Søndag den 15. juni 2003
Uddevalla

Tætte, grå bomuldstotter bredte sig lavt over kanalen, som gik gennem byen, og sendte byge efter byge ned over Tommy Bergmann og de få andre, som havde trodset vejret. Han vidste ikke engang, hvorfor han ikke bare var kørt direkte til Stockholm efter frokost i stedet for at vandre rundt under en lånt paraply i denne gudsforladte by.

Efter at have røget to cigaretter, mens han så på et par ænder, der så ud som mand og kone og vuggede rundt i regnen på kanalens sorte vand, gik han op til torvet for at spise en tidlig frokost og måske bevilge sig selv en pilsner eller to. Netop som han havde sat sig ind i Rådhuskrogen, ringede mobilen.

“Jeg har talt med en tysk kollega,” sagde Finn Nystrøm.

“Jaså,” sagde Tommy Bergmann, mens han pegede på menukortet for den unge pige, som serverede. “På en søndag, det er ikke dårligt.”

“Vi frafaldne holder sammen,” sagde Nystrøm og fulgte op med en lav latter.

“Så han er altså også ude af spillet,” sagde Tommy Bergmann.

“Nej, men direkte populær er han nok heller ikke,” sagde Finn Nystrøm. “En historiker, som hedder Rudolf Braun, du har måske ikke hørt om ham?”

“Gæt selv.”

“Under alle omstændigheder, så er han sikker på, at Waldhorst lever i Berlin under et andet navn, sandsynligvis engelskklingende,” sagde Nystrøm. “Han kontakter en anden kollega i morgen.”

“Få ham for guds skyld til at holde mund,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg vil ikke have det her i avisen. Og ikke et eneste ord om det, Iver Faalund sagde om Carl Oscar Krogh, ikke engang til dine hunde.”

“Rolig, Tommy, rolig. Under alle omstændigheder, den forsvundne Peter Waldhorst var personlig sekretær for den tyske handelsattaché i Oslo fra efteråret 1939.”

“Handelsattaché?” sagde Tommy Bergmann.

Pause.

“Men ...” begyndte han.

“Abwehr,” sagde Finn Nystrøm. “Forholdet mellem Abwehr og Gestapo var ikke det allerbedste, men i Norge var grænserne rimeligt flydende, det kan måske forklare, at Waldhorst dukkede op i Gestapo i 1942. For der er ingen, der faktisk ved, hvad han foretog sig i Norge. Og de allerfleste af Abwehrs arkiver og meget af kendskabet til dets aktiviteter gik fløjten efter attentatet mod Hitler i 1944. En del er selvfølgelig kendt, men SD overtog det meste og makulerede det, der ikke passede dem. Det blev brændt. Desværre. Pointen her er, at Waldhorst ikke findes på nogen lister over dømte efter krigen. Jeg tipper på, at han på et eller andet tidspunkt var i Finland eller inde på Kolahalvøen ved ishavsfronten. Ellers var han ikke undsluppet i Paperclip.”

“Hvad tror din kollega?”

“Ikke ret meget andet end det, jeg selv tror. Som jeg sagde til dig i går, fik svenskerne fat i en hel flok Abwehr- og til dels også Gestapofolk efter krigen. Waldhorst endte sandsynligvis i USA, enten via svenskerne eller direkte.”

Tommy Bergmann fik en halv liter fadøl på bordet. Han sagde ingenting til Nystrøm, som nu gentog sig selv, men så i stedet på et ældre par, som sad i tavshed ved et vinduesbord.

“Og du? Jeg rodede lidt rundt i går. I mine arkiver. Jeg vidste, at jeg havde det navn et sted fra, Peter Waldhorst.”

“Dine arkiver?”

“Alle seriøse historikere har arkiver, ved du. Enten giver folk oplysninger gratis til én, eller også sælger de sig for småpenge. Jeg har ikke smidt noget som helst fra gamle dage ud og har endda fået fat i lidt mere i tidens løb, og tror du for fanden ikke, at jeg har et billede fra et selskab hjemme hos Gustav Lande?”

