Søndag den 27. september 1942
Villa Lande
Ruengen allé
Oslo

Den unge SS-sergent kastede et kort blik på hende i bakspejlet. Agnes Gerner kiggede væk og forsøgte at overbevise sig selv om, at hendes mund lugtede af tandpasta, ikke af opkast. Da tjenestepigen havde forkyndt, at der stod en tysk soldat ved døren, havde Agnes Gerner bøjet sig over toiletkanten og så lydløst som muligt tømt mavesækken, før hun gik ned ad trappen til første etage. Tjenestepigen havde haft et forrykt udtryk i ansigtet, da hun nåede ned på første etage, som om hun ville sige: Vidste jeg det ikke nok! Allerede på det næstsidste trappetrin havde Agnes Gerner set tyskerens sorte bukseben og forstået, at han ikke var en almindelig Wehrmacht-soldat. I nogle famlende sekunder måtte hun holde sig fast til trappegelænderet.

Hun fumlede efter sin håndtaske. I panikken havde hun ikke nået at få cyanidampullen væk fra tasken, og nu turde hun ikke åbne den af frygt for, at han ville standse bilen og ransage den, tømme alt indholdet ud på bagsædet.

I krydset ved Majorstuhuset kastede hun et langt blik hen mod Helge K. Moens salon. Hvem angav dig? tænkte hun. Hun bad en stille bøn om, at sergenten ville køre til højre ned ad Kirkeveien og ikke ligeud. Ligeud ad Bogstadveien kunne kun betyde én ting. Agnes Gerner betragtede en lille pige, som gik over gaden sammen med sin mor. Hun hoppede paradis over gaden. Da soldaten trådte på gaspedalen og kørte ligeud gennem krydset, var Agnes Gerner sikker på, at hun havde set Cecilia for sidste gang.

Victoria terrasse, tænkte hun. De spærrer mig inde ved siden af Pilgrimmen, bare for at jeg skal høre, hvad de gør ved ham. Måske ville Brigadeführer Seeholz selv mishandle ham – på dette tidspunkt vidste han sikkert, at Pilgrimmen var Agnes Gerners store kærlighed. Var det ikke det, han havde sagt: At hun skulle være god mod Gustav Lande? Og nu det her? Ikke blot ét, men to drab? På samme dag, som englænderne udførte det sindssyge vovestykke at luftbombardere Victoria terrasse.

Da de kom ind i Frederiks gate, var Agnes Gerner kun sekunder fra at tilstå. Lige inden hun lukkede øjnene, registrerede hun de mørke skyer over Slottet, svastikaflaget, som hang slapt og afventede de første regndråber. Intet af det, hun havde forventet, kom til hende. Ingen billeder fra barndommen, af faderen, moderen, inden alt det onde, ikke engang billedet af chefsekretærens lydløse skrig dukkede op på nethinden.

Bilen foretog et højresving ind ad Drammensveien.

Det næste sving vil være til venstre, tænkte hun. Om bare nogle få meter.

Der gik et ryk gennem bilen, og soldaten skiftede til tredje gear på toppen af den lille bakke.

Agnes Gerner kunne ikke lade være.

Hun åbnede øjnene og kastede sig rundt på sædet, i et kort sekund så hun den befæstede hvide bygning ligge uskadt. Fra en af de sammensunkne nabobygninger sivede der sort røg ud.

Da hun igen vendte sig, mødte hun den unge SS-sergents blik i spejlet. Der steg en let rødme op i hendes kinder. Da chaufføren svingede ind ad Bygdøy allé, var der ikke længere plads til tvivl. Agnes Gerner tænkte, at hun burde have sagt noget om, hvor forfærdeligt det var, det med Victoria terrasse, at englænderne naturligvis ville tabe. Men der kom ikke et ord over hendes læber.

“Kommen Sie, bitte,” sagde SS-sergenten, da de holdt parkeret uden for den hvide ejendom, hvor Peter Waldhorst boede. Der var ikke et menneske at se. Hun skævede over gaden mod Frogner kirke. Tænkte, at hun næppe ville få nogen begravelse. At hendes mor sikkert ikke ville bekymre sig om det.

