Søndag den 27. september 1942
Frognerseteren/Nordmarka
Oslo
Da de havde gået indad i Nordmarka i ti-femten minutter, blev himlen over dem næsten sort.
Cecilia gik først, nogle meter foran Johanne Caspersen. Agnes Gerner gik et par skridt bag Johanne Caspersen. Hun fulgte tjenestepigens våde anorak med øjnene, og så vendte hun sig for at se, om nogen fulgte efter dem. Havde Johanne Caspersen virkelig sagt det om Waldhorst på et tidspunkt hjemme i huset? Det måtte være indbildning.
“Jeg er træt,” sagde Cecilia fremme foran.
“Du har godt af at bevæge dig, Cecilia,” sagde Agnes Gerner. Hun så et øjeblik ned mod sine støvler for ikke at falde, rødderne var våde og glatte, den fugtige jord mastes sammen under hendes fødder, et sekund virkede det, som om den ville gribe fat i hendes højre støvle og trække hende med helt ned til Jordens indre. Med al sin kraft fik Agnes Gerner hevet den op igen. Rygsækken, som hun selv havde insisteret på at bære, føltes, som om den var fuld af sten og ikke af vafler stegt i det sidste smør, som Gustav Lande havde fået fra sine tyske kontakter.
Agnes Gerner stoppede op og kiggede ned i hullet efter støvlen. Det boblede svagt i jorden, og hullet blev hurtigt fyldt med sort mosevand. I små glimt så hun sig selv sidde på parketgulvet i Waldhorsts store, mørke bibliotek.
Hvordan kunne hun have tabt hovedet på den måde?
Derfor, tænkte hun.
Det stak i hendes mave, helt nederst, ned mod bækkenet, derefter skar smerten sig op mod det venstre bryst. Som om hun først nu, langt herinde i den tavse skov, forstod, hvor sandt det alt sammen var, alt det, som Waldhorst havde sagt. Måske var det barnet i hendes mave, der sparkede, som om det vidste alt om hende.
Endnu en gang vendte hun sig, som hun havde gjort utallige gange, siden de var gået ind ad stien ved Frognerseteren, granskede skoven, som om et par mørke øjne fulgte dem. Waldhorsts mørke øjne.
Nej, sagde hun for sig selv. Der er ingen der. Hverken på stien eller mellem de tætte stammer. Slet ingen. Hun granskede stien en gang til, den glatte jord, de netop havde gået på. Øjnene søgte mellem de sorte træer. Der faldt et par regndråber på hendes næsetip. Hun lukkede øjnene, det brændte bag øjenlågene, så træt var hun. Hun måtte holde op med det her, hun måtte slå sig til ro med, at Waldhorst ikke fulgte efter dem. Ingen fulgte efter dem. Skoven syntes faktisk at være mennesketom. Der havde kun stået tre biler parkeret på Frognerseteren, mindede hun sig selv om, og de havde kun mødt to andre personer på stien, et ældre ægtepar med en tom spand til bær. Ingen gik tur i det her vejr. Og med folks desperate bærplukning i denne galskab af en krig var skoven så godt som tømt for bær, hvilket enhver var klar over nu i slutningen af september.
Nu var både Cecilia og Johanne Caspersen hen imod tyve meter foran hende.
Agnes Gerner blev stående stille på stien og betragtede de to, som gik foran hende.
Det, som engang havde forekommet uvirkeligt, var nu uundgåeligt.
Ville de opdage det, hvis hun pludselig gjorde omkring og begyndte at løbe tilbage mod Frognerseteren? Selvfølgelig. Og Johanne Caspersen ville få hende efterlyst med det samme. Og hvorhen? Hvor skulle hun tage hen? Hun ville være arresteret, inden dagen var omme.
Hun tvang sig i bevægelse igen og fortsatte efter de to andre. Efter en halv snes meter standsede hun igen, kastede et blik over skulderen. Stien virkede smallere bag hende, himlen uden lys, jorden uden lugt.
En lyd?
Var der ikke?
Nogen, der fulgte efter dem? I skyggerne? Mellem træerne?
Nej, hviskede hun for sig selv. Tre biler og to personer, og det var alt. Hun satte farten op og nåede snart igen de to foran sig. Med Cecilias ødelagte hofte var det let at indhente hende. Alt for let.
Agnes Gerner strøg en hånd over sit våde hår, igen og igen. For hver gang rystede hendes hånd endnu mere.
Efter endnu tredive-fyrre meter i en regn, som blev kraftigere og kraftigere, kom de til en lille rydning på venstre hånd. Agnes Gerner stoppede op. Langs rydningen gik der en smal sti, hvor skoven virkede tættere end langs hovedstien.
“Ind her,” sagde Agnes Gerner, inden hun nåede at fortryde. De stoppede alle tre og så tavse på hinanden i et lille stykke tid.
