Tirsdag den 17. juni 2003
Rikskriminalpolisen
Polhemsgatan
Stockholm

Tommy Bergmann så ud over Riddarfjärden, hvorefter han gik op ad Polhemsgatan. At Stockholm var en smuk by, havde han fået fortalt masser af gange, og denne udsigt var virkelig ubeskriveligt smuk. Af en eller anden grund gjorde den slags panoramaer ham altid ensom og melankolsk, og det var ikke stemninger, han brød sig om at lade sig overmande af. Der var trods alt noget godt ved, at han rejste så lidt, som han gjorde. I går morges havde han fået en telefonopringning fra Claes Tossmanns sekretær om, at mødet desværre måtte udsættes til tirsdag, og havde således fået mere end rigelig tid til at se sig om i byen. Gud byggede Stockholm, kongen København og kommunen Oslo, var det ikke sådan, ordsproget lød?

Efter at være gået forkert adskillige gange, Polhemsgatan var ikke helt så enkel, som kortet viste, fandt Tommy Bergmann endelig frem til Rikskriminalpolisens labyrintiske bygning. Den lignede et uindtageligt fort i rustrøde, glinsende overflader. Tommy Bergmann følte sig afvist, allerede inden dørene under glasbaldakinen gik op.

Fredrik Reuters gode ven kriminalkommissær Claes Tossmanns kontor var ikke noget at juble over. Det var aflangt og smalt, desuden var der ingen udsigt at tale om, bare ud til et atrium beliggende mellem de forskellige fløje, som Tommy Bergmann havde udsyn til.

“Persson er vel død for snesevis af år siden,” sagde Tommy Bergmann.

“Ja, det er han vist,” sagde svenskeren og lod sit blik glide ud ad vinduet, som om der fandtes noget, der var værd at se på derude. Han kløede sig ustandselig i en bar plet oven på hovedet.

Tommy Bergmann bladede i de dokumenter, som Tossmann nærmest modvilligt havde skubbet over den tomme skrivebordsplade. Det gulnede ark med vidneudsagn lyste mod Tommy Bergmann. Nogle korte linjer med skrivemaskineskrift, et sted var maskinens taster gået gennem papiret. Rapporten havde fire bilag, og Tommy Bergmann havde et lille håb om, at de ville være mere interessante end selve rapporten. Det første var en såkaldt teknisk forundersøgelse, som allerede fra første linje konkluderede, at Kaj Holt havde valgt at gå over i historien for egen hånd. Både krudtmærkerne i hovedet, fingeraftrykkene på våbnet og indgangshullets vinkel var entydigt foreneligt med selvmord. Derefter fulgte en vidneafhøring med frk. Barbro Wilén, som vistnok skulle have haft en del med Holt at gøre, og som var blevet vækket, natten før han blev fundet død, af, at Holt ringede på hendes dør. Frk. Wilén havde bedt ham om at komme igen dagen efter, fordi han lød så beruset, og fordi han altid blev så nedtrykt, når han var beruset. Tommy Bergmann bladede videre til bilag tre, som var en vidneafhøring af en frk. Karen Eline Fredriksen, sekretær ved den norske legation i Stockholm, militærkontor IV. Frk. Fredriksen bekræftede, at lejligheden var lejet af den norske legation. På sidste linje stoppede Tommy Bergmann op. Frk. Fredriksen kendte godt til afdøde og bekræfter, at han var periodisk suicidal. Han lagde arket med vidneafhøringen af Karen Eline Fredriksen til side for at tage det næste bilag op, men var tydeligvis kommet til slutningen. Der fandtes ikke flere bilag i dokumentomslaget. Han kastede et blik på Tossmann, men hans stol var tom. Tommy Bergmann vendte sig rundt i lokalet. Tossmann stod med ryggen til henne ved konferencebordet og nippede visne blade af en potteplante, mens han fortsatte med at klø sig i hovedet. Et øjeblik efter gik han tilbage til skrivebordet og mødte Tommy Bergmanns blik med en spørgende mine, som lyste af påtaget venlighed. Tommy Bergmann bladede tilbage til rapporten fra kriminalinspektør Gösta Persson. Han overvejede at spørge, om Tossmann vidste, at Persson blev dræbt, men slog det hen. Tossmann ville under alle omstændigheder ikke gøre andet end at glide udenom.

