Torsdag den 19. juni 2003
Kolstadgata
Oslo

“Nå, så du vil have tjekket passagerlisterne til og fra Berlin?” sagde Fredrik Reuter. Det virkede, som om han havde fået tænkt sig om på den korte tur fra Skedsmokorset til Tøyen og var nået frem til, at Peter Waldhorst måske burde gås lidt nærmere efter i sømmene alligevel.

Fredrik Reuter svingede bilen op på fortovet på Kolstadgata og hev i håndbremsen.

“Vi må tjekke alle biludlejningskontorer for Peter Waldhorst eller Peter Ward.” Tommy Bergmann lod sætningen dø hen. Peter Waldhorst havde på gådefuld vis skabt kaos i det lidt, han troede, han havde sat i system. Jeg elskede hende. Hvad mente Waldhorst med det?

“Hvad, hvis der ikke er nogen sammenhæng?” sagde Halgeir Sørvaag fra bagsædet. Han bøjede sig frem mellem forsæderne, og en umiskendelig stank af dårlig ånde ramte Tommy Bergmann i ansigtet. Han trykkede på knappen for at få vinduesruden ned.

“Eller hvad, hvis det er omvendt? Hvad, hvis Kaj Holt fortalte Waldhorst, hvem der havde likvideret de tre? Det virker mere naturligt,” sagde Sørvaag. “Så kan du have en case, Tommy.”

“Stop,” sagde Fredrik Reuter. “Du forvirrer mig, Halgeir. Lad os holde det nede på jorden, ikke? Vores dame befinder sig herinde.”

Reklameindslaget i radioen sluttede, nyhederne gik i gang.

“Javist,” sagde Halgeir Sørvaag for sig selv og foldede andagtsfuldt hænderne, hvorefter han strakte dem ud og knækkede fingre, som kun han kunne gøre det. “Det skal nok lykkes os at finde en eller anden stakkel, der har hakket gamle Krogh i småstykker. Right or wrong.” På skødet havde Sørvaag en gammel attachétaske med nøgler og dirke og andre redskaber, som kunne åbne de fleste døre i hele landet uden at efterlade sig synlige spor. Det var sjældent nødvendigt med en låsesmed, når Sørvaag var med på holdet. Tommy Bergmann vendte sig mod Fredrik Reuter, som koncentrerede sig om nyhederne i radioen. Han bandede stille, da nyhedsoplæseren understregede, at det var halvanden uge siden, Carl Oscar Krogh blev fundet dræbt, og at politiet stadigvæk stod uden spor i sagen.

“Plattenslagere,” sagde Fredrik Reuter. “Vi vil give dem Vera Holt, det er det, vi vil. Vi skal have et par fingeraftryk og et par sko i størrelse 41, og de skal guddødemig passe med blodhelvedet oppe i Holmenkollen.” Han vendte sig mod Tommy Bergmann med et forventningsfuldt smil om munden.

“Amen,” sagde Halgeir Sørvaag og åbnede bildøren.

Tommy Bergmann blev siddende med armen ud ad vinduet i den parkerede bil. Måske ville det vise sig, at det var Vera Holt, der havde dræbt Carl Oscar Krogh, men han formåede ikke at føle glæde ved tanken om, at det skulle være hende. Ikke at han nogensinde havde følt ægte glæde over at arrestere et menneske, som havde taget livet af et andet, snarere havde det altid givet ham en følelse af tomhed, af, at verden aldrig ville give nogen mening, men det her ... Krogh får Kaj Holt dræbt, og så, i en anden tid, bliver han dræbt af Holts datter.

Måske ønsker jeg simpelthen ikke, at det skal være Vera Holt, tænkte Tommy Bergmann, idet Reuter bankede let på taget af bilen. Det var nok sådan, det var. Han så Vera Holt for sig, som hun havde siddet midt om vinteren i bar natkjole på trappen op til Kampen kirke i 1959, sikkert misbrugt og ødelagt for resten af livet. Og Carl Oscar Krogh havde måske fået hendes far dræbt bare for en sikkerheds skyld. Hvor langt var der ikke mellem Kroghs datter, som hun sad som en dronning ude på Bygdøy, og dette vrag af et menneske, som var endt i en socialbolig i Tøyen. Så langt, som der kunne være mellem to liv. Alligevel var det, som om de var knyttet sammen af en fælles skæbne. Den samme, som gjorde, at Krogh havde overlevet, og Holt var død.

