Tirsdag den 24. juni 2003
Gustav Freytag Strasse
Berlin

Den store hall i huset i Grunewald lugtede kraftigt af friske blomster. Der var opstillet et dusin tulipanbuketter i krystalvaser på de antikke afsætningsborde langs væggene og på to kommoder i massiv mahogni, som stod på hver sin side af dobbeltdøren ind til storstuen.

Udo Fritz stillede sig midt på marmorgulvet. Tommy Bergmann betragtede vaserne og blomsterne. Alle vaserne var ens, og blomsterne så ud til at være kommet fra den samme leverandør. Alt sammen tulipaner i den samme dybrøde farve.

Håndtaget på døren ind til storstuen blev drejet nedad. Tommy Bergmann havde ventet at se Peter Waldhorsts gamle ansigt, men det var den tyrkiske hushjælp, der kom tilbage. Hun sagde lavt noget til Udo Fritz. Han nikkede til Tommy Bergmann, der ikke havde andet valg end at følge efter de to andre gennem det mørklagte hus.

Tommy Bergmann og Udo Fritz blev stående ubevægelige lige inden for verandadøren til biblioteket. Et stearinlys stod tændt ved siden af fotografiet af Gustav Lande og hans første kone.

Peter Waldhorst sad i en af stolene ude på verandaen. Han stirrede ud på den sorte Hundekehlesee, hvor regnen faldt som granatnedslag. I horisonten sank et fly med landingslysene tændt ned mod Tegel.

“Agnes Gerner, hvad?” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg må sige, at De gav Dem god tid, hr. Bergmann,” sagde Waldhorst ud i luften.

Tommy Bergmann ignorerede Udo Fritz’ spørgende ansigtsudtryk og gik ud på verandaen. Waldhorst gjorde en bevægelse med armen mod siddegruppen. Tommy Bergmann satte sig forsigtigt to stole fra den gamle mand og havde ham nu i profil. Der lå et stort uldtæppe over Waldhorsts ben. I hånden havde han en cigar, der var gået ud, på bordet stod et højt, tomt glas.

“Hun vil ikke engang have mig til at være der længere,” sagde Waldhorst. “Hun har lagt sig til at dø.”

Kun tavshed fulgte.

“Jeg forstod det, så snart jeg så, at min brors kniv var væk ...” sagde Waldhorst endelig. “At det ville ende på den måde.”

“Hitlerjugend ...” sagde Tommy Bergmann stille. Waldhorst viftede ham af, så børstede han aske af uldtæppet og famlede rundt på bordet efter en tændstikæske. Han mumlede noget på tysk, som fik Udo Fritz til at sætte sig ved siden af Tommy Bergmann.

“Jeg vidste det.”

Peter Waldhorsts ansigt så fuldstændig hvidt ud i lyset fra tændstikflammen. Han pattede et par gange på cigaren, den orange glød pulserede på Tommy Bergmanns nethinde. Efter nogle sekunder følte han, at synet langsomt vendte tilbage.

“Hvad vidste De?” sagde han.

Waldhorst tog et sug af cigaren, et øjeblik så det ud, som om han var tabt for denne verden.

“Da jeg kom ned i køkkenet den morgen, da fundet af de tre var på forsiden af Aftenposten, da vidste jeg, at hun ville rejse til Norge.”

Der opstod en pause.

“Hun dræbte Carl Oscar Krogh på alles vegne, sagde hun. For sig selv, for Cecilia, for Kaj Holt. For Vera Holt. For alle dem, der døde for ham.”

“Havde hun kontakt med —”

“Vera Holt,” sagde Waldhorst. “De seneste år ... et par gange. I guder, hvor Agnes hadede den mand, Krogh. Jeg forsøgte at sige, at sådan er krig, at man må forvente at blive svigtet, men ... hun snød mig. Jeg troede, hun havde forsonet sig med det.” Waldhorst trak en hånd hen over ansigtet. Så åndede han ud gennem næsen, og der fulgte en kort, opgivende latter. “‘Pilgrimmen fik mig til sidst,’ sagde hun, da hun kom hjem den søndag aften, og, ja, De ved ... nu orker hun ikke mere.”

