Onsdag den 18. juni 2003
Kolstadgata 7
Oslo

Kolstadgata 7 var ikke blot det nærmeste, man kom på bunden i et af verdens rigeste lande, det var efter enhver målestok ægte og utilsløret slum. Tommy Bergmann havde været der utallige gange før, mens han kørte patrulje for herrens mange år siden, men han kunne ikke huske, at der havde set værre ud end i dag. Uden for indgangsdøren legede nogle somaliske børn med et par affaldsposer, som nogen havde smidt ned fra balkonen. Affaldet flød overalt, nogle børn sloges på legepladsen på den anden side af blokken, det hørtes vidt og bredt.

Heller ikke i dag fungerede elevatoren. Den havde ikke fungeret, sidst Tommy Bergmann havde været der, og det var en god del år siden.

Han gik langsomt de fem etager op, studerede mængden af tags på væggen. På anden etage var lugten af pis endnu stærkere, end han kunne huske fra gamle dage.

Han bankede hårdt på en dør, hvor der sad en stribe tape. Navnet Holt var indridset med en kuglepen, som havde manglet blæk.

Der kom et smæld fra døren ud til trappeskakten. En somalisk dame kom gående med tre børn på slæb. Hun kiggede hurtigt på Tommy Bergmann og rettede derefter blikket hen ad gangen. Det største af børnene så på ham, som om han for længst havde forstået, at Tommy Bergmann var politimand. Hendes mindste drengebarn vendte sig og gloede på ham. Moderen trak ham videre og sagde noget uforståeligt i et højfrekvent stemmeleje.

Han bankede på døren en gang til.

“Vera Holt,” sagde han højt ind mod dørkarmen, der var flosset som resultat af, hvad der kunne se ud til at være ét eller flere indbrudsforsøg.

Han ventede et stykke tid, så kiggede han på uret. Fandens, tænkte han. Jeg må af sted til Gardermoen. Han vendte sig og kiggede hen ad dørrækken på den anden side af gangen. Til sidst tog han et skridt hen mod døren over for Vera Holts lejlighed.

Kighullet i døren var sort. Nogen derinde måtte have observeret ham hele tiden.

Mens han tog endnu et skridt hen mod døren, blev den åbnet, nærmest prøvende, og stoppede, da sikkerhedskæden ikke nåede længere.

“Hvad vil du?”

Tommy Bergmann holdt det tjenestebevis op, som han havde hængende i en snor om halsen.

“Jeg ville gerne have en snak med Vera Holt.”

Døren lukkedes igen, Han kunne høre, at hun fumlede med kæden.

Ansigtet i døråbningen afslørede et hårdt liv. Tommy Bergmann aflæste druk i hendes utallige rynker. Hun knyttede slåbrokken strammere omkring sig. Hun havde en hjemmerullet mellem læberne.

Tæerne stak frem i et par gamle sundhedssandaler.

Hun pirkede sig på tungen og studerede sine fingre. Lyden af tv’et hørtes tydeligt. Et opskruet amerikansk kvindfolk snakkede om et eller andet mavetræningsapparats fortræffeligheder.

“Hun er indlagt igen, de hentede hende i søndags. Hun lå og skreg derinde hele dagen. Til sidst ringede jeg.”

“Hvor?” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg ved ikke, hvor de kører sådan nogen hen. Utroligt, at hun må bo her, egentlig. Alle er bange for hende. Selv om det her er et hul, har jeg ikke lyst til at få en kniv i ryggen af naboen.”

“Hvad mener du?” En kniv i ryggen, tænkte Tommy Bergmann.

“Efter at hun flyttede ind for ti år siden. Det var en veninde af mig, der sagde, at hun havde dræbt sin stedfar med kniv for mange herrens år siden.”

Det isnede gennem Tommy Bergmann.

Det hele ramlede ned i hovedet på ham i løbet af et sekund. Stjernemarkeringen i strafferegistret. Gerningsmandsprofilen. Akut psykose.

Vera Holt havde angiveligt dræbt før, og hun havde et motiv til at dræbe Krogh, hvis hans egen teori var rigtig. Havde Vera Holt dræbt Krogh for at hævne sin far? Fordi hun havde erfaret, at Krogh havde taget livet af ham? Men hvordan kunne hun vide, at Krogh havde fået hendes far dræbt?

Tommy Bergmann løb ned ad trapperne og ud i den friske luft. Han gik med hurtige skridt hen mod bilen. Så snart han havde sat sig ind, ringede han til Fredrik Reuter.

“Få fat i Vera Holt.”

“Vera Holt?”

“Kaj Holts datter lever. Hun er indlagt et sted, på psykiatrisk.”

