Torsdag den 19. juni 2003
Hotel Intercontinental
Budapester Strasse
Berlin

En intens pibelyd tvang langsomt Tommy Bergmann ud af søvnen.

Han genkendte lyden af en lastbil, som bakkede nede på gaden. Han hev dynen op over sig igen og vendte sig om for at blive fri for lysstriben mellem gardinerne. Da lastbilen havde fået bakket færdig og suset fra Budapester Strasse igen lå som et behageligt sus i hans hoved, begyndte mobilen at ringe på natbordet. Tommy Bergmann bandede for sig selv og strakte armen ud mod uret på natbordet. Allerede ti, han måtte have sovet fra alarmen. Eller. Han havde ikke sat alarmen til. Nogle billeder fra i går aftes flimrede på nethinden. Han havde gået en tur hen ad Kurfürstendamm, set på den belyste ruinkirke, købt nogle øl i en butik, ville ikke være sammen med folk, var faldet i søvn med tøjet på.

Tommy Bergmann studerede mobilens display omhyggeligt, inden han svarede. Aftenen før havde Hadja ringet til ham, men han havde ikke svaret. Han vidste ikke, hvordan han skulle sige det til hende. At hun måske var det eneste, han havde brug for, men at han var bange for at ødelægge hende, trække hende med sig ned, som han næsten havde gjort med Hege. Han lod mobilen ringe, til den holdt op, og ventede på, at Fredrik Reuter skulle ringe op igen. Det varede kun nogle sekunder. Tommy Bergmann huskede med ét drømmen fra i nat, en forfærdelig, umenneskelig drøm, som hjemsøgte ham nogle gange om året.

“Og hvordan har vi det så i dag?” sagde Fredrik Reuter ind i øret på ham.

Tommy Bergmann gad ikke svare.

“Har du fundet Vera Holt?” sagde han fra et sted halvvejs under den store hovedpude.

“Ullevål. Hun har det ret fint der, på akutpsykiatrisk. Ikke at jeg selv ønsker at ende der, men ...”

“Og?”

“Og hun befinder sig på ingen måde i en tilstand, så hun kan afhøres. Ifølge lægen er hun på vej ud af en psykose, og ja, du ved ...” “Ransagning?”

“Vi får en kendelse i morgen. Måske i eftermiddag, hvis vi er heldige.”

“På hvilken af ugens dage skabteVorherre juristerne?” sagde Tommy Bergmann.

“Demokratiet er ikke perfekt, var det ikke sådan?” sagde Fredrik Reuter.

Hold kæft, tænkte Tommy Bergmann. Han flyttede blikket hen mod det åbne vindue ud mod Budapester Strasse. Hotelværelset virkede opfyldt af den slags endeløs, uformelig baggrundsstøj, som kun en by på Berlins størrelse kunne producere. Hans blik vandrede rundt i værelset og endte på det drejelige tv-apparat, som var indfældet i væggen ud til badeværelset, så man kunne se tv i badekarret bag plexiglas.

“Gå ikke ind i lejligheden uden mig,” sagde Tommy Bergmann. “Vent, til jeg kommer.”

“O.k. Men jeg tror, vi muligvis har hende, Tommy. Jeg sidder faktisk med hendes mappe i skødet lige nu.”

Tommy Bergmann mærkede med det samme, at pulsen steg.

“Hun var fjorten år, da hun dræbte sin stedfar.”

Tommy Bergmann sagde ingenting, vippede låget op på en tyvestyks Prince fra den toldfri. Blikket i spejlet var ikke hans eget. Håret var fedtet og uvasket, øjnene sorte.

“Natten til første søndag i advent, den 29. november 1959, dræbte Vera Holt sin stedfar med ni knivstik i en lejlighed i Normannsgate. En patrulje pågreb hende på trappen op til Kampen kirke, Vera Holt sad med en blodig køkkenkniv i hånden, i natkjole og ikke andet.”

Tommy Bergmann tændte cigaretten og tog et dybt sug. Han tænkte på Vera Holt, bare et pigebarn, i natkjole, barbenet, med en køkkenkniv i hånden. Hvilken gud har dog lavet det liv, tænkte han.

“Hun blev anset for sindssyg i gerningsøjeblikket og ikke strafferetligt tilregnelig, selv om hun fint kunne være endt på Breitveit som fjortenårig.”

“Hvad skete der?”

“Hun var på Dikemark nogle år.”

“Nogle år?”

