Onsdag den 18. juni 2003
Politihuset
Oslo

Klokken var lidt over otte, og Tommy Bergmann havde allerede givet sekretæren i forkontoret to opgaver bare for at komme på forkant med Fredrik Reuter inden morgenmødet. Den ene opgave var at opstøve Vera Holts sagsmappe i fjernarkivet for at finde ud af, hvad stjernemærket i registret betød, den anden var at bestille en flybillet til Berlin samt et acceptabelt hotelværelse. Selv sad han med telefonen i hånden for at ringe til oplysningen.

Han nedskrev omstændeligt de tolv cifre, som udgjorde telefonnummeret i Berlin, derefter åbnede han vinduet ud mod Åkebergveien på vid gab og tændte sig en cigaret. Han læste endnu en gang den e-mail, Finn Nystrøm havde sendt klokken halv to i nat:

Tommy.
Sender dig billedet som aftalt. For øvrigt ikke helt uinteressant: Peter Waldhorst bor i Berlin som amerikansk statsborger Peter Ward. Adresse: Gustav Freytag Strasse 5. Ifølge min kollega er det Waldhorst-familiens gamle hus, og det er en velkendt hemmelighed, at Waldhorst flyttede hjem til Berlin for cirka ti-femten år siden. Iver Faalund har vel ikke lavet ret meget andet end at drikke de sidste årtier, desværre. Jeg står lidt tvivlende overfor hans tankespinderi (for øvrigt ligger Waldhorst/Wards hus ikke i Berlins mest ringe kvarter ... tag din tennisketcher med, hvis du har en).
Hilsen Finn. Keep me posted ...

Keep me posted, tænkte Tommy Bergmann. Jeg skal give dig posted. Han måtte indrømme, at han måske var begyndt at dele Finn Nystrøms skepsis angående Iver Faalund. Vedhæftet e-mailen var fotografiet fra sankthansaften 1942. Tommy Bergmann åbnede først den fil, der viste bagsiden af fotografiet, hvor nogen havde skrevet initialerne, Peter Waldhorst, Gustav, Agnes, Brigadeführer Seeholz og hvad de nu alle sammen hed. Tommy Bergmann åbnede den første jpeg-fil, som var den scannede forside af fotografiet. Gustav Lande sad i smoking med ansigtet vendt bort fra kameraet. Og Peter Waldhorst, mørkhåret, men med øjne, der var for tætsiddende til, at han kunne kaldes en smuk mand, holdt sit blik stift rettet mod Agnes Gerner. Hun på sin side fik Tommy Bergmann til at føle en mærkværdig form for jalousi, selv om hun for længst var død og begravet i Nordmarka. Måske var det netop sådan, det havde været. At Agnes Gerner var en kvinde, man ville dræbe for, og at de to andre, Johanne Caspersen og lille Cecilia, bare havde stået i vejen. Måske var det ikke mere indviklet? Måske var Krogh bare sygeligt jaloux, og måske havde Kaj Holt ingenting med sagen at gøre? For det var det, Tommy Bergmann simpelthen ikke kunne få til at stemme: Hvis Iver Faalund havde ret i, at det var Krogh, der havde dræbt de tre, og at han senere havde ryddet Holt af vejen, hvorfor skulle Krogh så lave så meget påstyr omkring Kaj Holts død, det ville jo være ren og skær idioti? Én ting var, at han ville fremstå som uskyldig, men Krogh selv kunne samtidig let blive mistænkt for drabet.

Tommy Bergmann viftede sekretæren af, da hun kom ind ad døren, han sad allerede med telefonrøret for øret og tastede nummeret til Rune Flatanger i Kripos’ gerningsmandsgruppe. Sekretæren ignorerede ham, marcherede ind og lagde en lille stak papirer foran ham. Tommy Bergmann skimmede dem løst igennem, mens han ventede på, at Flatanger skulle svare. En hotelreservation og en rejserute med et sent eftermiddagsfly til Berlin via Kastrup.

