Tirsdag den 24. juni 2003
Hotel Berlin
Lützowplatz
Berlin

Tommy Bergmann bandede højt i korridoren. Tre gange havde han forsøgt at låse døren op med nøglekortet.

Endelig ved det fjerde forsøg klikkede det i dørlåsen. Han masede sig frem mod døren og småløb gennem det store hotelværelse. Henne ved skrivebordet sank han ned på knæ og så først de Avis-papirer igennem, som lå på gulvet. “Nej,” sagde han for sig selv, “det er ikke nogen af de her.” Han tog papirkurven og tømte den ud over sengen. Inden han begyndte at lede i papirerne, fandt han frem til Udo Fritz’ visitkort i skrivebordets rod.

Hvor? tænkte han, mens det ringede i den anden ende.

Hvor har jeg set det navn?

Udo Fritz svarede, hans stemme var afventende.

“Gretchen,” sagde Tommy Bergmann og begyndte at blade i papirerne på sengen. Han sorterede sirligt arkene to og to med uinteressante folk. “Den gamle dame,” sagde han for sig selv, han ledte efter den gamle dame, hvordan kunne han have overset der her før?

“Gretchen,” sagde Udo Fritz.

“Det er et kaldenavn, ikke sandt?”

Der opstod en pause. Tommy Bergmann bladede sig langsomt nedad i papirbunken, lagde noget så besynderligt som en japansk kvinde til side.

“Jo,” sagde Fritz.

Tommy Bergmann havde mindre end ti sider tilbage at sortere.

“Det kan være et kaldenavn for Greta ... eller Gretel,” sagde Fritz. “Men hvorfor ...?”

Tommy Bergmann vendte de to sidste ark på sengen. Han stirrede ind i ansigtet på kvinden på det tyske kørekort. Det var kun lige til, at han kunne holde arket roligt i hånden.

Hvorfor havde han ikke reageret? Måske fordi fødselsåret på kvinden på kørekortet, som var svensk statsborger, var 1919. Og ikke 1918. Og fordi hun havde opgivet Odengatan i Stockholm som sin hjemmeadresse og ikke Gustav Freytag Strasse i Berlin.

“Fandens,” udbrød han for sig selv. “Jeg er en fordømt stor idiot.”

“Bitte,” sagde Udo Fritz.

“Hvad med Margaretha?” sagde Tommy Bergmann så lavt, at han næsten ikke selv kunne høre det.

Der blev stille i den anden ende.

“Ja,” sagde Udo Fritz efter et stykke tid. “Margaretha kan det godt være.”

Tommy Bergmann så hårene rejse sig på den våde højrearm.

Selv på den dårlige faxkopi af kørekortet så han nu det samme blik, som han havde set hos den unge kvinde på billedet i Aftenposten. Og hjemme hos Gustav Lande sankthansaften 1942.

Margaretha, sagde Tommy Bergmann for sig selv. Det fornavn havde han kun set ét sted. Og det var i Riksarkivet, som mellemnavn i savnetmeldingen fra Vinteren politistation fra september 1942.

Margaretha Fredriksson stod der på det tyske kørekort, som var udstedt i december i fjor. Først nu så han, at fødselsdatoen var den samme som i savnetmeldingen. Kun fødselsåret var ændret. Det var derfor, Waldhorst havde en gave og blomster med til sygehuset sidste torsdag.

“Hvornår kan du være her?” sagde Tommy Bergmann. “Her på hotellet?”

“Jeg forstår ikke ...” sagde Fritz.

“Jeg forklarer det undervejs,” sagde Tommy Bergmann. “Vi skal hen til Røde Kors-klinikken i Westend, DRK.”

De blev tvunget til at holde stille i kø efter kø på tilsyneladende endeløse, regnfulde boulevarder, der var ikke andet end slanger af røde og hvide lys overalt, hvor Tommy Bergmann fæstnede sit blik. I hænderne holdt han de to ark fra Avis, som viste, at svenske Margaretha Fredriksson havde været i Norge i pinsedagene.

