Søndag den 27. september 1942
Villa Lande
Tuengen allé
Oslo

Agnes Gerner lagde hånden på dørhåndtaget, men åbnede ikke døren. Der gik en isning gennem hende, hun rystede den af sig, det var bare det gennemvædede tøj, der gjorde hende kold. Så blev hun grebet af tanken endnu en gang. Hvorfor var hun kommet tilbage til Villa Lande? Kunne hun ikke bare gå sin vej? Forsvinde?

Men hvorhen?

Der lød en lyd bag hende.

Hun vendte sig.

Taxaen var kørt for længst, og gaden lå stille hen, nærmest forladt.

Nej, sagde hun til sig selv. Det er bare indbildning. Der var ingen skygger bag træerne, ingen fremmede biler på vejen. Det eneste, der fandtes, var regnen, som ikke så ud til at ville få nogen ende.

Waldhorst følger ikke efter mig. Hun kunne simpelthen ikke begribe hvorfor, men måtte bare indse, at han faktisk ikke var fulgt efter hende.

Men hvorhen, mimede hun. Hvor kan jeg tage hen?

Hun vidste ikke, hvor Nr. 1 befandt sig, måske var han også i Victoria terrasse. Kunne hun tage hen til lejligheden på Kirkeveien, til det gamle ægtepar? Den gamle mand, som havde lagt en hånd på hendes skulder og givet hende håb om, at alt det her engang ville være forbi.

Det trak sig sammen i maven. Uforvarende, i et sekund med et svagt håb, havde hun tænkt, at Pilgrimmen ville skaffe hende til Sverige. Derefter ville de mødes i Stockholm om nogle uger. Måske kunne de fejre jul sammen dér om nogle få måneder. Bare de to sammen. De kunne flygte sammen, væk fra denne krig, denne ... det kunne ikke ... det var løgn ... Waldhorst var en simpel løgner, ikke andet! Han havde forfalsket de papirer, han forsøgte at stramme løkken om halsen på hende, men det skulle han ikke få held med, aldrig i verden, om han skulle få held med det.

Døren gik op, inden hun nåede at få samling på sig selv. Skælvende og fortumlet som en fugleunge stod Agnes Gerner på trappen og stirrede ind i ansigtet på tjenestepigen Johanne Caspersen. Den hæslige kvinde trak lidt i sit forklæde, men sagde ingenting.

Agnes Gerner strøg forbi hende og krængede kåben af, smed den på gulvet bag sig og gik ind i den største stue.

Tjenestepigen kom nogle få skridt efter hende, hun trådte bare lige hen over den våde kåbe. Agnes Gerner gik med hurtige skridt gennem stuen, åbnede døren til biblioteket og smækkede den i efter sig.

Ved siddegruppen lå der en pakke tyrkiske cigaretter, som Brigadeführer Seeholz havde efterladt. Hun rystede en af de få tilbageværende cigaretter ud, den faldt ned på bordet, og det var kun med nød og næppe, hun var i stand til at samle den op. Da hun havde ledt nogle sekunder i håndtasken efter lighteren, blev hun siddende og så tomt frem for sig. Det kunne ikke være sandt, det, Waldhorst havde sagt om Pilgrimmen. Det var umuligt. Sådan noget skete ikke for Agnes Gerner. Hun var ikke en af dem, der lod sig forblænde, eller som trak det korteste strå. Sådan havde hun aldrig været. Og ikke, om hun skulle til at være det nu. Nej, tænkte hun og stillede sig ved vinduerne, tog et par dybe sug af den stærke cigaret, lørdag aften ville ikke en sjæl i dette lokale have troet, at hun arbejdede for englænderne, og så skulle den lille Hauptsturmführer heller ikke tro det. Bedøvet af den stærke cigaret, nærmest beruset, følte hun, at dette mareridt ville gå over, at det i sidste øjeblik ville lykkes hende at sno sig udenom. Hun ville tale med Gustav, når han kom hjem fra Berlin, så ville Waldhorst være sendt til østfronten, før han kunne nå at sige Pilgrim.

Døren gik op. Agnes Gerner ignorerede tjenestepigen.

“Skulle De ikke til Rødtangen, frøken Gerner?” sagde Johanne Caspersen.

“Skal jeg tage dertil helt alene?”

Agnes Gerner rejste sig og gik gennem den store stue. Johanne Caspersen fulgte efter hende ud i køkkenet, Agnes Gerner satte sig ved køkkenbordet og så ud på indgangsporten, som om hun forventede, at Waldhorst når som helst ville dukke op.

“Nej,” sagde hun til tjenestepigen, “der bliver ingen tur til Rødtangen.”

“Hr. Lande vil blive misfornøjet. I næste uge er det oktober. Rødtangen lukkes altid af inden oktober.”

Agnes Gerner så på tjenestepigen i noget, der virkede som flere minutter.