Rune Flatanger tog telefonen, lige da Tommy Bergmann skulle til at opgive. Inderst inde havde han sjældent eller aldrig lyst til at tale med manden, selv om han havde hjulpet til ved flere anledninger, når Oslo politidistrikt savnede kompetence. Flatanger var hyggelig nok, men han fik altid Tommy Bergmann til at føle sig nøgen og utilstrækkelig, som om han kunne se lige igennem ham, afklæde ham for alle de løgne, han bar rundt på. Måske brød han sig bare ikke om at tale med en psykolog som Flatanger. Han burde selv være gået til én. I et glimt mærkede han følelsen af Hadjas hud mod sin egen. Han bandede for sig selv. Det kunne ikke fortsætte.

“Længe siden, jeg har set dig heroppe,” sagde Flatanger i den anden ende.

“Det er vel en god nyhed,” sagde Tommy Bergmann.

Han satte hurtigt Flatanger ind i sagen.

“Vores ledende teori,” sagde Tommy Bergmann og vidste, at han smurte tykt på, “er, at Krogh likviderede de tre, men at det måske var en fejllikvidering. Eller at Krogh ikke havde helt rent mel i posen.”

“Ja,” sagde Flatanger på sin polerede dialekt, umuligt at vide, hvorfra i landet den stammede, tænkte Tommy Bergmann.

Inde på kontoret hørtes blot en svag susen fra trafikken på Åkebergveien. Tommy Bergmann troede, han kendte svaret, men han var bare nødt til at få det bekræftet af en anden, én, som ikke stod med begge ben plantet i sagen. Han vidste ikke, hvilken reaktion han havde ventet fra psykolog Flatanger, måske, at han ville blive forfærdet eller sige, at det ville føre til skandale, eller noget lignende. I stedet sagde han bare på psykologvis et spørgende “ja”, som om han lagde alt i Tommy Bergmanns hænder.

“Og Kaj Holt afhørte en tysk Gestapo-officer i Lillehammer, to dage før han blev fundet død.” Tommy Bergmann standsede et øjeblik, han følte sig forvirret ved sin egen udlægning, hvad var det egentlig, han var ude efter?

“Han fik altså noget at vide i Lillehammer, som blev skæbnesvangert, er det dét, du mener?” sagde Flatanger.

Tommy Bergmann rømmede sig. Så sprang han ud i det.

“Det her må blive mellem os to lige for øjeblikket ... men jeg tror, at Krogh fik Kaj Holt dræbt i Stockholm. Sandsynligvis fordi Kaj Holt var begyndt at tale om, at Krogh havde dræbt de tre, vi fandt i Nordmarka, to kvinder og et pigebarn. Eller, endnu værre, at Krogh arbejdede for tyskerne. Jeg ved ikke, hvornår Holt fik at vide, at Krogh havde dræbt de tre. Normalt ville Holt have vidst besked, da det skete, eventuelt have viderebragt ordren fra London, men jeg bilder mig ind, at Holt måske fik det at vide i Lillehammer, at det gjorde ham så opbragt, at han begyndte at tale om det ... Krogh havde gode venner i den svenske sikkerhedstjeneste.”

Psykologen var stille i den anden ende.

“Jeg forstår bare ikke, hvorfor det var Krogh, der stod i spidsen for de norske forsøg på at finde ud af, hvad der skete med Holt, hvis det faktisk var Krogh, der fik ham dræbt eller selv dræbte ham,” sagde Tommy Bergmann.

Der var en rømmen i den anden ende.

“Hvem er den mest hjælpsomme på et brandsted?” sagde Rune Flatanger.

“Pyromanen,” sagde Tommy Bergmann for sig selv.

Der blev stille mellem dem i lang tid.

Til sidst brød Flatanger stilheden.

