Fredag den 25. september 1942
Hammerstads gate
Oslo

Agnes Gerner pressede sit hoved mod entrédøren, mens hun lyttede efter skridtene på trappen. Gud, bad hun, se i nåde til mig.

Duften af Christopher Bratchards aftershavelotion på King’s Cross-stationen fyldte pludselig hendes næsebor. Hans ord. Som om han vidste, at det her ville ske. At der ville blive lagt et alt for stort ansvar på hendes skuldre. At det ville blive hendes død.

“May God have mercy on your soul,” hviskede hun.

Men skridtene ville ikke standse.

Ni trappetrin tilbage. Hun havde talt hvert eneste trin, og der kunne kun være ni tilbage.

Ni trappetrin tilbage af livet.

Glasampullen pressede mod tandkødet. Nu, tænkte hun, jeg gør det nu.

Otte trin, syv, seks, fem, fire, men der var kun én person, det var det, hun ikke kunne få til at stemme.

Inden i sig selv talte hun ned. Mens antallet af trappetrin formindskedes for hvert sekund, øgedes pulsen, der var intet hjerteslag længere, kun en eneste stor brusen gennem kroppen.

Hvordan kunne det ende sådan?

“Hvordan?” hviskede hun, da dørklokken ringede.

Hun sank ned på dørmåtten og foldede hænderne. Ansigtet lagde hun mod hænderne. Så bad hun en bøn, den, hun altid bad, da hun var lille. Da hendes far levede, da de boede her, i denne by.

“Agnes,” sagde en stemme gennem døren.

Det var, som om hun blev ramt af et hårdt slag i hovedet.

Hendes hænder var våde af tårer.

Glasampullen var stadig hel i munden. Hun førte to fingre ind i munden og anbragte den mellem kindtænderne.

Lige inden kæben skulle knuse glasset, hørte hun stemmen igen:

“Agnes?”

Endelig genkendte hun den. Hun så ned på sin venstre hånd.

Din for evigt, tænkte hun.

Hun spyttede ampullen ud i håndtasken og lukkede den.

Hun åbnede døren.

Gustav Lande stod på dørtærsklen. Hans ansigt gik nærmest i ét med den beige frakke. Slipset hang løst rundt om halsen, hatten var lige ved at falde af hovedet på ham, og håret hang uredt ned i panden. Spritlugten var ikke til at tage fejl af.

Det så ikke ud til, at han så meget som bemærkede, at Agnes Gerner havde grædt.

“Har du hørt det?” sagde han.

Længe blev han bare stående sådan på dørtærsklen og så på hende, som om han var et barn, der havde mistet sin mor eller far. Som hans egen datter.

Agnes Gerner trak ham ind til sig.

“Ja,” hviskede hun. Så takkede hun Gud.

“Jeg vil aldrig miste dig,” sagde han. “Lov mig, at jeg aldrig mister dig.”

I flere minutter stod de sådan i døråbningen.

“Det lover jeg,” sagde Agnes Gerner.