Fredag den 25 september 1942
AS Knaben Molybdængruver
Rosenkrantz’ gate
Oslo

Hendes blik fokuserede på bagsiden af de to fotografirammer. Hvad andet ville en mand med et kontor som dette have fotografier af, hvis ikke kone og børn?

Agnes Gerner forbandede sig selv for at have sluppet tanken igennem. Forsigtigt skiftede hun position på stolen, som var stillet på skrå foran skrivebordet. Toiletpapiret skar som metal i trusserne. Hun lavede en grimasse, forsøgte at glatte ud med et lille smil.

Lige ved siden af hende i en stol nøjagtigt magen til sad chefsekretæren. Agnes Gerner trak øjnene til sig og så i stedet hen mod denne kvinde til højre for sig, mens hun knugede håndtasken i skødet.

“Ja, vi skal jo eventuelt arbejde sammen, jeg vil blive Deres nærmeste overordnede,” sagde chefsekretæren halvnervøst. Hun lod sætningen dø hen og vendte ansigtet mod forskningsdirektør Rolborg igen. Rolborg sad og læste i Agnes Gerners papirer uden at gøre tegn til at ville se op. Under læsningen gryntede han noget for sig selv, noget, som fik hans udtryksløse ansigt til at stramme over kindbenene og allerede gav ham et skær af død.

Agnes Gerner kunne mærke, at hun selv var bleg. Kold, som om hun vidste, at det her også ville blive hendes død. Hvordan kunne hun være så naiv at tro, at hun ville komme fra det i live? Der var kun én vej ud, og det var den, hun var kommet ind ad.

Et øjeblik var hun sikker på, at hun ville besvime, som hun sad. Hendes øjne rullede bagover, mens hun tænkte på, at direktøren havde adskillige børn, tre, måske fire.

“Kære De, der er ikke noget at være nervøs for,” sagde chefsekretæren, som Agnes Gerner ikke, om det så gjaldt hendes liv, kunne huske navnet på, selv om det kun var nogle minutter siden, de havde hilst på hinanden. Hun rejste sig og lagde en hånd på Agnes Gerners skulder. “Er De sikker på, at jeg ikke skal tage Deres kappe for Dem? Der er skrækkelig varmt herinde, synes De ikke?”

Et lille øjeblik var det, som om alle kropsfunktioner ophørte, hjertet standsede blodtilførslen, og Agnes Gerner sank længere og længere ned, som i en sump, en mose.

“Vil De have et glas vand?” sagde chefsekretæren, der slet ikke var, som Agnes Gerner havde forestillet sig. Hendes øjne var milde, ligeledes stemmen, det var en blød sørlandsdialekt, så vidt hun kunne høre under riksmålet. En kvinde af den slags, som sandsynligvis var gift. Og havde børn. Agnes Gerner magtede næsten ikke at tænke rationelt længere. Hun var ved at blive overrumplet af sentimentale tanker, hendes mål blev mere og mere utydeligt, det job, hun skulle klare, virkede umuligt at gennemføre nu. Det måtte ske nu, gjorde hun det ikke nu med det samme, ville hun aldrig klare det. Hun hørte, at chefsekretæren skænkede vand i et glas inde i badeværelset, der lå i tilknytning til kontoret. Hurtigt kastede hun et blik på forskningsdirektør Rolborg. Han sad lige foran hende, men nu med næsen i papirerne for den forrige, der var blevet interviewet.

Agnes Gerner nikkede tavs mod chefsekretæren. Kun en jævn strøm af støj fyldte hendes hoved, en elektrisk impuls fra den ene ende til den anden, intet hørte hun, ikke larmen fra det åbne vindue, ikke de ord, der kom ud af munden på kvinden, der snakkede videre inde i badeværelset.

Et skud i kammeret, tænkte hun. Hun hørte sekretæren tage det første skridt ud fra badeværelset i den anden ende af kontoret, lyden af hælen, der ramte parketgulvet, skar gennem tæppet af støj inde i hovedet på Agnes Gerner.

