræerne på gaden udenfor, når en let brise greb fat i det. Waldhorst skænkede et generøst kvantum whisky til sig selv, satte karaflen tilbage i barskabet, som var en åben globus af samme type, som Agnes Gerner huskede fra sin barndom.

“Skål,” sagde Peter Waldhorst og satte sig i sofaen over for hende. Han sad ganske stille og stirrede ud ad vinduet med glasset mellem hænderne.

Agnes Gerner åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt.

“Cigaret?” sagde Waldhorst uden at kigge i hendes retning. Han stak den ene hånd i lommen på sin jakke og tog cigaretetuiet frem.

Da han havde tændt en cigaret for hende, tyrkisk tobak, som var stærk som krudt og brændte i halsen, gik han hen til grammofonen, tog Comedian Harmonists-pladen af og lod den falde til gulvet ved siden af sig.

Den næste plade, han satte på, var Zarah Leander. Efter nogle sekunder med skrabelyde kunne Agnes Gerner høre, at det var Bei mir bist du Schön. Også den var forbudt, sangen var lige så fordømt jiddisch, som Zarah Leander var nazist. Et paradoks, som gjorde andre end Agnes Gerner forvirret.

“Er De klar over, at De spiller forbudt musik, hr. Waldhorst?”

Han udstødte blot et lille fnys og rystede svagt på hovedet.

“Eller burde jeg sige Kriminalinspektor Waldhorst? Hvorfor har De ikke fortalt mig, at De er kriminalinspektør? Jeg regner med, at De har fortalt Gustav sandheden. Han bryder sig ikke særlig meget om at blive holdt for nar.”

Peter Waldhorst så på hende med en udtryksløs mine, som om han simpelthen ikke forstod, hvad hun sagde. Derefter tændte han sig selv en cigaret og tømte whiskyglasset. Han stillede sig ved vinduet ved siden af skrivebordet.

“Vi kommer til at tabe den her krig,” sagde han.

Ganske uforvarende hostede Agnes Gerner to gange. Hun slog asken af på askebægeret og klarede lige netop at føre cigaretten tilbage til munden, uden at hånden begyndte at skælve.

“Nogen burde tage livet af den mand,” sagde Waldhorst for sig selv. “Den lille bøhmiske korporal.”

Agnes Gerner mærkede hårene rejse sig på sine arme.

Det var lige præcis det her, hun var blevet advaret imod, som de alle var blevet det. Den britiske efterretningstjeneste havde udstedt et direktiv om at udvise ekstrem varsomhed over for tyske officerer, der påstod, de var antinazister efter Vendlo-affæren for snart tre år siden. Men det var ikke blevet taget alvorligt af alle operatørerne i felten, havde Pilgrimmen fortalt hende for mange måneder siden, og det var endt, som det måtte, for flere af dem. Intet, havde han sagt, var mere farligt end at tro på en tysker, der sagde, at han var utilfreds med Føreren eller ville konspirere for at bidrage til Rigets fald.

“De burde være forsigtig med, hvad De siger,” sagde Agnes Gerner. “Hvad mener Deres ven Brigadeführer Seeholz om, at De siger den slags? Ikke nok med, at De lytter til forbudt musik, De taler også nedsættende om Føreren?”

Peter Waldhorst vendte sig om mod hende. Hans ansigt så ud til at være blegere, end godt var, som om han var alvorligt syg. Kun det sorte, kraftige hår og de fine, mørke, symmetriske øjenbryn tydede på, at der var liv. “Seeholz skal De ikke bryde Dem om, han er en stud, som ikke ville kunne finde et guldkorn, om man så stak det i munden på ham. Og Føreren ... én ting skal han have, den bøhmer. For at udføre trolddom må man have et publikum, som virkelig ønsker at tro. Kun Føreren har forstået dette. Er De ikke enig, frøken Gerner?”

“Agnes,” sagde hun. “Hvis De vil være så venlig.”

Waldhorst rystede på hovedet, et øjeblik gned han sig hårdt over ansigtet, så lod han hænderne glide gennem håret, som var glat af pomade.

“Hvorfor bad De mig om at komme herhen?” sagde hun.