Udo Fritz havde bare nikket tavs og halvinteresseret til historien, men Tommy Bergmann syntes alligevel, han kunne mærke en slags undertrykt spænding hos Fritz, som bandede lavmælt, da han kvalte motoren i lyskrydset.

Da de endelig nåede frem til DRK-klinikken, var det blevet mørkt. Regnen var taget til, himlen over dem var én mørkegrå masse, som ubønhørligt udøste sin sorg over menneskene på jorden. Udo Fritz satte Tommy Bergmann af ved indgangen, før han gav sig til at lede efter en parkeringsplads foran hospitalet. Tommy Bergmann blev stående under baldakinen og så hen mod parkeringspladsen. Det var netop her, Peter Waldhorst havde sagt de få ord, som gav Tommy Bergmann al den information, han manglede, men som han ikke havde forstået.

Måske har jeg opgivet at forstå? tænkte han og tændte en cigaret. To hvidklædte sygeplejersker kom ud fra hovedindgangen bag ham, de nikkede kort og smilede, hvorefter de hævede hver sin sorte paraply og begav sig ud i regnen, småløbende langs siden af bygningen.

Udo Fritz rystede vandet af sig og nikkede mod indgangen.

Tommy Bergmann skoddede cigaretten efter to sug og fulgte efter.

“Et øjeblik,” sagde den unge kvinde i receptionen, hun havde sygeplejerskeuniform på og varme, brune øjne. Hun kiggede i nogle papirer, udfyldte et skema, lagde det til side. Derefter rettede hun blikket mod Tommy Bergmann.

“Vi vil gerne tale med Margaretha Fredriksson,” sagde han.

“Beklager, men det er ikke besøgstid nu,” sagde hun.

Udo Fritz kom hen ved siden af Tommy Bergmann. Han sagde lavmælt noget på tysk og lagde sit ID-kort på skranken. Den unge kvinde tog det op og studerede det i noget, der virkede som flere minutter. Telefonen kimede næsten uhørligt i baglokalet. Tommy Bergmann betragtede hendes hånd, som holdt om det firkantede plastickort, og fik en umiskendelig fornemmelse af at have stået sådan før. Han hævede blikket og fik øje på en madonnalitografi på væggen bag sygeplejersken.

“Margaretha Agnes Fredriksson,” sagde Tommy Bergmann. Telefonen holdt op med at ringe i baggrunden.

Den unge kvinde gav Fritz ID-kortet tilbage. Så fik hun et stramt udtryk i ansigtet.

Hun klarede stemmen.

“Fru Fredriksson er alvorligt syg,” sagde hun.

“Alvorligt syg?” sagde Tommy Bergmann.

“Fru Fredriksson er kræftpatient.”

“Siden hvornår?”

Den unge kvinde så spørgende på Tommy Bergmann.

Fritz gjorde en håndbevægelse mod hende for at få hende til at svare hurtigt.

“Det spiller vel næppe nogen rolle. Fru Fredriksson er alvorligt syg, og hun fik det værre af en rejse, hun foretog, mens hun skulle have været til behandling her.”

Udo Fritz sagde noget til sygeplejersken i et halvirriteret tonefald. Tommy Bergmann forstod så meget som, at han beordrede hende til at følge dem op til den syge kvinde med det samme.

I elevatoren op til tredje etage måtte Tommy Bergmann støtte sig til væggen. Hans ansigt var tømt for al farve, han genkendte knap nok manden, der stirrede tilbage i spejlet. Hvordan kunne han have overset det her? Waldhorst havde holdt svaret op for øjnene af ham, men han havde ikke villet se. Hvorfor havde hun været i Oslo?

Den polske tagtækker havde sagt, at der var to personer i den røde udlejningsbil. Hvem havde været sammen med hende?

Da elevatordørene gled op ud mod den hvide korridor, var Tommy Bergmann ikke i stand til at tænke klart længere.