Tommy Bergmann rystede på hovedet over sig selv og steg omsider ud af bilen. Der var allerede stimlet en flok unger sammen foran Reuter og Sørvaag. Tommy Bergmann så på sit ur og tænkte, at de vel burde have været i seng for længst, men han forstod sig hverken på børn eller på den tid, han levede i, så det kunne være det samme. Da de var kommet hen til indgangsdøren og så de samme affaldsposer, som havde ligget her, da Tommy Bergmann var her sidst, lykkedes det på uforståelig vis for Halgeir Sørvaag at skræmme børneflokken fra vid og sans, de satte i løb i alle retninger. Han havde et ikke ganske sympatisk smil om munden og meddelte, at det værste, han vidste, når han dirkede døre, var småbørn, der hang over skulderen på ham.

Gad vidst, hvor ofte det er sket? tænkte Tommy Bergmann.

I trappeopgangen skrævede Reuter over det værste affald, og Sørvaag så ikke ud til at bekymre sig om andet end sig selv, mens han asede opad en halv etage foran de andre.

“Det her er en fornærmelse,” sagde han, da han var oppe på femte. Han tog et af nøglebundterne fra attachétasken og holdt det op mod det blinkende lysstofrør i loftet, mens han mumlede noget, som Tommy Bergmann tolkede som en trylleformular.

“O.k,” sagde han til sig selv og den udvalgte nøgle.

Døren i den modsatte side af korridoren blev låst op.

“Er det dig igen?” sagde genbodamen, da hun fik øje på Tommy Bergmann. Reuter vendte sig mod hende og holdt kendelsen op.

“Det rager ikke mig,” sagde hun.

“Ved du, om hun var hjemme i pinsen?” sagde Reuter. “Vera Holt?”

Genboen så på ham med et blik, som Tommy Bergmann helst ville afholde sig fra at tolke.

Fredrik Reuter åbnede munden for at sige noget, men fortrød tydeligvis i sidste sekund. Genbodamen smækkede døren i lige for næsen af ham. Han løftede en hånd for at banke på, men standsede bevægelsen, da Halgeir Sørvaag åbenbarede, at det var lykkedes ham at åbne døren ind til Vera Holt.

Ammoniaklugten af gammelt pis slog imod de tre mænd i entréen. Efter nogle sekunder var det tydeligt, at det ikke kun lugtede af pis, men at der også stod en rådden stank op fra et utal af affaldsposer inde i stuen. Der lå tøj smidt overalt, sofabordet, som var af den type, der altid bliver stående tilbage på loppemarkeder, flød over med brugte glas og tallerkener med indtørrede madrester. Der lå reklameaviser i bølger hen over stuegulvet. Et gammelt uldtæppe i den gamle lædersofa så ud til at kunne gå i opløsning når som helst. På køkkenbordet stod der omkring tyve åbnede dåser Landlord kattemad.

“Kylling,” sagde Fredrik Reuter og holdt en af dåserne mellem fingrene. “Lidt grøn, men ellers o.k.”

“Jeg tror, hun selv spiser det,” sagde Tommy Bergmann.

Han åbnede en af skufferne i køkkenet.

Alt bestikket var af plast i forskellige farver og så ud til at være beregnet til børn.

“Nå, damen spiser i det mindste,” sagde Fredrik Reuter og trådte længere ind i køkkenet. “Det er da altid noget.”

Tommy Bergmann følte sig bedøvet af lugten inde i køkkenet, et øjeblik var det lige før, han skulle brække sig. Han fulgte efter Reuter tilbage til stuen. De tynde gardiner var trukket for. Tommy Bergmann famlede efter lyskontakten på væggen. Så gik han hen over stuegulvet og trak gardinerne fra og prøvede at åbne et vindue. Det kunne kun lige gå op. Et stykke tid var han bange for, at det ville falde ned på legepladsen. Han så byen ligge foran sig, solnedgangen strakte sig langs horisonten ved Holmenkollen, sirenen fra en patruljevogn steg op fra Grønland, bangramusik slog mod vinduesruderne i en af lejlighederne under ham.