Det fjerde bilag, tænkte Tommy Bergmann og så på rapportens oversigt over de nummererede bilag. Ifølge oversigten skulle det være et papirark med påskriften Undskyld. Kaj, men det var væk. Han tog Holts identifikationspapirer op, som var fæstnet til bagsiden af selve rapporten med en clips. Et stykke tid holdt han det tørre, gulnede papir mellem fingrene og betragtede fotografiet af Kaj Holt. Han havde et trist drag over ansigtet, som om han bar på en stor sorg. Havde Nystrøm ikke sagt, at der ikke fandtes et eneste billede af Holt? Måske var han én ud af ganske få, der havde set denne mappe.

“Hvor er papirlappen?” sagde han og kiggede over på Tossmann, som havde sat sig i sin stol igen.

Telefonen ringede på skrivebordet.

“Förlät,” sagde Tossmann.

Tommy Bergmann stillede sig ved vinduet. Solen bagte på glastaget udenfor, det hele var én eneste stor, skinnende overflade.

“Ja. Jaså,” sagde Tossmann i telefonen. Han talte i enstavelsesord og korte grynt i et par minutter.

“Giv mig fem minutter,” sagde Tossmann til sidst og lagde på.

Tommy Bergmann vendte sig rundt.

“Ja, hvordan går det så med Fredrik?” sagde Tossmann.

“Det går vist godt,” sagde Tommy Bergmann.

Uret tikkede sig frem til tre bag Tossmann.

“Ved du, hvad der er blevet af papirlappen?” sagde Tommy Bergmann. “Fra Holt. Den med Undskyld punktum Kaj på.”

Tommy Bergmann holdt rapporten op foran ansigtet på Tossmann.

Claes Tossmann trak vejret tungt gennem næsen. Derefter gned han sig hårdt på øjnene i noget, der virkede som flere sekunder. Da han åbnede dem igen, var de rødsprængte, som om han havde været på druk i ugevis for at glemme noget, som han ikke ønskede at huske.

“Ifølge rygterne i Huset blev den sendt til Norge. Men der er ingen, der ved det med sikkerhed.”

“Til Norge,” sagde Tommy Bergmann.

Tossmann nikkede.

“Du ved vel ikke hvor i Norge?”

Han rystede på hovedet.

“Tyvärr.”

“Til politiet?”

Tossmann slog ud med armene.

Tyvärr, tænkte Tommy Bergmann.

“Bergmann,” sagde Tossmann og rejste sig møjsommeligt fra kontorstolen. “Jeg har et møde nu ... beklager.” Han slog ud med armene igen.

Tommy Bergmann nikkede kort og noterede hurtigt nogle stikord om de få punkter i rapporten. Uden at han helt vidste hvorfor, noterede han også navnet på denne sekretær ved den norske legation, Karen Eline Fredriksen. Derefter skrev han Undskyld. Kaj.

“Peter Waldhorst,” sagde Tommy Bergmann “Det navn siger dig ingenting?”

Endnu en gang “tyvärr”.

“Er du sikker?” sagde Tommy Bergmann.

“Kære Bergmann,” sagde Tossmann, “det eneste, jeg ved om denne sag, er det, du har mellem fingrene dér.”

Tommy Bergmann nikkede.

“Måske, hvis han var i Sverige under krigen.” Tossmann trak på skuldrene.

“Jeg må gå nu,” sagde han og så på uret.

“Vi sætter pris på det her,” sagde Tommy Bergmann.

