Søndag den 27. september 1942
Villa Lande
Tuengen allé
Oslo

I samme øjeblik Agnes Gerner trådte ind i køkkenet, var det, som om det hele stod klart for hende. Tjenestepigen Johanne Caspersen stod med ryggen til og lagde et par brændeknuder på gløderne i ovnen. Alligevel var det, som om hun havde øjne i nakken, hendes bevægelser stivnede, da Agnes Gerner kom ind i lokalet. Og Agnes Gerner vidste, vidste, at hun havde været uforsigtig, så forbandet sløvsindet, at en hæslig tjenestepige havde set lige igennem hende. Hun kunne bare ikke begribe, hvad det var, hun havde gjort. Hvilken lille fejl var det, hun havde begået, som havde sat tjenestepigen på sporet?

Lyden af telefonen kimede gennem de lukkede døre.

Nu er det forbi, tænkte Agnes Gerner. De ringer til Gustav for at fortælle ham, hvem jeg egentlig er.

Sekundet efter var hun rolig igen. I hvert fald for en stund.

“Jeg tager den,” råbte Gustav Lande. Noget i hans stemme fik hende til at falde til ro.

Cecilia sad i sin egen verden ved spisebordet. En tegneblok var centrum for hendes opmærksomhed. Farveblyanterne gled forsigtigt over papirarket. Agnes Gerner fulgte hende med blikket, stadig havde hun ikke ænset hende.

Papir, tænkte hun med ét.

Peter Waldhorst.

Papir.

Waldhorst.

Kvalmen befandt sig lige under strubehovedet. Et øjeblik blev hun overmandet af tanken om, at han havde lokket hende op i en krog. Egentlig burde Agnes Gerner have været lettet over, at han ikke havde givet lyd fra sig så længe. Men det var måske denne stilhed, der gjorde det hele så slemt. Denne vished et sted inde i hende, visheden om, at han når som helst kunne stå bag ved hende, rive denne maske af påtaget venlighed af sig og vise sig som det monster, han sikkert var.

“Hvad ønsker fruen så til morgenmad?”

Agnes Gerner stirrede lige ind i tjenestepigens underlige øjne. Fugleansigt, fugleøjne. Der var noget i tjenestepigens blik, der fik følelsen af ro og kontrol til at forsvinde lige så hurtigt, som den var kommet. Johanne Caspersen så på hende, som om det var hende, tjenestepigen, der var førstedamen i huset nu. Som om Agnes Gerner allerede var død.

“Jeg beklager,” hviskede Agnes Gerner, så Cecilia ikke skulle høre det. “Jeg skulle ikke have ...” Hun stoppede op. Hvad var det egentlig, hun forsøgte på? At beklage, at hun havde givet hende en lussing?

Tjenestepigen var allerede henne ved komfuret, hun smækkede jernpanden hårdt ned på den største plade. Døren ind til stuen gik op, Gustav Lande trådte ud i køkkenet, blev stående ubevægelig midt på gulvet i et af sine bedste jakkesæt, et af dem, som han kun brugte til møder med de mest prominente. Han havde et ubundet slips hængende om halsen. Agnes Gerner vidste ikke, hvem han skulle følges med til Berlin bortset fra Seeholz, måske var det Terboven selv. Det havde hun ingen intention om at finde ud af. Aldrig mere skulle hun finde ud af den slags ting. Der var kun to alternativer for hende nu. Enten kom hun over til Sverige, guderne måtte vide hvordan, eller også holdt hun en så lav profil som muligt, gemte sig af vejen her, til hun kom på bedre tanker, til nogen forstod, at de måtte få hende ud af landet.

Cecilia løb hen til ham. Gustav Lande bøjede sig ned og gav hende et knus, derefter viste han hende tilbage til spisebordet igen. Hele tiden holdt han øjnene rettet mod Agnes Gerner, et trist blik, som om alt, hvad han nogensinde havde arbejdet for, var væk.

“Jeg må tale med dig,” sagde han.

