Tirsdag den 19. juni 2003
Schönefeld
Berlin
Lufthavnen Schönefeld lige uden for det gamle Østberlin var lille og forfalden, men det tog Tommy Bergmann sig ikke af. I stedet tænkte han på ganske andre ting, mens han skoddede cigaretstumpen i et overfyldt askebæger uden for afgangshallen.
Peter Waldhorsts sidste ord ringede stadigvæk i hans hoved.
Jeg elskede hende.
Hvorfor havde han sagt det?
Efter et par skridt ind i selve bygningen midt i en horde af englændere med tømmermænd og et ungt par, som stod tæt omslyngede og græd og knugede hinanden, standsede Tommy Bergmann op og satte sin rejsetaske på gulvet.
Han vendte sig omkring. Først én gang. Så en gang til. Derefter studerede han skærmene, der viste de forskellige flyafgange med gul skrift. To politifolk kom gående gennem hallen, Tommy Bergmann fæstnede sit blik på den ene mands pistolhylster, derefter på schæferen, som med sorgtyngede øjne stirrede ned i den mundkurv, den havde omkring munden.
Han var opfyldt af en ubestemmelig følelse af, at Peter Waldhorst havde trukket et slør ned for øjnene af ham, et slags røgslør, som gjorde det umuligt for ham at se klart mere. Han tog rejsetasken op fra gulvet og gik tilbage mod udgangen.
Jeg elskede hende, sagde Tommy Bergmann endnu en gang for sig selv.
Jeg elskede hende?
Hvis Krogh virkelig havde dræbt Agnes Gerner, og Waldhorst ...
Dørene foran ham gik op. Han hørte Oslo og sit eget navn blive råbt ud. Klokken, tænkte han og så på sit armbåndsur. Hvor længe havde han egentlig siddet på den fortovsrestaurant? Hadja havde ringet til ham på mobilen, men han havde heller ikke taget den i dag. Pludselig kunne han mærke de tre-fire øl, han havde drukket i et forsøg på at tænke på noget andet, presset fra dem i blæren. Ved gaten blev han mødt af et opgivende blik. Damen bag skranken så demonstrativt på uret.
“Jeg beklager,” sagde Tommy Bergmann og styrede mod toiletskiltet til venstre.
“Mister Bergmann,” sagde hun højt bag ham.
Tommy Bergmann gik bare. At han blev ladt tilbage, var ikke det værste, der kunne ske. Måske var der en mening med det hele.
Jeg elskede hende, tænkte han, mens urinalet blev fyldt med berlinerøllet.
Mobiltelefonen ringede, mens han studerede sit ansigt i spejlet, poserne under øjnene var blevet lidt mindre, huden så næsten ud til at have en slags skær af liv. Endnu en gang, sandsynligvis sidste gang, hørte han sit navn over højttaleranlægget.
“Hvad er der?” Tommy Bergmann ignorerede den arrige dame i den beige dragt, gik bare lige forbi hende og hen mod gaten, hvor Norwegian-flyet stadig ventede på ham.
“Vi har fået en dommerkendelse til ransagning hos Vera Holt.”
“Det er ikke dårligt,” sagde Tommy Bergmann. Han stod i flydøren. Der var ingen vej tilbage nu.
“Vi tager det i morgen tidlig,” sagde Fredrik Reuter. Tommy Bergmann gik hen ad midtergangen og nød for et øjeblik at være genstand for enhver idiots misbilligende interesse.
“Vi tager det i aften,” sagde Tommy Bergmann. “Så snart jeg er landet.”
Fredrik Reuter blev tavs.
“Jeg troede, du havde dårligt med tid,” sagde Tommy Bergmann. Han fandt sit sæde, satte rejsetasken fra sig i midtergangen, overlod placeringen til den allerede godt irriterede stewardesse.
“Boarding completed,” lød det ud af højttaleren over ham.
“O.k. Ring til mig, når du lander,” sagde Fredrik Reuter.
“Og tag Halgeir med,” sagde Tommy Bergmann.
Der kom et grynt oppe fra Oslo. Ingen af dem brød sig om Halgeir Sørvaag, men han var uovertruffen med hensyn til at komme ind ad låste døre og finde guld under ransagninger.
“Nå, mødte du så denne Waldhorst?” sagde Reuter.
Flyet var allerede færdigt med at bakke ud fra gaten og godt på vej ud mod runwayen. Stewardessen kom marcherende hen ad midtergangen og sendte Tommy Bergmann et blik, som betød, at han skulle slukke mobilen.
“Vi tager det, når jeg kommer hjem,” sagde Tommy Bergmann. “Jeg må slutte.”
“Men du,” sagde Reuter.
Tommy Bergmann sukkede.
“Der er dukket en satans besynderlig ting op. Måske ikke så vigtig, men ...”
“Er der noget, der ikke er besynderligt i den her sag?” sagde Tommy Bergmann.
“Vi fik den endelige rapport fra Rettsmedisinsk i dag.”
“På Krogh?”
“Nej, på de tre i Nordmarka.”
Tommy Bergmann rettede sig op i flysædet.
“Ja,” sagde han lavt.
“Det var ikke tjenestepigen, der lå begravet oppe i skoven.”
Tommy Bergmann sagde ingenting. Der kom knopper på huden på de bare arme.
“Ikke tjenestepigen,” sagde han. “Ikke Johanne Caspersen?”
“Efter alt, hvad jeg ved,” sagde Fredrik Reuter, “så lever hun måske endnu.”
Der opstod en pause. Ingen af dem vidste, hvad de skulle sige.
Tommy Bergmann slukkede mobiltelefonen og lagde den i skødet. Udmattet lagde han hovedet mod nakkestøtten, mens flyet begyndte at taxie ud på runwayen. Der dukkede et billede op på nethinden. Det var to kvinder og en mand, der blev fundet i Nordmarka, havde Reuter sagt. Tjenestepigen måtte være sluppet væk, men hvordan? Derefter greb han ved en indskydelse efter fotografiet i inderlommen. Fotografiet med Waldhorst og Agnes Gerner på hver sin side af bordet sankthansaften 1942. Og ved siden af Agnes Gerner en mørkhåret, ti år ældre mand. Gustav Lande.
Gustav Lande, slog det ned i ham.
Gustav Lande var manden på fotografiet hjemme hos Waldhorst. Manden på bjergskråningen. Og kvinden ved siden af måtte være hans første kone. Højgravid med det dræbte pigebarn.
Men hvorfor? tænkte Tommy Bergmann, mens flyet lettede fra jorden.
Hvorfor har Peter Waldhorst et fotografi stående af Gustav Lande og hans første kone, højgravid?