“Det var så lidt, men jeg forstår ikke, hvad Fredrik skal med det.” Claes Tossmann holdt dokumentomslaget demonstrativt i vejret, hvorefter han stak det ned i en skuffe i arkivskabet under skrivebordet.

Nej, det gør du vel ikke, tænkte Tommy Bergmann.

★

Køreturen hjem var længere, end han kunne have ønsket sig.

Men den gav ham god tid til at tænke. Mere, end han måske havde brug for.

Da han kom ud ad døren på Statoil-stationen i Karlskoga, blev han stående og holdt i dørhåndtaget på indgangsdøren, mens han stirrede tomt på Aftonbladets forside i stativet udenfor.

Hvorfor skulle nogen sende den papirlap med Undskyld. Kaj på til Norge, havde han tænkt de sidste to og en halv time.

Nu var det, som om der kun var én mulighed tilbage. Hvor ville han også selv have sendt den hen?

Han måtte hjem. Det havde allerede ventet for længe.

Lige inden rigsgrænsen ringede han til Halgeir Sørvaag.

“Find ud af, om Kaj Holt havde nogen børn,” sagde han.

“Hvad fanden er det, du snakker om?” sagde Sørvaag.

“Find ud af ...”

“Har du set på uret? Tror du, jeg sidder på arbejdet nu? Jeg er ikke lige så afdanket som dig, Tommy.”

Lyden fra et tv-apparat kunne høres svagt i baggrunden. Tommy Bergmann skulle til at åbne munden, men Sørvaag havde allerede lagt på.

Han så på uret på displayet i bilens midterkonsol, halv syv, var den virkelig blevet så meget? Han lagde sig ud i overhalingsbanen og passerede et vogntog. Først da han var oppe på 150 kilometer i timen, lagde han sig ud i yderbanen igen, lige inden han ville have endt sine dage mod en modkørende kassevogn.

Lige før han kom til Ørje, dukkede en tanke op i bevidstheden. Tommy Bergmann krængede bilen ind ad frakørslen, parkerede ved den rødmalede kafé ved indsejlingen til slusen og gik de sidste få meter til den lille strand ved søen. Nogle børn hylede og skubbede hinanden ned fra en flåde ude på søen. Tommy Bergmann betragtede dem og mærkede i en lille tidsspalte børnenes glæde et sted langt inde i sig selv. Solen spejlede sig nærmest i en død vinkel hen over vandoverfladen, over mod den anden bred, kun afbrudt af en motorbåd, som i lav fart skar hen over vandet helt ovre ved søens modsatte bred.

Det stod ganske klart for ham nu.

I hånden holdt han notesblokken. Han bladede sig tilbage. Side for side, som om hele sagen fremstod i langsom film, bare baglæns. Marius Kolstad stod der øverst på en af siderne. Hans blik gled langsomt ned over siden. Blot fire-fem linjer havde han noteret. Stikord, som kun han selv forstod, Krogh faldt sammen efter konens død. Karen. Så bladede han hurtigt fremad, til han kom til den sidste side, de få skriblerier fra mødet med Tossmann i Rikskrim.

Vidne fra den norske legation. Karen Eline Fredriksen.

Havde han ikke læst et eller andet sted, at Kroghs kone arbejdede netop ved den norske legation i Stockholm under krigen?

Han måtte tilbage til bilen for at tænke ordentligt. Han lagde notesblokken fra sig på passagersædet og kørte ud på E18 igen. Han blev pludselig overmandet af en følelse af tidnød. Efter blot et minut eller to dukkede der en lille rasteplads op, han fik svinget bilen ind. Han måtte standse for at tænke klart.

Var det virkelig sådan? Havde Carl Oscar Krogh selv dræbt Kaj Holt i Stockholm og derefter sendt sin kommende kone til lejligheden i Rindögatan for at forsikre stockholmspolitiet om, at Kaj Holt var suicidal? Tommy Bergmann bladede i notesblokken, til han fandt notaterne fra afhøringen af Bente Bull-Krogh. Hendes mobilnummer stod skrevet i margenen på en af siderne.

