Del Capslock så ud, som om han var blevet trukket gennem helvede ved anklerne, da han kom tumlende ud fra herretoilettet i rådhusets kælder, alt imens han fumlede med knapperne i sine jeans. Skridt gav genlyd i den mørke gang bag ham, og han drejede hovedet og så Sloan dukke frem med et stramt smil i sit smalle ansigt.
"Nå, du leger nok med dig selv," sagde Sloan, og hans stemme rungede i weekendtomheden. Sloan var nydeligt, men farveløst klædt i kakifarvede bukser og en lysebrun parkacoat med aftageligt fleecefor. "Jeg burde have ventet det. Jeg ved jo, at du er pervers. Jeg vidste bare ikke, at du havde nok til at kunne lege med det."
"Konen har købt de her Calvin Klein-jeans til mig," sagde Del og trak op i dem. "De har knapper i stedet for lynlås."
"Ideen bag knapper er såre enkel," begyndte Sloan. "Man tager den runde, flade dims ..."
"Ja, ja, for fanden," afbrød Del ham. "Sagen er, at Calvin laver bukser til tykke mænd. De her skulle have et taljemål på 85 centimeter, men det er faktisk på 95. Jeg har svært ved at knappe dem, og når det endelig lykkes, kan jeg ikke holde dem oppe."
"Jaså." Sloan var ikke interesseret. Hans blik gled hen ad gangen, mens Del fortsatte med at kæmpe med knapperne. "Har du set Lucas?"
"Nej." Del fik én knap gennem hullet. "Ser du, fordelen ved knapper er, at pikken ikke hænger fast i lynlåsen."
"Det er jo helt fint, medmindre den hænger fast i et knaphul."
Del begyndte at le, hvilket gjorde det endnu vanskeligere for ham at knappe bukserne, og han sagde: "Hold kæft. Jeg mangler kun én ... du kan måske give mig en hånd med her."
"Det tror jeg ikke. Det er for dejlig en dag til at lade sig anholde for homoseksuel omgang under skærpede omstændigheder."
"Man ved altid, hvem der er ens venner," brummede Del. "Hvad sker der hos Lucas?" Han fik omsider knappet sine bukser, og de begyndte at gå op ad trappen til stueetagen, hvor Lucas' nye kontor lå.
"En berømthed er blevet dræbt," sagde Sloan. "Dan Kresge fra Polaris Bank."
"Jeg har aldrig hørt om ham."
"Har du hørt om Polaris Bank?"
"Ja. Det er den store bygning af sort glas."
"Han leder den. Eller gjorde, indtil en eller anden skød ham oppe i Garfield County. Sheriffen ringede til Rose Marie, som ringede til Lucas, og Lucas ringede til mig og bad mig tage med derop."
"Bare som ven eller på overtid?"
"Jeg ansøger om overtidsbetaling," sagde Sloan roligt. Han havde en datter, der gik på college; det blev aldrig nævnt, men Davenport havde sørget for nemt overarbejde til ham. "Det er en herlig dag til sådan en tur - selv om farverne næsten er væk. Fra træerne, mener jeg."
"Ad helvede til med træerne. Kresge ... er det mord?"
"Det vides ikke endnu," sagde Sloan. "Det er første dag i jagtsæsonen. Han blev skudt ned fra en post i et træ."
"Hvis jeg var ude på at myrde en eller anden, ville jeg muligvis gøre det på den måde," sagde Del.
"Ja. Det siger alle." Davenports kontor var tomt, men uaflåst. "Rose Marie er her," sagde Sloan, da de gik indenfor. "Lucas sagde, at hvis han ikke var her, skulle vi bare vente."
Da Lucas rejste sig for at gå, spurgte han Rose Marie Roux, politimesteren, hvorfor hun ikke gjorde det nemt for sig selv og brugte plaster.
"Fordi jeg ville være nødt til at sætte plastre overalt på kroppen for at få nikotin nok. Jeg ville tilmed være nødt til at sætte dem under fodsålerne."