“Glem den satans Waldhorst,” sagde Sørvaag et sted bag Tommy Bergmann. Han stod i entréen med ansatsen til et smil om munden. “Vera Holt har skonummer 41.” Han holdt en joggingsko op mod loftlyset i entréen.

“Det var som bare satan,” sagde Reuter. “Jeg tror, det kan være, at vi har hende.”

Tommy Bergmann nikkede bare tavs, men valgte ikke at sige noget. I stedet lænede han sig ud ad vinduet og så op mod Holmenkollåsen. Hun kunne næsten se hans hus herfra, tænkte han.

“Hørte du det? Tommy?” sagde Fredrik Reuter. “Vi har vist vores dame nu. Et muligt motiv, lidt galskab og et matchende skonummer.”

“Vi har vel brug for lidt mere end et par sko, det er jo ikke engang de samme sko.”

“Går vi til fest for at spolere den?” sagde Reuter. Han tog et par skridt hen mod døren i stuens kortvæg. “Åh, satans,” sagde han, da han havde åbnet den. “Er der nogen, der mangler beskidt tøj?” Reuter forsvandt ind i soveværelset, mens han holdt en arm for munden.

Tommy Bergmann ignorerede ham og gik i stedet hen til den IVAR-reol, som stod ved siden af soveværelsesdøren. Der stod en ubeskrivelig stank ud fra døråbningen, sandsynligvis havde hun besørget derinde. Eller måske katten. Eller dem begge. Lugten kunne ikke stamme fra andet end pis og afføring. Hvordan kan de sende hende tilbage hertil gang på gang? tænkte Tommy Bergmann og lod blikket glide hen over bogryggene. Et gammelt leksikon, klassikere med skindindbinding, adskillige bøger om anden verdenskrig, og ind mellem det hele var der stukket plasticposer og et gammelt plasticglas med mælk med grønne prikker flydende på overfladen.

Fredrik Reuter kom ud fra soveværelset med en kattekilling i hænderne. Den virkede udsultet, selv om det eneste spiselige i lejligheden var kattemad. Den gjorde ikke forsøg på at kradse Reuter, de store øjne stirrede bare tomt på Tommy Bergmann.

Reuter slap katten, den pilede i retning af køkkenet.

Han så ud, som om han ville sige noget, men blev stående stum, mens Tommy Bergmann gik i gang med at vælte alt indholdet ud fra de dybe boghylder. Bøgerne dumpede ned på gulvet fra den øverste hylde.

Men bag dem var der tomt. Kun støv.

Næste hylde ligeså.

“Stop,” sagde Reuter. “Blad i det mindste bøgerne igennem.”

Da han kom til den tredje hylde, mumlede Tommy Bergmann bingo for sig selv. Da han havde taget alle bøgerne ud, de fleste så ud til at være slidte psykologibøger, samt en pose med håndskrevne ark, åbenbarede der sig en gammel skotøjsæske.

“Mephisto,” sagde Fredrik Reuter og studerede paplåget. Fraværet af støv tydede på, at æsken ofte var i brug.

Tommy Bergmann åbnede forsigtigt den sorte æske.

“Det var ligegodt fandens,” sagde Fredrik Reuter, da Tommy Bergmann foldede de øverste sammenfoldede avissider ud.

“Vi behøver ikke lede længere,” sagde han stille. “Hun er hér, lige mellem fingrene på os.”

Tommy Bergmann holdt fire sider fra Dagbladet mellem hænderne. Alle siderne var fra en reportage om drabet på Krogh.

Tommy Bergmann søgte med blikket rundt på siden, og så gav det et sæt i ham, da han forstod Reuters lille udbrud.

Halgeir Sørvaag var kommet hen bag dem.

På en af siderne var der et illustrerende billede af Carl Oscar Krogh. Et billede fra krigens tid. Han havde det umiskendelige firskårne ansigt og et smil om munden, håret var kraftigt og mørkt.

Men nogen havde hakket øjnene ud på billedet. Mellem hårgrænsen og næsen var der ikke noget papir tilbage, bare en ujævnt afskåret kant.

“Hun har skåret øjnene ud på fyren,” sagde Halgeir Sørvaag.

Lettelsen skyllede gennem Tommy Bergmann. Vera Holt, tænkte han. Så var det virkelig dig.