Torsdag den 19. juni 2003
Gustav Freytag Strasse
Berlin

Peter Waldhorst lagde bestikket fra sig på tallerkenen. Han strakte sig mod det ark, Tommy Bergmann holdt frem imod ham. Det var en udprintet kopi af det fotografi, Finn Nystrøm havde sendt med e-mail, fotografiet fra sankthansaften 1942. Waldhorst tog et par læsebriller op fra brystlommen på sin kortærmede skjorte. Tommy Bergmann studerede den gamle mand foran sig, mens han så stift på kopien af det gamle fotografi.

“De kender den kvinde, der sidder til højre på billedet, Agnes Gerner,” sagde Tommy Bergmann.

Peter Waldhorst gjorde ikke tegn til at svare. Han skiftede sit greb om arket, holdt det så hårdt mellem fingerspidserne, at de blev hvide. “Har jeg virkelig været så ung?” sagde Waldhorst til sidst.

Tommy Bergmann sagde ingenting. Waldhorst var gået rundt om den varme grød så længe, at Tommy Bergmann begyndte at tvivle på hele turen.

“Efter Deres blik på fotografiet at dømme ser det ud til, at De kendte hende godt?”

“Hvad mener De?” sagde Waldhorst uden at se op.

“De ser forelsket ud,” sagde Tommy Bergmann.

Peter Waldhorst så op på ham med et lille smil om munden. Tommy Bergmann kunne se den uskyldige dreng, han engang havde været, et sted langt inde bag hans øjne.

“De drager da voldsomt mange konklusioner, hr. Bergmann.” “Men De husker sagen? At de tre blev meldt savnet?”

“Jeg husker ikke så meget til sagen,” sagde Waldhorst “Jeg var i Abwehr dengang, forstår De. Det her var en politisag. Og glem ikke, hvor meget der sker i en krig. Tre forsvundne mennesker bliver hurtigt glemt i en krig, hr. Bergmann. Det er statistik, ikke andet.”

“Hvorfor gik De over i Gestapo? Kun en måned efter at de tre blev dræbt?”

Peter Waldhorst tog brillerne af, holdt dem op til munden og åndede på dem. Derefter pudsede han dem omhyggeligt med skjortesnipperne. Han gjorde ikke tegn til at ville besvare spørgsmålet. I stedet så han ud over søen, som om synet af den ville bringe noget nyt denne gang eller give ham svaret på Tommy Bergmanns spørgsmål. Der lå et svagt sus fra motorvejen på den anden side af søen som et tæppe over verandaen. Ellers ingen lyde, kun fuglekvidder fra træerne ned mod vandet.

“Hvor galt det end kan lyde, var Gestapo et godt sted for mig at være på den tid. Abwehr var på falderebet allerede i 1942. De kender måske historien ... Canaris ... og ja, De ved ...”

“Ja,” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg ville overleve, forstår De.”

Tommy Bergmann svarede ikke.

“Krig drejer sig om at overleve,” sagde Peter Waldhorst. “Når den først er i gang, findes der ikke andet end kampen for at overleve.” “Agnes Gerner overlevede ikke. Heller ikke Cecilia Lande eller tjenestepigen.”

“Nej,” sagde Waldhorst. “Det gjorde de ikke.”

“Hvem dræbte dem?” sagde Tommy Bergmann.

“Sagde De ikke selv, at Carl Oscar Krogh dræbte dem?” Waldhorst gjorde en håndbevægelse i retning af Tommy Bergmann. Denne spekulerede på, om Waldhorst havde dræbt nogen, om den hånd havde dræbt nogen. Sikkert, tænkte han. Waldhorst har dræbt og har sendt endnu flere i døden.

“I mener, at det var Krogh, ikke sandt?”

“Jo,” sagde Tommy Bergmann. “Men der er noget, jeg ikke kan få til at stemme. Agnes var ikke nazist. I så fald var det en fejllikvidering.”

Peter Waldhorst nikkede. Tommy Bergmann ville vente med resten, Faalunds påstand om, at Krogh var dobbeltagent, ville næppe blive bekræftet af Waldhorst.

“Det kan det have været, en fejllikvidering,” sagde Waldhorst. “Og så stemmer det stadigvæk, at Krogh kan have dræbt hende. Og at I er på det rigtige spor.”

Ingen af dem sagde mere et stykke tid.

Waldhorst studerede endnu en gang kopien af fotografiet. Det så ud, som om han sagde navnene på personerne for sig selv. Der var ingen lyde at høre, men hans læber bevægede sig.