Tommy Bergmann stak en cigaret i munden, steg ud af bilen og satte sig på en af bænkene på rastepladsen. Nogle få regndråber ramte han i panden. Han tændte cigaretten og tastede nummeret, lagde hovedet bagover for at se, hvor i alverden regndråberne kom fra. Over ham var himlen lige så blå, som den havde været hele dagen.

Det eneste, han ikke kunne få til at stemme, var, at Krogh skulle have engageret sig så voldsomt i efterforskningen af Kaj Holts dødsfald. Havde han virkelig været så forbandet kold?

Vent, tænkte han og fulgte en tømmerbil med blikket, den susede forbi og forsvandt. Der kom ingen biler forbi i et godt stykke tid.

Han lagde mobilen tilbage i inderlommen.

Det bedste ville være ikke at give Bente Krogh nogen ledetråde. Sekundet efter vidste han ikke, hvad der ville være bedst. Han måtte under alle omstændigheder først få undersøgt, om Karen Eline Fredriksen faktisk var den samme som Karen Krogh. Tommy Bergmann så på uret. Der var det med Holts eventuelle barn. Han forbandede Sørvaag, men kunne vanskeligt bebrejde ham for ikke at ville gå i gang med at lede efter personer, som måske ikke fandtes, her til aften. Han kunne selvfølgelig ringe til Nystrøm og få svaret med det samme, men vægrede sig ved det. Han havde allerede sagt for meget til Nystrøm. Han ville ganske enkelt lægge to og to sammen, han vidste godt, hvor Tommy Bergmann ville hen. Men Torgeir Moberg ville ikke forstå sammenhængen, i hvert fald ikke nu. Tommy Bergmann fandt Mobergs visitkort frem, som han havde fæstnet med en clips til et af arkene i notesblokken. Han ringede først til kontortelefonen. Moberg virkede som en mand, der kunne være på arbejde på denne tid af døgnet, selv på en fin sommeraften.

Lige som han skulle til at afbryde, blev røret taget.

“Moberg,” sagde Tommy Bergmann.

“Det mest interessante er, hvem du er,” sagde stemmen i den anden ende. Tommy Bergmann genkendte den som Mobergs.

“Bergmann, pol ...”

Torgeir Moberg afbrød ham med et højlydt suk.

“Jeg troede, vi blev færdige sidst, Bergmann? Men fyr bare løs ...”

“Bare et enkelt spørgsmål,” sagde Tommy Bergmann. “Om Kaj ...”

“Holt ...” fuldførte Moberg.

“Et enkelt spørgsmål, bare for at komplettere billedet af Holt.” Han kunne høre på sin egen stemme, at han ikke var verdens bedste løgnhals lige på det tidspunkt, men det fik være.

“Ja?” Moberg trak på det, som om han ville understrege, at han syntes, det her var spild af tid.

“Havde Kaj Holt nogen børn? Og ved du, om hans kone lever endnu?”

Moberg stødte luft ud af næsen.

“Ja til nummer ét, ét barn, så vidt jeg ved, nej til nummer to. Men kom nu, Bergmann, vil du virkelig fortælle mig, at I bruger tid på det her, hvad?”

“Søn eller datter?”

“Jamen, det spiller da vel ingen rolle, barnet kunne vel knap nok stå oprejst, da Holt døde.”

“Jeg ville sætte pris på et ganske enkelt svar,” sagde Tommy Bergmann.

“Datter,” sagde Moberg.

“Har du nogensin ...”

“Truffet hende, talt med hende? Nej,” sagde Torgeir Moberg.

Der fulgte en pause.

“Tak skal du have,” sagde Tommy Bergmann.

Han kunne ligefrem se Moberg for sig, som han sad i sit kontor. Han tænkte sikkert, at denne politimand var fuldstændig inkompetent og på vildspor, men det fik så være.