“Hvis den ledende teori er rigtig, vil nogen med tilknytning til Kaj Holt have et relativt indlysende motiv, tror du ikke?”

Tommy Bergmann ville ikke engang tænke tanken.

Alligevel faldt hans blik på to ord på pc-skærmen.

Vera Holt.

★

Tommy Bergmann gik med raske skridt væk fra rød zones store mødelokale. Han så på uret. Fem minutter over ti. Af en eller anden grund ville han give Waldhorst lidt ekstra tid, før han ringede. Måske ville han bare give sig selv lidt bedre tid til at komme ovenpå igen. Morgenmødet var ikke gået så godt, han var blevet presset af politiadvokaten med hensyn til, hvad Kaj Holt-sagen egentlig havde med drabet på Carl Oscar Krogh at gøre, og havde kun med nød og næppe klaret at redde sig i land. Iver Faalunds påstande var alvorlige, men trods alt ikke andet end påstande, og det var Tommy Bergmann også selv klar over. Desuden gjorde det med Hadja ham nedstemt. Det burde selvfølgelig have gjort ham glad, men selv om han faktisk ønskede at træffe hende igen hurtigst muligt, kunne det aldrig gå. Han tog mobiltelefonen frem inde på kontoret og tastede hendes nummer.

Eller nej, han måtte møde hende ansigt til ansigt. Det måtte blive senere, efter Berlin. Han stirrede ned i notesblokken, hvor han havde nedskrevet telefonnummeret til Peter Ward, Gustav Freytag Strasse, Berlin. Der var virkelig ingen grund til at vente længere.

En kvinde tog telefonen, da han var lige ved at opgive. Tommy Bergmann huskede så tilpas meget tysk fra skolen, at han forstod, hvad kvinden i den anden ende sagde, og også at hun ikke var tysk, men indvandrer, mest sandsynligt asiat.

“Jeg vil gerne tale med Peter Ward,” sagde Tommy Bergmann på engelsk. Han hørte kvinden frembringe en lyd, derefter blev der stille, som om hun holdt en hånd over røret. Tommy Bergmann forsøgte at lytte efter lyde, men hørte ingenting.

“Hvem taler jeg med?” sagde en mandsstemme på perfekt engelsk.

“Peter Ward?”

“Hvem er det?” sagde stemmen venligt i den anden ende, men nu på nærmest perfekt norsk, kun en ubetydelig antydning af tysk accent afslørede, at manden ikke var nordmand.

Tommy Bergmann havde brug for nogle sekunder til at sunde

sig.

Hvordan kan manden stadig tale så godt norsk? Én ting var, at han sikkert havde en telefon med nummerdisplay og kunne se landekoden for Norge, som Tommy Bergmann vidste, var 47, men han følte sig mest af alt forvirret et kort øjeblik. Waldhorst talte norsk endnu så mange år efter krigen.

“Tommy Bergmann fra Oslos politi.”

Manden i den anden ende blev endelig tavs. Tommy Bergmann vidste ikke, hvordan han skulle tolke det.

“Taler jeg med Peter Waldhorst?” sagde han.

“De taler med Peter Ward,” sagde stemmen, men med et tonefald, som fik det til at lyde som en bekræftelse.

“Jeg ved, at De er Peter Waldhorst.”

“Og hvordan ved De så det?”

“Jeg efterforsker et drab, og jeg har fået hjælp fra en norsk forsker til at finde frem til Dem, jeg ...”

“Forsker,” sagde stemmen. “Jeg kender ingen forskere i Norge.” “Han er tidligere førsteamanuensis ved Universitetet i Oslo, han har kolleger i Berlin.”

Der opstod en lang pause. Kun en svag susen på linjen afslørede, at manden stadig var der.

“Jeg vil gerne have lov til ...” begyndte Tommy Bergmann.

“De vil gerne have lov til at stille mig et par spørgsmål,” afbrød manden i Berlin. “Hvorfor skulle De ellers ringe?”

