Fredag den 25. september 1942
Hammerstads gate
Oslo

Agnes Gerner lå i det mørklagte værelse. Slåbrokken var åben, hendes hånd strøg varsomt over maven. Gennem vinduerne i stuen legede solstrålerne med hendes lægge. Svagt, som fra et sted langt væk, lød der skrigen fra børn mellem ejendommene.

Hendes øjne var vidt åbne, gennem de beskidte vinduesruder kunne hun se, at himlen var blå og skyfri. Hvordan kan himlen være blå på en dag som denne? Hvor længe havde hun ligget sådan og stirret op i dette meningsløse blå? Hun vidste det ikke, det eneste, hun vidste, var, at hun ikke måtte lukke øjnene, som hun havde gjort i brusebadet tidligere. Netop da hun lukkede øjnene og førte håndsæben op mod håret, mærkede hun chefsekretærens hånd mod ryggen, den blide stemme i øregangen, det lydløse skrig, vandglasset, som faldt til gulvet, det stive, livløse blik.

Hun rejste sig med et sæt fra sofaen. En velkendt, men alligevel helt overraskende lyd havde sat ind. Den startede midt i et signal, som om sirenen bare havde stået på pause, siden den sidst havde lydt.

Luftværnssirener, tænkte hun. Var det virkelig luftværnssirener? Ja. Med ét var hele byen fuld af denne uhyrlige lyd. Den ene lød som et ekko af den anden. Men det måtte være en øvelse. Det var stadigvæk lyst, det ville ikke blive mørkt de første mange timer.

Agnes Gerner tænkte, at hvis det var alvor, ville hun bare blive liggende og vente på at blive hentet op til himlen eller ned til helvede. Hvis bygningen brasede sammen over hende, ville det kun være en befrielse.

Så skete det mest mærkelige, som i en drøm. Hun stirrede stadigvæk stift op på et punkt på den blå himmel, da lyden af luftværnssirenerne fik en anden karakter, et sted oppe i luften over byen hørte hun lyden af flymotorer. Agnes Gerner satte sig op på knæ i sofaen og pressede ansigtet mod vinduesruden.

Så dræb mig, tænkte hun. Bare kom og dræb mig. Lad mig blive dræbt af mine egne. Nede på fortovet registrerede hun lige, at en gruppe mennesker løb i retning af indgangen under hende i et forsøg på at redde sig ned i kælderen. En mand tabte sin hat, da han hev sin datter til sig, hun gik for langsomt.

Langt nede i byen kunne Agnes Gerner høre skarpe smæld. Flere. Ti-tolv gange. Derefter fulgte den gennemtrængende lyd af luftværnskanoner. Det måtte være på Victoria terrasse. Hun så på uret. Kvart over fire. Det kunne ikke passe.

Det var derfor, Nr. 1 absolut ville fremskynde attentatet. Han måtte have vidst det.

Til venstre på himlen steg noget opad, som Agnes Gerner syntes, så ud som tre Mosquito-fly efterfulgt af en sværm af tyske fly. Så blev hun opmærksom på en sort stribe på himlen lige over Frognerparken. Et Mosquito-fly var ramt i hækken og tabte langsomt højde. Hun fulgte flyet med øjnene og foldede ubevidst sine hænder. I løbet af et sekund begyndte hun at græde. Hundrede meter efter fulgte et tysk fly, som pumpede en regn af projektiler ind i det engelske fly. Agnes Gerner så for sig, hvordan piloten allerede var ramt, men måske levede han endnu, eftersom flyet ikke havde tabt mere højde, end det havde. Til sidst vippede det engelske fly til højre og forsvandt bag hustagene. Nogle minutter senere stod en sort røgsøjle op mod himlen langt, langt væk. Hele byen var en kakofoni af larm. Ambulancer, politibiler og luftværnssirener kæmpede om at frembringe mest støj.

Efter en halv time blev der pludselig stille.

Agnes Gerner lagde sig ned på sofaen igen, som om hun var lænket fast og aldrig ville være i stand til at komme væk fra den. Efter endnu en halv time var det, som om luftangrebet aldrig var sket. Det eneste, der var sket, var det, hun selv havde gjort.

Hun blev liggende sådan, lige til det var mørkt.

