Fredag den 20. juni 2003
Ullevål sykehus
Oslo
Tommy Bergmann var ikke glad for, at de sad så synligt placeret i kantinen. Fredrik Reuter havde insisteret på, at de skulle sidde ved et af bordene yderst mod receptionen, og Tommy Bergmann havde ikke kunnet gøre andet end at føje ham. Grunden til, at han havde villet gemme sig af vejen, var selvfølgelig, at han ikke ville støde på Hege, selv om han ikke engang vidste, om hun stadigvæk gik på arbejde eller var på barselsorlov. Det eneste, han vidste, var, at han ikke ønskede at møde hende netop nu.
Han forsøgte at læse lidt i Dagbladet, som nogen havde ladet ligge på bordet, men gav hurtigt op.
Fredrik Reuter rev papiret af den is, han havde købt, og forsøgte at fiske sportstillægget fra VG til sig. Tommy Bergmann kunne ikke forstå, hvordan Reuter kunne have lyst til is, så gennemvåd han var. Tommy Bergmann viftede lidt med tæerne inde i skoene og mærkede vandet svuppe i skoene. Reuter begyndte at spise forsigtigt af isen, mens han fumlede efter læsebrillerne i jakkens inderlomme. Tommy Bergmann studerede manden foran sig. Med den kuglemave var en flødeis det sidste, Reuter trængte til, men det var ikke det, der plagede Tommy Bergmann, det var visheden om, at Reuter ville begynde at slikke på isen, hvad øjeblik det skulle være. Han ville dreje isen rundt og rundt og stikke tungen ud og slikke iscremen i sig som en gammel dame.
“Hvad er det, du ser på?” sagde Fredrik Reuter uden at se op.
“Men indeni er vi ens,” sagde Tommy Bergmann og forsøgte at finde en cigaret, som var tør nok til, at han med rimelig sandsynlighed kunne få ild i den.
Reuter lo stille ud gennem næsen og vendte et blad i avisen.
Mens Tommy Bergmann hejste sig op fra stolen med den utændte cigaret i munden, begyndte Reuters mobiltelefon at vibrere på bordpladen.
Det var hurtigt, tænkte Tommy Bergmann og trak vejret dybt. Havde Abrahamsen allerede nået at tjekke fingeraftrykkene?
Reuter tog mobiltelefonen op og så ud til at tænke sig grundigt om. “Jeg ringer senere,” sagde han til personen i den anden ende.
“Ingenting,” sagde Tommy Bergmann.
Reuter rystede på hovedet uden at sige mere.
“Der bliver et helvede ud af det, hvis det er Vera Holt,” sagde Tommy Bergmann.
“Med en tilståelsesdom og en god portion galskab er det ikke sikkert, det behøver at blive nogen tragedie,” sagde Reuter og genoptog tungelegen på sin is.
Tommy Bergmann gik ud og fik en smøg ved hovedindgangen. En gamling, som var nærmest gul i huden, lænede sig over en rollator nogle meter væk og forsøgte at få en hjemmerullet ind i munden.
Han fjernede blikket fra gamlingen og tænkte, at Reuter måske havde ret, måske ville Vera Holt være en velsignet skyldig i denne sag.
“Ved du, hvad Racing Santanders hjemmebane hedder?” sagde Fredrik Reuter, da Tommy Bergmann vendte tilbage til kantinen. Tommy Bergmann trak på skuldrene.
“Jeg er mere interesseret i, om Georg har ringet ...”
Fredrik Reuter rystede på hovedet. Sekundet efter gav det et sæt i ham, da mobilen på bordet begyndte at vibrere.
“Speak of the devil,” sagde han.
Han så op på Tommy Bergmann med et udtryk som en femårig til juleaften.
“Hvad har du til mig?”
Tommy Bergmann hørte Georg Abrahamsens høje stemme godt nok til at forstå resultatet af fingeraftryksprøven.
“Jamen ...” sagde Fredrik Reuter.