Tommy Bergmann svarede ikke. I stedet prøvede han at tænke sig om, mandens reaktion var forbavsende rolig, fuldstændig uden forundring af nogen art.

“Nogle spørgsmål om hvad?” sagde Peter Waldhorst.

“Jeg tror, De ved, hvad det drejer sig om,” sagde Tommy Bergmann. “Eller læser De ikke længere norske aviser?”

“Tro mig, jeg har ikke læst en norsk avis siden sommeren 1945, hr. Bergmann.”

“Det drej ...”

“Derimod læser jeg tyske aviser. Selv de skriver om Carl Oscar Krogh.” Waldhorst ventede.

“Hvad fortalte De Kaj Holt?” sagde Tommy Bergmann. “I Lillehammer.”

Peter Waldhorst åndede tungt gennem næsen. For første gang lød han som en gammel mand.

“Har De været i Berlin?” sagde Waldhorst. “Jeg foretrækker at kunne se dem, jeg taler med.”

“Jeg er i Berlin i morgen,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst blev tavs.

“Godt,” sagde han til sidst.

“Hvad fortalte De Kaj Holt i Lillehammer?” sagde Tommy Bergmann igen. Han var klar over, at han ikke burde have spurgt om det allerede nu, men det var umuligt at holde det tilbage. Han tog fotografiet fra sankthansaften 1942 op af skrivebordsskuffen og betragtede den unge Peter Waldhorsts ansigt, hvis øjne var fæstnet på Agnes Gerner. Hun måtte have været grænseløst smuk, tænkte han.

Peter Waldhorst svarede stadig ikke.

“For at sige det på den måde, så ved jeg, at De var udstationeret i Norge under krigen, at De sandsynligvis var i Abwehr, hvorefter De gjorde tjeneste i Gestapo, og jeg håbede, at De måske kunne hjælpe mig videre. Vi må vurdere, om drabet på Kaj Holt kan have et eller andet med hans aktiviteter under krigen at gøre.”

Der var stadig kun stilhed at høre fra Berlin.

Efter noget, der virkede som en lille evighed, sagde Waldhorst lavt, som om han havde brugt tiden på at gennemtænke det, Tommy Bergmann netop havde sagt:

“Lad os tale videre i morgen, hr. Bergmann. De ved, hvor De kan finde mig.”

Først da optagettonen begyndte at blive plagsom i øret, lagde Tommy Bergmann på. Visheden om, at han havde begået en stor fejl, fyldte ham fra tæerne og op til hovedet. Han skulle ganske enkelt være rejst til Berlin uden at ringe til Waldhorst først, ganske enkelt have stillet sig op foran hans dør og ringet på. Han havde givet den gamle Gestapo-mand et døgn at tænke sig om i. Det var sikkert mere, end han behøvede.

Efter en cigaret på tagterrassen blev fornemmelsen af at være underlegen i forhold til Peter Waldhorst svækket.

★

Tilbage på kontoret havde han en kort telefonsamtale med Arne Drabløs, under hvilken han sagde, at Drabløs måtte tage sig af håndboldtræningen ugen ud. Hvor længe han skulle blive i Berlin, vidste han ikke. At cuppen i Göteborg ville ende med nogle saftige nederlag, var næppe til at undgå, men hvad skulle han gøre? Hvis han ikke kom af sted til Berlin, kunne han måske ikke tage ferie overhovedet.

Da han havde lagt på, åbnede han notesblokken og så på sin egen håndskrift. Karen Eline Fredriksen var i virkeligheden Karen Eline Krogh. Han tog telefonen og ringede til datteren Bente Bull-Kroghs nummer.

Mens han ventede på, at hun skulle svare, tjekkede han uret, derefter dobbelttjekkede han flytiden til Berlin.

Bente Bull-Krogh virkede ikke overlykkelig over at høre Tommy Bergmanns stemme, men havde ikke ret mange andre valg end at sige ja til, at han kunne komme ud på Bygdøy for at stille nogle få spørgsmål, som han helst ville stille ansigt til ansigt.