Hun åbnede hurtigt klappen på håndtasken, tænkte ikke engang på, hvad der ville ske, hvis Welroden klikkede. Rolborg sad stadig og mumlede for sig selv, mens han studerede papirerne.

Der kom en lyd op fra gaden. Sporvognen. Den skramlede gennem Stortingsgata, som om den var sendt af Gud selv. Det ville overdøve sekretærens fald, dæmpe lyden af den smidige kvindekrop, når den ramte gulvet.

Der var mindre end to meter mellem dem.

Chefsekretæren forstod på et splitsekund, hvad det var, Agnes Gerner holdt rettet mod hende. Hun åbnede munden i et lydløst skrig.

Lyden af glasset, som ramte gulvet, blev opslugt af støjen fra sporvognen lige neden for vinduerne. Agnes Gerner stod på skrævende ben med begge hænderne om skæftet. Og hun ville aldrig glemme hendes øjne. Aldrig. Langsomt, som om Agnes Gerner havde alverdens tid, vendte hun sig mod forskningsdirektør Torfinn Rolborg. Modlyset fra vinduet ud mod Rosenkrantz’ gate gav ham nærmest en slags glorie, og Agnes Gerner kunne ikke se hans ansigt klart. I et glimt så hun mod vinduerne på den anden side af gaden, ingen ville se det her, den grå film, som dækkede halvdelen af vinduet, gjorde det nærmest umuligt at se ind. Chokket gjorde, at Rolborg ikke kunne åbne munden ordentligt. Han sad bare som fastnaglet i den høje kontorstol, mens en kvalt lyd, nærmest som fra et såret dyr, kom ud af munden på ham. Agnes Gerner trak Welrodens ladebolt tilbage. Med fire hurtige skridt, mens Rolborg vantro forsøgte at rejse sig fra stolen, i øjeblikket, inden han fik presset en hørlig lyd over læberne, var hun henne ved ham, kun en halv meter skilte dem, han var simpelthen ude af stand til at forstå, hvad der skete.

Det eneste, der hørtes, var et stumt pop, som blandede sig med de sidste lyde af sporvognen, som nu havde passeret krydset og var ude af Stortingsgata. Rolborg faldt tilbage i stolen med nogle halvkvalte lyde. Han stirrede ned på hullet i jakken, holdt hånden mod blodet, som hurtigt trak ind i det stribede stof.

Agnes Gerner trak ladebolten tilbage igen. Han stirrede op på hende en sidste gang.

“Svein,” sagde han. “Svein.”

Agnes Gerner sigtede på hans bryst igen og trykkede af. Hans hoved kunne hun ikke få sig til at sigte på. Det spillede ingen rolle. Livet var allerede ebbet ud af Rolborg, to kugler i venstre side af brystet var nok. Agnes Gerner trak sig væk fra vinduet, undersøgte kappen, som var uden blod. Da hun skulle skubbe Welroden ind i det venstre ærme på kappen, begyndte hun at skælve over hele kroppen. To meter foran hende sad den livløse Rolborg, hvis hoved truede med at tippe ned i bordpladen. Agnes Gerner drejede sit hoved så langsomt, hun kunne, mod højre. Hendes blik ramte den døde kvindekrop, blodet, der lydløst dækkede gulvet omkring hende.

Hun samlede de falske identifikationspapirer op, som lå på skrivebordet, sølet til af blod. To af de tomme patronhylstre lå lige ved hendes fødder, hun bøjede sig ned efter dem. Det sidste lå ved stolen, hun havde siddet i lige før.

Med forsigtige skridt gik hun tilbage over gulvet til stolen, som om intet af det her nogensinde var hændt. Hun åbnede håndtasken, foldede papirerne om de tre patronhylstre og lagde det hele ned i bunden af tasken. I fem minutter sad hun ubevægelig på stolen. Hun kunne simpelthen ikke gå ned endnu. Hun havde kun været herinde i nogle minutter. Eller var det mere? Hun måtte gå. Hvorfor havde ingen fortalt hende, hvad hun skulle gøre bagefter, det var vanvittigt, det hele var vanvid!