“Du vil måske også vide, hvad hun hedder?” sagde Moberg.

“Gerne.”

“Vera,” sagde Moberg. “Om hun stadig hedder Holt, kan du vel selv finde ud af.”

Tommy Bergmann takkede endnu en gang, han holdt en kunstpause, inden han ville afbryde, bare for at give Moberg tid til at spørge om, hvorfor han pludselig var så optaget af, om Kaj Holt havde nogen børn. Men Moberg gjorde ikke andet end at grynte, at han måtte have en fortsat god aften, hvorefter han afbrød samtalen.

Vera Holt, tænkte Tommy Bergmann. Han måtte finde Vera Holt.

Hvor lang tid ville det tage ham at køre ind til Oslo? Maksimalt en time.

Han kunne få svaret nu ved at ringe til vagtcentralen og få dem til at lave en søgning, men det måtte vente.

★

Adgangskortet til politigaragen fungerede ikke. Tommy Bergmann trykkede nærmest modvilligt på den firkantede ringeklokke, det føltes som en unødvendig anstrengelse.

Han sov fem minutter i bilen, hvorefter han brat vågnede ved en patruljevogn, som satte sirenen i gang, idet den fór ud ad porten. Nogle sekunder var han omtåget og kunne ikke engang huske, hvorfor han vågnede op i en civil tjenestebil. På sjette etage var der så godt som tomt for folk, hist og her en enkelt tosse, som sad og gjorde forsøg på at redde byen fra fortabelse. Tommy Bergmann så på uret og tænkte, at han selv var en af slagsen. Han trøstede sig med, at klokken ikke var mere end et kvarter over ni om aftenen, og at han havde en bedre udsigt fra sit kontor end denne Claes Tossmann ved Rikskrim i Stockholm.

Den første søgning i Folkeregistret var enkel nok. Karen Krogh havde været død i godt et år. Og ganske rigtigt, hun var født Karen Eline Fredriksen den 24. november 1917 og døde som Kroghs kone den 25. februar 2002. Hvor meget han end forsøgte at stritte imod, forstod Tommy Bergmann, at det ikke kunne være nogen tilfældighed, at det lige var Kroghs kommende kone, der stillede fra den norske legation, da Holt blev fundet død. Tænk dig bedre om, tænkte han øjeblikket efter. Var han i gang med at opbygge et korthus af svage indicier, som han selv havde fundet på? Han måtte finde ud af, om Karen Krogh på et tidspunkt havde sagt noget om Kaj Holt, noget, der kunne give ham grund til at tro, at ikke alt var, som det skulle være i forbindelse med Holts dødsfald. Og det måtte være hendes datter, der stod hende nærmest, i hvert fald blandt dem af Karen Kroghs bekendte, der stadig var i live.

Endnu en gang fandt Tommy Bergmann datteren Bente Bull- Kroghs mobilnummer frem, men endnu en gang lod han være med at ringe efter at have tastet alle cifrene. Han bestemte sig for at dukke uanmeldt op hos hende den følgende morgen. Hvis han ikke tog fejl, var der et eller andet, Bente Bull-Krogh holdt skjult for ham, og så var det bedre at komme uanmeldt end at give hende tid til at tænke sig om. Det første, han måtte gøre, var under alle omstændigheder at få klaret hovedet: Han kunne simpelthen ikke få det til at gå op, at Krogh skulle have været involveret i drabet på Holt for derefter at lave en masse larm i de efterfølgende år for at finde ud af, hvem der eventuelt havde dræbt ham. Meget få mennesker var så kolde, at de ville kunne gennemføre sådan et skuespil. Tommy Bergmann tog en Postit-blok og skrev en huskeseddel til sig selv om, at han skulle ringe til psykolog Rune Flatanger i Kripos’ gerningsmandsgruppe.

