Tirsdag den 24. juni 2003
Hotel Berlin
Lützowplatz
Berlin

Det regnede ind gennem de åbne vinduer i hotelværelset. Tommy Bergmann blev liggende i nogle minutter og stirrede op i det hvide loft. Han huskede hverken, hvilken dag det var, hvilken by han var i, eller hvad han foretog sig her.

Han måtte være faldet i søvn tidligere, enten af udmattelse eller af skuffelse. Nu huskede han det. Han havde pligtskyldigst modtaget den papirbunke, som receptionisten havde lempet op på skranken, så snart han kom ind på hotellet.

Jeg behøver dem ikke, havde han overvejet at sige. Han forsvandt op på værelset uden et ord, ikke engang et lille tak.

Derefter havde han hurtigt bladet de næsten halvtreds sider fra Avis igennem, som var blevet faxet hertil fra Politihuset i Oslo. Kvaliteten af papirerne var ikke den bedste efter to omgange gennem faxmaskinen, men det var mere end godt nok til, at Tommy Bergmann kunne fastslå, at der ikke fandtes nogen Peter Waldhorst eller Peter Ward blandt dem, der havde lejet en bil af Avis og leveret den tilbage i enten Oslo S, Lillestrøm eller Gardermoen søndag den 8. juni 2003.

Han tændte en cigaret og gik hen til vinduet, der vendte ud mod den brede avenue. Et stykke tid holdt han en hånd ud gennem vinduet og lod den blive våd af regnen, som føltes temperaturløs.

Derefter blev han stående og kiggede på bunken af papirer på skrivebordet i den anden ende af det kolde, modernistiske værelse. Han gik med sløve skridt over gulvet, som om han allerede havde givet op, som om der ikke var nogen pointe i at udvide undersøgelsen til også at gælde udlejningsbiloversigter for dagene efter drabet. Fremme ved skrivebordet bladrede han hurtigt papirerne igennem. Ingen af personerne syntes at have nogen interesse for ham.

Han lod hele papirbunken ryge ned i papirkurven under skrivebordet. Et par af arkene havnede udenfor og blev liggende på gulvet. Han modstod fristelsen til at ødelægge dem, rive dem i smalle strimler og smide dem ud ad vinduet.

Noget sank i ham, en sort, tung sten af skuffelse. Måske var det følelsen af at have spildt så mange uger på den her sag. Måske var det tanken om gamle Waldhorst, at Waldhorst snoede ham om sin lillefinger, som det passede ham.

Tommy Bergmann forsøgte at ryste det af sig, pakke det af vejen et sted bagest i hovedet, forsone sig med, at han måtte begynde forfra.

Han stillede sig ved vinduet ved skrivebordet og prøvede at finde Bendlerblock, hvor von Stauffenberg var blevet skudt i juli 1944, dét måtte han da i det mindste kunne få besøgt, inden han rejste hjem. Efter at have resigneret, der var alt for mange bygninger i denne by, stirrede han i nogle minutter på bunken af papirer i papirkurven. Han bøjede sig ned og samlede de tre-fire ark op, som var landet ved siden af. De to første ark var data på en 40 år gammel brite, som havde lejet en Opel Astra i Gardermoen fredag den 6. juni og leveret den tilbage samme sted den efterfølgende søndag. På den første side var der en kopi af hans kørekort, på den næste en kopi af et skema, som han havde udfyldt med bilens registreringsnummer og kilometerstand og sine personalia. Tommy Bergmann studerede ansigtet på kørekortet. Lige så fordømt uinteressant som de 24 andre personer, der havde lejet biler den weekend. Han rev de to ark i smalle strimler og lod dem falde ned på gulvet.

Da han gik ud ad døren, stoppede han et øjeblik, vippede nogle sekunder på tåspidserne. Følelsen af igen at have glemt noget væsentligt fyldte ham fuldstændig i nogle sekunder. Men hvad?

Nej, sagde han for sig selv og rystede på hovedet.

Henne ved elevatorerne fik han igen denne følelse.

Hvad fanden er det, jeg har glemt? tænkte han, da dørene gled op nede i lobbyen.

Fortsat murrede det et sted bagest i hovedet, da han slog den paraply op, som han havde lånt i receptionen, og forsøgte at udstikke den kurs mod Bendlerblock, som receptionisten havde forklaret for ham.

Da han var kommet frem til kanalen, kunne han lige se den gule bygning mellem to andre bygninger nogle hundrede meter til højre.

Trafiksuset fra den brede avenue bag ham gjorde det paradoksalt nok enklere at tænke. Han fæstede blikket på kanalen, lyden af regndråbernes konstante nedslag i vandoverfladen hjalp ham langsomt til at forme en fuldstændigt klar tanke. Tanken om det, han havde glemt.

Tre styks blev dræbt, tænkte han og undgik de værste vandpytter på fortovet.

Et pigebarn, en kvinde og en mand.

Det er netop det, jeg ikke forstår, tænkte Tommy Bergmann.

Han så Peter Waldhorsts ansigt for sig, da han spurgte ham, om Gretchen var Johanne Caspersen.

Det var bare en vild idé, men Waldhorst så ud, som om han havde ventet på det spørgsmål i årevis. I mange årtier.

Peter Waldhorst møder sin anden kone på Tempelhof i sommeren 1963. Nogle måneder efter begynder en kvinde at ringe hjem til Krogh. Sent i september, måske på samme dag, som Agnes Gerner, Cecilia og en ukendt mandsperson blev dræbt.

I samme sekund gik det op for ham.

Der var ét navn, han havde reageret på i oversigten over udlejningsbilerne i Gardermoen.

Sikke en idiot jeg er.

Gretchen.

Gretchen er et kaldenavn. Et ægte kaldenavn.