Med jævne mellemrum lød der skridt udenfor. Gulvet rundt om sekretæren var nu fuldstændig mørkerødt. Agnes Gerner prøvede at fortælle sig selv, at hun bare sov, at hvis hun ikke selv havde gjort det, ville nogen andre have gjort det.

Til sidst måtte hun ud.

Som ved et under mødte hun ingen mennesker i korridoren. Det eneste, der var at høre, var en isoleret kvindelatter gennem en åben dør bag hende. Da hun kom til trappen ned til første etage, virkede trinene som lodrette klipper. Hun formåede kun lige at holde sig på benene. Receptionsdamen rynkede øjenbrynene, da hun blev opmærksom på Agnes Gerner midt i lobbyen.

“Er De allerede færdig?”

Agnes Gerner nikkede og tog nogle skridt i retning af receptionsskranken. Hun kunne mærke, at hun var ligbleg i ansigtet, der var ikke nogen måde, hun kunne forhindre det på.

“Ja,” sagde hun lavt.

Receptionsdamen vinkede en ung kvinde på Agnes Gerners alder til sig, åbenbart den næste kandidat, som skulle interviewes.

“Hr. Rolborg bad mig sige, at han ikke ville forstyrres i nogle minutter,” sagde Agnes Gerner. “Chefsekretæren ringer ned til Dem.”

Receptionsdamen nikkede mut.

“Farvel,” sagde Agnes Gerner, da receptionisten skulle til at åbne munden. Telefonen under skranken gav sig til at ringe. Receptionsdamen virkede, som om hun tøvede i et sekund, skulle hun stille Agnes Gerner endnu et spørgsmål, eller skulle hun tage telefonen?

Agnes Gerner tvang sig selv til at gøre omkring. Uden at se til hverken højre eller venstre gik hun lige frem mod indgangsdøren. Ud af øjenkrogen bemærkede hun så småt, at den stirrende sikkerhedsvagt kom ind fra venstre, han gik frem mod den indre dør ud til slusen, hvor de to tyskere stod, og åbnede den for hende. Agnes Gerner forsøgte at smile til ham, han sagde nogle ord, men hun var ikke i stand til at høre, hvad det var. Så smuttede hun tavs forbi korporalen og soldaten. Der lå en let regn over asfalten. Agnes Gerner gik så langsomt, hun kunne, hen ad den næsten mennesketomme Rosenkrantz’ gate. Med blikket stift rettet mod bageriet på hjørnet af Kjeld Stubs gate bare fyrre-halvtreds meter henne ad gaden koncentrerede hun sig om at sætte den ene fod foran den anden. Der kom en mand imod hende, men han gik i opløsning direkte for øjnene af hende, bag hende jagtede de hende usynligt, og snart ville fødderne nægte at flytte sig. Om blot nogle sekunder ville korporalen og soldaten komme løbende ud fra indgangsdøren til Knabens kontorer, soldaten ville åbne ild med Schmeisseren, og hun ville ligge gennemhullet blot nogle få meter fra den sorte taxa, som holdt parkeret lige uden for bageriet.

Bare ti meter tilbage, hviskede hun for sig selv. En skikkelse, som lignede Pilgrimmen, min kære Pilgrim, kom ud ad døren til bageriet i en lidt for stram taxauniform. Uden at se på hende gik han de fem-seks meter hen til bilen. Agnes Gerner var lige ved at gå ind i nogle mennesker, da hun krydsede gaden, for sit indre øje så hun receptionisten netop i dette øjeblik banke på døren ind til Rolborgs kontor og sekundet efter skrige, så det ville kunne høres helt herned. Hun måtte modstå trangen til at vende sig, måtte, måtte, måtte! Og hvorfor den her blå dragt, de kunne se hende på halvtreds meters afstand. Start, tænkte hun, start, for helvede! Start den satans bil! Motoren startede med et brag. Hun småløb de sidste to-tre meter, vidste, at hun ikke burde, men det var det eneste, der hjalp, hun smækkede døren i efter sig, og de var næsten ude på Rådhusgata, inden hun vidste et ord af det.

