Onsdag den 25. juni 2003
Steinbu fjellstugu
Vågå

Tommy Bergmann blinkede til venstre og begyndte på den sidste, bratte stigning. De sidste solstråler, som nåede ned i dalen, glimtede i vandoverfladen til højre for ham, som om den var af sølvpapir. Chet Bakers trompet i bilradioen kæmpede mod lyden fra temperaturblæseren. Tommy Bergmann slukkede for radioen og kiggede i bakspejlet. Musikken mindede ham om noget, som han ikke ville mindes om.

Det fotografi, Peter Waldhorst havde givet ham, var stukket ind i rammen om bakspejlet. Tommy Bergmann satte bilen i andet gear, mens han så på de tre personer på fotografiet. De stod i det her landskab, omgivet af de mægtige fjeldformationer, mere fredeligt end noget andet sted på jorden. Den store mand i midten og de to gamle, én på hver side af ham, Peter Waldhorst og Agnes Gerner, smilede til fotografen. Som om livet aldrig var gået dem imod. Tommy Bergmann flyttede igen blikket til spejlfladen og så på de to patruljevogne fra lensmandskontoret, som fulgte ham tæt. Det var nærmest, som om de var lige ved at presse på kontakten til sirenen på midterkonsollen. Politimesteren i Vestoppland havde endda givet lensmanden, som selv kørte den ene bil, tilladelse til at bære våben. Tommy Bergmann havde bare rystet på hovedet ad det hele, men der var ingenting, han kunne gøre.

Stedet virkede tomt og forladt. Kun tre biler stod opstillet ved den bygning, hvor han selv havde overnattet for to uger siden. Der var ikke noget lys at se i nogen af vinduerne, kun et enkelt lys over det udskårne skilt, som viste, at man var kommet til Steinbu fjellstugu. De to settere kradsede mod hegnet i hundegården på nordsiden af hovedbygningen, ellers virkede alt livløst omkring ham.

Tommy Bergmann stillede sig midt på gårdspladsen og så på det spejlblanke vand neden for hovedbygningen. Derefter lagde han hovedet tilbage og så op mod aftenhimlen.

Det var som helvede, at det var dig, tænkte han.

Fem uniformerede havde taget opstilling rundt om ham. Lensmanden, en nyansat stræber fra Østfold, havde allerede revolveren i stilling. Alle som én havde de kevlarvest på. Det eneste, Tommy Bergmann havde at beskytte sig med, var den samme Gant-skjorte, som han havde trasket rundt i Berlin med i de seneste dage. Skudsikker vest var det sidste, han havde brug for. Han gjorde tegn til, at lensmanden skulle stikke sit våben i hylstret igen.

Finn Nystrøms kone stod i receptionen. Hun skulle netop til at bøje sig ned bag skranken, da Tommy Bergmann trådte over dørtrinet. Hun smilede først venligt og genkendende, derefter opløste hendes ansigtsudtryk sig i noget, der så ud som bundløs sorg. De uniformerede politifolk havde hurtigt fyldt det lille receptionsområde op. Hvad der stadig var tilbage af ung pige i hendes ansigt, så ud til at forsvinde for evigt.

“Han står ude i køkkenet,” sagde hun stille.

Tommy Bergmann nikkede. Lensmanden var næsten lige ved at kaste sig over ham bagfra.

Nystrøms kone bøjede hovedet mod den brede fyrretræsskranke.

“Er I nødt til det her?” sagde hun.

Tommy Bergmann havde lyst til at sige noget, men vidste ikke rigtig hvad. Han valgte tavsheden og begyndte at gå ned ad trappen til spisesalen. Med en hånd holdt han lensmanden på en armslængdes afstand, ud af øjenkrogen så han to af betjentene i løb udvendigt for at sikre terrassedøren og køkkenudgangen udefra. Som om der fandtes nogen steder at flygte hen heroppe i fjeldområdet, tænkte Tommy Bergmann.

Han stoppede op på det nederste trappetrin. Tre personer, et midaldrende ægtepar og en ung pige, sad og spiste aftensmad i den åbne spisesal til højre. Manden blev opmærksom på skyggen af den politibetjent, som havde taget opstilling udenfor. Én efter én lagde de bestikket fra sig og vendte hovedet mod Tommy Bergmann og de to politimænd bag ham.

Tommy Bergmann hørte den lave lyd fra en radio inde i køkkenet til venstre for sig. Han trådte forsigtigt ned på terrakottafliserne og kiggede ind gennem koøjet i den hvide svingdør. Finn Nystrøm stod bøjet over nogle gryder på det store komfur. Hans hår var blevet klippet siden sidst, det eneste, der var tilbage, var en tæt måtte af gråt hår over det vejrbidte ansigt.