Tommy Bergmann tændte en cigaret. Udo Fritz sad ubevægelig ved siden af ham. De så begge ud mod horisonten, et nyt fly kom ud af regnbygerne, faldt langsomt ned mod byen, fredeligt, lydløst.

“Hvordan ...” begyndte Tommy Bergmann, men stoppede op. Han vidste ikke, hvad han skulle spørge om.

På ny blev der stille mellem de tre mænd.

“Hun meldte sig ved døren,” sagde Waldhorst efter et stykke tid. Han nikkede for sig selv et par gange, så ned på cigaren, lod den gå ud.

“Hun ringede på døren,” rettede han sig selv. “Det var en nydelig lejlighed, skal De vide, hr. Bergmann. Særdeles nydelig ... De ved, på toppen af Bygdøy allé, lige oven for Frogner kirke ...”

Peter Waldhorst lod sætningen dø hen.

“Jeg åbnede uden at sige noget.”

Tommy Bergmann ventede.

“Så stod hun foran mig. Hun var opløst i tårer, hr. Bergmann. I hånden havde hun et stålrør af en pistol, noget, jeg aldrig før havde set.”

Waldhorst så lige på Tommy Bergmann. Han hævede den udgåede cigar mod ham.

“En engel. Hun var som en engel.”

“Hvorfor? Hvorfor kom hun til Dem?”

“Jeg havde indkredset hende for længst, det vidste hun. Hun ville lade sig arrestere ... hun ville bare dø,” sagde Waldhorst. “Hun havde dræbt et barn. Et barn, som hun elskede.”

“Hvad gjorde De?”

“Jeg overbeviste hende om, at jeg kunne få hende ud af landet. At hendes egen død ikke ville bringe Cecilia tilbage til livet. Jeg gik hen til hende, tog pistolen ud af hånden på hende, en pistol lavet af englænderne, jeg havde aldrig set noget lignende ...”

“Og?”

“Så tog jeg forlovelsesringen af hendes finger og stak den i lommen. Hun fortalte mig, hvor de to lig lå. Det var bare at følge hovedstien, til man kom til en skovrydning på venstre hånd, en god lommelygte var alt, hvad man behøvede for at finde frem. Jeg tog nøglerne til Gustav Landes bil og kørte til Torshov, hvor en af mine informanter boede. En ensom, forbitret lille satan af en mand oppe nordfra et sted ... én, jeg vidste, ingen ville savne ... i hvert fald ikke, før krigen var forbi. I en time gravede vi inde i skoven i bælgravende mørke og et helvedes regnvejr. Først smed vi det stakkels barn derned. Så tjenestepigen. Hun arbejdede for mig, det lille menneske, men det var der ikke andre end mig, der vidste. Hun fik da i det mindste en forlovelsesring fra Gustav Lande med i døden. Derefter trak jeg Agnes’ Wel- rod frem fra frakken og skød den stakkels informant i hovedet. Det gik aldrig op for ham, hvad der skete, han så heller ikke, at jeg rettede en pistol mod hans hoved. Han støttede sig til spaden, stirrede ned i graven på de to, som allerede lå der. Han græd endda. Det barn, sagde han. Det stakkels lille barn. Da han sagde det for anden gang, trykkede jeg af og rullede ham derned. Jeg kørte bilen ind til byen igen, parkerede den i Madserud allé, spadserede hjem til min lejlighed, hvor hun ventede.”

“Så var det derfor, bilen blev fundet i Madserud allé,” sagde Tommy Bergmann.

Waldhorst nikkede.

“Jeg vidste, hvor alle kontrolposterne i byen var, kørte uden om dem, og hvem kigger vel ud ad vinduerne i en mørklagt by fuld af mørklægningsgardiner? Nej, hr. Bergmann, det var mit mindste problem.”

Tommy Bergmann tændte en ny cigaret med gløden fra den forrige. Han forsøgte at finde på noget at sige, men tænkte, at det bedste var ikke at sige noget som helst.

“Husker De det, jeg sagde til Dem, første gang De var her?” sagde Waldhorst.

“Nej,” sagde Tommy Bergmann.

“At krig kun drejer sig om én ting ...”

“At overleve,” sagde Tommy Bergmann.

Peter Waldhorst nikkede.

Det fulgte en kort stilhed.

“Agnes overlevede,” sagde Tommy Bergmann.

