Torsdag den 19. juni 2003
Oslo lufthavn
Gardermoen

Skydedørene åbnede sig langsomt. Tommy Bergmann stirrede lige ud i en gruppe mennesker, som så ud til at være skuffede over, at det var netop ham, der kom ud i ankomsthallen. De fjernede blikket fra ham og kastede sig i stedet om halsen på dem, der kom efter.

Latteren og gensynsglæden omkring ham fik ham endnu et hak længere ned i kælderen. Hadja ventede sikkert på ham, men det måtte han se at få afsluttet, før det var begyndt. Mens han ventede på bagagen, havde han tjekket mobilen. Vil du ringe til mig? Jeg savner dig. Hadja. Han måtte få det ud af verden, senest i nat.

Han fik øje på Fredrik Reuter, som strakte en hånd halvvejs i vejret. Det så ud, som om de sidste dage havde været hårde ved ham. Reuter var ubarberet, og hans hår, som ellers lå vandkæmmet som på en spejderdreng, hang uvasket ned i panden på ham.

“Beklager, at jeg ikke nåede at købe blomster,” sagde Fredrik Reuter og rakte ham nogle papirer, som han havde holdt skjult på ryggen. Tommy Bergmann ignorerede morsomheden.

“Ikke noget taxfree?” sagde Reuter og lød, som om han ikke var ironisk.

Tommy Bergmann hørte knapt nok efter.

“Bilen holder lige udenfor,” sagde Reuter og tog Tommy Bergmanns rejsetaske.

Han begyndte at gå langsomt og nærmest modvilligt mod udgangen, mens han læste ordene fra Rettsmedisinsk institutt.

Fornyet vurdering: et barn, anslået alder 8-9 år, en kvinde på omkring 20-25 år og en mand på omkring 20-25 år.

“Det var dog satans besynderligt.”

Fredrik Reuter lagde sig ud i inderbanen og talte mere til sig selv end til Tommy Bergmann. Der kom et fly til syne på himlen, Tommy Bergmann studerede landingslysene, den tiltagende mørkeblå himmel og det slør af rosa, der havde lagt sig over de granklædte højdedrag mod vest.

“Tjenestepigen,” sagde Fredrik Reuter. “Hun må have klaret at slippe væk på en eller anden måde.”

Tommy Bergmann sagde ikke noget.

“Jeg mener, hun blev jo meldt savnet, der må være en grund til, at hun aldrig meldte sig. Hun har jo været savnet siden 1942.”

“Måske hun ikke nåede at melde sig,” sagde Tommy Bergmann. “Fordi hun også blev dræbt.”

Fredrik Reuter rystede på hovedet og sænkede øjenbrynene. “Måske blev hun dræbt et andet sted ?” sagde Tommy Bergmann. Denne gang kom der et knap nok synligt nik fra Reuter.

“Men hvem fanden er den mand, som lå begravet sammen med Agnes og barnet?”

“Jeg har ingen anelse,” sagde Tommy Bergmann. “Men måske dræbte Krogh tjenestepigen et andet sted.”

“Så du tror stadigvæk, at det var Krogh, der dræbte dem?”

Tommy Bergmann nikkede og gryntede bekræftende.

Så var der noget, der slog ned i hovedet på ham. En vild idé. Han tog notesbogen frem fra jakkens inderlomme og slog op på den sidste side.

Fredrik Reuter tændte læselampen i loftet for ham.

“Gretchen,” sagde Tommy Bergmann for sig selv.

“Gretchen,” sagde Reuter.

Tommy Bergmann hævede hovedet og fæstnede blikket på de røde baglygter på bilen foran.

“Hvad var det nu, tjenestepigen hed?” sagde han ud i luften. “Johanne Caspersen,” sagde Fredrik Reuter.

“Ikke noget mellemnavn?”

“Nej,” sagde Reuter. “Hvorfor ...”

