Søndag den 27. september 1942
Villa Lande
Tuengen allé
Oslo

Hun var nået til en dør, bag hende lå en næsten mørklagt korridor, lampetterne på væggene lyste så svagt, at de lige så godt kunne have været slukket. Hun havde løbet og løbet gennem denne korridor i timevis, måske dagevis, i et pensionat eller et hotel. Hun vendte sig en sidste gang. Hun så omridset af to ansigtsløse mænd, som var kommet ud af skyggerne og talte uforståeligt til hende. Den ene bøjede sig frem mod hende, hans ånde var som hos en døende, rådden. De ord, som kom ud af hans mund, var bagvendte. Hun skreg, men der kom ikke nogen lyd ud af hendes mund. Hun vendte sig om mod døren, som nu havde et indfældet, blyindfattet vindue, der var et voldsomt lys på den anden side, hun mærkede en af mændenes tunge hånd på skulderen, hendes hånd rakte mod dørhåndtaget, hun rev døren op, et ubegribeligt kraftigt lys blændede hende, og langt væk kom en kvinde på hendes egen alder gående ud af lyset med fremstrakte arme.

Agnes Gerner mærkede en sej, klistret væske stige op til over hendes ankler. Det lys, tænkte hun. Det lys.

Hun satte sig brat op i sengen.

I nogle få sekunder tænkte hun, at det bare var en drøm.

Så faldt det hele sammen omkring hende.

Det var sandt. Det hele var sandt.

Mørklægningsgardinerne var trukket halvvejs fra og blafrede foran det åbne soveværelsesvindue. Hun mærkede den svedige hud i nakken blive kold, begyndte et øjeblik at skælve på grund af vinden, som stod ind gennem vinduet. Hun slog dynen om sig, skridtede hurtigt over gulvet og trak hasperne ekstra godt til. Træerne i haven så ud til at ville slippe bladene når som helst. Dommertårnet ved tennisbanen hang med hovedet. Selv om vejret var strålende, var der ikke længere nogen tvivl om, at vinteren stod for døren.

Døden står for døren, tænkte hun.

Hvilken dag er det i dag? Søndag. Hvor længe havde hun været her? Siden da. Siden fredag aften.

Hvordan, hvordan kunne hun ...

Og i går havde de haft huset fuldt af tyskere, hele dagen havde det rendt ud og ind med Sipo-folk, og selv havde hun siddet midt iblandt dem, med aviser og papirer strøet ud over bordene. Forfærdeligt, havde hun sagt til Brigadeführer Seeholz, så ubegribelig forfærdeligt. Han havde forsikret hende om, at de ville finde denne uhyrlige attentatkvinde, en halv snes personer var allerede indbragt til Møllergata, og der var endda taget hånd om to på Victoria terrasse. Agnes Gerner havde reddet sig ind på gæstetoilettet i hallen. Der lå en pakke barberblade i spejlskabet. Med ryggen mod døren havde hun ved et pludseligt indfald ført et af barberbladene hen over håndleddene. Det virkede på en mærkelig måde som en bedre død end at sluge cyanidet fra glasampullen. Hun havde endda fyldt vasken med varmt vand, før det til sidst lykkedes hende at overbevise sig selv om, at der virkelig fandtes en vej ud af det her.

Først klokken halv to var hun kommet i seng. For ikke at vække opmærksomhed var hun blevet siddende og drikke sammen med Seeholz, hans adjudant og en Sipo-mand, selv efter at Gustav Lande var gået i seng.

Hun blev opmærksom på lydene nede fra haven.

Og ingen, tænkte hun og fæstnede blikket på Cecilia, som løb efter tjenestepigen nede på græsplænen, i regntøj og gummistøvler, uvist af hvilken grund i dette vejr, haltende, haltende ... ingen forstod, hvad der var sket. Måske bortset fra dig, hviskede Agnes Gerner for sig selv og så på tjenestepigen.

Der var definitivt noget galt med hende. Den efter udseendet at dømme halvt tilbagestående tjenestepige var nok langt skarpere, end hun gav indtryk af. Hvor er det dog paradoksalt, tænkte Agnes Gerner. Brigadeführer Seeholz havde i nat, beruset, som kun han kunne blive, kysset hende på begge kinder, slået hælene sammen og forkyndt Heil Hitler, hvad hun selvfølgelig havde gengældt. Bare en enkelt etage adskilte SS-manden fra Welroden, der havde dræbt forskningsdirektøren og hans sekretær, og kun nogle centimeter adskilte ham fra den kvinde, som han så desperat jagtede.

Agnes Gerner havde gjort, som Pilgrimmen havde sagt, gemt våbnet i Gustav Landes eget hus. Den lange pistol lå gemt i Cecilias værelse, øverst og inderst i et skab, som aldrig blev brugt, pakket ind i gamle håndklæder. Enten var det genialt, eller også var det galskab at gemme den her i huset, hun vidste det overhovedet ikke, og hun kunne langt mindre forstå, hvorfor hun selv skulle opbevare akkurat dét våben. Hun havde tænkt sig at flytte det tilbage til lejligheden i går, men havde simpelthen ikke turdet forlade huset. Hvis Waldhorst fulgte efter hende, ville det være enden på alt. Hun turde til syvende og sidst ikke tage hen til lejligheden i Hammerstads gate nu, hun måtte være her, gemme sig her, så tæt på jægerne, at ingen ville opdage, at det var hende, der var byttet.

En lyd afbrød hendes tanker.

Der var blevet slukket for bruseren inde på badeværelset, var det det, hun havde reageret på?

Badeværelsesdøren var lukket, men efter de lyde at dømme, som slap ud gennem sprækken mellem dørtærsklen og døren, lød det, som om han allerede var i gang med barberingen.

Hvornår var det nu, hans fly til Berlin skulle afgå? Hun kunne ikke huske det, gik tilbage til sengen, lagde sig under dynen. På en mærkelig måde følte hun sig med ét roligere, tryggere. Midt i stormens øje kunne ingen nå hende.

Absolut ingen. I hvert fald ikke i dag, når både Gustav Lande og Seeholz skulle til Berlin. Det ville give hende over et døgn til at tænke sig om.

Hun lagde sig over i hans side og kiggede på det lille fotografi af hans første kone, som han havde stående. Jeg skal nok tage vare på Cecilia for dig, tænkte hun. Uden at jeg ved hvordan, så skal jeg nok gøre det.

Det lover jeg, hviskede hun for sig selv.

Efter nogle minutter kom Gustav Lande ud af badeværelset, snoren om slåbrokken var ikke bundet, duften af hans aftershavelotion gjorde hende omtåget et stykke tid. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Agnes Gerner lukkede øjnene, chefsekretæren stirrede på hende, skreg lydløst, det mørke blod på egeparkettet. Glasset, der faldt til gulvet, det livløse blik.

“Kom,” sagde han og klemte hendes hånd. “Lad os spise morgenmad sammen, inden jeg rejser.”

Det bliver sidste gang, jeg ser dig, tænkte hun.

Allersidste gang.