Til allersidst i den korte samtale fik han indskudt:

“Siger navnet ...” men han stoppede op midt i sætningen. Vera Holt dig noget, tænkte han.

“Hvilket navn?” sagde Bente Bull-Krogh fraværende i den anden ende.

“Vi tager det, når jeg kommer ud til dig,” sagde Tommy Bergmann.

Nede i garagen blev han siddende i bilen uden at kunne bestemme sig. Kolstadgata var kun et par husblokke væk. Vera Holt, han måtte have fat i Vera Holt. Men Tommy Bergmann var ikke en mand, som gerne ændrede planer, og havde han bestemt sig for Bente Bull- Krogh først, så blev det Bente Bull-Krogh først. Mens han drejede nøglen i tændingen, fremkom igen denne ubestemmelige følelse af at have overset noget helt grundlæggende, nærmest banalt. Han trak legitimationskortet til bilen gennem sprækken og smed det fra sig på passagersædet. Hvad er det, jeg ikke ser? Han slukkede for radioen, som en eller anden før ham havde sat på P4, derefter tændte han for politiradioen og svingede til højre ad Hollendergata. Der blev kaldt patruljer til et kioskrøveri i Sagene. F-34 svarede med det samme, en ung stemme, anspændt, men klar. Et øjeblik savnede han livet, uniformen, sammenholdet. Stoltheden. Efter blot nogle sekunder slukkede han for politiradioen igen.

Et kvarter senere stod han på skifertrappen foran det enorme hus på Christian Benneches vei. Den filippinske hushjælp åbnede døren og nikkede tavs til ham. Der stod to store Samsonite-kufferter i hallen lige ved trappen op til anden etage.

Bente Bull-Krogh sad i den største af stuerne og stirrede ud i regnvejret. Tommy Bergmann så fjorden ligge grå og bombarderet af vandet, der fossede ned fra himlen. Selv fyrretræerne så ud til at hænge med hovederne ude i haven. Der gik en flydebro ud fra den private strand, den vuggede let på vandet.

“Er I kommet nærmere på noget?” sagde Bente Bull-Krogh uden at vende sig og rette blikket mod Tommy Bergmann.

Spørgsmålet bragte ham et øjeblik ud af balance. Hvad skulle han sige? At han måske var i gang med at flyde væk fra det centrale i sagen, som han troede, han havde fået etableret? At der sad en gammel, fordrukken mand i Uddevalla og påstod, at hendes far havde været dobbeltagent under krigen?

“Måske,” sagde Tommy Bergmann. Det var et ringe svar, men det bedste, han kunne give.

Bente Bull-Krogh så stadigvæk relativt apatisk ud, som om hun knap nok reagerede på ydre stimuli, hvor hun sad.

“Det her spørgsmål lyder måske mærkværdigt, men ... havde din far en bankkonto i et andet land, i Schweiz eller Liechtenstein eller lignende?”

Endelig så der ud til at foregå noget i Bente Bull-Kroghs ansigt. Der dannede sig en bekymret eller måske fornærmet rynke mellem hendes øjenbryn. Hendes stemme afslørede, at hun ikke var fornærmet, at hun bare ikke forstod relevansen af hans spørgsmål:

“Nej, eller jeg ved ikke, du må spørge hans advokat, men ...”

“Men hvad?” sagde Tommy Bergmann.

Hun rystede på hovedet.

“Ingenting.”

“Hvordan var hans forhold til penge? Generelt?”

Bente Bull-Krogh stirrede uforstående på ham. Nu var der ikke længere nogen tvivl, dette spørgsmål fornærmede hende, og Tommy Bergmann kunne ikke bebrejde hende det.

“Hvorfor i alverden spørger du mig om det?”

Tommy Bergmann trak vejret dybt. Han kunne ikke så godt sige sandheden.