Finn Nystrøm, tænkte Tommy Bergmann og vidste, at han havde gjort et dårligt stykke arbejde. Hvis han bare havde gidet tjekke, bare foretaget en enkelt søgning i Folkeregistret, ville han muligvis have fattet mistanke. Og ikke blot burde han have søgt på ham og fundet ud af, at Nystrøm var indvandret fra Sverige som nittenårig og havde skiftet navn fra Nyström til Nystrøm som tyveårig, han burde også have forstået, at hans svage, næsten uhørlige accent var rester af svensk. Men det havde måske ikke hjulpet så meget alligevel, tænkte han og skubbede svingdøren op. Finn Nystrøm havde heller ikke båret navnet Gerner på børnehjemmet i Sverige eller hos nogen af sine plejefamilier. Og Agnes Gerner skulle jo have været død for to menneskealdre siden. Alligevel følte Tommy Bergmann, at han var kommet til kort, mens Finn Nystrøm hævede blikket fra gryderne og rettede det mod ham.

“Hvorfor førte du mig til Peter Waldhorst?” sagde Tommy Bergmann og tog to skridt ind på de hvide fliser. Han holdt en hånd op bag sig for at markere, at lensmanden skulle vente udenfor. “Hvis du ikke havde gjort det, havde jeg aldrig fundet dig. Og Iver Faalund og ...” Han stoppede op, det tjente ikke noget formål.

“Ellers havde du aldrig fundet mig,” sagde Finn Nystrøm og kiggede ned i gryderne igen. “Var det ikke det, du sagde?” Det lugtede af grydestegt kød og sovs lavet på kraft.

Tommy Bergmann havde ikke noget svar.

“Jeg vidste, at I ville komme,” sagde Nystrøm og slukkede for radioen på hylden over sig. “Og du er vel sulten efter at have rejst helt fra Berlin og kørt så langt.” Han tog det blå forklæde af og lagde det på køkkenbordet.

“Skoaftrykket,” sagde Tommy Bergmann. “Det var hendes?”

“Agnes ... eller mor, hun gik ind igen, da jeg kom ud fuld af hans blod ...”

Finn Nystrøm begyndte at gå hen mod Tommy Bergmann med håndfladerne oppe som for at vise, at han havde fredelige hensigter.

“Men hvorfor?” sagde Tommy Bergmann.

“Hvorfor?” Nystrøm fnøs. “Fordi jeg vidste, hvad han havde lavet under krigen. Og fordi han var min far, fordi ... jeg aldrig rigtig havde forstået det før den dag i pinsen. Og jeg skammer mig over mig selv ... han betalte sig ud af det, forstår du. For over tyve år siden, da jeg kom hjem fra Stockholm for sidste gang, lige inden jeg stak af fra Blindern, gav Pilgrimmen mig to hundrede tusind kroner, som et plaster på såret, som han sagde. Og jeg tog imod dem uden at sige et ord. Han var ikke dum, han forstod selv, allerede første gang vi mødtes, at jeg var hans søn, og at jeg sikkert allerede vidste for meget om ham, men at jeg i bund og grund bare var en ynkelig djævel, som manglede penge, penge at drikke for.” Nystrøm stoppede op og støttede sig med en hånd på køkkenbordets rustfri stål. Han løftede den anden hånd og strøg over de kasseroller og køkkenredskaber, der hang i et stålrør over bordet. Bevægelsen frembragte en mærkelig lyd, som fra en uro.

“Hvis Agnes ikke var kommet hertil fra Berlin, kørende hele vejen fra Oslo, så var det ikke sket. Jeg fik måske ondt af hende, jeg ved det ikke, hun var meget langt nede efter de avisartikler om Nordmarka. Men hun ønskede ikke, at jeg skulle tro, det var Pilgrimmen ... Krogh ... der havde dræbt de tre.”

Finn Nystrøm nikkede.

“Ja, hun ønskede, at jeg skulle vide det. Hun sagde også, at hun var blevet brugt, drabet på Rolborg havde aldrig fået grønt lys fra London, det var noget, Kaj Holt og Pilgrimmen havde besluttet på egen hånd. De indkasserede hele succesen, mens hun tog alle omkostningerne, hun var gravid. Og nu var hun egentlig for svag til at rejse så langt, hun var jo døende, men hun ville se sit barn som tresårig, sagde hun. Hun havde Peters brors kniv med, hun vidste, hvor besat jeg var af krigen. Den sidste Pilgrim kaldte hun mig, du ved ... hun ønskede, at jeg skulle have den kniv, og det gjorde Peter vist også.” Der fór et svagt smil over hans læber. “Jeg tog endda med ned til Oslo igen. Agnes ønskede, at vi tre, hun, jeg og Carl Oscar, skulle forsones, inden hun døde.”