Hans ansigtsudtryk sagde det hele. Der var ikke engang nogen pointe i at tjekke hendes DNA-profil, tænkte Tommy Bergmann. Det var ikke hendes fingeraftryk på Hitlerjugend-kniven.
“Ingen ...” sagde Fredrik Reuter. Hans hår var blevet tørt og lå i bølger på hans hoved som på en kordreng. “Ingen match ...”
Tommy Bergmann stak cigaretpakken i brystlommen, gjorde omkring og gik mod udgangen uden et ord. Han småløb langs bygningen på vej hen til parkeringspladsen ved akutpsykiatrisk.
Den tunge regn fra tidligere var erstattet af en svag, kun lige mærkbar regn. Tommy Bergmann begyndte at fryse alligevel. Eller måske var det forvirringen, der gjorde det, den totale forvirring, som kun Peter Waldhorst kunne rydde op i.
Hvis han ville.
“Hvor skal du hen?” råbte Fredrik Reuter bag ham.
En kvinde på vej mod indgangen til Kiwi-butikken så forskræmt på Tommy Bergmann og manden, der fulgte efter ham.
“Hvor tror du?” sagde Tommy Bergmann og stoppede op. Fredrik Reuter var kun et par meter bag ham, rød i ansigtet, flakkende i blikket.
Fredrik Reuter havde ingen ord. Han blev bare stående, til han endelig fik sagt det indlysende.
“Det er ikke hende, Tommy. Det er ikke Vera Holt ...”
“Få Linda til at bestille et hotelværelse til mig,” sagde Tommy Bergmann og fortsatte igen hen mod bilen. “Du må tage en taxa tilbage.” Han rakte hånden frem mod Reuter. “Giv mig nøglerne,” sagde han.
“Nøglerne?” sagde Reuter.
“Bilnøglerne.” Tommy Bergmann klappede sig på lommerne. Han tog passet frem fra inderlommen, det havde ligget der, siden han sidst var i Berlin.
Først nu så det ud til, at Reuter forstod, at han var på vej tilbage dertil. Og at han havde knebent med tid.
“Jamen, Waldhorst er ikke på passagerlisterne,” råbte Fredrik Reuter. “Hans navn er hverken på flylister, færgelister, biludlejningsfirmaer ... eller ...”
Tommy Bergmann ignorerede ham.
“Ingen Peter Waldhorst, ingen Peter Ward,” sagde Fredrik Reuter, da de var nået frem til bilen. Tommy Bergmann lagde hovedet tilbage og så op ad akutpsykiatrisks teglstensmur. Den dårlige samvittighed over at have mistænkt Vera Holt for et drab, hun måske havde haft ret til at begå i henhold til Anden Mosebog, havde sluppet sit tag i ham. Hun ville måske aldrig komme ud fra dette hospital, men det var vel det bedste både for hende og for folk udenfor.
Tommy Bergmann hev bilnøglen ud af hånden på Fredrik Reuter, som rystede på hovedet, men uden at sige en lyd.
“Hvornår var Kennedy i Berlin?” sagde Tommy Bergmann og trykkede på fjernkontrollen. Den sølvgrå Mondeo gav en lyd fra sig.
Fredrik Reuter lagde hovedet på sned, som om Tommy Bergmann også godt kunne trænge til et ophold i bygningen ved siden af dem.
“Ich bin ein Berliner” sagde Tommy Bergmann. “Hvornår sagde han det?”
Reuter sagde fortsat ingenting, men det var let at se på hans ansigt, at han tænkte over spørgsmålet, og at han var helt sikker på, at han kendte svaret.
“Hvornår sagde Kennedy det?”
“Et øjeblik,” sagde Reuter. “Lad mig lige tænke.”
Tommy Bergmann stak en våd cigaret i munden, tændte den, fik den nogenlunde til at gløde.
“1963,” sagde Reuter. Hans øjne granskede Tommy Bergmanns ansigt. “Juni 1963.”