Søgning nummer to i Folkeregistret, troede han, ville komme til at byde på større problemer end i tilfældet Karen Krogh. Men der fandtes kun én person i hele landet, som hed Vera Holt, og hun boede kun nogle få hundrede meter fra Politihuset. Han læste oplysningerne på skærmen langsomt som for at forsikre sig om, at de stemte. Vera Holt var født den 6. januar 1945 i Stockholm, Sverige. Far: Kaj Holt, kaptajn. Mor: Signe Holt, husmor. Civilstatus: Ugift. Bosted: Kolstadgata 7, 0652 Oslo. Hurtigt søgte han på Holts kone Signe, men hun var død i 1997. Altså var det sandsynligvis Vera Holt, der sad på bevismaterialet fra stockholmspolitiet, hvis Kaj Holts angivelige selv- mordsskriblerier i det hele taget stadig fandtes.

Tommy Bergmann lukkede øjnene et par sekunder, mærkede, hvor træt han var, og tænkte et øjeblik, at det hele bare var indbildning, ren og skær ønsketænkning fra en politiefterforskers side. Han drejede læselampen væk fra skærmen og satte sig på kanten af stolen.

“Vera Holt,” sagde han endnu en gang for sig selv. “Du har været her hele tiden, lige for næsen af mig.”

Men Kolstadgata 7, det kunne ikke være gået Kaj Holts datter godt i livet. Et værre sted fandtes ikke i denne galskab af en by, den kommunale blok et par stenkast fra Politihuset var ren og skær slum.

Inden han fik nået at tænke sig om, havde han allerede søgt på hendes personnummer i Agentsøk, det fælles søgeredskab, som sammenknyttede alle de oplysninger, etaten havde på folk, som på en eller anden måde havde været i kontakt med dem.

Hvad er det her? tænkte Tommy Bergmann og studerede bogstaverne eller rettere tegnet på skærmen foran sig.

Vera Holt, født den 6. januar 1945, havde ingen anmærkninger, hverken som forurettet eller som vidne eller var idømt nogen straf. Alligevel var kommentarfeltet til højre for hendes navn mærket med en asterisk. Det eneste, Tommy Bergmann vidste om Agentsøk, var, at det indeholdt links til blandt andet strafferegistret og overvågningsregistret i et antal politidistrikter, men kun fra tiden efter, at alt var blevet elektronisk journalført. Og det var måske ikke mere end ti år siden.

Der fandtes altså en gammel sag på Vera Holt. Men i så fald burde den have været afskrevet og ude af systemet for længst.

Enten har nogen glemt at fjerne stjernemarkeringen af Vera Holt.

Eller også må det være en alvorlig sag, tænkte Tommy Bergmann. En meget alvorlig sag.

Mobiltelefonen afbrød hans tanker.

“Er du tilbage?” sagde Hadja i den anden ende.

Tommy Bergmann følte sig med ét vågen igen.

“Ja,” sagde han lavt og tog en udskrift fra Agentsøk. Det ville tage ham fem minutter at gå hen til Vera Holt i Kolstadgata. Men det var sent, og grundlaget for at aflægge hende et besøg var rimelig tyndt. Desuden havde han mere lyst til at træffe Hadja end Vera Holt.

“Hvor er du?”

“På arbejde.”

“Åh.” Der lød en lille skuffelse i den anden ende. “Martine overnatter hos Sara, jeg er ledig i aften, hvis du har tid.”

“Kan du ikke komme herind?”

“Til Politihuset?”

Han måtte le. Hadja begyndte også at le.

“Tag en taxa,” sagde han og slukkede pc’en. “Jeg savner dig.” Det lignede ikke ham at sige den slags, men han mente det virkelig. Mens han gik hen mod Café Oliven i Nordbygata, kunne han knap nok vente, til han så hende igen. Det fik ikke hjælpe, at dette ikke var det mest fornuftige, han kunne foretage sig.