Hun var nået til dag tre og i færd med at tygge sig igennem en pakke nikotintyggegummi. Lucas tog sin jakke, smilede skævt og sagde: "Lidt speed ville måske hjælpe. Du ville få suset, men ikke nikotinen."
"Strålende ide at få mig gjort afhængig af speed," sagde Roux. "Jeg ville selvfølgelig tabe mig. Jeg tager fire hundrede og halvtreds kilo på, hvis jeg ikke gør noget." Hun lænede sig frem over skrivebordet. Hun var allerede for tyk, og nu var hun i færd med at få sine smagsløg tilbage fra Marlboro-land. "Ring til mig, så snart du er nået frem. Og jeg vil gerne høre dig sige, at det var en ulykke. Jeg vil ikke høre noget vås om, at det var mord."
"Jeg skal gøre, hvad jeg kan," svarede Lucas. Han gik hen mod døren.
"Har du det godt?" spurgte Roux.
"Nej." Han standsede og vendte sig halvt om.
"Jeg er bekymret for dig. Du sidder og hænger med en sky over hovedet."
"Jeg får da arbejde fra hånden ..."
"Det er ikke dét, jeg er bekymret for - jeg er bekymret for dig," sagde hun. "Du ved, at jeg har haft det samme problem. Jeg har været gennem det tre gange, og læger kan hjælpe. Meget."
"Jeg er ikke sikker på, at det kommer igen," sagde Lucas. "Jeg er endnu ikke vippet helt ud over kanten. Jeg kan stadig ... bremse det."
"Okay." Roux nikkede, men så skeptisk ud. "Men hvis du vil have navnet på en læge, så kan jeg anbefale min."
"Tak." Lucas gik ud af hendes kontor, lukkede døren efter sig og drejede hen ad gangen. Nu hvor han var alene, blev han pludselig tvær. Han kunne ikke lide at tænke på den depression, der lurede i udkanten af hans bevidsthed. Den var som en gnaver, som en rotte, der bed i hans hjerne.
Han ville ikke gennemgå dét igen. En læge? Måske, og måske ikke. Men han ville ikke gennemgå dét igen.
Del sad i en af Lucas' gæstestole med den ene fod på Lucas' skrivebord, pustede røg op mod loftet og spurgte: "Hvad foreslår du så? At vi sender ham en blanding af alle mulige piller?"
Lucas' kontor, som lugtede af nyt gulvtæppe og maling, vendte ud mod Fourth Street. Det var en pragtfuld efterårsdag med en klar, blå himmel, og unge, blonde kvinder med røde kinder og iført lange, lodne frakker gik hen ad gaden sammen med deres kærester i retning af Metrodome og en University of Minnesota-footballkamp.
Sloan, der sad i Davenports drejestol, sagde: "Manden har det dårligt. Vi kan ... jeg ved det ikke. Gå ud med ham. Holde ham beskæftiget om aftnen."
Del stønnede. "Okay. Vi får fat i vores koner, og vi går ud og spiser. Vi taler om det samme lort, som vi taler om her hele dagen, fordi vi ikke kan tale om Weather. Så bliver vi færdige med at spise og tager hjem sammen med vores koner. Og han tager hjem og sidder i mørket med pikken i hånden."
"Hvor vil du egentlig hen med det, du siger?" spurgte Sloan.
"Jeg forsøger at sige, at han er helt alene, og at det er dét, der er det skide problem ..." Så holdt Del en finger op for læberne og sænkede stemmen. "Nu kommer han."
Lucas trådte ind i kontoret et øjeblik senere med en følelse af at træde ind i en pludselig tavshed. Den fornemmelse havde han haft ofte i den senere tid.
Lucas var høj og bredskuldret og havde et hårdt ansigt med rester af sommerens solbrændthed. Et smalt ar strakte sig gennem det ene øjenbryn og ned over kinden som en fiskesnøre. Der var et andet ar tværs over hans hals, hvor en ven havde foretaget et snit i luftrøret med en foldekniv.
Hans hår var mørkt og havde fået de første grå stænk, og hans øjne havde en overraskende mørkeblå farve. Han var iført en sort sweatshirt af silke med en blågrøn skjorte indenunder, jeans og en .45 i et hylster inden for bukselinningen. Han havde læderjakke på.