Hans sko knirkede over gulvet. Der fulgte en uudholdelig stilhed. Waldhorst var standset ved grammofonen igen. Den drejede de sidste omgange nærmest lydløst, stiften blev løftet fra pladen, tikkede sig tilbage til udgangspositionen. Lejligheden lå igen fuldstændigt stille hen. Kun det gamle standur i dagligstuen ved siden af gav en jævn totaktslyd fra sig.

“Kan De lide den her?” sagde han og holdt den lille plade op foran hende.

“Det er en jødisk sang,” sagde Agnes Gerner.

“Godt, så brækker vi den i stykker.” Waldhorst knækkede den i to og lod stumperne falde ned foran sig. “Det var noget, de havde liggende ... Berkowitz ... Berkowitz!” Først smagte han på navnet, så nærmest spyttede han det ud.

Agnes Gerner holdt fast om sherryglasset, mens hun førte det op til munden. Et sekund føltes det, som om hun ville tabe det eller begynde at hælde, inden det nåede læberne, men på en eller anden måde fik hun handlingen gennemført.

“Hvorfor har De kastet Dem over Gustav Lande?” sagde Peter Waldhorst med lav stemme. Han havde sat sig på armlænet af Chesterfield-sofaen på den anden side af salonbordet.

“Jeg må gå nu,” sagde Agnes Gerner, hun lænede sig frem og satte sherryglasset fra sig.

“Svar mig. Er det for pengene?”

Agnes Gerner rejste sig, men havde problemer med at flytte på benene, hovedet var så godt som tømt for blod, hun vaklede et par skridt. Toilettet, tænkte hun. Jeg skal kaste op. Eller have ampullen i munden. Jeg ved ikke ... jeg ...

“Jeg beklager,” sagde Peter Waldhorst bag hende. “Det var ikke meningen at gøre Dem oprørt.”

“Men det gjorde De,” sagde Agnes Gerner, som nu var standset i døren ind til dagligstuen.

“De er meget smuk,” sagde Waldhorst. “Gustav Lande er en mand med penge, med magt.”

Agnes Gerner fik igen fodfæste.

“Hvorfor hentede De mig hertil?” sagde hun og vendte sig mod Peter Waldhorst, som nu havde sat sig på skrivebordet med en næsten skamfuld mine.

“Min bror ...” sagde Waldhorst og nikkede ned til siden.

Agnes Gerner så mod fotografiet på skrivebordet. Hun tog et par skridt ind i biblioteket igen. Da hun var fremme ved stolen, kunne hun se ligheden med Peter Waldhorst, men fotografiet måtte være nogle år gammelt, det så ud som et skoleportræt, drengen kunne ikke være mere end tretten-fjorten år gammel, men han havde det samme skæve smil som Waldhorst, det samme stramme drag over øjnene, men alligevel ikke uden en vis blidhed.

Peter Waldhorst tog et af papirerne op fra skrivebordet og holdt det mellem fingrene. Agnes Gerner læste nogle få ord på hovedet. Døde for Føreren, tænkte hun og så på fotografiet igen.

“Jeg trængte bare til at se Dem,” sagde Peter Waldhorst så stille, at Agnes Gerner næsten ikke kunne høre det. “Jeg er gift, men jeg tager mig selv i at tænke på Dem, når tilværelsen er besværlig.”

Agnes Gerner tog hatten af og lagde den på sofaen.

Waldhorst stirrede bare ned i parkettet. Hun tog hans hånd, derefter tog hun let fat i hans hage med den anden hånd. Et lille øjeblik så de hinanden ind i øjnene, hvorefter han lænede sig mod hende. Hun lod ham kysse sig.

“Jeg burde ikke have sagt det,” sagde han. “De er en forlovet kvinde.”

Hun strøg ham over kinden, boblede næsten indeni. Kunne det virkelig være så enkelt?

“Gå nu,” sagde Peter Waldhorst.

Først nede på gaden, mens hun stod og ventede på, at hans chauffør skulle dukke op, tænkte hun, at intet i verden var så enkelt, som det virkede ved første øjekast. Da hun satte nøglen i låsen i Hammerstads gate, fik hun endnu en gang denne altomfattende følelse af at have begået en fejl, men hun vidste ikke hvilken. Ude af stand til at forstå hvorfor sank hun sammen i entréen og græd med ansigtet i hænderne.