Torsdag den 19. juni 2003
Kolstadgata
Oslo

“Hvor mange ved, at Kroghs øjne blev hakket i stykker?” sagde Halgeir Sørvaag.

“Ingen,” sagde Tommy Bergmann til Sørvaag og gav ham avissiderne. I et glimt så han sig selv stå i Kroghs stue på Dr. Holms vei. Hvordan havde han ikke set ud, den gamle mand, som et dyr i et slagteri. Den venstre side af hans bryst var væk.

Simpelthen bare væk.

“Herregud,” sagde Fredrik Reuter. “Jeg må ringe til papa og bede hende om at finde champagnen frem.”

Idiot, tænkte Tommy Bergmann.

“Er der en pc her?” sagde Halgeir Sørvaag. “Hun må have købt den kniv på nettet.”

“Der står en i soveværelset,” sagde Reuter.

Tommy Bergmann så på de to mænd, som forsvandt ind ad døren til venstre for ham. Endnu en gang bandede Reuter over lugten derinde. Sørvaag sagde først ikke noget, så udbrød han, som om han havde vundet i Lotto, at pc’en var koblet til et modem derinde.

Var det så virkelig dig, Vera Holt? tænkte Tommy Bergmann og bladede videre gennem skotøjsæsken. Han satte sig i den beskidte sofa med ti-femten avisudklip med gamle interviews og artikler om Carl Oscar Krogh.

På alle billederne af Krogh var hans øjne forsvundet, skrabet væk med kuglepen eller kniv.

Han begyndte at lede resten af indholdet i skotøjsæsken igennem. Holdt sammen med en gammel, stor clips var der sikkert over halvtreds små ark fra forskellige notesblokke, de fleste i A5- eller A6- format. Skriblerier, kruseduller, nogle dateret, andre ikke. I midten af denne bunke lå der et ark, som skilte sig ud, et tykt, gulnet stykke brevpapir foldet to gange.

Tommy Bergmann trak det forsigtigt ud af bunken og foldede det ud på sofabordet. Han ænsede ikke længere lugten af de middags- rester, Vera Holt havde ladet stå på bordet.

Inden i det tykke, neutrale brevpapir lå der endnu et stykke papir, men af en anden papirkvalitet.

Tommy Bergmann læste det, der stod på det.

Undskyld. Kaj.

De to andre rumsterede inde i soveværelset. Tommy Bergmann sad med Kaj Holts forsvundne selvmordsbrev mellem fingrene. Han var ikke skriftekspert, men det var let at se, at håndskriften på selvmordsbrevet ikke var den samme som på notaterne i skotøjsæsken. Hvor håndskriften i selvmordsbrevet så ud til at være skrevet med selvsikkerhed, hurtigt, men med næsten perfekt skråskrift, var notaterne og tegningerne på de løsrevne ark skrevet af et jaget menneske, nervøst, ustruktureret, et menneske, som så ud til at ligge under for en evigt flimrende tankestrøm.

Tommy Bergmann løsnede forsigtigt selvmordsbrevet fra clipsen. De få bogstaver på brevpapiret gjorde, at han trak vejret dybt et par gange. Den dræbte politiinspektør, tænkte han. Husrygterne inden for stockholmspolitiet stemte faktisk.

Stockholm den 31. maj 1945.
Kære fru Holt.
Modtag mine kondolencer.
Det hele er meget smerteligt.
Deres hengivne.
G. Persson.

Kaj Holms kone må da have set, at det ikke var hans håndskrift på selvmordsbrevet, tænkte Tommy Bergmann og tog det op igen. Med ét gik det op for ham, det indlysende. At politiinspektør Persson havde sendt det angivelige selvmordsbrev til Holts kone, for at hun skulle se, at det ikke var hans håndskrift. Men havde hun gjort noget ved det? Havde hun vist det til Krogh, var det derfor, Krogh havde lagt pres på svenskerne?

Eller havde hun vist det til Krogh, hvorpå Krogh også havde fået Persson dræbt? Tommy Bergmann lagde de to ark fra sig på sofabordet. Han stirrede et øjeblik tomt på de grønne stilke, der stak op fra resterne af noget, som måtte have været labskovs.

Tænk, om det var sådan, det var? Holts kone går til Krogh, siger, at det ikke er Kaj Holts håndskrift, Krogh takker og bukker, og dagen efter bliver politiinspektør Persson skudt ned på åben gade i Stockholm. Og ingen vil nogensinde få at vide, at Carl Oscar Krogh likviderede de tre i Nordmarka.

Ingen ville have troet det, tænkte Tommy Bergmann. Det var derfor, Krogh kunne gøre det. Ingen ville nogensinde have troet sandheden.

Han vendte sig mod skotøjsæsken ved siden af sig i sofaen. Han tog bunken med løsrevne notater og bladede den igennem. Nogle af dem havde enkle tegninger af djævlelignende ansigter, det samme ansigt gik igen på flere af lapperne. Lapperne lå hulter til bulter. Der var angivet nogle få datoer, ellers var det meste tilfældige sætninger, stedsangivelser og nogle brudstykker af noget, der så ud til at være forsøg på poesi. En dag, hvor man aldrig kan tro, det vil blive sommer igen, læste Tommy Bergmann. Januar 1941. Jeg vil strække mig mod en himmel, som selv Gud har opgivet. Han studerede den nærmest febrilske håndskrift hos den person, som han mente, var Kaj Holt, bladede videre, skimmede gennem utallige navne, dæknavne og talkombinationer, nogle af navnene med et kors ved siden af, der var tegnet en tåre ned over en af siderne. Men hverken Agnes, Krogh eller Pilgrimmen stod nævnt nogen steder. På et af arkene stod der skrevet i margenen: Vera, hun skal hedde Vera.