Han nikkede til Del og sagde til Sloan: "Fjern dig fra min stol, eller jeg slår dig ihjel."
Sloan gabte og rejste sig så langsomt fra stolen. "Får du dine jeans renset?" spurgte han.
"Hva'?" Lucas kiggede ned på sine jeans.
"De ser så glatte ud," sagde Sloan. "De har næsten pressefolder. Når jeg har jeans på, ser jeg ud, som om jeg skal i gang med at male noget."
"Når du har smoking på, ser du ud, som om du skal i gang med at male noget," sagde Del.
"Hør modedukken," sagde Sloan.
Del var allerede iført sin vinterparkacoat, der var olivenfarvet og havde et østtysk militærmærke på den ene skulder, en sweatshirt påtrykt "Spis flere boller", ildrøde joggingsko, hvor der var skåret huller over storetæernes led, så man kunne se de tynde, sorte smokingsokker - Del havde ofte betændte hævelser i storetæerne - samt de alt for store Calvin Klein-jeans. "Rend mig," sagde han.
"Hvad sker der?" spurgte Lucas og så på Del. Han gik om bag skrivebordet og lod sig synke ned i stolen, hvor Sloan havde siddet. Han vendte en gul konceptblok om, kiggede flygtigt på den, rev den øverste side af og krøllede papiret sammen i hånden.
"Vi forsøger at finde ud af, hvordan vi skal muntre dig op," sagde Del uden omsvøb.
Lucas så op og trak så på skuldrene. "Der er ikke noget at gøre."
"Weather kommer tilbage," sagde Sloan. "Hun er alt for fornuftig til at holde sig væk."
Lucas rystede på hovedet. "Hun kommer ikke tilbage, og det har intet at gøre med fornuft."
"I er nogle helvedes idioter," sagde Del.
"Du siger 'helvede' alt for tit," bemærkede Sloan.
"Gå ad helvede til, makker," sagde Del spøgefuldt, men med en skarp klang i stemmen.
Lucas brød ind: "Er du klar til at tage af sted, Sloan?"
Sloan nikkede. "Ja."
Lucas så på Del og spurgte: "Hvad laver du egentlig her?"
"Jeg søger vejledning fra mine overordnede," svarede Del. "Jeg har en opiumring med syvoghalvtreds medlemmer spredt ud over hele Minneapolis og de vestlige forstæder, især de velhavende såsom Edina og Wayzata. En eller to i St. Paul. De dyrker stoffet her, bearbejder det. Bruger det selv - og sælger måske lidt."
Lucas rynkede panden. "Hvor sikkert er det?"
"Helt sikkert."
"Så fortæl mig om det." Lucas puffede til Del. "Nej, vent lidt ... du vil vel ikke fortælle mig, at den fordømte Genesse er kommet tilbage. Jeg troede, han fik femten år."
Del rystede på hovedet. "Næh ..."
"Lad mig så høre ..."
"Det er syvoghalvtreds gamle damer i Mountbatten Haveklub," sagde Del. "Jeg har medlemslisten."
Sloan og Lucas så på hinanden; derpå sagde Sloan: "Hva'?"
Og Lucas spurgte: "Hvor fik du listen fra?"
"Fra en gammel dame," svarede Del. "Eftersom der kun er gamle damer i den klub."
"Hvad fanden taler du om?" spurgte Lucas.
"Da jeg tog over til Hennepin for at få min finger syet efter den der takkesakssag, fortalte lægen mig, at han havde behandlet en gammel narkoman-dame. Hun var ved at lande efter et opiumtrip, men hun troede, at hun havde influenza eller noget i den retning. Det viser sig, at de har dyrket valmuer i årevis. Alle klubbens medlemmer. De samler hovederne sidst på sommeren og laver te. Opiumte. En del af dem er temmelig afhængige og brygger te op til tre-fire gange om dagen."
Lucas gned panden. "Del ..."
"Hvad?" Del så forsvarsberedt på Sloan. "Hvad? Skal jeg bare ignorere det?"