“Vi forsøger at danne os et bredt billede.”

“Et bredt billede,” sagde Bente Bull-Krogh. Hun rystede på hovedet.

“O.k, du behøver ikke at svare,” sagde han. “Det er ikke så vigtigt.”

Der opstod en pause. Det virkede, som hun havde tænkt sig at sige noget. Hun åbnede munden, men fortrød åbenbart.

“Var det det hele?” sagde hun.

“Jeg har lige nogle spørgsmål om din mor,” sagde Tommy Bergmann.

Hun svarede ikke, havde ikke engang åndsnærværelse nok til at spørge, hvad i alverden hendes mor havde med drabet på hendes far at gøre, hun blev bare siddende ubevægelig i den samme stilling og så ud i regnen.

“Hendes pigenavn var Fredriksen, ikke sandt?”

Bente Bull-Krogh nikkede svagt.

“Og hun arbejdede i legationen i Stockholm under krigen?”

“Ja, hun mødte papa i Stockholm, efter at han måtte flygte fra Oslo,” sagde Bente Bull-Krogh så stille, at Tommy Bergmann knap nok kunne skelne hendes stemme fra lyden af regnen, som hamrede ned på terrassefliserne uden for de franske døre.

“Siger navnet Kaj Holt dig noget?” sagde Tommy Bergmann.

Bente Bull-Krogh hævede blikket og så direkte på ham for første gang, siden han var trådt indenfor. Hendes ansigt var blegt og usminket, nu kunne Tommy Bergmann se, at hun faktisk nærmede sig de tres, som om de sidste fireogtyve timer havde fået hende til at se ti år ældre ud.

Efter et stykke tid rystede hun svagt på hovedet.

“Prøv at tænke efter,” sagde Tommy Bergmann. “Sent i maj 1945 blev en kaptajn i Milorg, som også arbejdede for briterne, Kaj Holt, fundet død i den norske legations lejlighed i Stockholm. Din mor blev afhørt som vidne i sagen, hun identificerede ham den dag, han blev fundet. Og hendes vidneudsagn om, at Holt var suicidal, blev tillagt stor vægt af det svenske politi.”

“Javel,” sagde Bente Bull-Krogh. “Men navnet siger mig stadigvæk ikke noget.”

“Er du helt sikker på, at din mor aldrig har nævnt noget om Kaj Holt? De arbejdede sammen i halvandet år på den norske legation i Stockholm. Hun måtte have kendt ham ganske godt, tror du ikke? Kaj Holt var også din fars nærmeste overordnede i Oslo under krigen. Din far var meget aktiv med hensyn til at finde ud af, hvad der faktisk skete med Kaj Holt. Har hun aldrig nævnt Holt med et ord?”

“Beklager,” sagde hun.

“Og din far?”

Et gammelt standur slog halvtimeslag et sted i et andet lokale.

“Nej, ikke, hvad jeg kan huske. Er det vigtigt?”

Tommy Bergmann så på sit eget ur. Han måtte inden om Vera Holt på Kolstadgata, før han tog til Berlin.

To gange åbnede han munden for at stille det samme spørgsmål, men begge gange stoppede han sig selv. I stedet blev det til, at Bente Bull-Krogh fulgte ham ud i hallen.

Tommy Bergmann standsede ved udgangsdøren og nikkede mod kufferterne.

“Min bror,” sagde Bente Bull-Krogh. “Han kom i morges.”

“Er han her?” sagde Tommy Bergmann.

Bente Bull-Krogh rystede på hovedet. “Hos bedemanden.”

Tommy Bergmann nikkede.

“Jeg vil gerne tale med ham igen.”

Bente Bull-Krogh lukkede øjnene og lagde hovedet ind mod dørkarmen.

“Vil du bede ham om at ringe til mig?”

“Ja,” sagde hun.

“Du må have tak for nu,” sagde Tommy Bergmann og hev jakkekraven op for at beskytte sig mod regnen.