“Dér og da havde jeg hendes liv i mine hænder. Men jeg ønskede, at hun skulle overleve,” sagde Peter Waldhorst. “Det var det eneste, jeg bekymrede mig om.”

Han strakte sig efter tændstikkerne og tændte cigaren endnu en gang.

Tommy Bergmann rejste sig fra stolen, gik hen til en af bæresøjlerne og støttede sig til den, kiggede kort på endnu et fly, der sank ned mod Tegel.

“Jeg tror, De lyver,” sagde han og vendte sig om mod Peter Waldhorst.

De to mænd målte hinanden med øjnene.

“Hvert ord, jeg har sagt, er sandt,” sagde Waldhorst.

“Angående krigen, ja, sikkert,” sagde Tommy Bergmann.

“Men,” sagde Waldhorst lavt.

“Der var to personer hos Carl Oscar Krogh den dag,” sagde Tommy Bergmann. To personer kørte hen ad Dr. Holms vei i en rød udlejningsbil, Waldhorst. Den ene var Agnes Gerner, men hvem var den anden? Hvem havde hun med?”

Waldhorsts underlæbe dirrede. Han åbnede munden, men ombestemte sig. I tavshed stirrede han ud over den mørke sø og den faldende regn.

“Carl Oscar Krogh blev dræbt med massiv kraft, over tres knivstik. Mere end en syg dame på femogfirs kunne have klaret. Og hvorfor skulle hun dræbe ham med en Hitlerjugend-kniv?”

Peter Waldhorst gjorde ikke tegn til at svare.

Tommy Bergmann havde alverdens tid og lod den gamle mand sidde i fred, til han igen åbnede munden.

“Har De aldrig tænkt over, at jeg ikke har presset Dem?” sagde han.

“Presset mig?” sagde Tommy Bergmann.

“For at finde ud af, hvem det var, der viste Dem vej hertil?”

Peter Waldhorst greb om armlænene på stolen, rejste sig langsomt, men bestemt. Så gik han ind i stuen.

Tommy Bergmann tændte en ny cigaret og ventede på terrassen uden at veksle et ord med Udo Fritz. Nogle minutter senere kom Peter Waldhorst tilbage. Han stillede sig lige inden for terrassedøren. I den ene hånd havde han et fotografi. Tommy Bergmann vinkede ham til sig, men den gamle mand blev stående ubevægelig. Der stod en tåre i hans venstre øje. Tommy Bergmann gik hen til Waldhorst, tog cigaretten i sin højre hånd og strakte den venstre ud.

Peter Waldhorst gav ham fotografiet.

“Uden ham ville De aldrig have fundet mig, og uden mig ville De aldrig have fundet tilbage til ham,” sagde den gamle mand stille. “Han fyldte tres nogle uger før pinse. Vi var der naturligvis ikke på det tidspunkt, men Gretchen, Agnes ... ville bare se ham en sidste gang og fortælle ham sandheden om, hvad der skete i Nordmarka dengang. Hun gav ham alle de penge, hun havde ... og jeg gav ham min brors kniv.”

Tommy Bergmann trak vejret dybt, før han vendte billedsiden opad.

Der var tre personer på fotografiet, et ret nyt farvefotografi. Det tog to-tre sekunder, før han var i stand til at forstå sammenhængen, hvorfor landskabet virkede så bekendt, hvorfor han vidste, at han ikke tog fejl. Han havde faktisk set manden i midten før. I hvert fald de samme ansigtstræk.

“Jeg synes, De sagde, De ikke har været i Norge siden 1945,” sagde Tommy Bergmann og gav Waldhorst fotografiet tilbage.

“I Oslo, sagde jeg.” Waldhorst så forbi Tommy Bergmann, på et punkt på søen.

“Jeg må bede Dem om ikke at kontakte ham,” sagde Tommy Bergmann.

“Hun ... Gretchen, Agnes, havde dræbt et barn for meget, sagde hun.”

Tommy Bergmann nikkede.

“Men efter nogle uger gav hun ham væk, anbragte ham på et børnehjem. For ti år siden fandt hun ham igen.”

“Jeg forstår,” sagde Tommy Bergmann. Han lagde en hånd på Waldhorsts skulder.

“Jeg ønsker ikke, at De skal tro, hun ikke var et godt menneske, hr. Bergmann. Et godt menneske.”