Agnes Gerner vred sig rundt på bagsædet og fik et sidste glimt af Rosenkrantz’ gate. Der foregik ikke noget der, kun en uformelig mængde af mennesker, gaden var nu fuld af mennesker, var den ikke? Og en bil, nej, to, men ingen soldater, der løb hen ad gaden, ingen statspolitipatruljer med stormtropperne rendende efter sig.

“Kappen,” sagde Pilgrimmen fra førersædet, “få den af ...” Han kastede et hurtigt blik på hende i bakspejlet, men hans øjne var hårde, tømt for liv, og allerinderst i hans sjæl syntes Agnes Gerner, at hun kunne se en rå frygt ulme. Det er det sidste, jeg har brug for, tænkte hun og krængede det blå overtøj af sig. Fra papirposen under passagersædet tog hun en tilsvarende, men beige kappe og klemte den blå ind under sædet. Hun mærkede stengunnens skæfte mod fingrene. I nogle sekunder flimrede chefsekretærens ansigt på nethinden, det milde væsen, som ville hende det så godt, det tavse chok, da hun stod med vandglasset i hånden, det mørkerøde blod rundt om hende.

“Er opgaven udført?” sagde Pilgrimmen med bemærkelsesværdigt rolig stemme. Han gearede op, og bilen skød fart hen ad Rådhusgata. Agnes Gerner mumlede en slags “ja” uden at møde hans blik i bakspejlet, lagde brillerne i håndtasken, derefter stak hun den blå hat ned under bagsædet, lagde sig ned og hev parykken af. Under førersædet lå der en lysebrun, bredskygget hat. Hun tog den på, satte sig op, og det lykkedes hende at holde tårerne tilbage, mens hun fjernede de nærmest brændende kontaktlinser. I korte glimt forstod hun, at de kørte mod Sagene eller Bjølsen.

Efter endnu nogle karréer svingede Pilgrimmen bilen ind gennem en snæver port, som øjeblikkelig blev lukket bag dem. Han standsede bilen med en hård opbremsning. Agnes Gerner så sig forvirret omkring. Det måtte være et automobilværksted af en slags. Det buldrede i gaden bag dem, en sporvogn kom nærmere, lyden skar gennem stålporten på præcis samme måde, som den havde skåret sig gennem vinduesruderne hos Torfinn Rolborg. Hvem var Svein? tænkte hun. Sønnen. Det måtte være hans søn.

Pilgrimmen åbnede døren til bagsædet. Bilens indre fyldtes med lugten af motorolie og noget andet, måske maling. Kvalmen vendte tilbage. Uden at sige noget til hende tog han tingene under sæderne ud. Stengunnen strøg mod hendes ben.

“Papirerne,” sagde han. “Og hylstrene, hvis du nåede det ...”

Hun åbnede tasken og rakte ham de sammenfoldede ark. Rolborgs blod var blevet til sorte pletter, som var trukket ind i papiret.

Pilgrimmen tog patronerne ud af Welroden og gav dem til en mand klædt i en beskidt kedeldragt. Derefter virkede det, som om han fortrød, han tog pistolen og patronerne tilbage.

“Åh herregud,” sagde Agnes Gerner. “Åh herregud.” Hun skjulte sit ansigt i hænderne, intet kunne holde det tilbage længere.

Pilgrimmen satte sig ind ved siden af hende.

“Hold om mig,” sagde hun.

Han flakkede med blikket, så ud ad vinduet, som om der var noget at se på i det lille, grønmalede værksted.

“Det ved du godt, jeg ikke kan,” sagde han lavt. “Du må tage det her. Det kan ikke ligge her.”

Han rakte Welroden og patronerne frem mod hende.