En halv time senere sad de over for hinanden, og efter nogle indledende minutter med lidt tomsnak, pludselig usikre begge to, var de tilbage, hvor de havde været for knap en uge siden. Atter en gang fik Tommy Bergmann en fornemmelse af, at hun faktisk kunne være den rette for ham, han greb hendes hånd et stykke tid bare for at vise hende, at det her virkelig var noget, han ville. Det smil, hun sendte ham, inden hun vekslede nogle ord på arabisk med tjeneren, gjorde ham for en kort stund inderligt lykkelig, som om der blev sendt en skarp lysstråle gennem det mørke, han nogle gange følte, at han bar på.

Han betragtede hende i profil. Hun var mere sminket, end han før havde set, og han mærkede, at de andre mennesker i lokalet kiggede temmelig åbenlyst på hende. Han følte sig mærkeligt nok rolig ved tanken om, at andre mænd fandt hende attraktiv, snarere stolt af, at det var ham, der sad her sammen med hende, i stedet for at være boblende af et raseri, han ikke anede, hvor kom fra, og langt mindre var i stand til at kontrollere.

“Du er en heldig mand med sådan en smuk kæreste,” sagde tjeneren til Tommy Bergmann. “Hun siger, hun ikke er palæstinenser, men jeg tror, hun ér ... kun palæstinensiske kvinder er så smukke, min ven.” Han lo ad sig selv og tog menukortene. De sad og så på hinanden med skæve smil om munden, halvt forlegne begge to.

“Fortæl mig om Sverige-turen,” sagde hun.

Han fortalte det lidt, han kunne, hvorefter hun gav ham en opdatering om de sidste håndboldtræninger, det meste fra Saras mund. Hadjas efterligning af Drabløs’ fakter og polerede sunnmørdialekt fik ham til at le højt flere gange.

“Du har et talent for det der,” sagde han.

Hun skar en grimasse.

“Fortæl det til Teaterhøgskolen, efter to gange opgav jeg at komme ind. Måske skulle jeg lave en opsætning på Sagenehjemmet, måske en romantisk komedie, med plejere og patienter, hvad tror du?”

De delte en stor portion mezzeh og en flaske rødvin.

“Det her har været den længste uge i mit liv,” sagde hun stille og strøg ham op over armen.

Hvor lang tid det var, siden han sidst havde kælet med nogen i en taxa, vidste han ikke, men det fik ham til at føle sig uendelig meget yngre. Pakistaneren kørte langsomt og skruede op for bangramusik- ken, som om han ville lade dem få så meget tid som muligt. Tommy Bergmann tænkte, at han hellere burde have kørt som død og helvede.

Da hun hviskede jeg elsker dig i hans øre, da han kom, tænkte han selv på at sige det samme. Hun på det nærmeste låste ham fast med benene og hævede sig op efter ham, nærmest gennem ham.

Bagefter blev de liggende og fantaserede om ting, de kunne gøre sammen, det begyndte med en tur til Stockholm og fortsatte nedad i Europa, til Spanien, og derfra over Gibraltarstrædet til Tanger.

“Marokko,” sagde Hadja. “Jeg har lyst til at vise dig Marokko engang.”

Siden sagde ingen af dem noget mere, hun lå bare oven på ham, indtil rytmen af deres respektive åndedræt faldt sammen til én.

Først to timer senere, da hun var gået, da taxamotorens dieselbanken var opslugt af suset fra E6, og han lænede sig mod vindueskarmen og så mod det punkt på Glimmerveien, hvor de røde baglys var forsvundet, tænkte han, at det her ikke kunne gå. Han lagde sig i sengen igen og inddrog lugten af hende, af parfume, sved, rødvin, krydderier. Det var, som om Heges stemme fyldte hans hoved, da han lukkede øjnene og tænkte på, at han måtte prøve at sove det af sig, den dårlige samvittighed over at have skjult sit sande jeg for Hadja.

Han stod op og lagde sig i stedet på sofaen i stuen, kæderøg, til dagen gryede mellem blokkene.