SS-sergentens jernbeslåede hæle slog mod fortovet bag hende.

Hvad har de gjort ved Pilgrimmen? tænkte hun, da han trykkede på ringeklokken.Var det derfor, han kørte mig forbi Victoria terrasse? For at jeg skulle forstå?

“Fräulein Gerner für den Hauptsturmführer,” sagde han ind i højttaleren.

Døren blev åbnet uden svar.

Opgangen lugtede af sæbe. Hun tænkte, at det ville blive den sidste lugt, hun havde erindring om. Hvordan hun var kommet de fem etager op, vidste hun ikke, da hun stod på den øverste trappeafsats. Der stod stadigvæk Berkowitz på messingskiltet på døren. Waldhorst måtte have en slags pervers glæde ved, at det ikke var skiftet ud.

Hun fokuserede på dørhåndtaget, da hun hørte låsen blive drejet rundt i den massive dør. Tanken om at tage et skridt baglæns mod trappeskakten og bare lade sig falde de fem etager ned og blive knust mod granitgulvet kom som et lyn. Hun vidste ikke engang, om hun var i stand til at flytte på fødderne. Det eneste, hun hørte, var SS-sergentens hæle, som blev smækket sammen, da Peter Waldhorst stod i døren. Han var klædt i et gråt jakkesæt, som så ud til at gå i ét med hans ansigt. Hun nåede at tænke, at Waldhorst så ud, som om han ikke havde sovet så meget som et minut hele natten, før han viftede sergenten af, sagde noget på tysk, som Agnes Gerner ikke opfattede. I hånden holdt Waldhorst et opslået eksemplar af Aftenposten. Hun vidste nøjagtigt, hvad der stod i artiklen. Blond kvinde, læste hun, før Waldhorst stod lige foran hende, og SS-sergenten var forsvundet.

Peter Waldhorst lagde en hånd let på hendes skulder.

“Mærkeligt, jeg sad netop og læste i avisen. Og så kommer De ...” Hans stemme var ru, ikke, som hun huskede den. Hans ånde lugtede af tandpasta og kinderne af aftershavelotion, men selv ikke det var nok til at kamuflere lugten af gammel sprit fra munden.

På en eller anden måde fik hun sat det ene ben foran det andet.

Døren smækkede i bag hende.

På den lave kommode til venstre for indgangsdøren lå der en Hitlerjugend-kniv, som hun ikke havde set før. Agnes Gerner fikserede sit blik på kniven, som så nypudset ud, nærmest ubrugt. Nej, hun var sikker på, at den ikke havde ligget der, sidst hun var her. Hun vidste ikke, hvorfor hun stod på den måde og kiggede på den. Måske kunne hun ikke bevæge sine ben. Hun forsøgte at flytte den højre fod, vride hælen lidt til siden.

“Det er min brors,” sagde Waldhorst. “Min eneste bror.”

Agnes Gerner svarede ikke.

“Jeg ved ikke engang, hvor han er begravet. De har sendt mig den, fortalte jeg om ham, sidst De var her?”

“Ja, det gjorde De ... jeg beklager,” sagde Agnes Gerner stille. Det hele gjorde på en eller anden absurd måde, at hendes puls dalede.

“Kåben,” sagde Waldhorst.

Hun rystede på hovedet. Hendes hænder knugede om håndtaget på håndtasken.

“Toilettet,” hviskede hun.

“Nej,” sagde Waldhorst bag hende.

Han førte hende i stedet gennem den første stue, dernæst den anden, inden de endte i den inderste stue, som udgjorde biblioteket. På afsætningsbordet mellem to dybe Chesterfield-stole stod en sølvbakke med en sølvkande og to porcelænskopper i, hvad hun genkendte som Ascot-mønster. Det samme billede fór forbi på nethinden, som havde vist sig fredag aften, hun selv på den langsomme karrusel, hesten, som vuggede op og ned, forældrene, som vinkede til hende, en sommerdag så varm, som den kunne blive i England.