“Jeg? Jeg kan ikke tage dem med.”

“Det er bedst på den måde.” Pilgrimmen åbnede skæftet og satte omstændeligt patronerne i magasinet igen.

“Hvad, hvis de ransager lejligheden ... eller hvis jeg bliver standset i kontrollen på vej hjem?”

“De ser efter en blondine, ikke dig. Gem det hos Gustav Lande, hvem ville begynde at lede dér? Hvis nogen skulle finde det, vil de forbinde det med ham, ikke med dig,” sagde han roligt. Han stak pistolen ned i det ene ærme på kappen. “Inde på kontoret ligger der en beige nederdel, en hvid bluse og et par nye sko.” Han nikkede mod et punkt bag hende.

Agnes Gerner vendte sig. Det virkede, som om de var afsondret fra resten af verden her inde i værkstedshallen. Manden i kedeldragt stod på det beskidte gulv og kiggede ned i de papirposer, Pilgrimmen havde givet ham.

“Nå. Går det godt?” sagde Pilgrimmen uden at se på hende, fjern, som om hun var hvem som helst, som om de snakkede om hvad som helst.

“Godt?” spurgte hun lavt.

Pilgrimmen åbnede munden for at sige noget, men fortrød.

Agnes Gerner steg ud af bilen og smækkede døren i efter sig. Det gjaldede metallisk under det høje tag. Hendes hoved var nu udelukkende fuldt af den kvalme lugt af motorolie.

“Toilettet,” sagde hun til manden i kedeldragt, som nu var henne ved en dør i den anden ende af lokalet. Han så på hende i et stykke tid. Så pegede han tavst op mod galleriet i højre side. Agnes Gerner lagde hovedet bagover og blev et øjeblik blændet af rækken af vinduer oppe på anden etage. Hun holdt fast i metalgelænderet, da hun stavrede op ad metaltrappen. Pilgrimmen fulgte efter hende.

“Hold dig væk fra mig,” hviskede hun for sig selv.

Toilettet var lille og beskidt og lå på bagsiden af kontoret på anden etage. Hun nåede ikke frem og kastede op på dørtærsklen. Hun stod skrævende og så ned i sit eget opkast.

Pilgrimmen standsede bag hende inde på kontoret.

“Du skal vaske vaselinen ud af håret,” sagde han bare. Agnes Gerner satte sig på hug og samlede hatten op fra gulvet. Hendes ansigt fortrak sig, gråden kunne ikke holdes tilbage. Hun pressede håndfladerne mod øjnene.

“Det skal nok gå godt,” sagde Pilgrimmen bag hende. Han holdt om hende. Endelig holdt han om hende.

“Det skal nok gå godt.”

“Jeg kaster op hver morgen,” sagde hun lavt. “Forstår du, hvad det betyder?”

Han sagde ikke et ord. Det eneste, han gjorde, var at slippe grebet om hende.

“Elsker du mig?” hviskede hun og rejste sig op.

Pilgrimmen så forbi hende, ind i det mørke, beskidte toilet.

Han blinkede én gang.

“Carl Oscar? Sig, at du elsker mig.” Hun holdt hans ansigt mellem hænderne. Det var blevet gammelt bare i løbet af de sidste uger, det så ud til, at der satte sig fine rynker rundt om øjnene, en fure skar sig ind mellem de fine øjenbryn.

Han tog hendes hænder væk, vendte sig og gik ud af kontoret. Så trampede hans fødder ned ad metaltrappen.

Agnes Gerner skyllede munden utallige gange. Opkastet lod hun være.

Fra døråbningen til kontoret kunne hun se ud i den lille baggård, manden i kedeldragt stod over en stor olietønde, der stak flammer op langs kanten. Posen med hendes ting, tøjet, parykken, papirerne smed han ned i den. Pilgrimmen stod bøjet over køleren på bilen nede på værkstedsgulvet.

Agnes Gerner kunne tage fejl, men det så ud, som om han græd.