“Hun artede sig vel, blev raskmeldt, som det hed.”

“Hvornår?”

“I 1963.”

“1963,” gentog Tommy Bergmann og slukkede cigaretten, hvorefter han gik ud på badeværelset.

“Det kan være vores dame, Tommy.”

“Blev hun ikke raskmeldt?”

“Hvis man er psykotisk ... det ved du godt, Tommy, hvor mange af dem har du ikke selv indbragt, kørt dem til akutten, for derefter at møde dem igen i samme tilstand nogle måneder senere?”

“Rør ikke ved lejligheden,” sagde Tommy Bergmann.

Vandet fra bruseren føltes som en lille renselse, lyden fra tv-apparatet, en tysk nyhedsoplæser, mindede ham om, hvad der var i vente.

★

Den tyrkiske taxachauffør kørte langsomt hen ad Kurfürstendamm. Tommy Bergmann sad med en arm halvvejs ude ad vinduet, mærkede en svag brise kærtegne hårene på den bare hud. Han havde aldrig været i denne by før, men kunne lide den, karréerne, de endeløse, grønkantede boulevarder. Selv om han ikke havde noget grundlag for at mene noget om det i det hele taget, virkede det, som om byen havde rystet det endelige nederlag af sig. På de billeder, han havde set af Berlin op gennem årene, virkede byen nedslidt og halvvejs i ruiner. Nu tænkte han, at det så ud til, at der ville stige noget nyt og ukendt op af asken. Et sekund blev han skræmt ved tanken om, at tyskerne en dag ville rejse sig igen.

Glem det, tænkte han, da de stoppede ved et lyskryds ved KaDeWe.

Han kastede et blik på det tøj, han havde taget på, og tænkte, at han måske burde se mere formel ud til mødet med Waldhorst. En norsk politimand, uklippet og iført et par halvgamle cowboybukser og et par sejlersko, som havde set deres bedste dage, var måske ikke noget, som en tidligere tysk officer ville have særlig respekt for. Han følte hurtigt på stoffet i den lyseblå skjorte, som han havde købt i Gardermoen dagen før, den var i hvert fald forretningsmæssig nok. Han rystede opgivende på hovedet ad sig selv, den slags tanker plejede han aldrig at få, han var nok blevet lidt for spændt på, hvad Peter Waldhorst havde at sige. Han satte sig godt tilbage i sædet og mærkede duften af det nye læder i nakkestøtten. En gammel tysk kabaretsang flød stille ud fra højttaleren i døren. Tommy Bergmann åbnede øjnene en smule og slap sollyset og flimmeret fra de grønne træer ind.

Peter Waldhorsts hus lignede snarere et lille palads end et beboelseshus. Tommy Bergmann betalte chaufføren med en 20-euroseddel og bad om at få en kvittering og fem euro tilbage, mens han holdt blikket stift rettet mod det lysebrune hus, som lå med gavlvæggen ud mod gaden bag et højt smedejernshegn dækket med vildvin. Da han stod på fortovet og så taxaen køre tilbage mod centrum, bemærkede han, at Waldhorsts hus var mindre prangende end husene i nabolaget.

Han mærkede forsigtigt på håndtaget i porten. Låst. Det slog ham, at Vera Holt måske havde stået på samme måde. Hvordan skulle hun ellers have fået noget at vide om, at Krogh havde fået hendes far dræbt?

Tommy Bergmann fandt ringeklokken ved siden af smedejernsporten.

Efter ganske lang tid svarede en kvindestemme.

“Bergmann. Jeg har en afta ...” Han blev afbrudt af en summende lyd fra låsen i smedejernsporten.

På trappen vendte han sig og så sig om. Sikke et boligområde, tænkte han. Og intet af det blev bombet under krigen? Det var næsten ikke til at tro, men det var sådan, det måtte være. På rad og række lå de største patriciervillaer, han nogensinde havde set, gemt i bunden af gamle haver, beskyttet af træer så høje, at det virkede, som om de ikke ville standse, før de nåede himlen.

En ung pige viste sig i døråbningen. Tommy Bergmann antog, at hun var tyrkisk ligesom taxachaufføren.

“Hr. Waldhorst er ikke hjemme. Men han venter Dem.”

Hun viste ham ind i den store, mørke hall.

“Hvornår er han tilbage?”

“Snart,” sagde hun.

