Torsdag den 19. juni 2003
DRK Kliniken Westend
Berlin

“De taler godt norsk,” sagde Tommy Bergmann, mens han betragtede paladserne i nabolaget. Chaufføren drejede i et kryds. Alt for godt norsk, tænkte han. Manden ved siden af ham talte norsk, som om han nærmest ikke havde lavet andet siden krigen.

“Tak,” sagde Peter Waldhorst.

“Jeg må nærmest sige ... det er godt gjort, jeg mener, det er længe siden, De var stationeret i Norge.”

Peter Waldhorst så på sit ur.

“Jeg taler syv sprog, hr. Bergmann. Norsk er blandt de lette. Germansk. Som mit eget.”

“Så Deres kone er ikke norsk?”

Waldhorst rystede på hovedet.

“Svensk. Min Gretchen er svensk, hr. Bergmann. Jeg taler også svensk, hvis De spekulerede på det.” Peter Waldhorst lo stille, som om al denne snak om hans norskkundskaber morede ham.

“Jeg forstår.” Tommy Bergmann følte, at der var noget, der faldt i hak inde i hovedet. At to klodser passede sammen. Hvis konen talte svensk med ham, kunne det forklare Waldhorsts gode norsk. En følelse af lettelse skyllede ind over ham for et øjeblik. Han havde været nær ved at anføre Waldhorst på notesblokken, men det med den svenske kone var på sin vis beroligende og førte ham tilbage til en anden kvinde, nemlig Vera Holt, som nu befandt sig i en anden virkelighed, på akutpsykiatrisk i Ullevål.

“Det lød, som om De havde ønsket Dem børn engang,” sagde Tommy Bergmann. “Med Deres anden kone.”

Peter Waldhorst greb om bagsædets armlæn og vendte hovedet mod Tommy Bergmann.

“Endnu en gang drager De konklusioner, hr. Bergmann.”

Tommy Bergmann svarede ikke, nikkede for sig selv. Waldhorst havde unægtelig en pointe.

“Og hvem har sagt, at jeg ikke har børn? Mine børn og min første kone bor i USA. Rettere sagt, min første kone boede i USA, fred være med hende. Det er stadig en sorg for mig, at hun ligger begravet så langt væk, i Virginia af alle steder, englændernes jomfrukoloni, tænk Dem det, og ikke her i hendes egen by.” Peter Waldhorst gjorde en bevægelse med armen i retning af forruden, som om det skulle gøre det lettere for Tommy Bergmann at forstå.

Nogle minutter kørte de i stilhed. De kom efterhånden ud af Grunewald og ind i et område, der mere lignede et bycentrum. Det var område efter område med hvide beboelsesejendomme, det måtte være et af byens bedre strøg.

“Mine egne børn vendte mig ryggen,” sagde Waldhorst pludselig. “Vi blev naturaliserede amerikanere, min første kone og jeg. Mange år efter, at vi var blevet skilt, lige inden jeg blev pensioneret, fortalte jeg min søn og min datter sandheden i al fortrolighed. At jeg ikke var kommet som tysk flygtning til USA i 1938, men at jeg havde været tysk officer under krigen. Endda Gestapo-officer. De slog hånden af mig. Jeg var som død for dem. Simpelthen død.”

Tommy Bergmann rettede sig op. Følelsen af lettelse var forsvundet lige så hurtigt, som den var kommet. I stedet var han i gang med at erkende, at han selv blev forledt på samme måde, som Waldhorsts børn var blevet det. Eller måske ikke. Han vidste ikke, hvad der var op og ned i denne sag længere.

“Var De i Hitlerjugend?” spurgte Tommy Bergmann.

Waldhorst vekslede nogle ord med taxachaufføren, noget om den rute, chaufføren havde valgt. Tommy Bergmann skulle til at stille spørgsmålet igen, men Waldhorst havde tydeligvis opfattet det første gang.

“Hvorfor spørger De om det?”

“Det var bare et spørgsmål,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst så ud til at falde i tanker.

“De behøver selvfølgelig ikke svare.”

“Nej,” sagde Waldhorst. “Jeg var aldrig med i Hitlerjugend. Min far var ikke glødende nazist, han fik mig fra det, det var, inden det blev obligatorisk. Han må have vendt sig i sin grav, Gud være med ham, da jeg kom ind i Gestapo.”

“Jeg skal komme med en indrømmelse til Dem,” sagde Tommy Bergmann, mens han så ud ad vinduet på denne by, som han allerede havde forstået, at han aldrig ville komme til at forstå sig på. Hvis han havde tænkt noget andet om byen for blot nogle timer siden, var det som rystet af ham nu. Det var, som om der hvilede en stor sorg over den, en sorg, som den aldrig nogensinde ville blive kvit.

“Jeg er begyndt at tvivle på, om det faktisk var Krogh, der dræbte de tre.”

“Javel.”

“Og hvis jeg ikke ved, hvem der dræbte Agnes, Cecilia og tjenestepigen, ved jeg heller ikke, hvem der dræbte Carl Oscar Krogh. Så kan det ikke være Vera Holt.”