Det aflange rum var næsten helt mørklagt, kun et svagt læselys faldt ned over den gamle kvindes ansigt. Tommy Bergmann blev stående lige inden for den lukkede dør og betragtede hende i tavshed. Ved siden af ham trak Udo Fritz vejret kraftigt gennem næsen, som om noget i lokalet generede ham. Den hvide dyne bevægede sig regelmæssigt op og ned, men for hurtigt til, at den afmagrede, gamle kvinde kunne have det særlig godt i sin søvn. Tommy Bergmann tænkte, at hun måske hørte til dem, der ville have mindst mulig smertelindring, én, der slæbte sig på knæene gennem livets sidste dage. På natbordet stod der et slidt ikon af nogen, som Tommy Bergmann troede, var Skt. Georg med dragen.

Han tog et par skridt ind i sygestuen, sygeplejersken lagde en hånd let på hans arm, men lod den falde. Den gamle kvinde foran ham virkede mere død end levende. EKG-måleren var ikke engang koblet til, kun et enkelt drop var fæstnet til hendes arm. Måske havde hun givet besked om, at hvis hun alligevel skulle dø, var der ikke noget at vente på, og så var det sådan her, hun ville have det. Bare ligge dér uden nogen ved sin side. Ansigtet var skrumpet ind til det nærmest uigenkendelige, den eneste del af ansigtet, Tommy Bergmann genkendte fra billedet i efterlysningen fra 1942, var de fine øjenbryn. De var stadig mørke og fine som på en ung pige og gav det syge ansigt et strejf af håb, af, at trods alt ikke alt liv var udtømt.

Så var ringen altså sluttet, tænkte Tommy Bergmann, mens han prøvede at forsone sig med, at jagten på Agnes Gerners morder havde været forgæves. Han skridtede over gulvet og stillede sig ved vinduet. Mens han betragtede bilerne dernede, tænkte han på, hvor tilfældigt det hele havde været – hvis Marius Kolstad ikke havde sagt navnet Kaj Holt, ville han aldrig have stået hér nu. To mennesker på dødens rand, og ingen af dem ville komme til at tage deres hemmeligheder med i graven, hvis ikke kvinden bag ham døde netop her og nu.

I noget, der føltes som flere minutter, stod Tommy Bergmann således i sine egne tanker, som til sidst ikke havde noget med den gamle dame at gøre.

Han hørte nogle svage lyde bag sig, men vendte sig ikke.

“Jeg havde næsten opgivet tanken om, at du skulle finde mig,” sagde kvinden henne fra sengen.

Tommy Bergmann gjorde ikke tegn til at vende sig.

“Agnes Gerner ...” sagde han bare.

Måske gjorde han et nummer ud af at stirre på parkeringspladsen nedenfor, måske var han ikke kommet sig over, at det faktisk var Agnes Gerner, der lå i sygesengen bag ham.

“Ja,” sagde den gamle kvinde og trak vejret så dybt, at Tommy Bergmann et øjeblik var bange for, at det var for sidste gang.

“Jeg forstår det ikke,” sagde han og vendte sig langsomt.

Kvinden, som engang havde båret navnet Agnes Gerner, lå med lukkede øjne i det svage lys fra læselampen.

“Der er altid noget, man ikke forstår, sagde min mand engang til mig.”

“Javel.”

“Han havde vist sagt det til en anden nordmand engang. En nordmand, jeg satte meget højt. Og nu ... nogle gange forstår jeg ikke selv, hvorfor livet blev, som det blev.” Hun åbnede øjnene en smule.

Tommy Bergmann blev stående ved vinduet, han lænede sig mod vinduessprossen og holdt blikket fæstnet på ikonet ved siden af Agnes Gerner. Skt. Georg, der stødte sit spyd gennem dragens mund – vist nok for at beskytte dem, der var svage i troen, var det ikke sådan?

“Hvem dræbte de tre i Nordmarka?” sagde Tommy Bergmann. “Hvem dræbte Cecilia?”