Tommy Bergmann blev ført gennem første etage, ud til terrassen, hvor hushjælpen foreslog, at han kunne vente. Han havde forventet, at interiøret ville være tungt og gammelt, men rummene var lyse, det eneste, som brød med de hvide vægge og lofter, var de mørke parketgulve.

Den tyrkiske pige bragte ham kaffe på en sølvbakke. Da hun så, at han havde tændt en cigaret, kom hun ilende med et askebæger i krystal. Et eller andet murrede i hovedet på Tommy Bergmann, mens han sad og betragtede den blanke sø neden for haven.

Solen var stegende hed selv under den store parasol, men Tommy Bergmann lod sig ikke afficere. Han så på sit ur, så åbnede han døren ind til stuen. Et stykke tid nød han bare den kølige luft derinde. Så betragtede han rummet nærmere. En spisestue med plads til tolv i den ene ende, en salongruppe i den anden, et par kommoder, nogle moderne skænke, et par modernistiske oliemalerier på væggene.

Der er noget herinde, der ikke stemmer, tænkte han, noget i disse lokaler. Han fortsatte hen mod enden af rummet og åbnede dobbeltdørene. Der mødte ham et mørklagt rum, en salon domineret af en siddegruppe af tunge skindmøbler. Nogle bogskabe med glasdøre dækkede den ene væg, kun adskilt af en skænk.

Dér, tænkte Tommy Bergmann, da han så fotografierne oven på skænken. En fin lysstribe lå gennem rummet, i tusindvis af støvpartikler dansede i denne spalte af verden udenfor.

Ét efter ét tog Tommy Bergmann de nærmest identiske sølvrammer, som stod på skænken af blanklakeret mahogni, op. Han genkendte Waldhorsts ansigtstræk på fotografierne, de fleste i sort-hvid, men ingen af billederne viste Waldhorst selv. Af de måske tyve rammer regnede han sig frem til, at tre af ansigterne var af børnene, resten af børnebørnene, de fleste gamle farvefotografier fra tresserne og halvfjerdserne. En lille sølvramme indeholdt fotografiet af en tysk soldat. Tommy Bergmann gættede på, at det var en bror. Han var et rent barn i den sorte uniform, men med et forhærdet udtryk i ansigtet. Han satte det tilbage, hvor det havde stået, helt bagerst.

Han tog et lille skridt tilbage og betragtede det eneste fotografi, som han virkelig havde reageret på. Efter at have studeret det et godt stykke tid tog han det op fra skænken. Det var et sort-hvidt fotografi af en ret ung mand og en højgravid kvinde siddende på en bjergskråning i Nordeuropa et sted, måske endda i Norge. De smilede begge til kameraet. Manden, som Tommy Bergmann fik en svag fornemmelse af at have set et sted før, holdt en arm om kvinden. Hun, derimod, havde nogle for Tommy Bergmann ukendte ansigtstræk, og hun holdt en cigaret i hånden. Eller var der ikke noget bekendt ved mundens træk?

Nej, denne mand ... han havde det næsten på tungen.

“Hr. Bergmann,” sagde en stemme til venstre for ham.

En ret lavstammet, firskåren mand stod i døråbningen ud til hallen iklædt hvidt fra top til tå: Tennisskjorte, shorts, tennissko med rødt grus på sålerne. Det grå hår var tilbagestrøget, et par striber størknet sved over ansigtet. Selv om han var en gammel mand og kroppen sunket sammen i en let foroverbøjet positur, var han let at genkende. Han havde de samme kraftige øjenbryn og øjne, som sad lige præcis lidt for dybt og lidt for tæt til, at han kunne kaldes smuk, hvad Carl Oscar Krogh derimod havde været.

Tommy Bergmann hvirvlede rundt og mærkede en rødme stige op i kinderne, da han opdagede, at han stadig havde fotografiet i hånden. Uden at slippe mandens blik stillede han det tilbage.

Manden i døråbningen smilede tilforladeligt, som om Tommy Bergmann var velkommen til at snuse rundt, så meget han ville.

“Hr. Waldhorst,” sagde Tommy Bergmann og gik hen imod ham.

Selv om hans hånd var senet, nærmest knoklet og fuld af leverpletter, var håndtrykket det fasteste, Tommy Bergmann havde mærket længe. Waldhorst så ham lige i øjnene og sagde på sit mærkværdigt klare norske:

“Ja, hr. Bergmann, jeg er Peter Waldhorst.”

Hvad er det, der ikke stemmer her? tænkte Tommy Bergmann.