Fredag den 25. september 1942
Kirkeveien
Oslo

Agnes Gerner trak den beige kåbe endnu strammere om sig og kiggede en gang til venstre, så til højre og så til venstre igen, før hun krydsede over Middelthuns gate i retning mod Kirkeveien. Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det. Der var næsten ingen biltrafik i byen mere. Men hvis hun skulle dø i dag, skulle det i hvert fald ikke være mod kølergitteret på en nazists BMW eller under hjulene på en tysk lastbil med ladet fuldt af soldater.

Det samme gamle ansigt mødte hende i døråbningen på Kirkeveien. Uden en lyd fulgte han hende gennem lejligheden, sjokkende i et par udtrådte tøfler. I køkkenet gjorde han en knap synlig håndbevægelse i retning af pigeværelset. Rummet var ryddet og forladt. Der var ikke noget spor at se af Nr. 1 eller Pilgrimmen, kun en umiskendelig lugt af gammel cigaretrøg tydede på, at der havde opholdt sig nogen der. Agnes Gerner tændte lyset i loftet, mørklægningsgardinet gjorde det næsten umuligt at se noget selv nu på den lyseste morgen, hun kunne huske. I klædeskabet fandt hun alt det, hun havde brug for. Hun klædte hurtigt om til den blå dragt, som hang i klædeskabet, derefter tog hun en metalæske ud af den brune plasticpose, lukkede låget op og så ned på de to næsten usynlige kontaktlinser. Først da hun skulle tage den anden på, hård og besværlig som den første, meldte nerverne sig som kastet ned over hende. Agnes Gerner førte fingeren mod øjet og stirrede stift ind i spejlet på bordet foran vinduet. Men fingeren ville bare ikke komme øjeæblet nærmere end fem centimeter. Så begyndte hun at skælve voldsomt. Endnu en gang forsøgte hun, men igen endte hun med at skælve så meget, at det var umuligt. Samtidig væltede en ny bølge af kvalme fra maven og op mod halsen.

I flere minutter blev hun siddende sådan og stirrede på sig selv, med ét brunt og ét blåt øje. Til sidst hørte hun, at det sjokkede over køkkengulvet. Jeg må tage mig sammen, tænkte hun. Jeg kan ikke blive ved sådan her!

De sjokkende trin standsede lige bag hende. Agnes Gerner vendte sig ikke. Den gamle tog et par skridt ind i værelset. Han lugtede, som gamle tit gør, af alkohol og pibetobak, sandsynligvis havde han sovet i stolen hele natten. Han lagde en hånd på hendes skulder.

“Vi vil alle takke dig,” sagde han lavt. “Når det her er forbi.” Så trak han hånden til sig igen.

Nogen trak ned i toilettet derude. Hans kone måtte være stået op.

Agnes Gerner lukkede øjnene og nikkede for sig selv.

Den gamle mand gjorde omkring og sjokkede tilbage samme vej, han var kommet. Agnes Gerner var holdt op med at ryste på hånden. Sikkert førte hun kontaktlinsen mod det højre øje. Sådan, tænkte hun. To blå øjne. Hun tænkte, hvor paradoksalt det var, Pilgrimmen havde fortalt hende det, at opfindelsen egentlig var tysk, fremstillet til filmindustrien i Amerika ved overgangen til farvefilm. Og nu skulle de smage deres egen medicin. Fem minutter senere havde hun smurt håret ind i vaseline, ordnet det og fæstnet det med spænder. Den blonde paryk hjalp den gamle mand hende med. Hans fingre virkede så vante til parykker, at hun tænkte, at det måtte være Helge K. Moen, der havde skaffet ham til Nr. 1.

“Den vil ikke falde af, ikke de første tredive år,” sagde han og forsvandt ud i køkkenet igen. Så var han tilbage med en flaske hårlak og sprayede med sikre bevægelser ud over parykken.

Agnes Gerner førte en hånd over det blonde, bølgende hår, som faldt ned over hendes skuldre. Der kunne ikke være nogen tvivl, parykken var lavet af det fineste menneskehår. Et øjeblik gav det hende kuldegysninger, synet i spejlet. Det var ikke hende, der stirrede tilbage. Hun satte hornbrillerne på næsen og studerede sig selv fra venstre side, så fra højre.