Agnes Gerner lukkede øjnene igen.

Han åbnede munden for at stille spørgsmålet igen.

“Det er måske derfor, jeg nægter at dø,” sagde hun lavt, knap nok hørligt. “Der venter mig ingen godhed på den anden side, Bergmann.”

Hendes åndedræt blev svagere.

Tommy Bergmann rystede på hovedet. Han forstod det ikke.

“Ingen godhed?”

Agnes Gerner hævede en hånd og skar en grimasse ved anstrengelsen. Sygeplejersken tog et par hurtige skridt over gulvet og rakte hende vandglasset fra kommoden.

Han tænkte et sekund på sin egen mor, så sig selv give hende noget at drikke for sidste gang.

Agnes Gerner drak som et barn af glasset, der løb vand ned over hendes hals, sygeplejersken forsøgte at tørre det væk, men Agnes Gerner puffede hende forsigtigt fra sig.

“Tror du, hun venter på mig dér? Cecilia? Jeg har ikke sovet i mange år, Bergmann. Er jeg stadigvæk et menneske efter det, jeg gjorde, kan du svare mig på det?”

“Hvad mener du?”

Agnes Gerner trak vejret og hviskede nogle få ord, som Tommy Bergmann ikke havde troet, at han ville få at høre. Han følte linoleumsgulvet gynge under sig i nogle sekunder. Det kan ikke være muligt, tænkte han. Ikke denne kvinde.

“Hvad skulle jeg have gjort ved hende? Forladt hende derude i skoven? Tror du ikke, jeg tænker på det hver eneste dag, hver eneste nat, at jeg skulle have ladet hende leve ...”

Ingen i lokalet sagde noget.

Tommy Bergmann sank nærmest umærkeligt ned på stolen ved siden af Agnes Gerner.

Efter et stykke tid lagde hun sin frie hånd oven på hans et øjeblik, som om hun ville trøste ham.

“Hvad ville du i Norge?” sagde han lavt.

Sygeplejersken gjorde tegn til, at de skulle gå, hun pegede mod døren. Tommy Bergmann ignorerede hende.

“Jeg ville se ham igen, en sidste gang.”

Tommy Bergmann rystede på hovedet.

“Pilgrimmen?”

Hun vinkede ham nærmere med pegefingeren. Tommy Bergmann sænkede sig ned mod hende, forbi Skt. Georgs glatte ansigt, ned mod dragehovedet gennemboret af spydspidsen.

“Jeg tog dertil for at dræbe Pilgrimmen,” hviskede Agnes Gerner ind i øret på ham. Et øjeblik tænkte han, at hun lugtede på samme måde, som hun måtte have gjort dengang, at hun var lige så smuk som på billederne. Hun lagde hånden på hans nakke, den var blød og samtidig kold.

“Det var hans fejl, alt det her var hans fejl, forstår du? Det var derfor, jeg måtte dræbe ham.”

Agnes Gerner gentog med stor anstrengelse sætningen på tysk. I næste sekund virkede det, som om hun nærmest besvimede og faldt tilbage i en tilstand af bevidstløs søvn.

Tommy Bergmann blev siddende i nogle minutter og betragtede den døende kvinde foran sig. Det tjente ikke noget formål at spørge hende om, hvem der havde været med hende i Oslo.

Udo Fritz talte lavt, men intenst med sygeplejersken, som udstødte en lyd af forfærdelse. Tommy Bergmann opfangede, at de talte om vagthold. Han flyttede sit blik til helgenen på den forgyldte træplade, Skt. Georg, St. Göran, dragedræberen. Så tog han Agnes Gerners hånd, knugede den længe, hvorefter han lod sin hånd berøre hendes kind, som om han af alle mennesker var i en position til at give et menneske tilgivelse. Derefter rejste Tommy Bergmann sig og lagde en hånd på sin tyske kollegas skulder.

“Kør mig til Grunewald.”