“Vi må hjem, før det bliver mørkt,” sagde Johanne Caspersen. Hendes grønne anorak så sort ud, gennemvåd af regnen. “Cecilia orker snart ikke mere.”
Agnes Gerner så op mod himlen. Om en lille time ville det være så mørkt, at de ville få problemer med at komme hjem, hvis de fulgte den smalle sti.
“Jovist,” sagde Agnes Gerner. “Ikke sandt? Det er en spændende sti, er det ikke?”
Cecilia så hurtigt op på Agnes Gerner med et smil, som kun de to udvekslede. Agnes Gerner tog øjnene til sig, hun ønskede ikke, Cecilia skulle se, at hun ikke formåede at gengælde smilet.
Uden at vente på tjenestepigen gik Agnes Gerner og Cecilia gennem rydningen og ind på den smalle sti. Efter få meter hørte Agnes Gerner tjenestepigen følge efter med korte, raske skridt. Hun satte tempoet ned og lagde en hånd om skulderen på Cecilia. Pigen smilede et fiffigt, lille smil. Agnes Gerner mærkede hendes vilje gennem håndfladen, det dummeste, tjenestepigen overhovedet kunne have sagt, var, at Cecilia ikke orkede mere.
Agnes Gerner tænkte, at de skulle have gjort det her noget oftere, det ville have gjort pigebarnet stærk og frisk og glad. Så tænkte hun, at hvis hun vendte sig nu, ville hun ikke se Johanne Caspersens ansigt, men alt det grønne ned mod Westerham Ponds. Så blev hun fuld af anger, setterens smadrede hovedskal fór over nethinden og gik til sidst i ét med Torfinn Rolborgs chefsekretærs lydløse skrig. Hun greb hårdere om Cecilias skulder. Over dem var det, som om de sorte grantræer voksede ind i himlen og dækkede over de sidste rester af dagslys.
Da de havde gået i omkring ti minutter, virkede det, som om stien førte til en lysning i skoven. Langt fremme syntes Agnes Gerner, hun kunne se en lund af en slags, som hun havde været i før, blot var lunden her omgivet af grantræer. Hun stoppede op og lod tjenestepigen gå forbi. Støvlerne sank ned i jorden, mens hun så på den lille pige helt forrest og kvinden nogle meter bag hende.
Derefter rettede hun blikket mod lysningen længere fremme.
Jeg har været her før, sagde hun til sig selv.
Da hun var fremme, ventede Johanne Caspersen på hende. Hun stod med armene over kors som for at spærre adgangen til lysningen. Cecilia stod en meter bag hende. Agnes Gerner forsøgte at gå forbi tjenestepigen, men hun tog et skridt til siden.
“Vi burde vende om,” sagde hun lavt. “Hvis De ikke selv vil bære hende tilbage?”
Agnes Gerner svarede ikke. Hun havde vel ret, tænkte hun. De måtte vende om. Hvis de skulle vende om, skulle det være nu.
Tjenestepigens øjne blev smallere. Den skarpe næse virkede større end nogensinde.
Agnes Gerner skulle til at åbne munden, men fik ikke et ord frem.
“Hvor er det, De fører os hen?” sagde Johanne Caspersen.
Agnes Gerner havde ikke noget svar.
“Tror De ikke, jeg ved, hvad De er for én?”
Cecilia stak hovedet frem bag ryggen på tjenestepigen.
“Forsøger De at få os så langt ind i skoven som muligt?” sagde Johanne Caspersen højt.
Vær ikke bange, tænkte Agnes Gerner. Hun trak vejret så dybt, hun kunne gennem næsen. Kun en svag skælven til sidst i åndedrættet afslørede, at hun var bange.
“Herr Waldhorst har bedt mig om at holde øje med Dem,” sagde tjenestepigen, lavt nu, som om ordene var farlige.
Et nærmest umærkeligt smil bredte sig på tjenestepigens læber. Agnes Gerner rystede svagt på hovedet. Det var for sent. Det hele var for sent. Der var ingen vej tilbage.
“Tror De ikke, jeg har forstået, hvad De er for én? Jeg er ikke bange for Dem, troede De det? Det var Dem, ikke sandt, i avisen? Men hr. Lande vil ikke være blind længere, bare vent, til vi kommer tilbage.”
Men Agnes Gerner hørte ikke mere efter, gennem regnen stirrede hun bare stift på Cecilia, som nu holdt fast i tjenestepigens anorak. Welrodens skæfte skar ind i det venstre bryst. Regnen måtte have gjort løbet synligt gennem kåbens ærme.
Det var aldrig meningen, at det skulle ende sådan. Min pige.
“Du skulle have været min pige,” hviskede Agnes Gerner.
Hans og min.
Pilgrimmens og min.
“Løb, Cecilia,” sagde Johanne Caspersen. “Løb!”