“Det var bare et indfald,” sagde Tommy Bergmann, sank tilbage i sædet, lagde notesblokken i skødet og lukkede øjnene. Denne følelse af at være blevet totalt snydt af Peter Waldhorst ville ikke slippe sit tag i ham. Jeg elskede hende, tænkte han. Og jeg har overset noget banalt.

“Vera Holt,” sagde Fredrik Reuter. “Se, det er en mistænkt, som jeg virkelig kan lide. Hun er splittergal, hun har et motiv som amen i kirken, og hun er allerede spærret inde.”

“Det kan ikke være bedre,” sagde Tommy Bergmann. “Men der er noget galt med Peter Waldhorst.”

Fredrik Reuter sukkede ved siden af ham. Tommy Bergmann blev presset tilbage i sædet, speedometernålen passerede 140 kilometer i timen.

“Det er klart, der er noget galt med den gamling. Han er Gestapomand, inden da var han Abwehr. Fyren er ikke velforvaret, Tommy. Men det vidste du vel, inden du rejste derned?”

“Hold op,” sagde Tommy Bergmann. “Han holder noget skjult.”

“Hvad er det første bud for enhver efterforsker?” sagde Fredrik Reuter og kørte inden om en BMW, mens han bandede over chaufføren.

“Man skal ikke gøre en sag mere indviklet, end den behøver at være,” sagde Tommy Bergmann.

“Så lad være med at indblande Peter Waldhorst.”

“Der er noget, han ikke vil fortælle mig.”

“Glem det,” sagde Fredrik Reuter. “Waldhorst kan sikkert fortælle mere om verdens djævelskab, end du og jeg overhovedet vil gide høre på, Tommy.”

“Vi må tjekke passagerlisterne til og fra Berlin. Udlejningsbiler, togbilletter, færger, alt. Peter Ward er hans navn nu, men eftersom han har arbejdet for CIA, kan han have flere gamle pas i reserve, han kan endda have rejst under sit gamle navn Waldhorst, det ville faktisk ikke overraske mig.”

Fredrik Reuter tog sig i det, slugte det ord, han så ud til at have på tungen.

“Hvorfor?” sagde han bare til sidst.

“Han sagde, at han elskede hende.”

“Hvad?” Fredrik Reuter bremsede ned. Mondeoen svingede ind mod Shell-stationen på Skedsmokorset. “Elskede hvem?”

“Agnes Gerner,” sagde Tommy Bergmann. “Lige inden vi skiltes, sagde Waldhorst, at han elskede Agnes fra første gang, han så hende.”

“Kunne det så være ham, der dræbte hende?” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann rystede på hovedet.

“Det tror jeg ikke.”

“Tror ikke ...” sagde Reuter. “Sig hellere nej,” sagde han.

“Nej,” sagde Tommy Bergmann. “Men der skete noget ...”

“Det kan du springe op og falde ned på,” sagde Fredrik Reuter.

“Der skete noget, der gjorde, at Waldhorst fik at vide, hvem der dræbte Agnes Gerner.”

“Du tror altså, at Waldhorst kan have dræbt Krogh?”

Tommy Bergmann nikkede. “Det er ikke umuligt. Han tilstod næsten. Hvis han vidste, at Krogh havde dræbt Agnes Gerner, kan vi sætte ham øverst på listen.”

“Hvad mener du med ‘tilstod næsten’?”

“Det var det, han gjorde. Da han sagde, at tilfældighed er skæbne og skæbne tilfældighed.”

Fredrik Reuter bandede for sig selv.

“Det her forstår jeg ikke noget af, Tommy. Jeg giver dig en dag mere. Derefter er det slut med Waldhorst og guderne må vide hvem. Hvis vi finder Vera Holts fingeraftryk på kniven i morgen tidlig, kan du for min skyld afspadsere resten af året, o.k? Eventyr har vi i forvejen nok af i Huset.”

“Han er en meget lille mand,” sagde Tommy Bergmann.

Fredrik Reuter rystede på hovedet. “Hvor vil du hen?”

“Han kan fint have skonummer 41.”

Men det tjekkede jeg ikke, tænkte Tommy Bergmann.