Waldhorst nikkede.

“Men hvorfor har De været så sikker på denne sammenhæng?” sagde han.

“Fordi Krogh blev dræbt ganske kort tid efter, at de tre blev fundet i Nordmarka, og fordi han var den i modstandsbevægelsen, der sandsynligvis likviderede flest mennesker under okkupationen. Jeg tror, at fundet af Agnes og de to andre har udløst noget i drabsmanden eller drabskvinden. Et raseri mod Krogh. Og Vera Holt ... hun har dræbt før.”

“Et raseri,” sagde Waldhorst stille for sig selv. Han kiggede på Tommy Bergmann, hans læber skiltes en anelse, de var blålige, fugtige, tørre og sprukne på samme tid. Hans øjne så triste ud, som om der hvilede en hinde af tårer over dem, som ville briste, så snart Tommy Bergmann var ude af syne. Samtidig så det ud, som om den gamle trak sig ind i sig selv igen. Han vendte igen sit ansigt mod gaden. Tommy Bergmann var overrasket over, hvilket af hans ord Waldhorst havde bidt mærke i. Raseri?

Han bestemte sig for at nævne det, han havde tænkt, siden han var på Nasjonalbiblioteket, det, der var det centrale i hans tvivl.

“Var det Agnes Gerner, der dræbte forskningsdirektøren ved molybdænfabrikken?”

“Hvad er det, De taler om?” sagde Waldhorst.

Tommy Bergmann sukkede opgivende over manden ved siden af

sig.

“Hr. Waldhorst ... De er gammel sikkerheds- og efterretnings-officer,” sagde han. “Til og med så dygtig, at amerikanerne fik Dem ud af Norge efter krigen. Den slags officerer glemmer ikke sådan en sag. I efteråret 1942 blev direktør Torfinn Rolborg dræbt på sit kontor i Rosenkrantz’ gate. Et terrordrab ifølge Rikskommissariatet. Det resulterede i en vild menneskejagt, så vidt jeg kan bedømme.”

“Nå,” sagde Waldhorst.

“En mand som Dem ved med det samme, hvad jeg taler om.”

Tommy Bergmann tog dokumentmappen op fra den rygsæk, han havde mellem benene. Han ledte frem til udskrifterne fra Aftenposten efteråret 1942. Efterlysningen af en blond kvinde.

Peter Waldhorst ikke så meget som så på papirerne. Han rystede bare på hovedet.

“Agnes Gerner var ikke blond.”

“Så De husker det altså,” sagde Tommy Bergmann.

“Tro mig, denne kvinde, frøken Gerner, var nazist. Havde hun været andet, ville jeg have vidst det. Tro mig.”

“Hvordan ville De have vidst det?”

Waldhorst smaskede lidt for sig selv. Han så træt ud, som om det var dumdristigt af en mand i hans alder at spille tennis, som han havde gjort om formiddagen.

“Fordi det var mit arbejde at sikkerhedsgodkende hende.”

Tommy Bergmann satte sig tilbage i sædet.

“Jeg blev sendt af min overordnede til Gustav Lande, da vores efterretninger viste, at han var ved at forelske sig i en kvinde, endda halvt engelsk. Det var ganske enkelt mit job at sikkerhedsgodkende hende.”

“Og?” sagde Tommy Bergmann.

“Og hun var ren.”

“Javel,” sagde Tommy Bergmann. Han havde ikke mere at sige. Han havde kun Iver Faalunds teori om, at Agnes Gerner ikke var nazist, at holde op mod Waldhorsts påstand.

Taxaen blinkede ind til højre foran en stor, ældre bygning i røde teglsten med store murflader dækket af vildvin. Tommy Bergmann forestillede sig, at det var en privat klinik for velstående. Bilerne på parkeringspladsen var mildt sagt ikke fra den nederste hylde. Godt nok var han i Berlin, hvor enhver bil relativt let overgik, hvad man oftest fandt i Oslos bilpark, men sjældent havde han set flere BMW’er og Mercedeser i limousineklassen.

“Et stykke tid troede jeg næsten, at I var kommet på sporet af Agnes Gerner, havde afsløret og dræbt hende,” sagde han.

Waldhorst rystede på hovedet og fiskede en euroseddel frem fra sin tegnebog, rakte den til chaufføren. Alligevel mente Tommy Bergmann at kunne mærke en lille ændring i den gamle mands kropssprog, som om han stivnede, et kort sekund var han som et dyr fanget i en bils forlygter, før han igen kom til sig selv.

“Jeg beklager at måtte skuffe Dem, hr. Bergmann. Hvis vi havde troet, hun var terrorist, ville hun vel være blevet arresteret og ikke dræbt ude i skoven, tror De ikke?”

