Søndag den 6. september 1942
Vigelandsparken
Oslo

En flok børn løb ind og ud ad Vigelandsparkens nye granitport. Én af dem snublede og tabte sin hue på gruset. Agnes Gerner bøjede sig ned og samlede den op. Drengen lagde sig på knæ og så på sine håndflader. Et skrabesår i venstre håndflade, ellers ikke noget.

“Her er din hue,” sagde Agnes Gerner og rakte den frem mod drengen, han var måske ni eller ti år. Selv om det åbenbart gjorde ondt, bed han tænderne sammen. Der lå en hinde af tårer over hans øjne. Han strakte hånden frem og takkede lavmælt.

En ældre mand hilste, da han smøg sig ud ad porten foran Agnes Gerner. Hun måtte beherske sig for ikke at se sig tilbage over skulderen. Følelsen af at blive skygget havde aldrig været stærkere, som om hele Kirkeveien var en eneste lang kø af sorte Mercedeser med Peter Waldhorsts ansigt stirrende ud ad hundredvis af bilruder. En mand som han kunne let have lagt en fælde for hende forrige torsdag. Hvad, hvis han kun ventede på at sætte kløerne i hende, ventede, til hun begik en uoprettelig fejl? Allerede dagen efter havde hun talt med Pilgrimmen om det, i Stensparken, bedt ham om at tage det op med Nr. 1, men han havde virket fjern, det virkede ikke, som om han forstod alvoren i, at Waldhorst havde tilkaldt hende. Naturligvis havde hun ikke fortalt, hvad der var foregået, men han måtte vel forstå det? Helst ville Agnes Gerner have talt med Kaj selv, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle få fat på ham. Den eneste kontakt, hun havde med ham, var gennem Helge K. Moen, ellers gik alt gennem Pilgrimmen. Carl Oscar, tænkte hun et sekund og mærkede varmen stråle fra brystet og ud i kroppen. Sekundet efter var det væk, igen var det koldt inden i hende. Hun kom i tanke om, at hun havde kastet op tidligt i dag, selv om hun ikke følte sig syg nu. Måske lidt svag, men ikke syg.

Hun havde kun gået nogle meter ind i parken, da hun så drengen fra før. Han stod med bøjet hoved og knugede huen i den ene hånd. De andre børn var tyve-tredive meter foran ham.

“Er der noget i vejen?” sagde Agnes Gerner og lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. Drengen vendte sig næsten modvilligt omkring.

“Min far slår mig ihjel.” Da han blinkede, løb øjnene over. Agnes Gerner så først nu hullerne i hans bukser.

“Han har ingen penge, siger han.”

Hun åbnede sin håndtaske og tog fem kronestykker op af den. Hun ønskede at give ham mere, men ville ikke vække opmærksomhed. Hurtigt tog hun hans hånd, den højre uden skrabesår, lagde pengene i håndfladen og lukkede hans fingre om mønterne.

“Gå nu,” sagde hun. “De andre er dérhenne.” Hun nikkede mod børneflokken på vej mod broen, hvor det vrimlede med folk, selv om parken mere var en byggeplads end en park for tiden.

“Tak, frue,” sagde drengen, vendte sig og løb indad i parken. En tysk soldat, som gik med en norsk pige ved hånden, vendte sig efter drengen og lo og hviskede noget i øret på pigen. Agnes Gerner undgik det blik, han sendte hende, og gik langsomt hen mod broen, hvor hun trods vrimlen af mennesker allerede havde fået øje på Pilgrimmen, som stod og lænede sig mod rækværket, mens han så på dammen nedenfor.

Mens hun gik, kiggede hun efter drengen, som var i løb hen mod broen, let haltende og stadig med højre hånd knyttet om pengene. En dag, tænkte hun, en dag vil alt det her være forbi.

Allerede da hun stillede sig ved siden af Pilgrimmen, vidste hun, hvad der ville komme. Han var åbenlyst upersonlig og forknyt, som om han havde hærdet sig selv for at være i stand til at lægge en stor byrde, måske for stor, på hendes skuldre.

“Der er mange mennesker her i dag,” sagde hun lavt. “Alt for mange.”

“Perfekt,” sagde Pilgrimmen uden at se på hende, han så bare tomt ud i luften.

Agnes Gerner stirrede ned i slusen, hvor den nordre Frognerdam løb ned i den søndre. Børnenes skrigen fra den anden side gjorde det umuligt for andre at høre, hvad de sagde, selv om der stod et par blot nogle få meter fra dem.

“Har du mødt ham?” sagde Pilgrimmen.

Agnes Gerner vendte sig og gik i retning af den fontæne, som var under opbygning. Da hun var fremme, lod hun, som om hun betragtede stilladserne omkring den enorme skål, som udgjorde toppen af fontænen.