“Hvad fortalte De Kaj Holt i Lillehammer?”

“Hvad tror De selv?” sagde Waldhorst uden at se op. Det var tydeligt at se, at han døjede med at huske navnet på en af personerne på billedet. Han tog brillerne af og foldede dem sammen i hånden. Arket med kopien af fotografiet lod han ligge i sit skød.

“Hvorfor kan De ikke bare sige det?” sagde Tommy Bergmann. “Det var i hvert fald noget, der fik Kaj Holt dræbt i Stockholm dagen efter.”

Peter Waldhorst rystede på hånden, da han skænkede kaffe til Tommy Bergmann. Derefter skænkede han mere til sig selv uden at møde gæstens blik. Et stykke tid var det, som om Tommy Bergmann ikke var der. Waldhorst sad ubevægelig og stirrede på et punkt til venstre for ham.

“Hvad det så end var, jeg og Kaj Holt talte om, så tager jeg det med mig i graven,” sagde Waldhorst til sidst. “Og tro mig, det er langt fra det værste, jeg tager med mig.”

“De fortalte ham, at det var Carl Oscar Krogh, der havde dræbt de tre,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst lo stille, ikke nedladende, men halvt opgivende, som om Tommy Bergmann var et barn, der havde stillet et banalt spørgsmål, som han selv kendte svaret på.

“Jeg vil ikke lyve for Dem, hr. Bergmann. En løgn vil altid blive afsløret før eller senere, stor eller lille, den kræver at blive gentaget og kvæler én langsomt, selv i min alder. Det var ikke nogen bagatel, vi talte om, jeg og Holt. Men én ting kan jeg forsikre Dem om. Det havde intet med de tre, der blev dræbt i Nordmarka, at gøre. Absolut intet.”

“Og det er ikke nogen løgn,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst trak svagt på munden. Tommy Bergmann vidste ikke, om det var et smil eller en hånlig trækning.

“Det er ikke nogen løgn, hr. Bergmann.” Han hældte en skefuld sukker i kaffen og rørte rundt. “Holt tog livet af sig, gjorde han ikke?”

“Jeg tror, han blev dræbt,” sagde Tommy Bergmann. “Og det troede efterforskeren i sin tid også. Han blev selv dræbt.”

“Javel. De må tro, hvad De vil, men jeg ved ikke mere,” sagde Waldhorst. “Samme nat, som Holt døde, blev jeg hentet ud af cellen i Lillehammer. Eller var det natten før, jeg husker det knap nok længere ...” Waldhorst smilede svagt for sig selv. “En uge senere var jeg ansat på OSS-kontoret i Frankfurt. Jeg regner med, de brændte alle mine papirer.”

“Og hvor var De i mellemtiden?”

“Jeg blev overflyttet til Stockholm,” sagde Waldhorst. “Derefter Frankfurt et stykke tid, hvorefter jeg blev overflyttet til Langley.” “Stockholm?”

“Ja.”

“Så De var i Stockholm den 30. maj 1945?”

Peter Waldhorst smilede svagt. Hans guldtænder glimtede i sollyset.

“Nu skal De ikke få nogen idéer, Bergmann. Ville jeg have fortalt Dem, at jeg var i Stockholm den nat, Holt blev dræbt, hvis jeg selv havde gjort det? Og hvordan skulle jeg have gjort det? Jeg var fange. Forstår De? En fange uden papirer, uden en fortid, måske også uden en fremtid, jeg kunne ikke engang gå på toilettet uden vagter.”

“Hvordan ved De, at han døde om natten? Og at han blev dræbt?” Waldhorst stoppede op.

“Aviser, Bergmann. Aviser. Og sagde De for øvrigt ikke selv, at han blev dræbt?”

Tommy Bergmann havde ingenting at sige. Waldhorst forvirrede ham, hver gang han åbnede munden.

Der fulgte en lang pause. De så begge på et Lufthansa-fly, som nærmest lydløst sank ned mod Tegel på den anden side af søen.

“Vidste De, at Kaj Holt havde en datter?” sagde Tommy Bergmann til sidst.

Peter Waldhorst sendte Tommy Bergmann et nik, så rejste han sig brat fra stolen og tog et par skridt hen mod enden af verandaen.

