Mandag den 28. september 1942
Kornsjø jernbanestation
Grænsestation Norge-Sverige

Lyden af støvlernes jernhæle kunne høres gennem hele togvognen. Så fulgte et sekunds stilhed, hvorefter en kupédør blev åbnet.

Hun standsede håndens bevægelse mod munden og stirrede ind i flammen fra sølvlighteren. I vinduet så hun genskinnet af sig selv, hun kunne lige skimte konturerne af ansigtet under hatten, den hvide cigaret, som hang fra læberne.

Støvlerne trampede videre i retning hen mod hendes kupé. Standsede. Den dumpe lyd af endnu en dør, som blev åbnet, kunne svagt høres. Derefter lave stemmer, helt anderledes end hårdheden i det tyske sprog. Døren gik i igen et sted derude. De tyske soldater satte i bevægelse endnu en gang. Hun regnede med, de var fire.

Én officer og tre soldater, sådan måtte det være.

Hun tændte cigaretten, sugede dybt ind og studerede mærket på filteret efter den røde læbestift. Det skærende lys over bogstaverne for Kornsjø på stationsbygningen flimrede svagt i en af vandpytterne på perronen. Tre Wehrmacht-soldater stod tavse sammen under buen over bygningens indgangsdør. En af dem havde en schæfer i snor. Hunden trak i snoren, da nogen længere bagude i togsættet, på anden klasse, blev ført ud. Hun kunne ikke se, hvad der skete, kun soldaten, der holdt hunden og hev den til sig. En mand skreg som et såret dyr ude på perronen langt fremme i den nordlige ende. På en mærkelig måde virkede hele optrinet beroligende på hende. Et øjeblik var hun i stand til at føle noget. Måske kunne hun en dag blive menneske igen.

Hun tog endnu et sug af cigaretten, slog mekanisk asken af i askebægeret på væggen, inden hun fandt identifikationspapirerne og grænsepasset frem fra dokumentmappen. Så sank hun ind i ligegyldigheden igen, men holdt på trods af den overvældende træthed øjnene vidt åbne. Aldrig mere ville hun sove eller lukke øjnene i mere end en brøkdel af et sekund. For det eneste, hun så ville se, var billedet af hende selv stående over det lille barn, som lå stille, stille i det våde mos. Den grønne kåbe gik i ét med jorden under hende. Øjnene var ikke bange, bare store og opspærrede, som om det hele var en drøm.

Efter et kort stykke tid var der stille igen, lyden af den skrigende mand på perronen var væk. Døren til kupéen ved siden af hendes blev revet op. Endnu en gang hørtes en tysk stemme, sandsynligvis officerens. Der var så stille, at hun kunne høre ham blade i identifikationspapirerne for personerne i kupéen ved siden af.

Da det blev hendes tur, sad hun og fingererede uinteresseret ved cigaretetuiet. Det var, som om hun ikke længere befandt sig i denne togkupé, men på Gustav Landes terrasse, mens hun betragtede manden foran sig, som tog etuiet frem fra inderlommen på sin smoking.

En løjtnant med bløde træk rev døren op, men sagde ingenting og gjorde en håndbevægelse mod sædet, hvor hun sad. Hun så op på ham, som om han knap nok eksisterede, og rakte papirerne frem mod ham, men ikke så langt, at han kunne nå dem uden at måtte tage et skridt ind i kupéen. Bare for at vise ham, hvor lidt hun tog sig af det, tændte hun en ny cigaret med fuldstændigt rolige hænder. Løjtnanten blev stående og bladede i de få papirer. Hun havde memoreret alt for det tilfælde, at han ville begynde at spørge hende ud, men det ville han næppe vove.

“Bitte, Fräulein,” sagde han og rakte hende grænsepasset med et nik. Derefter kastede han et hurtigt blik på det nye pas og identifikationspapirerne, som viste, at hun var sekretær ved den tyske legation i Oslo. Grænsepasset, som hun havde lagt ved siden af sig, viste, at formålet med rejsen var en midlertidig stilling som førstefuldmægtig ved det tyske konsulat i Göteborg. Løjtnanten smækkede hælene sammen og rakte hende papirerne.

“Jeg ønsker Dem en behagelig fortsat rejse, frøken.”

Hun rejste sig og lagde hatten op på hylden, førte en hånd forsigtigt over håret, mens hun studerede sit eget spejlbillede i vinduesruden. Perronen var tom, kun vandpytterne var tilbage.

Da toget begyndte at køre, satte hun sig igen, lagde hovedet bagover og så op i hattehyldens fletværk, kufferten virkede næsten truende. Hvis løjtnanten havde bestemt sig for at åbne den, ville hun have været død. De ægte papirer og tusind kroner i brugte svenske sedler lå tilforladeligt placeret under et par klædningsstykker.

Nogle minutter blev hun siddende og lyttede til hjulenes sang over svellerne. Da vognene blev fyldt med svenske politifolk, sad hun og strøg en finger over det cigaretetui, som han havde stukket i lommen på hende på Østbanen.

P.W. læste hun for sig selv.

P.W.

Da den svenske politimand havde forladt kupéen, så hun for første gang på sit ur og konstaterede, at Gustav Lande var landet i Oslo for en time siden. Måske satte han nøglen i døren netop nu. Måske gik han rundt i huset, kaldte, tog telefonen op, ringede til sommerhuset, til venner.

Hun rejste sig og stak en hånd i inderlommen på kåben, tog fotografiet af Gustav Lande og hans kone frem. Det var, som om hun ville tale til den højgravide kvinde, som sad på bjergskråningen, smilende, uvidende om alt det, der ville komme.

Det næste, hun huskede, var, at lokomotivet fløjtede kraftigt ved en togovergang, en cigaret ulmede i hendes hånd, asken var faldet ned i hendes skød, kjolen var måske ødelagt, som om det spillede nogen rolle.

I små glimt blev hendes ansigt oplyst af månen, som skinnede gennem skydækket.

Hun holdt hænderne hårdt hen over maven, som boblede af liv, af nyt liv.

May God have mercy on your soul.