“Jeg er hr. Landes kommende hustru,” hørte Agnes Gerner sig selv sige. “Jeg er hr. Landes kommende hustru ... og jeg og ingen anden ved, om han bliver misfornøjet eller ej. Og hvis han bliver misfornøjet, findes der måder at gøre ham fornøjet på.” Hun kærtegnede ringen fra Gustav Lande, igen og igen drejede hun den om fingeren, som om den ville beskytte hende mod det onde, mod Peter Waldhorst, som ville komme jagende efter hende, så snart han fik sundet sig. I nogle få sekunder trængte den grufulde tanke igennem. Hvordan kunne Waldhorst vide, at hun var gravid med Pilgrimmen? Kodenavnet kunne de have tortureret ud af nogen af de arresterede, endda hans egentlige navn, men ikke det her.

Hun tvang tanken fra sig.

“Jeg er Gustav Landes kommende hustru,” hviskede hun for sig selv.

Fem gange efter hinanden gentog hun disse ord, som om det i sig selv ville gøre, at det blev til virkelighed. Jeg er hr. Landes kommende hustru. Johanne Caspersen stirrede på hende, som om hun var et dyr, der havde forvildet sig ind i huset.

“Cecilia har glædet sig,” sagde Johanne Caspersen.

Skoven, tænkte Agnes Gerner. Det vil klare hovedet.

“Vi tager bilen op til Frognerseteren,” sagde hun ud i rummet. “En tur i skoven vil være godt for os alle.”

Hun gik ud i hallen og samlede den våde kåbe op fra gulvet. Forvirret, ude af stand til at tænke klart, blev hun stående apatisk i hallen. Hvordan kunne Waldhorst vide det? Hun så Pilgrimmens ansigt for sig, hvordan det var blevet hårdere gennem de sidste uger og måneder. Tjenestepigen sagde noget, men Agnes Gerner formåede ikke at skelne ordene fra hinanden. Alligevel så hun på hende. Havde hun sagt noget om Waldhorst? Agnes Gerner vidste det ikke, der var ingen lyde at høre, hun kunne have skreget uden selv at høre det.

Længe stod de på den måde og kiggede på hinanden, tjenestepigens mund bevægede sig, men Agnes Gerner kunne ikke høre en lyd. Alligevel var det, som om tjenestepigens læber formede sig til dette ene ord.

Waldhorst.

Derefter en hel sætning.

“Hr. Waldhorst har bedt mig om at holde øje med Dem.”

Nej, tænkte Agnes Gerner og stirrede på tjenestepigen. Det kan da ikke have været det, hun sagde? Sagde hun noget?

Til sidst snurrede hun rundt på hælen og gik op til Cecilias værelse.

Pigebarnet sad ved vinduet og bladede i et fotoalbum med gamle billeder af sin mor.

Agnes Gerner mærkede, at hun fik hørelsen tilbage. Hun hørte lyden af de tynde skilleark i albummet. Hun gik hen til Cecilia, strøg hende med en hånd over håret og sagde, at de skulle ud og køre i bil op til Frognerseteren og gå i skoven. Rødtangen måtte blive en anden dag.

“Jamen, det regner.” Cecilia var standset ved et af billederne, hvor Gustav Lande sad ved siden af sin kone engang i begyndelsen af trediverne.

“Regn er fint,” sagde Agnes Gerner. Først nu så hun, at Landes kone var højgravid på billedet. Hun sad sammen med Lande på en bjergskråning, smilende til fotografen. Cecilias pegefinger gled over maven. Derefter berørte den moderens ansigt.

★

Cecilia måtte være gået ned, for da Agnes Gerner vendte sig, var hun ikke længere i værelset. Agnes Gerner lod sit blik glide over de hvidmalede vægge, bogreolen, de utallige porcelænsdukker på de to kommoder, den lille himmelseng, den gamle teddybjørn i en kurvestol i hjørnet.

Uden at tænke over, hvad hun gjorde, tog hun skamlen, som stod ved skrivebordet, med sig, skridtede over gulvet og åbnede døren til det midterste skab.

Welroden lå urørt, som hun havde placeret den bag bunkerne af gamle legesager på den øverste hylde. Hurtigt rullede hun den ud af håndklæderne og stak den ned i kåbens venstre ærme.

Ved døren standsede hun og kastede et sidste blik ud over værelset. Med hurtige skridt gik hun hen til skrivebordet og tog fotoalbummet med billeder af Cecilias mor under armen.

Henne ved døren standsede hun igen. Vægten af albummet føltes med ét umulig. Hvad var det, hun bildte sig ind? Hun åbnede albummet, bladede et par sider frem, til hun kom til billedet af den unge Gustav Lande og hans kone, smilende, gravid på bjergskråningen. Det virkede, som om verden revnede, da hun rev det løs fra siden og puttede det i kåbens inderlomme, hvor skæftet af Welroden stak op.