“Han sagde det til mig i Lillehammer,” sagde Waldhorst, mere til sig selv end til Tommy Bergmann. “Har vi ikke alle en lille datter?” sagde han. Ved gelænderet stoppede han op, han virkede ældre nu efter bare et par skridt, den snart halvfems år gamle krop virkede, som om den hang over blomsterne, hænderne var langsomme i bevægelserne, som kløer i gang med at stivne for evigt. Uden at sige mere plukkede han omstændeligt nogle visne blade af de blomster, der hang ned fra smedejernskasserne.

“Har De nogensinde mødt hende?”

“Hvorfor spørger De om det?” sagde Waldhorst.

“Jeg tror, det var hende, der dræbte Krogh.”

Peter Waldhorst stoppede op et øjeblik henne ved blomsterkasserne. Det virkede, som om han tænkte sig godt om. Så genoptog han sit lille gartnerarbejde. Møjsommeligt gennemgik fingrene de tre store kasser, alle med blå blomster af en slags, som Tommy Bergmann ikke kendte navnet på.

“Nej,” sagde Waldhorst. “Hende har jeg aldrig mødt.”

Tommy Bergmann sagde ingenting. Vera Holt kunne have fundet ud af det på andre måder. Et øjeblik var han på nippet til at konfrontere Waldhorst med det, Iver Faalund havde sagt om, at Krogh havde arbejdet for tyskerne, men det forekom forkert på lige det tidspunkt. Han ville desuden ikke få et svar, der kom i nærheden af sandheden, af den gamle efterretningsofficer.

“De tre ... Agnes, barnet og denne tjenestepige,” sagde Waldhorst. “Hvordan blev de fundet?”

“Ved en tilfældighed,” sagde Tommy Bergmann.

“Nå,” sagde Waldhorst. “Én ting har jeg lært efter alle disse år. Tilfældigheder er ikke andet end skæbnen, og skæbnen er ikke andet end tilfældigheder.”

Døren gik op bag Tommy Bergmann.

Han drejede sig halvt og fik øje på den tyrkiske hushjælp i et blå- ternet forklæde.

Hun undskyldte sig og sagde noget på tysk til Herr Waldhorst om tiden. En taxa holdt og ventede, sagde hun.

Peter Waldhorst nikkede og viftede hende ubesværet af vejen med en håndbevægelse.

“Det glemte jeg at fortælle Dem i går,” sagde Waldhorst. “Hvis De vil have mig undskyldt. Jeg vil gerne besøge min kone, før besøgstiden er forbi. Det er ikke godt at vide, hvor længe man har tilbage sammen i vores alder.”

“Er Deres kone syg?” sagde Tommy Bergmann.

“Ja. Men De kan naturligvis vente her, jeg er tilbage om en time til halvanden. Bliv til middag, hvis De vil.” Han slog ud med de gamle arme og satte et smil op, som var så bredt, at Tommy Bergmann næsten troede, at han mente det.

“Nej, nej tak. Jeg har et fly, jeg skal nå.”

“Jaså. Så kan De køre med, hun ligger på Røde Kors-klinikken, det er på vejen til Tegel. Eller flyver De fra den forfærdelige Schönefeld?”

“Tegel,” sagde Tommy Bergmann, selv om det var løgn.

“Jamen, så kom med.”

Tommy Bergmann gik gennem huset samme vej, som han var kommet. I omvendt rækkefølge gennem de hvide rum.

Kun malerier på væggene, tænkte han.

De eneste fotografier var af børnene og børnebørnene. Men noget sagde ham, at det ikke var den nuværende kones børn.

I hallen stoppede han på det massive marmorgulv dækket af et enormt persisk tæppe. På den lange væg mellem dørene ind til hver af stuerne hang et aflangt spejl. Tommy Bergmann blev stående og betragtede sig selv på nogle meters afstand. Bag sig så han Waldhorst studere ham, stående i døråbningen ud til trappen. Tommy Bergmann så op ad den brede vindeltrappe op til anden etage.

“Er der noget galt?” sagde Waldhorst bag ham. Han holdt en rose indpakket i cellofan i den ene hånd og en lille pakke i gavepapir i den anden.

Ja, tænkte Tommy Bergmann. Men han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var.

“Har De børn?” sagde han. “Børnebørn?”

“Børnene er fra mit første ægteskab,” sagde Waldhorst.

Tommy Bergmann nikkede og gik ud på trappen. Heden var nærmest uudholdelig på denne side af huset.

“Nej,” sagde Waldhorst eftertænksomt, da de havde sat sig ind i taxaen. “Det var for sent til, at jeg og Gretchen kunne få børn.”

Tommy Bergmann lod sig synke tilbage i sædet og tænkte ikke mere over, hvad manden ved siden af ham talte om.