“Hvem?” sagde Agnes Gerner, som om hun ikke forstod.

“Rolborg,” sagde Pilgrimmen mellem tænderne.

“Carl Oscar ... hvor mange gange skal du spørge om det?” hviskede hun og vidste med ét, hvad den uoprettelige fejl, hun havde begået, var. Hun skulle aldrig have fortalt om forskningsdirektør Rolborg i Knaben Gruver og hans forfærdelige molybdænfund i Hurdal.

Pilgrimmen sneg sig op på siden af hende.

“London har truffet en afgørelse.”

Agnes Gerner sagde ingenting.

“Vi må have fat i ham,” sagde Pilgrimmen. “Hurtigt.”

“Jeg savner dig,” sagde hun. Hun var ikke i stand til at holde det tilbage.

Pilgrimmen svarede ikke, rettede bare på den bredskyggede hat, trak den endnu længere ned i panden.

“Tag dig sammen,” sagde han blot til sidst. Deres øjne mødtes et øjeblik, så trak han blikket til sig og tog et par skridt til siden, hilste med hatten på et ældre par, som havde stillet sig op ved stilladset.

“Waldhorst,” hviskede hun. “Han skræmmer mig. Har du talt med Nr. 1?”

Pilgrimmen rystede på hovedet.

“Men ...”

“Mange af dem gør det. Taler nedsættende om Føreren.”

“Hvad med Vendlo-direktivet?” sagde hun. Det direktiv, som manede til agtpågivenhed i omgang med ansatte tyske modstandsfolk, var blevet udstedt af tjenesten, efter at to britiske agenter i Holland var blevet afsløret af Gestapo-agenter, der havde udgivet sig for at være antinazistiske officerer.

“Du har vel ikke røbet dit dække?” sagde Pilgrimmen sammenbidt.

Hun rystede svagt på hovedet.

“Hvad er så problemet?”

Agnes Gerner svarede ikke. Ømheden i maven ville ikke forsvinde. Det var på grund af dén, hun havde kastet op i morges, det var for meget for hende. Hvis Waldhorst ønskede at arrestere hende, ville hun blive ofret. Pilgrimmen ville ikke tro på hende. I nogle sekunder sortnede det næsten for hende. Pilgrimmen vekslede nogle ord med det ældre par, som var kommet nærmere, noget om fontænen. Agnes Gerner hørte ikke efter, i stedet åbnede hun håndtasken og forsikrede sig om, at cyanidampullen lå, hvor den skulle. Et stykke tid blev hun stående og aede den. Til sidst flyttede hun hånden og følte på brevet fra søsteren.

Endelig gik det ældre ægtepar.

“Han forsøger at inddrage dig,” sagde Pilgrimmen. “For at teste dig. Hvis han virkelig havde troet, du var rød, ville han have anholdt dig med det samme.”

“Måske har du ret.”

“Ved du, hvad jeg tror?” sagde Pilgrimmen. “Det er en enkel verden, vi lever i. Waldhorst er forelsket i dig. Enkelt og godt. En forbandet enkel verden.” Han strøg en tændstik og tændte en cigaret. Hans blik var tomt og fjernt, som om han overhovedet ikke kendte hende. Som om han ikke kunne bryde sig mindre om Agnes Gerner.

Hvordan kan han vide det? tænkte Agnes Gerner.

“Nr. 1 vil møde dig,” sagde Pilgrimmen.

“Hvorfor?” spurgte hun.

“Jeg tror, du ved hvorfor.”

Agnes Gerner svarede ikke. Et øjeblik snurrede hele parken rundt for hende.

“Jeg kontakter dig.”

Det sank i hende. Jeg kontakter dig. Hvad var det for noget at sige?

Agnes Gerner gik rundt om sig selv et par gange, derefter standsede hun nogle meter foran ham.

“Hvorfor?”

Pilgrimmen svarede ikke, men tog et par skridt hen mod hende. I en brøkdel af et sekund kom han i berøring med hendes hånd, så gik han forbi, hans blik var væk, men han standsede et kort øjeblik. Hun nikkede bare og kiggede ned på hans hånd, ønskede, at han skulle stryge hende over kinden, her i fuld offentlighed, at hun kunne flygte sammen med ham og tage Cecilia med. Flygte fra det hele.

Agnes Gerner stod stiv tilbage og så tomt hen mod stilladserne rundt om fontænen.

Den hujende børneflok kom løbende bag hende, pludselig havde de omringet fontænen og løb i en kreds rundt om hende. Hun fangede den drengs blik, som hun havde givet penge, stadig knugede han pengene i hånden, men smilet var tilbage i hans ansigt. Hun fanged hans blik nogle gange. Javel, tænkte hun. Så må jeg gøre det. For dig og dine venner.