Ude på trappen blev han stående og tøvede i nogle sekunder, efter at døren var lukket efter ham. Han havde glemt at spørge hende om noget vigtigt.

Netop da han satte fingeren på ringeklokken, åbnede den massive teaktræsdør sig.

Bente Bull-Krogh stirrede lige på ham.

“Jeg var lidt åndsfraværende før,” sagde hun og slog blikket ned.

“Hvad mener du?” Tommy Bergmann krummede nakken og betragtede hende ubevægelig, som om han havde et bytte lige foran sig.

“Mor ... engang for mange år siden var der et indslag i et tv- program. Vi var alene hjemme ...” Bente Bull-Krogh strøg en hånd nervøst over håret.

“Et indslag om hvad?”

“Om en officer, som var blevet fundet død, jeg husker ikke i hvilken by ...”

“Stockholm,” sagde Tommy Bergmann for sig selv.

“Det er så mange år siden, jeg var måske fem-seksogtyve, hjemme på besøg en sommer, far var ikke hjemme. Jeg kom ind i stuen, og jeg har aldrig set hende græde sådan. Jeg blev siddende i stolen ved siden af hende, til programmet var slut.”

“Og så?” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg kom i tanke om det nu, netop da du var gået. Mor sagde noget mærkeligt, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor hun sagde det.”

“Hvad sagde hun?” sagde Tommy Bergmann. Han fæstnede blikket på broderens kufferter bare for at undgå at se på hende.

“Er det forkert at gøre hvad som helst for den, man elsker?” sagde Bente Krogh.

“Hvad mener du?” sagde Tommy Bergmann.

“Det var det, mor sagde: Er det forkert at gøre hvad som helst for den, man elsker?”

Bente Bull-Krogh så op på Tommy Bergmann, som om han skulle tolke det for hende. Hun havde næsten det samme uskyldige udtryk som et barn, når nogen har sagt noget uforståeligt og barnet i sin naivitet og kærlighed ikke kan forstå verdens iboende ondskab eller sine egne forældres synder.

“Vera Holt,” sagde Tommy Bergmann. “Har du nogensinde mødt nogen med det navn?”

Endnu en gang fik Bente Bull-Krogh denne rynke mellem øjenbrynene. Hun stirrede tomt på Tommy Bergmann og rystede på hovedet.

“Hvad tror du, mor kan have ment?” hviskede hun.

“Jeg ved det ikke,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg ved det virkelig ikke.”

Han blev siddende i bilen og røg to cigaretter i rap, mens regnen fossede ned ad bilruden.

Så var det måske sandt, tænkte han.

Måske fik Carl Oscar Krogh virkelig Kaj Holt dræbt.

I værste fald havde han selv gjort det.

Tommy Bergmann følte sig roligere, som om alt var tilbage på plads i hans hoved, tingene tilbage i deres logiske rækkefølge, sådan, som det måtte være, sådan, som det måtte være sket. Forvirringen, den pludselige tvivl, forsvandt. På en eller anden måde var Agnes, barnet og tjenestepigen blevet likvideret af Carl Oscar Krogh, derefter var Kaj Holt efter krigen begyndt at tale om dette, og Krogh havde fået ham ryddet af vejen. Nu havde nogen slagtet ham for det. Enten fordi han dræbte Agnes og de to andre, eller fordi han fik Holt taget af dage. Måske begge dele.

Han lukkede øjnene i nogle minutter og lyttede til lyden af regnen på biltaget. Iver Faalund måtte jo have ret i sin påstand, hvad andet kunne have bragt Kaj Holt ud af fatning, hvad andet kunne Waldhorst have fortalt ham, end at Krogh var dobbeltagent?

Tommy Bergmann så på uret på displayet i tjenestebilen. Han havde stadigvæk tid nok til at køre inden om Kolstadgata.

Han måtte finde Vera Holt.