Der blev stille i den anden ende.

“Er du sikker?” sagde Fredrik Reuter. “Tror du, hun kan være indblandet? For fanden, det er mærkeligt. Jeg tænkte på det tidligere i dag. Vi kan have ledt i den gale retning. Vi har et perfekt sæt fingeraftryk, men det er også det hele. Men vi har også et satans skoaftryk. Ecco-sko i størrelse 41. Det kan være en mand ...”

“Men det kan lige så godt være en kvinde,” fuldførte Tommy Bergmann for ham.

“Er du sikker?” sagde Fredrik Reuter igen. “Tror du, det er hende?”

“Hun har i hvert fald et motiv,” sagde Tommy Bergmann. “Hvis min teori stemmer.” Han fandt febrilsk notesblokken frem og bladede baglæns. Hvor havde han dog ikke taget fejl? Bente Bull-Krogh havde måske givet ham morderen lige ned i skødet for flere dage siden.

“Hvad er der?” sagde Reuter.

“En kvinde, Kroghs kone troede, det var en kvinde.” Han fandt frem til siden med en af de første afhøringer af Bente Bull-Krogh, hvor de havde siddet ude på terrassen på Bygdøy, og han havde spurgt hende, om hendes far havde haft et forhold til en anden kvinde.

Tommy Bergmann studerede sin egen håndskrift i nogle sekunder.

Forhold til en anden kvinde? Konen troede, en kvinde havde ringet til Krogh. Begyndte i 1963. Blev ved i nogle år. Far holdt op med at gå på jagt. Far tog som regel altid telefonen.

“Hvad fanden er det, du taler om?” sagde Reuter.

“Engang for mange år siden ringede nogen hjem til dem uden at sige noget. Kroghs kone mente, det var en kvinde. Det var i efteråret. I jagtsæsonen.”

“Hvilken jagt?” sagde Reuter.

“Rypejagten.”

“September,” sagde Reuter.

“Det var i september, de tre blev dræbt. Agnes, Cecilia og tjenestepigen.”

“Det var som ... hvornår var det?”

“I 1963,” sagde Tommy Bergmann. “Det blev vist ved i nogle år. Så holdt Krogh op med at gå på rypejagt.”

“Hvor gammel var Vera Holt i 1963?” sagde Reuter.

“Atten,” sagde Tommy Bergmann.

“Herregud,” sagde Reuter. “Tror du faktisk, det kan være Vera Holt?” “Du må få taget hendes fingeraftryk,” sagde Tommy Bergmann. “Og find hendes mappe.”

“Mappe?”

“Ifølge hendes nabo dræbte Vera Holt vistnok sin stedfar med kniv, da hun var ung. Kaj Holts kone må have giftet sig igen, og så dræbte Vera Holt denne mand på et eller andet tidspunkt. Hun er stjernemærket i Agentsøk, hvilket vil sige, at der ligger en mappe på hende i fjernarkivet, det er sikkert den gamle drabssag.”

Tommy Bergmann kunne se for sig, at Fredrik Reuters hage sank ned mod skjortekraven.

“Er du klar over, hvad det er, du siger?” sagde Fredrik Reuter. “Krogh blev eftertrykkeligt dræbt. Med kniv.”

“Find hende,” sagde Tommy Bergmann.

“Du må droppe Berlin,” sagde Reuter. “Vera Holt har måske dræbt Krogh. Forstår du, hvad jeg siger til dig?”

“Det ved jeg ikke rigtigt.”

“Du tager ikke til Berlin. Hører du, Tommy? Du kommer herind med det samme.”

Tommy Bergmann tændte for det blå blink i kølegitteret og lagde sig ud i venstrebanen, da han passerede Smart Club. Speedometret viste 150 kilometer i timen.

“Nej,” sagde han. “Jeg kan ikke droppe Berlin.”

“Kan du ikke?”

“Hvis Vera Holt er indlagt på akutpsykiatrisk, slipper hun ikke ud den første uge,” sagde Tommy Bergmann.

Reuter sukkede opgivende i den anden ende.

Tommy Bergmann blinkede med det lange lys til en stakkel, som ikke forstod, hvad der nærmede sig. Han nærmede sig hurtigt, alt for hurtigt, kunne nærmest føle varmen fra skivebremserne, da de modvilligt pressede farten ned. Endelig trak bilen foran ham ud til siden, inden Tommy Bergmann kørte lige igennem den.

“Der er kun én ting, der mangler,” sagde Tommy Bergmann. “Hvordan kunne Vera Holt vide, hvem der fik hendes far dræbt?”

“Hvad med Peter Waldhorst?” sagde Fredrik Reuter.