Finn Nystrøm førte en hånd op til ansigtet.

“Se på mig,” sagde han. “Se, hvor forbandet meget jeg ligner ham ...”

“Og så,” sagde Tommy Bergmann. “Hvad skete der?”

“Jeg ... fortrød pludselig, at vi var taget dertil ... vi skulle aldrig ... hun skulle aldrig have fundet mig igen, Tommy, forstår du, den slags kommer der aldrig noget godt ud af.”

“Var det noget, han sagde? Krogh.”

Finn Nystrøm tog de sidste skridt hen til Tommy Bergmann. Han lo lavt ud af næsen, men Tommy Bergmann kunne se, at hans øjne snart ville være fyldt med tårer, som om barnet i ham var ved at trænge igennem.

“Han lukkede os ikke engang indenfor, den gamle, svigagtige djævel, og de ting, han sagde til Agnes ... til mor ... og mig, jeg ved ikke ... han var bange for, at nogen skulle se os. Horeunge kaldte han mig, han på det nærmeste skælvede af raseri over, at vi var kommet dertil. Jeg havde Peters brors kniv i lommen, og jeg tænkte faktisk på at dræbe ham lige på stedet. Men jeg sagde til mor, at vi bare skulle tage af sted, og så gik vi tilbage til bilen igen, men da hun havde sat sig ind i bilen, begyndte hun at græde, hun var helt utrøstelig. Da var det, jeg forstod, at han måtte dø. Han havde låst døren, så jeg gik om på bagsiden. Først skar jeg halsen over på hans forbandede køter, jeg kunne ikke udstå tanken om, at han havde en setter ... døren til terrassen stod åben ... og, ja ...” Finn Nystrøm holdt inde.

“Og så,” sagde Tommy Bergmann.

“Jeg skulle have skåret ham i to ... det var det eneste, jeg tænkte ... skær det djævelske menneske i to, lad der ikke være noget tilbage af ham, forstår du? Jeg har altid hadet ham for det, han gjorde, og hadet mig selv for, at han var min far, og for, at jeg tog imod hans blodpenge dengang.”

Der opstod en pause. Svingdøren bag Tommy Bergmann bevægede sig, han gjorde tegn til, at alt gik godt.

“Tror de, jeg også vil dræbe dig?” sagde Finn Nystrøm. Han hævede en arm som for at lægge den om skulderen på Tommy Bergmann.

“Gør det ikke,” sagde Tommy Bergmann. “Du får bare os begge dræbt.”

Nystrøm nikkede og gik to skridt baglæns, han holdt hænderne op foran sig for at vise lensmanden på den anden side af svingdøren, at han ikke havde til hensigt at gøre noget som helst andet end at tale.

“Og Agnes gik altså ind igen?”

Nystrøm nikkede.

“Jeg kom ud igen, dækket af Carl Oscars blod ... og så gik hun også rundt om huset, efter at jeg havde sat mig ind i bilen ... hun sagde det til mig i bilen på vej ind mod byen igen, at hun havde tilgivet ham, hun af alle mennesker!”

Finn Nystrøm lo en lav latter, som gik over i gråd.

Lensmanden kom ind. Tommy Bergmann gjorde tegn til, at han skulle stoppe.

“Jeg bliver nødt til at sige det,” sagde Tommy Bergmann, “... det var synd, at det var dig.”

“Synes du?” sagde Finn Nystrøm. Han så ned på sine store hænder, som om han ikke kunne forstå, at de havde hakket hans egen far i stykker.

Tommy Bergmann nikkede.

“Du må hellere følge med mig, Finn,” sagde lensmanden lavt. Finn Nystrøm hørte ikke efter, han gik bare ud ad svingdøren, gennem spisesalen, hvor den lille familie stadig sad, ude af stand til at bevæge sig. Lensmanden fulgte efter med en hånd på det sorte pistolhylster, derefter Tommy Bergmann, langsomt, nærmest modvilligt. Gennem den åbne terrassedør kunne han se, at Finn Nystrøm gik i retning af søen. Lensmanden kom gående bagefter med den unge betjent nogle meter foran sig. Nystrøm begyndte at løbe ned mod vandet, men blev snart indhentet af politibetjenten. Finn Nystrøm faldt på knæ næsten nede ved vandet, bøjede nakken og skjulte sit hoved i hænderne.