I et kort sekund måtte Agnes Gerner have lukket øjnene. Noget fór forbi på nethinden. Et barndomsminde, på en karrusel, et sted i England, hun vidste ikke hvor. Mor og far stod ved siden af hinanden og vinkede til hende.

“Jeg vil ikke miste dig,” hviskede Gustav Lande i hendes øre. Hendes hjerterytme faldt brat. Tak, kære Gud, tænkte hun. Et øjeblik nød hun duften af aftershavelotion.

Gustav Lande lagde en arm om hendes skulder og førte hende ind i stuen, lukkede døren bag dem. Stuen var kold, alt for kold, hun skuttede sig, da Gustav Lande placerede hende i sofaen i siddegruppen. Et koldt pust fra vinduerne fik hende til at lægge armene over kors. Lande lagde et uldtæppe over hendes skuldre. Hun så ud over stuen, på de tomme stole omkring spisebordet, det mørke egeparket, de tunge oliemalerier, som egentlig ikke passede ind, de kolde, hvide vægge. Hvordan klarede jeg det? tænkte hun, lige inden Gustav Lande åbnede munden:

“Det var Ernst Seeholz i telefonen.” Gustav Lande holdt en cigaretpakke frem mod hende. Agnes Gerner rystede svagt på hovedet. Sekundet efter havde han selv tændt én. Hun stirrede på regnen ude på terrassen, så sig selv sidde der i sommer, med den lille, firskårne tysker, Waldhorst.

“Han fortalte mig i nat, at en halv snes modstandsfolk var blevet arresteret.”

Agnes Gerner lukkede øjnene.

“Og ved du,” sagde Gustav Lande. “Den frisør, du går hos ...”

Pilgrimmen. De har taget Pilgrimmen, var det eneste, Agnes Gerner var i stand til at tænke.

“Helge K. Moen,” sagde hun lavt.

“Han er blandt de arresterede. En forbandet modstandsmand var han altså.” Gustav Lande lød mere resigneret end vred.

Hun håbede, Gustav Lande ikke ville lægge mærke til, at hun havde fået gåsehud på armene.

“Inden ugen er omme, vil terroristerne hænge og dingle, sagde Ernst. Det er kun et spørgsmål om tid, før de finder attentatkvinden og hendes medskyldige.” Gustav Lande stirrede tomt frem for sig, ænsede end ikke cigaretten, der brændte mellem fingrene på ham.

Agnes Gerner nikkede, bøjede sig frem og tog cigaretten ud af hånden på ham.

Han vågnede op.

“Forfærdeligt,” sagde hun og undgik hans blik.

Cecilia kom ind i stuen. Hun satte sig på Agnes Gerners skød. Hun strøg pigen over håret, mens Cecilia flettede sin lille hånd ind i hendes og åbnede en bog, hun havde med, en slidt, gammel børnebog.

“For resten ... kan du lukke på Rødtangen i dag?” sagde Gustav Lande og fikserede sit blik igen. “Vi skulle have gjort det forrige weekend, og ... ja, det er ikke det store arbejde. Tag Johanne med, selvfølgelig, hun kender rutinerne næsten bedre end jeg selv.”

Agnes Gerner svarede ikke. Hun så sit eget spejlbillede i genskinnet fra vinduesruderne. Cecilia bladede i bogen. Den varme krop, den bankende barnepuls blev for meget for hende.

“Havde han børn?” sagde hun ud i luften. “Forskningsdirektøren, Rolborg?”

Gustav Lande vendte sig om. Han holdt inde med slipsebindingen.

Han nikkede.

“En søn.” Så vendte han sig igen mod terrassen og fortsatte med slipset.

Der løb en tåre ned over hendes kind.

“Hvem havde børn?” sagde Cecilia.

“Ikke nogen,” sagde Agnes Gerner.

“Rødtangen,” sagde Gustav Lande, “vi snakkede bare om Rødtangen, Cecilia. I skal derhen i dag.”

“Rødtangen,” sagde Cecilia. “Vi skal til Rødtangen!”

“Ja,” hviskede Agnes Gerner og strøg en hånd gennem hendes hår. “I dag skal vi til Rødtangen.”