Et par gange flyttede hun en arm op mod skulderen til det sidste sted, Pilgrimmen havde berørt. Hver gang hun rørte ved lige netop dét sted, var det, som om hendes hud brændte, som om hun igen var sammen med ham.

Intet andet ville hun tænke på. Ikke på, hvordan hans blik var gledet væk fra hende, hvordan han bare var gået fra hende og derefter havde stillet sig ved bilen og grædt.

Da hun var kommet ned til ham, nede på værkstedsgulvet, havde han bare givet hende en flaske tørshampoo og var med hurtige skridt gået hen mod stålporten. Uden et ord var han gået ud ad den dør, som var indfældet midt i porten. På en underlig måde føltes det, som om det var sidste gang, hun så ham.

Hun blev liggende sådan, ubevægelig, til det blev mørkt. I timevis lyttede hun bare til sit eget åndedræt.

Til sidst faldt hun i søvn og sank dybt ned i en drøm, hvor chefsekretærens ansigt blev til setterens, det ville aldrig holde op med at bløde, hun stod på toilettet på værkstedet i Sagene, hun blødte, blødte ...

Pludselig slog hun øjnene op.

Som et varsel, der løb i forvejen for den virkelige lyd, begyndte det at ringe svagt, nærmest uhørligt, i Agnes Gerners ører. Blandet med den svage børnetummel i lejligheden ovenover hørtes lyden af rullende bildæk mod asfalten udenfor.

Det eneste, hun tænkte på, var at finde håndtasken. Welroden havde hun lagt sammen med kodebogen under skabssoklen i køkkenet, den ville det tage for lang tid at finde frem. Hun var oppe med et spring, gik med hurtige skridt over gulvet. Først ledte hun i stuen, forvirret, det var da ikke her, hun havde sat den, derefter i køkkenet, hendes øjne fór desperat over køkkenbordet og vasken, i entréen, nej, heller ikke dér, hvor så? tænkte hun. Skridtene hen mod soveværelset var usikre, selv om hun var barfodet, føltes det, som om hun gik på høje hæle, som om hun havde drukket en bakkefuld champagne ligesom den aften, hvor attachéen havde fulgt hende hjem ... den lille tilfældighed, som et pust af et øjebliks forelskelse, som havde ført hende hertil, stående rådvild på fyrretræsgulvet, mens hun ledte i håndtasken efter en glasampul, som ville føre hende ud af dette liv. Endnu inden det var begyndt.

I næste sekund hørte hun en bildør blive smækket i nede på gaden.

Så sent. Efter udgangsforbuddet.

Ét for ét hørte hun skridtene nærme sig indgangsdøren, den var ikke låst, det kunne hun huske, der var noget galt med låsen, da hun kom hjem.

Hvor er håndtasken? Hvor er den? skreg hun lydløst. På vej ud af soveværelset igen så hun den yderst i øjenkrogen, den lå næsten skjult under sengetæppet på gulvet. Hun måtte have lagt den på sengen for derefter at have revet sengetæppet af, men hun huskede ingenting, hun huskede kun chefsekretærens ansigt og det sorte hul i Rolborgs stribede jakkesæt, hvordan denne milde kvinde havde sovet med åbne øjne, mens hendes hoved hvilede i sort blod.

Indgangsdøren i opgangen gik i med et smæld. Lyden af skridtene var nærmest fraværende, helt lette, på kanten af hvert trappetrin. Agnes Gerner rev håndtasken op, nogle pletter af forskningsdirektør Rolborgs blod på bunden af tasken, det måtte have smittet af fra identifikationspapirerne, hun fandt med rystende fingre frem til det stive, sammenbukkede toiletpapir, og gud ske tak og lov, dér var skæret af den aflange glasampul, den blåsorte gift lyste mod hende, som om den var Frelseren selv.

Hun lagde glasampullen ind i munden, den var kold og fremmed, smagløs, men fik hende alligevel næsten til at kaste op. Bare en tynd hinde af glas, én millimeter tykt, adskilte hende fra døden. Hun greb om håndtasken og gik ud mod entréen og lyttede til skridtene derude, op ad de sidste trappetrin.

Én person, tænkte hun. Der er kun én.

Men Gestapo kommer aldrig alene.