Mandag den 23. juni 2003
Tiergarten
Berlin

Tommy Bergmann stod bøjet over rækværket om indhegningen ind til de sorte bjørne i den zoologiske have. Han burde sikkert være taget hjem om lørdagen, men havde i stedet gennemtrawlet Berlin på kryds og tværs, fået gået mere, end han havde gjort de sidste ti år. Han havde købt sig nogle nye joggingsko og et kort over byen, havde opfrisket en halv snes gloser fra sit skoletysk og spist sig mere mæt, end godt var. Desuden havde det regnet så at sige hele weekenden, hvilket havde fået ham i et ejendommeligt godt humør.

Han blev så fascineret af to af bjørneungernes slåskampslege, at han var lige ved at tabe sin is ud over kanten, da mobiltelefonen begyndte at vibrere i hans bukselomme.

“Du bliver opsøgt af en mand om to timer,” sagde Fredrik Reuter i den anden ende. “Hvad er det for øvrigt, der foregår nede hos dig? Er du i cirkus?”

Tommy Bergmann holdt blikket rettet mod den ene bjørneunge, som var skvattet under legen. Den anden bjørn kom rendende, som om den ville se, at der ikke var sket noget.

“Zoologisk have,” sagde han til Reuter.

“Så må du jo føle dig hjemme.”

“Du skulle have været komiker,” sagde Tommy Bergmann.

“Ja, ja, ja ... du bliver under alle omstændigheder opsøgt af en mand om to timer.”

“Du er imponerende,” sagde Tommy Bergmann.

“Ikke mig. Jeg lagde en forespørgsel ind i fredags, så snart du tog af sted. Tyskland er et ordentligt land. Også krimvagt har de.”

“Javel,” sagde Tommy Bergmann.

“Udo Fritz,” sagde Reuter.

“Er det din spøg?” sagde Tommy Bergmann. Han slap isen ned i bjørnegrotten. Den knustes lydløst mod jorden. Selv midt i alt deres postyr bemærkede de to bjørneunger, at der faldt noget ned til dem. Tommy Bergmann holdt i sit stille sind med den af bjørneungerne, der havde tabt slåskampen. Selvfølgelig var det den anden, der vandt også nu. Med sænket hoved luntede den tabende bjørn væk fra isen.

“Bare det var,” sagde Reuter.

“Udo Fritz,” sagde Tommy Bergmann for sig selv.

Da han havde spist frokost på hotellet, blev han siddende i lobbyen og ventede på den berømmelige Udo Fritz.

Et stykke tid funderede han over, hvad han skulle sige til Peter Waldhorst. Noget overraskende, noget, der simpelthen ville vælte ham af pinden. Som at han vidste, at Carl Oscar Krogh havde været tysk agent. Men det ville næppe være nogen nyhed for Waldhorst, at han havde kendskab til det. Peter Waldhorst var af den slags, der ikke bare var et par træk foran – han var flere partier foran de fleste, tænkte han. Nu mærkede han, hvordan den tanke ubevidst havde plaget ham: Hvordan kunne han, Tommy Bergmann, med to efterforskningskurser fra Politihøgskolen, udmanøvrere en gammel djævel af en Abwehrog Gestapo-mand?

Hvad, hvis det var Waldhorst selv, der havde dræbt Krogh? Tommy Bergmann måtte få sikret sig hans fingeraftryk på en eller anden måde. Det burde ikke være så vanskeligt. Det var ubrugeligt som bevis, men det ville under alle omstændigheder overbevise Fredrik Reuter om, at Waldhorst var drabsmanden.

Politibetjent Udo Fritz var let at genkende.

Tommy Bergmann hørte sit navn blive nævnt henne ved receptionen.

Han rejste sig fra stolen i barområdet og stod ved enden af skranken, inden receptionisten havde nået at finde ham i værelsesoversigten.

“Jeg tror, det er mig, I leder efter,” sagde han.

Udo Fritz vendte sig. Ligesom Tommy Bergmann selv havde opfanget en fært af politi ved Fritz, var det åbenbart, at denne nu konkluderede det samme ved synet af Tommy Bergmann.

På vejen ud til Grunewald udvekslede de nogle høflighedsfraser. Udo Fritz virkede fuldstændig uinteresseret i, hvad Tommy Bergmann havde at gøre i Berlin, og det kunne næsten ikke have passet ham bedre. Så han pressede sig tilbage i sædet og lyttede til kommunikationen på politiradioen, korte meldinger på tysk, et og andet ord opfangede han, så gik tankerne til, hvordan livet måtte have været, dengang tysk havde været kommandosproget i hans egen by. Dengang Peter Waldhorst havde kastet sin kærlighed på Agnes Gerner.

Og dræbt hende?

Tanken var dukket op med jævne mellemrum, det, at det måske var Waldhorst selv, der havde dræbt Agnes Gerner. Måske har jeg tænkt rigtigt, tænkte Tommy Bergmann. Men taget fejl af motivet.