Han havde bladet frem til det sidste ark, da han hørte en banden inde fra soveværelset. Halgeir Sørvaag proklamerede, at han havde knaldet sit hoved op i skrivebordspladen.

Tommy Bergmann smilede svagt for sig selv og tog det sidste ark op af skotøjsæsken. Det så ud til at være fra den samme notesblok som flere af de andre ark, men det her var krøllet.

Gang på gang læste han de få ord på det bølgende papir kvadreret i rødt. Vi har et råddent æble i kurven.

I kurven, mimede han. I kurven?

Ved siden af sætningen så der ud til at have været skrevet noget med blyant, som bagefter var blevet visket ud med stor kraft, papiret var nærmest slidt i stykker. Tommy Bergmann rejste sig og holdt papirarket op mod den enlige rispapirlampe, som hang ned fra loftet. Det kunne stadig lade sig gøre at læse bogstaverne spejlvendt på bagsiden, så hårdt havde trykket med blyanten været.

Nogen med en anden håndskrift end Kaj Holts havde skrevet med store bogstaver, næsten som et barns håndskrift: KROGH.

Tommy Bergmann var ved at falde bagover i sofaen.

Iver Faalund havde ret, havde han ikke? Det var Krogh, der var det rådne æble i kurven. Men hvem havde skrevet KROGH på den gamle lap og bagefter visket det ud? Vera Holt? Tommy Bergmann sukkede. I så fald var de eneste to personer, som påstod, at Krogh var overløber, en gammel drukkenbolt i Uddevalla og en psykotisk, tidligere drabsdømt kvinde. Det var ikke noget drømmehold, men Tommy Bergmann havde ikke andet valg end at tro, at det var sådan, det hele hang sammen.

“Vi har hende,” sagde Fredrik Reuter som en lille dreng foran ham. Sørvaag stod med harddisken i hånden. Han holdt den op foran Tommy Bergmann, som om det var et krigsbytte i en anden tid.

De få ord på papiret forandrer det hele, tænkte Tommy Bergmann.

Men samtidig ingenting.

Peter Waldhorst havde selvfølgelig vidst det her hele tiden. For hvad andet var det, Waldhorst kunne have fortalt Kaj Holt i Lillehammer, end at Krogh var den mand, der havde stukket kniven i ryggen på hele hjemmefronten i efteråret 1942?

Det havde Vera Holt forstået.

Og Tommy Bergmann havde virkelig overset noget fuldstændig banalt: At en drukkenbolt i gudsjammerlige Uddevalla og en galning i Kolstadgata kunne sidde inde med sandheden. Og det gjorde ham kun stærkere i troen på, at Carl Oscar Krogh havde fået Kaj Holt dræbt.

“Javist, vi har hende,” sagde Tommy Bergmann. “Men jeg tror nok, du måske skal vente med at ringe til papa.”

Han rakte den afrevne notatside til Fredrik Reuter.

Fredrik Reuter rynkede øjenbrynene og prøvede at fange Tommy Bergmanns blik. Tommy Bergmann nikkede og rejste sig, derefter nærmest pressede han arket ind i Reuters håndflade.

De to blev stående og så på hinanden et stykke tid, indtil Reuter endelig foldede arket ud og tog sine læsebriller op af brystlommen.

“Det må være Kaj Holt, der har skrevet det her,” sagde Tommy Bergmann. “Han nævner navnet Vera et sted i papirerne.”

“Vi har et råddent æble i kurven,” læste Fredrik Reuter nærmest hviskende. Han gentog ordene for sig selv. Derefter tog han et prøvende skridt baglæns.

“Se, hvad der er skrevet ved siden af, men bagefter visket ud.”

Reuter holdt papiret op mod rispapirlampen, vendte det, vendte det, gentog bevægelsen.

“Mener du ...?”

Tommy Bergmann så bare tomt ud i rummet.

“Jeg tror, Vera Holt ved noget, som ingen andre her i landet ved,” sagde han.

“Kniven,” sagde Fredrik Reuter.

Tommy Bergmann nikkede.

“Selvfølgelig,” sagde Reuter. “Det var derfor, hun dræbte ham med den kniv. Hitlerjugend.”

“Og det var derfor, Krogh måtte dræbe Agnes Gerner,” sagde Tommy Bergmann.

“Det var aldrig nogen fejllikvidering,” sagde Reuter for sig selv. “Måske har han ret alligevel, ham din fyr i Uddevalla.”

“Måske fik Kaj Holt to svar i Lillehammer,” sagde Tommy Bergmann. “Han fik at vide, hvem der dræbte Agnes Gerner og de to andre, da Waldhorst fortalte ham, hvem overløberen faktisk var. Og han fik at vide, hvem det var, der angav Milorgs og briternes netværk i Oslo i efteråret 1942. Én mand var ansvarlig for begge dele. Carl Oscar Krogh.”

Fredrik Reuter så på Tommy Bergmann med triste øjne.

“Det var derfor, Krogh flygtede over hals og hoved til Sverige,” sagde Tommy Bergmann. “Han må også have snydt andre end sine egne, eller måske blev han sluset ud af Norge af tyskerne for at komme tilbage på den rigtige side. I marts 1943 fik han lagt skylden over på en anden, Gudbrand Svendstuen, og tog selv over grænsen for at likvidere ham. Siden forholdt han sig i ro i Stockholm og ventede på, at krigen skulle slutte.”

“Det her er bare ikke til at tro,” sagde Fredrik Reuter.