Det er ikke mig, tænkte hun og åbnede håndtasken, fandt den lille æske med cyanidampullen frem. Et øjeblik holdt hun den op mod loftslyset, det blåsorte indhold glimtede. Var det ikke sådan, det var, at man skulle se et lys, mens livet ebbede ud?

På toilettet pakkede hun ampullen ind i det stive toiletpapir, hvor avisoverskrifterne stadig var tydelige, og anbragte den i trusserne. Det stive papir skar hende i underlivet, og mere skulle der ikke til, før hun fik et kvalmeanfald. Hun nåede kun lige at holde parykhåret til side, mens hun brækkede sig i porcelænkummen.

Den gamle mand har ret, tænkte hun og vaskede munden med fingrene. Den paryk vil aldrig falde af. Mens hun skrubbede fingrene med neglebørsten, forsigtigt, så hun ikke grisede den nye, blå dragt til, studerede hun det fremmede ansigt i spejlet endnu en gang. Hun smilede, men det skræmte hende bare endnu mere. Det begyndte at gøre ondt i den højre hånd, men Agnes Gerner tænkte, at det bare var fantomsmerter.

Tanken om tjenestepigen kværnede stadig rundt i hovedet på hende. Hendes øjne, hvordan de stak til hende, hver dag, hver time hun opholdt sig hos Gustav Lande. Agnes Gerner studerede håndfladen, det var, som om den stadig brændte. Og snart skulle den samme hånd dræbe et menneske.

Alligevel var den rolig, fuldstændig rolig. Det hele var perfekt, tænkte Agnes Gerner. Hun skyllede og tørrede hænderne, og et kort sekund følte hun en ro, hun aldrig før havde oplevet, som om det virkelig ikke var hende selv, der stod dér i det lille toilet på Kirkeveien. På en måde var hun allerede død for flere år siden, måske da hendes far døde, måske før. Og hun ville kun tænke på to mennesker i hele verden, hvis hun skulle dø i dag, og det var Pilgrimmen og Cecilia. Ellers ingen. Selv ikke det, der fik hende til at kaste op hver morgen, hver formiddag, eftermiddag. Der fandtes ingen fremtid for et barn. Kun Carl Oscar og Cecilia. Men selv de to kunne hun undvære, glemme, viske ud. Bare hun slap for torturen, ville det hele ende godt.

Tavs byttede hun identifikationspapirer med den gamle mand. Han betragtede hende et øjeblik og gav hende et kort nik. Agnes Gerner var ved at sige: Tag godt vare på dem, men tog sig i det. Måske var det bedst sådan. Hun tog den blå kappe over armen og så ham forsvinde bag stuedøren.

På vej ned ad bagtrappen repeterede hun det hele for sig selv. Gå på toilettet så hurtigt som muligt. Første bås til venstre. Stå på låget. Hvad, hvis der kom nogen ind? Nej. Så ville hun gå ud igen. Hurtigt, hurtigt, tænkte hun. Welroden er pakket ind i tætte plasticruller. Hvad, hvis den ikke virker? Så måtte hun slå ham ihjel. Eller finde noget at dræbe ham med, hurtigt, inden han nåede at tænke, inden han nåede at skrige. Hun bestemte sig for, at hun ville se sig om efter en brevåbner på Rolborgs kontor.

Solen var skarp fra venstre, en kold vind legede med de få blade, der lå i rendestenen, en flok børn skreg af glæde et sted bag hende. Det værste af det hele var, at hun vidste, at hun ville komme til at dræbe ham, uanset hvad der skulle til. Pludselig stod hun lige foran Majorstukrydset og stirrede skråt over mod trapperne, hvor hun første gang havde mødt Kaj Holt.

Hun spejdede efter sporvognen, som ville bringe hende ind til centrum, og gentog for sig selv: “Uanset hvad der skal til, så kommer jeg til at dræbe dig.”