“Gustav Lande?” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg fik et privatarkiv fra en gammel nazist, som døde for tyve år siden, en advokat ude i Asker et sted. Han havde skrevet i sit testamente, at jeg af alle mennesker skulle have hans efterladenskaber, jeg havde vistnok optrådt redeligt engang i slutningen af halvfjerdserne.”

“Hvad skal jeg med et billede af Gustav Lande?”

“Tror du, Gustav Lande er den eneste på billedet?” sagde Finn Nystrøm lavmælt.

Tommy Bergmann blev stille.

“Helt yderst, det er et billede fra en middag sankthansaften 1942, sidder Peter Waldhorst.”

Tommy Bergmann afbrød ham:

“Ved du, om han var med i Hitlerjugend?”

Nystrøm blev stille.

Der kunne kun høres en svag susen på linjen. Nogen hujede ude på torvet, da døren til restauranten gik op. Tommy Bergmann betragtede de sidste solstråler på toppen af bygningen overfor.

“Hvorfor spørger du?”

“Kan du svare?”

“Det ved jeg ikke.”

“Det spiller ingen rolle,” sagde Tommy Bergmann.

“Du er fandens dårlig til at lyve,” sagde Finn Nystrøm.

Tommy Bergmann svarede ikke.

“Men ved du, hvem der sidder ved den anden ende af bordet, oppe ved Gustav Lande?”

“Nej,” sagde Tommy Bergmann.

“Waldhorst ser på hende, som om han er lige ved at dø.”

Tommy Bergmann greb om halvliterglasset. Inden han satte det til munden, sagde han:

“Agnes Gerner.”

“Bingo,” sagde Finn Nystrøm.

“Du må finde Waldhorst for mig,” sagde Tommy Bergmann, “og få scannet det billede og send mig det med e-mail.”

Nu brænder tampen, tænkte han. Nu brænder tampen virkelig. “Og find ud af, om han var med i Hitlerjugend.”

“Jamen ...”

“Bare gør det.”

Finn Nystrøm svarede ikke.

“Det her er ikke til at tro,” sagde han for sig selv. “Det med Krogh ... hvis det skulle være rigtigt, så er det næsten ikke til at tro.”

Nej, tænkte Tommy Bergmann. Hvis det er sandt, er det virkelig ikke til at tro.

Han skulle til at betale regningen, da Fredrik Reuter ringede.

Det kunne vippe til begge sider. I går havde Reuter overvejende været tavs, mens Tommy Bergmann orienterede ham om samtalen med Iver Faalund. Det havde virket, som om han havde brug for en dag til at lade det hele synke ind.

“Tag til Stockholm,” sagde Fredrik Reuter, inden Tommy Bergmann nåede at sige hej. “Spørg efter Claes Tossmann på Rikskrim. Klokken ti i morgen.”

1-0 til mig, tænkte Tommy Bergmann, betalte og forsøgte at gå øllet af sig ved et par omgange rundt i byens centrum.

Han ringede til Drabløs efter at have kørt i en halv times tid. Endnu en gang måtte han meddele, at håndboldtræningen i morgen for hans vedkommende røg sig en tur. Drabløs var blid, som han plejede at være, og tog det som sædvanlig i stiv arm. Et kort øjeblik tænkte Tommy Bergmann, at han burde opføre sig mere i retning af hjælpetræner Arne Drabløs, være ukompliceret og positiv over for livet, uanset om han nogle gange fik det lige i trynen.

Håndboldsnakken fik ham til at tænke på Hadja.

På en Preem-benzinstation standsede han og ringede til hende.

Hendes stemme lød lettet.

“Jeg har tænkt på dig,” sagde hun. Han bildte sig ind, at han kunne høre hende vende sig i sengen, hun havde sikkert været på arbejde i nat.

“Jeg også,” sagde han, inden han nåede at fortryde det. Han fortalte sig selv, at han var for gammel til at spille skuespil, for gammel til at gøre sig kostbar. Som om det var det, der var problemet. Han skød det besværlige fra sig.

De aftalte at mødes, så snart han var tilbage i Oslo.