“Da De nu er halvt engelsk.” Han holdt sølvkruset med mælk op.

Hun kunne ikke gøre andet end at nikke.

“Hvorfor holder De så fast i Deres håndtaske, frøken Gerner?” Peter Waldhorst rejste sig og snuppede den ud af hænderne på hende.

I samme øjeblik gik det op for hende.

Der var intet andet end den uudholdelige smerte at bekymre sig for. Derefter ville alt blive godt igen.

“Jeg talte med nogle af Deres venner i nat,” sagde Waldhorst, mens han stirrede uinteresseret ud i rummet. Han lagde Aftenposten fra sig på afsætningsbordet og åbnede hendes håndtaske. Lyden af en kortege, som kom kørende hen ad Bygdøy allé, trængte gennem vinduesruderne.

Det lykkedes Agnes Gerner at læse overskriften på avisen, som lå med bogstaverne på hovedet på bordet ved siden af Waldhorst. “Englændernes fiasko”. Billedet af Victoria terrasse intakt. Så, i en enspaltet på forsidens højre side, Terrordrab. Kvinde efterlyst.

Hun lukkede øjnene, mens hun hørte Waldhorst placere den ene ting efter den anden fra håndtasken på afsætningsbordet mellem dem.

Langsomt gik det op for hende. Hun åbnede øjnene og betragtede manden over for sig, som han sad og kiggede ned i den tomme håndtaske, med alt indholdet spredt ud over afsætningsbordet. Hun måtte lægge bånd på sig selv, for at den boblende latter nederst i halsen ikke skulle sprede sig op i munden og ud over læberne. Hun havde tydeligvis været klar nok til at lægge ampullen i toiletpapir og ned i trusserne. Men synet af SS-sergenten måtte have skræmt hende, så hun havde glemt alt om det. Pludselig var hun grebet af en fuldstændig ro og mærkede toiletpapiret gnide mod underlivet med en glæde, som det måtte være mange år siden, hun sidst havde følt. Jeg lurede dig, messede hun for sig selv, mens hun betragtede Waldhorst og alle de ligegyldige ting fra håndtasken.

Peter Waldhorst fortrak ikke en mine. I stilhed lagde han det hele tilbage, sminkesager, lighter, nøglerne til både villaen og Rødtangen, ID-papirerne, cigaretter, brevet fra søsteren.

Derefter satte han tasken tilbage i hendes skød igen, som om intet var hændt, hvorefter han gav sig til at røre med en teske i sin kop.

“Jeg er Gustav Landes forlovede,” sagde Agnes Gerner med påtaget vrede, “og jeg ...”

Peter Waldhorst lagde en hånd over hendes mund. Med den anden hånd tog han avisen op, men uden at slippe hendes blik med øjnene.

Stilheden var uudholdelig. Waldhorst trak hånden til sig, bladede i avisen, ikke til de mange sider, som drejede sig om det engelske angreb på Victoria terrasse, men til den side, hvor statspolitiet blev interviewet om, hvad de kaldte et terrordrab på forskningsdirektør Torfinn Rolborg og hans chefsekretær.

Den ro, Agnes Gerner havde følt, forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet.

“I morgen vil Sipo udlove en dusør på 25.000 kroner,” sagde Waldhorst. “Det er mere end penge nok til, at nogen vil tale.”

Livet passerede revy for Agnes Gerners øjne. Hun sad på karrusellen, hun vinkede og vinkede, men hverken mor eller far vinkede tilbage længere. De var der ikke. Ingen var der.

“Hvad har det med mig at gøre?” sagde hun alligevel roligt.

Waldhorst svarede ikke. Han kiggede ud over det blanke stavparket, på de persiske tæpper, oliemalerierne med vilde vestlandslandskaber, de tunge bogskabe fyldt til randen med bøger, som familien Berkowitz aldrig ville læse i igen.