Peter Waldhorst fik med en smule anstrengelse klaret sig ud af bilen, chaufføren kom for langsomt ud af sædet til at hjælpe ham. Tommy Bergmann steg ud for at sige farvel til den gamle mand, som stod og strakte ryggen efter den korte køretur. Han tog en kam frem fra inderlommen på den poplinjakke, som han af en eller anden grund gik med i denne varme, og redte det grå hår tilbage. Derefter blev han stående et stykke tid og stirrede på bygningen bag Tommy Bergmann, som vendte sig og så op mod vinduerne i klinikken. Genskinnet i vinduerne gjorde det umuligt at se, om der stod nogen indenfor og betragtede dem.

“Er hun alvorligt syg?” sagde Tommy Bergmann.

“I vores alder er det meste alvorligt. Derfor husker jeg at give hende en opmærksomhed i ny og næ.” Han nikkede mod gaven og rosen, som han holdt i hånden.

“Hvornår mødte De hinanden?”

“Hvorfor spørger De?”

Tommy Bergmann trak på skuldrene. Han vidste det ikke engang selv.

“Da Kennedy var i Berlin og sagde, at han var berliner, var jeg, en ægte berliner, i min egen by som amerikaner. Det var forfærdeligt.”

“De mødte altså hinanden her i Berlin,” sagde Tommy Bergmann.

Peter Waldhorst nikkede svagt.

“Af alle steder mødte vi hinanden i afgangshallen på Tempelhof.” Waldhorst fastholdt hans blik og lavede en slags grimasse med munden, som om han ville sige: Ja, ja, det var dengang for så længe siden.

Waldhorst rystede på hovedet. “Nuvel,” sagde han og vendte sig mod taxachaufføren og sagde noget om, at Tommy Bergmann skulle videre til Tegel. De var så tæt på flyvepladsen, at Tommy Bergmann kunne høre flyenes tomgangstest.

Den gamle mand tog det sidste skridt frem mod Tommy Bergmann og stod nu lige foran ham.

“Jeg skal komme med en indrømmelse,” sagde Tommy Bergmann. “Det føles, som om der er noget, jeg har overset.”

“Sådan er det i Deres arbejde,” sagde Waldhorst. “Ligesom det var det i mit. Der er altid noget, man har overset. Noget enkelt, noget helt banalt.”

“Har jeg overset noget banalt?” sagde Tommy Bergmann.

“Begynd fra begyndelsen og spørg Dem selv,” sagde Waldhorst og holdt en kunstpause. “Hvem var Carl Oscar Krogh?”

“Hvem var Carl Oscar Krogh?” gentog Tommy Bergmann.

Waldhorst nikkede.

“Jeg er sikker på, at svaret ligger gemt i det spørgsmål. I selve spørgsmålet.”

“Han havde konti i Schweiz eller Liechtenstein,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst foretog en bevægelse med hovedet, afvisende.

Tommy Bergmann tilbageholdt spørgsmålet om, hvorvidt Krogh arbejdede for tyskerne. Waldhorst ville bare jage ham væk.

“Tja, han havde sikkert stukket nogle penge af vejen fra firmaet, tror De ikke?” sagde Waldhorst. “Lav nu ikke en historie ud af dét, verden er meget enklere end som så.”Waldhorst så på sit armbåndsur. “Det er sent, hr. Bergmann. Jeg har ikke mere tid.” Han strakte sin højre hånd frem mod Tommy Bergmanns, som hvilede mod den åbne bildør. Deres øjne mødtes. Waldhorsts øjne virkede nu som et panser, som om han havde fundet tilbage til den mand, han havde været i Norge under krigen. Tommy Bergmann ønskede ikke at tænke på, hvad han havde bedrevet.

“Lykke til,” sagde Waldhorst. “Jeg beklager, at jeg ikke kunne være til mere hjælp.”

“De har været til stor hjælp,” sagde Tommy Bergmann. Jeg ved bare ikke, på hvilken måde, tænkte han.

“Og De havde ret i én ting,” sagde Waldhorst.

“Ja?”

“Agnes,” sagde Waldhorst.

Tommy Bergmann så på ham. Hans blik var tomt.

“Jeg elskede hende. Jeg har aldrig elsket nogen anden så højt, tror jeg. Nej, nej.”

Tommy Bergmann åbnede munden, men vidste ikke, hvad han skulle sige.

“Fra første gang jeg så hende,” sagde Peter Waldhorst stille, derefter lavede han en grimasse, en slags smil, så vendte han sig og gik over fodgængerovergangen. Hans gang var som forkrøblet nu. Der var intet tilbage af den mand, som kun få timer tidligere var kommet fra tennisbanen.

Tommy Bergmann blev stående og så på Waldhorst, som han langsomt gik hen mod indgangen til Røde Kors-klinikken. Han tænkte, at hvis Waldhorst vendte sig, måtte der være noget mere, noget, som Waldhorst ikke havde fortalt.

Men Peter Waldhorst vendte sig ikke en eneste gang.

Skydedørene gik i efter ham.

Tommy Bergmann lagde hovedet tilbage og skyggede med en hånd for øjnene. Han studerede vindue efter vindue i den store hos- pitalsbygning foran sig.

“Mein Herr. Skal vi køre?” sagde chaufføren bag ham.

“Jeg elskede hende,” hviskede Tommy Bergmann for sig selv.