Mandag den 23. juni 2003
Gustav Freytag Strasse
Berlin

Peter Waldhorst sukkede opgivende i højttaleren, da Tommy Bergmann præsenterede sig.

“Det var ikke Vera Holt,” sagde Tommy Bergmann. Han støttede sig til den låste smedejernsport og forsøgte at se, om der var bevægelser inde i huset.

“Det var synd for Dem,” sagde Waldhorst. “Jeg har desværre ikke mere at tilføje.”

Tommy Bergmann vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vekslede et hurtigt blik med Udo Fritz, som stod med korslagte arme og rynkede øjenbryn, som om han faktisk anstrengte sig for at forstå de norske gloser.

“Kørte De selv til Oslo?” sagde Tommy Bergmann ind i højttaleren. En kort skratten var alt, hvad han fik til svar.

Han kastede endnu et blik på Udo Fritz, der så ud, som om han havde alt for stor respekt for folk her i nabolaget til at kunne gøre nogen forskel. Han trak på skuldrene og skar en slags grimasse.

“Jeg har ikke været i Oslo siden 1945,” sagde en stemme et stykke væk.

Tommy Bergmann løftede hovedet og så, at den gamle mand var kommet frem i døren og nu stod og holdt sig til gelænderet, mens han forsøgte at komme ned ad trappen. Med langsomme, nærmest slæbende skridt kom han hen imod dem på den flisebelagte gangsti. Han støttede sig til en poleret stok i en ædel træsort og så langt ældre ud, end sidst Tommy Bergmann var her.

Den bourgognerøde strikjakke posede, og de lyse, lidt for korte slacks var krøllede og utidssvarende.

“Lad Dem ikke narre af stokken,” sagde Waldhorst. “Foden fik en lidt hård medfart på banen i går.”

Han rystede på hovedet, da han så, at Tommy Bergmann ikke var alene. Hans ansigt var hvidt. Ikke engang gløden fra aftensolen, som lagde sig blødt om hans hage, kunne give Waldhorsts hud et anstrøg af liv. Tommy Bergmann tænkte, at det nærmest ikke var den samme mand, som sidst han havde været her.

“Er der sket noget?” sagde Tommy Bergmann.

“Der sker ikke meget i min alder, hr. Bergmann. Bortset fra, at De kommer uanmeldt hertil og foretager en afhøring.”

Tommy Bergmann var lige ved at begynde på en sætning, men Waldhorst viftede ham af. “Jeg vil nødig ringe til politiet ... hr. Bergmann. Må jeg minde Dem om, at De er en norsk politimand på tysk territorium?”

Tommy Bergmann pegede på Udo Fritz ved siden af sig. Fritz stak en hånd ind mellem portens tremmer og præsenterede sig. Derefter udvekslede de nogle fraser på tysk. Tommy Bergmann forstod så tilpas meget af den korte samtale, at Fritz nærmest krøb for den gamle officer.

“Deres kone ... har hun fået det bedre?” sagde Tommy Bergmann og bed den næste sætning i sig.

“Gretchen,” sagde Waldhorst lavt og rystede på hovedet. “Nej, hun har det ikke særlig meget bedre, hr. Bergmann.”

“Gretchen – er hun Johanne Caspersen?” spurgte Tommy Bergmann og ventede på reaktionen. Nu har jeg dig, tænkte han og vippede nærmest umærkeligt på tåspidserne som et lille barn, der ikke magter at skjule sin forventning.

Waldhorst rystede på hovedet og rynkede øjenbrynene, som om han faktisk ikke forstod, hvad Tommy Bergmann snakkede om.

“Hvad taler De om?” sagde han. “Johanne Caspersen? Hvem er det?”

Tommy Bergmann vekslede et blik med Udo Fritz, som slog ud med armene.

Tommy Bergmann forsøgte at sætte et forsonende smil op, men mærkede en rødmen brænde hul i sine kinder. Han havde troet, at han havde overtrumfet Waldhorst, klædt ham af til skindet. I stedet så han bare en gammel mand med en oprigtigt forvirret undren i ansigtet.

“Vi kan komme tilbage i morgen,” sagde Fritz til Waldhorst. “Det er sent.”

“Ja, ja, udmærket,” sagde Waldhorst. “Jeg er i hvert fald ikke i humør til at bede Dem indenfor.” Han vendte dem ryggen. “Farvel, mine herrer.”

“Det var ikke Vera Holt, der dræbte Krogh,” sagde Tommy Bergmann. “Det var derfor, jeg kom tilbage hertil. Jeg har brug for Deres hjælp.”

“Javel.” Waldhorst stoppede op, men vendte sig ikke.

“Hvorfor sagde De, at De elskede Agnes Gerner?”

“Det var en dumhed,” sagde Waldhorst. “Bare en dumhed.”

“Så De mente det ikke?”

Waldhorst kom tilbage. Han støttede sig med hånden til porten.

“Sagt er sagt. Jeg kan ikke bare trække det tilbage.” Der kom et kort smil til syne på Waldhorsts læber, inden han igen blev alvorlig.

“Hvis De elskede hende,” sagde Tommy Bergmann, “og hvis det er rigtigt, at Carl Oscar Krogh dræbte hende dengang i 1942 ... er De sikker på, at avisartiklerne om fundet i Nordmarka ikke gjorde et stærkt indtryk på Dem?”

Peter Waldhorst fandt med en skælvende hånd nøglerne i lommen på strikjakken. Et øjeblik så han forvirret ud, som om han spekulerede på, hvad han skulle med nøglerne, som en senil.

“Var De i Oslo i pinsen, hr. Waldhorst?” spurgte Tommy Bergmann.