“Altså,” sagde Peter Waldhorst pludselig og rejste sig fra stolen. “Jeg forsøger at ...”

Han løb tør for ord og cirkulerede i stedet rundt på de persiske tæpper foran vinduerne. Til sidst gav han op og lænede sig mod en vinduessprosse.

“Når man vil trylle, er man afhængig af et publikum, som er villig til at tro,” sagde han ud i rummet. “Som virkelig er villig til at tro. Er De ikke enig, frøken Gerner?”

Hun gjorde ikke tegn til at svare.

“Det er det, Føreren har forstået. Og det vil føre os direkte ind i fortabelsen ...”

“Jeg forstår ikke, hvad De mener.”

“De ønskede at tro på ham, gjorde De ikke?”

Agnes Gerner rystede på hovedet.

“Føreren?” hviskede hun.

“Nej, ikke Føreren ... forstår De ikke, hvad jeg mener?” sagde Waldhorst, næsten på randen til latter nu.

“Jeg har virkelig ikke tid til ...”

“Der Pilger,” sagde Waldhorst lavt. Så gned han hænderne hårdt over ansigtet og derefter gennem håret. “Forstår De? Ham, De vil have et barn med!”

Agnes Gerner rystede ufrivilligt på hovedet. Hun måtte ud af det her galehus, ud!

Peter Waldhorst skridtede over gulvet, gik hen til skrivebordet.

“Vent,” sagde han, “vent, så skal De få at se.”

“Hvad har I gjort ved ham?” hørte hun sig selv sige. Hun holdt sig fast til armlænet på den dybe Chesterfield-sofa og hejste sig op at stå, benene svigtede næsten under hende, da hun tog nogle prøvende skridt til højre hen mod det store skrivebord. Peter Waldhorst stod bøjet over mahognibordpladen. Alle skufferne var trukket ud. Han havde åbnet en dokumentmappe og studerede de papirer, der lå i den.

Han hørte mig ikke, tænkte Agnes Gerner. Han hørte ikke, hvad jeg sagde.

Havde hun bare haft pistolen her, så ville hun have skudt den gale mand ned lige på stedet.

“Hvad siger det her Dem?” sagde Waldhorst lavt, men uden at gøre tegn til at vende sig om.

Agnes Gerner standsede midt på gulvet. Lokalet var næsten mørklagt, gardinerne var trukket halvvejs for, kun skrivebordslampen var tændt og skinnede på de mørke tapeter, malerierne, som gabede imod hende. Hun kunne ikke begribe, hvad det var, Waldhorst var i gang med.

Mens hun tog endnu et skridt hen imod ham, vendte han sig med en stak papirer i hænderne.

“Se selv,” sagde han og lod alle papirerne falde til gulvet. “Se!”

De blev stående sådan og stirrede på hinanden med papirerne mellem sig. Agnes Gerner trådte instinktivt baglæns, selv om hendes ben truede med ikke at lystre hende.

Peter Waldhorst bøjede sig ned på knæ og samlede et af arkene op.

Tavs rakte han det til hende. Hun stirrede bare på ham uden at se ned. Waldhorst lagde en hånd på hendes kind, aede hende forsigtigt. Agnes Gerner drejede hovedet væk. Endelig så hun ned på papiret. Bogstaverne flød sammen, hun kunne ikke læse det. Kun tal og bogstaver, som dansede hen over arket.

“Hvorfor viser De mig det?”

“Det er udbetalinger,” sagde Waldhorst lavt. “Kvitteringer. Mange penge. Flere, end De nogensinde får at se. Schweizerfranc. Svenske kroner. Rigsmark.”

“Ja?”

“Til Santiago,” sagde Waldhorst. Igen førte han en hånd op til hendes kind. Hun løftede armen og fjernede den.

“Santiago?”

“Santiago,” sagde Waldhorst. Han vendte sig, satte sig ved skrivebordet og tog cigaretetuiet frem fra inderlommen.

Agnes Gerner rystede tavst på hovedet.