Tommy Bergmann foldede siderne i notesblokken ud. Halvdelen af siderne var blevet våde i regnvejret, men blækket var ikke smurt mere ud, end at det lod sig gøre at læse skriften. Han bladede et par sider baglæns. Lod en finger glide hen over sin egen håndskrift.
“1963,” gentog han for sig selv. Den sommer, hvor Bente Bull- Krogh var blevet student, og nogle måneder inden den person, som Kroghs kone troede, var en kvinde, havde ringet hjem til dem uden at sige noget.
De så på hinanden. Fredrik Reuter sænkede øjenbrynene.
“Hvad er der?” sagde han.
Tommy Bergmann svarede ikke.
“Tommy?”
Han var fortsat tavs.
“Hvorfor spørger du om det der ... ich bin ein Berliner?”
“Det var bare noget, Waldhorst sagde.”
“1963,” sagde Reuter.
“1963,” gentog Tommy Bergmann.
“Men hvad har det med Berlin at gøre?”
“Retsmedicinsk ville vel ikke tage fejl af sådan noget?”
“Hvad?”
Tommy Bergmann tav. Fredrik Reuter prøvede at fange hans blik. “Hvad mener du?” sagde han.
“Tjenestepigen,” sagde Tommy Bergmann. “Johanne Caspersen. Hun blev måske aldrig dræbt.”
Fredrik Reuter blev stille.
Tommy Bergmann bøjede sig sammen, satte sig ind i bilen. Et øjeblik lukkede han øjnene, billeder af ham selv og Peter Waldhorst fór over nethinden, de to ved taxaen uden for sygehuset.
Tilfældigheder er ikke andet end skæbnen, og skæbnen er ikke andet end tilfældigheder.
Tommy Bergmann satte bilen i bakgear. Et øjeblik var han bange for, at han var kørt over fødderne på Fredrik Reuter, der stod og slog ud med armene. Han rullede ruden ned, blæste cigaretrøgen ud, trykkede på kontakten til sirenen på midterpanelet.
En halv time senere stod han ved SAS’ luge på Gardermoen.
To halvliters i baren sænkede pulsen til et acceptabelt niveau. Han lo for sig selv over sms’en fra Arne Drabløs, som spekulerede på, om han havde abdiceret som hovedtræner. Han blev slået af tanken om, at han måske burde slutte som træner efter cuppen i Göteborg. Alt det med Hadja. Han skød tanken om hende fra sig, pakkede den ned et sted bagest i hovedet.
På servietten havde han skrevet tre små ord.
Jeg elskede hende.
Han foldede hurtigt servietten sammen.
I nogle minutter stirrede han ud ad vinduet på rækken af folk, som var ved at stige om bord i et Norwegian-fly. Sådan sad han og smilede svagt for sig selv, uden at han helt vidste hvorfor.
Han måtte begynde forfra, knytte trådene i denne sag sammen på en anden måde.
Krogh får mystiske telefonopringninger i efteråret 1963.
Peter Waldhorst møder sin nuværende kone på Tempelhof i juni samme år.
Tjenestepigen blev ikke dræbt alligevel.
Waldhorst elskede Agnes Gerner.
Og Carl Oscar Krogh arbejdede angiveligt for tyskerne.
Til sidst: Agnes Gerner så ham i kortene og blev taget af dage.
Han stirrede ned i det tomme ølglas, som om han håbede at finde et svar på bunden. Flere gange gned han med hænderne ned over ansigtet. Det virkede håbløst, han kunne knap nok skille det ene fra det andet efterhånden. Havde Waldhorst truffet nogen på Tempelhof i 1963, der mindede ham om Agnes Gerner? Der mindede ham om, at Krogh havde dræbt hende i 1942?
En vild tanke slog ned i ham, mens han stod i boardingkøen.
Havde Waldhorst mødt tjenestepigen på Tempelhof i 1963?
Kunne Johanne Caspersen være hans kone, denne kvinde, som han omtalte som Gretchen?