“Som sagt. Jeg har ikke været i Oslo siden 1945, hr. Bergmann. Og sidst jeg var udenlands, var jeg ikke længere væk end Østrig. Nå, hvis De vil undskylde mig ... men kom igen i morgen efter frokost, så skal jeg forsøge at hjælpe Dem.”

“Jeg går ingen steder,” sagde Tommy Bergmann.

“Og jeg har ingen intention om at lukke Dem ind.”

“De må have kørt i bil hele vejen til Oslo,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst vendte sig igen og begyndte at gå tilbage mod huset.

Tommy Bergmann vendte sig om mod Udo Fritz.

Den tyske politimand slog ud med armene, det virkede, som om det var det eneste, han kunne bruges til. Han så nærmest ud til at ville hjem så hurtigt som muligt.

“I Lillehammer fortalte De Kaj Holt, at Carl Oscar Krogh var tysk agent,” sagde Tommy Bergmann. Han blev hjemsøgt af en følelse af, at han havde stået på samme måde et sted før. Han var træt af folk, der gjorde sig besværlige.

“Tysk agent,” råbte Tommy Bergmann, da Waldhorst var nået hen til trappen. “Var det Krogh, der tog livet af Kaj Holt?”

Både Tommy Bergmann og Udo Fritz stod ubevægelige og så hen mod døren. Tommy Bergmann skulle til at sige noget til Fritz på engelsk, men tog sig i det. Jo mindre han vidste, des bedre var det.

Peter Waldhorst var kommet op ad trappen, han stak nøglen i døren, men rystede på hovedet over sig selv. Døren var ulåst, men han havde tydeligvis glemt det.

“Nej,” sagde Waldhorst endelig. Han holdt sig fast ved dørhåndtaget. Den gamle mand så om muligt endnu ældre ud end før, kroppen var sunket sammen, så han virkede to hoveder kortere end Tommy Bergmann og Udo Fritz.

“Krogh var i en meget vanskelig position ... han ville redde sin far økonomisk, han var på randen af konkurs,” sagde Waldhorst. “Men Carl Oscar Krogh dræbte ikke den stakkels Kaj Holt.”

Ingen af de tre mænd sagde noget.

“Svenskerne,” sagde Waldhorst og førte en hånd op til hovedet. Han strøg med fingrene over håret. “Svenskerne dræbte Kaj Holt.”

“Han blev dræbt, fordi du fortalte ham noget, som han ønskede at få at vide,” sagde Tommy Bergmann.

“Kun en tåbe lader munden løbe af med sig,” sagde Waldhorst. Han hev efter vejret, som om det at tale på ti meters afstand var ved at tage livet af ham. “Hvis Kaj Holt havde ladet svenskerne få deres vilje med Carl Oscar Krogh, ville han måske have levet endnu.”

“Krogh var en landsforræder, en landsforræder, som lod svenskerne rydde Kaj Holt af vejen.”

“Jeg har set det, der var værre,” sagde Waldhorst, “langt værre. Og fordøm ham ikke for det med Holt. Krogh vidste ingenting om det, der var sket med hans ven og overordnede, den ven, som han sandt nok svigtede.”

“Det var derfor, Krogh var så opbragt over Kaj Holts død,” sagde Tommy Bergmann. “Men hans kone blev sendt af sted for at underbygge, at Holt var suicidal ...”

Peter Waldhorst smilede svagt, som om han pludselig blev trist. Igen gik han ned ad trappetrinene og kom hen mod porten, mens han viftede med den ene hånd. Da han var henne ved Tommy Bergmann og Udo Fritz igen, var hans ansigt blegt, sveden perlede ham på panden.

“Karen Eline Fredriksen var elskerinde til Håkan Nordenstam, en svensker inden for det, der hed C-byrån. Han var en af Kaj Holts bedste svenske kontakter.” Waldhorst var fast i blikket og lod ikke Tommy Bergmann tvivle på, at han talte sandt.

“Var det denne Nordenstam, der dræbte Kaj Holt?” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst rystede på hovedet.

“Hvis der ikke var mere, vil jeg gerne hvile nu,” sagde Waldhorst. Han støttede sig til en af smedejernstremmerne, sagde noget på tysk til Udo Fritz. Tommy Bergmann opfattede kun to-tre ord og gjorde ikke engang forsøg på at sætte dem sammen til et ræsonnement.

“Jeg må vide, om De ved, hvem der dræbte Kaj Holt.”

“Hvorfor?” sagde Peter Waldhorst. Han var så bleg, at Tommy Bergmann et stykke tid var bange for, at han ville dø lige for øjnene af ham.

“Fordi jeg kan have taget fejl af det hele,” sagde Tommy Bergmann.

“Den mand, som dræbte Kaj Holt, er død for længst. Det har ikke noget formål. Intet af dette tjener noget formål, hr. Bergmann. Og hvad Carl Oscar Krogh angår, var han en af den slags fisk, man fanger og så slipper ud igen ... sådan er krigen, hr. Bergmann, alt er til salg – liv, død, loyalitet, sandhed, alt. Det er sandt, hvad man siger, at alt kan købes for penge. Kun ikke den fordømte kærlighed.”

Peter Waldhorst drejede rundt på hælen og gik endnu en gang tilbage til det store hus. Det var tydeligt, at den gamle mand anstrengte sig for at se uanfægtet ud. Den tunge dør blev langsomt lukket.

“Hvem dræbte Agnes Gerner?” råbte Tommy Bergmann, så det kunne høres langt hen ad gaden. Han mærkede en bevægelse fra den tyske politimand ved siden af sig. “Hvem dræbte Agnes?” råbte han endnu en gang, denne gang endnu højere.

“Var det Dem, hr. Waldhorst?”