Fredag den 20. juni 2003
Tegel / Hotel Berlin
Berlin

En trykkende hede slog imod ham, da dørene i ankomstterminalen gled til side. Den fugtige luft gjorde, at den langærmede skjorte klæbede til kroppen. Tommy Bergmann smed posen med nyindkøbte underbukser og sokker ind i taxaen og sank ned på sædet.

“Hotel Berlin,” sagde han til chaufføren. Navnet virkede så fantasiløst, at han tvivlede på, om det overhovedet fandtes.

“Lützowplatz,” sagde chaufføren i et tonefald, der antydede, at han var interesseret i at indlede en samtale. Tommy Bergmann lukkede øjnene og lagde hovedet mod ruden bare for at afskære den mulighed.

Hotellet var nyrestaureret og alt for moderne til Tommy Bergmanns smag, men udsigten mod Tiergartens mørkegrønne trækroner lå badet i eftermiddagssol, og sejrssøjlens guldbelagte Victoria var i sig selv næsten hele turen værd. Han åbnede vinduet mod gaden nedenfor og lod sig en stund bedøve af trafiksuset.

Mobiltelefonen gav lyd fra sig henne på skrivebordet.

“Du foretager dig ingenting dernede, før vi har kontaktet tysk politi, forstår du? Ingen afhøring af Waldhorst, uden at du har Derrick eller en af hans kolleger ved siden af dig.” Reuters stemme efterlod ingen tvivl om, at enhver indvending fra Tommy Bergmanns side ville blive afvist.

Han så på uret og tænkte, at det ville blive en lang weekend. Chancerne for, at nogen i Oslo ville være i stand til at få en formel henvendelse igennem til politiet i Berlin en sen fredag eftermiddag, var små. Og skulle det mod forventning lykkes, havde han hørt tilstrækkeligt om tysk bureaukrati til at afvise tanken om, at der ville ske noget i dag.

Han begyndte at lede efter noget i retning af en minibar i det futuristiske hotelværelse. Da han efter nogle minutter kunne konstatere, at den slags ikke var at finde, gik han ned i hotellets bar og bestilte en halvliters og en dobbelt whisky.

Klokken var ni, da Tommy Bergmann bestemte sig for at tage ud til Peter Waldhorst i Grunewald alligevel. Det var ikke ulovligt at bevæge sig frit omkring her i byen. Han genkendte gaderne, efterhånden som de nærmede sig, de fashionable beboelsesejendomme gik over i patriciervillaer og parker.

Da de drejede ind ad Gustav Freytag Strasse, var hans ryg gennemvåd af sved mod skindsædet. Der strøg en velsignet brise hen over fortovet, da han steg ud af bilen. Et stykke tid blev han stående og så på de røde baglygter på den store Mercedes, som kørte tilbage mod centrum.

Tommy Bergmann vendte sig mod den store patriciervilla. I skumringen så den ud, som om den var forladt. Der var ikke et eneste lys at se i nogen af vinduerne. Heller ikke udelysene var tændt, selv om de sikkert var styret af fotoceller.

Mærkeligt, tænkte Tommy Bergmann. Han hev mobiltelefonen op af lommen. Han bladede sig frem til Waldhorsts nummer.

Han betragtede huset, mens telefonen derinde begyndte at ringe.

Vinduerne forblev mørke. Ingen livstegn nogetsteds på ejendommen. Til sidst meldte telefonsvareren sig. Der var ingen besked fra Waldhorst selv eller hans kone Gretchen. Det eneste, der var at høre, var en susen efterfulgt af den umiskendelige pibelyd, som markerede, at den opkaldende kunne begynde at indtale sin besked.

Tommy Bergmann brød forbindelsen.

I nogle sekunder blev han grebet af tanken om, at Waldhorst havde forladt huset for altid, at det var for sent.