Waldhorsts ansigt var alvorligt. Han tog en bordlighter fra skrivebordet, tændte cigaretten.

Efter et par sug skiftede han stilling på stolen. Agnes Gerner mærkede endnu en gang en begyndende latter nederst i maven, som om hun var ved at blive gal.

Han var nu en mærkelig én ...

Med ét rejste han sig, gik hen til vinduet og trak de tunge gardiner helt fra. Den unge mand på fotografiet på skrivebordet smilede mod hende. Waldhorsts egen bror, ikke andet end en dreng.

Et langt stykke tid stod han sådan ved vinduet og røg i tavshed. Der havde lagt sig en let regn over byen, dråberne løb i et fint mønster ned over vinduesruderne.

“Hvem rejser til Santiago de Compostela?” sagde Waldhorst for sig selv. Han lænede hovedet mod vinduesruden. Agnes Gerner gik hen mod ham, ude af stand til at tænke over hans spørgsmål.

Hans øjne var lukkede.

Santiago de Compostela, hvor disciplen Jakob ... Åh gud. Åh kære gud, tænkte Agnes Gerner. Sig, at det ikke er sandt.

“Der Pilger; jeg tror, han snart vil nævne dit navn, måske allerede i morgen,” hviskede Waldhorst ind i hendes øre. Hans hånd strøg hende let over kinden endnu en gang. Et øjeblik slap panikken hende, i en brøkdel af et sekund ønskede hun, at han ikke ville tage sin hånd væk, at han ville redde hende. Så var alt væk.

“Jeg tror ... jeg elsker Dem.”

Agnes Gerner slog hans hånd væk.

“Hvad er det, De siger? De er syg,” skreg hun. “Syg!”

Peter Waldhorst blev stående urørlig med hendes arme i et jerngreb.

“Jeg er Gustav Landes forlovede, forstår De det?”

“Hvorfor vil De så have et barn med Pilgrimmen?”

En larmende tavshed lagde sig over rummet.

Hvad havde hun gjort?

Peter Waldhorst fortrak ikke en mine, men slap jerngrebet om hendes håndled.

“I morgen vil vi udlove en dusør på 25.000 kroner. I morgen vil Pilgrimmen også have sit faste møde med sin tyske forbindelsesofficer.”

Waldhorst tog et lommetørklæde op af lommen og tørrede sig i ansigtet.

“Hvordan ved De det?” Hendes stemme var knap nok hørlig, tårerne lod sig ikke standse.

“Fordi jeg er hans forbindelsesofficer,” hviskede Waldhorst.

Han tog hendes hånd.

Hun løsnede hans greb og tog et skridt baglæns.

Peter Waldhorst gjorde ikke tegn til at holde hende tilbage.

Han blev stående ubevægelig midt på gulvet, midt i alle kvitteringerne for pengeoverførsler til Pilgrimmen. Han gjorde overhovedet ikke tegn til at reagere, da Agnes Gerner bakkede hen mod døråbningen til den midterste stue. Helt apatisk blev han stående med armene slapt ned langs siderne.

Hun vendte sig og gik med hurtige skridt ud mod hallen.

Der var ikke en lyd at høre bag hende.

Hun drejede dørlåsen om, kastede et hurtigt blik på Hitlerjugendkniven på kommoden. Strakte en hånd ud efter den i et øjebliks galskab. Fortrød og lod den ligge.

Lyden af hælene mod trappetrinene fyldte hele trappeskakten, gjorde det umuligt at høre, om han fulgte efter hende. Ude på gaden strømmede regnen ned over hende, hun lagde hovedet bagover, så hatten faldt af, så vandet skyllede ned over hendes ansigt.

Hun begyndte at gå fremad mod Solli plass. Langsomt, som om der ikke var sket noget.

Kun én gang vendte hun sig, i krydset ved Niels Juels gate.

Nej, sagde hun til sig selv. Eller var der en skygge bag hende, skyggen af et menneske, som forfulgte hende?

Nej, hviskede hun ud i regnen.