"Det ved jeg ikke," sagde Lucas. "Hvor får de frøene fra?"
"Planteskoler," sagde Del.
"Vås," sagde Lucas. "Man kan ikke købe opiumvalmuefrø på en planteskole."
"Det kunne jeg." Del stak hånden ned i lommen på sin parcacoat og fiskede seks frøposer op. Lucas, der ikke var haveekspert, genkendte fabrikaterne og poserne.
"Det er ikke ..."
"Jo, det er. De har smarte navne, men jeg snakkede med en fyr på universitetet ..." han smed poserne på Lucas' skrivebord, "... det er opiumvalmuer."
"I guder." Nu gned Lucas sig i ansigtet. Han var træt. Han var altid træt nu.
"Ad helvede til med de gamle damer," sagde Sloan. "Lad os komme af sted."
"Vi taler om det senere," sagde Lucas til Del. "Find i himlens navn noget farligt at lave i mellemtiden."
Lucas og Sloan kørte i Lucas' nye Chevy Tahoe: Kresges lig lå et stykke fra vejen, havde de fået at vide.
"Jeg vil ikke presse dig vedrørende dit pissedårlige humør," sagde Sloan. "Men sig til, hvis jeg kan gøre noget."
"Det skal jeg nok," svarede Lucas.
"Og du bør overveje at få noget medicin ..."
"Ja, ja, ja ..."
"Er ... Hvordan har Weather det?"
"Hun er stadig i terapi. Hun har det bedre uden mig og får det dårligere, når jeg er i nærheden. Og hun har fået nye venner, som jeg ikke kender. Hun er ved at skabe sig et nyt liv, og jeg er ikke med i det," sagde Lucas.
"I guder."
"Da hun flyttede, efterlod hun sin kjole i skabet - den grønne, der havde kostet tre tusind dollar. Brudekjolen."
"Det betyder måske, at hun kommer tilbage."
"Det tror jeg ikke. Jeg tror, at hun forlod den."
En stor del af køreturen nordpå foregik i dyster tavshed, gennem det sene efterårs pragtfulde farver, men slutningen nærmede sig, den døde årstid.
Jacob Krause, sheriffen i Garfield County, sad på hug ved siden af liget og talte med en retsmediciner, da han så Lucas og Sloan komme gående ned ad bakken mod dem. De var ledsaget af en tyk mand i en orange jagtfrakke og en uniformeret vicesherif med en schæferhund i snor. Vicesheriffen pegede på Krause, og derpå vendte han sig og gik tilbage mod huset.
"Er det ham?" spurgte Krause.
Retsmedicineren drejede hovedet og sagde: "Ja. Davenport er den store. Fyren i den lysebrune parkacoat er Sloan, han er en af sværvægterne i drabsafdelingen. Den tykke fyr kender jeg ikke."
"Han er en af vores," sagde sheriffen. Han havde en blodhunds sørgmodige ansigt og et lille, brunt modermærke, en skønhedsplet, på højre side af overlæben. Han sukkede og tilføjede: "Desværre."
Nogle få meter borte var to teknikere ved at pakke en taske med laboratorieprøver; oppe på bakken ventede to bedemænd med en båre. Liget ville blive bragt til obduktion i Hennepin County. Krause så en sidste gang på Kresges kridhvide ansigt, og så rejste han sig og gik tilbage op ad stien. Han gik langsomt og betragtede Davenport og Sloan og den tykke mand, der bevægede sig ned ad stien, som var det Holmes og Watson på en søndagsspadseretur sammen med Oliver Hardy. Da de kom nærmere, bemærkede Krause, at Davenport havde hyttesko med kvaster på, at hans sokker var sort- og hvidternede, og at hytteskoene matchede hans læderjakke. Han sukkede igen, fordi den hurtige bedømmelse gjorde ham endnu mere irriteret.
"Goddag. Jeg er Lucas Davenport ..." Lucas rakte hånden frem, og sheriffen trykkede den og blev lidt overrasket over dens vægt og hårdhed - og over bedrøvelsen i Davenports øjne. "Og kriminalassistent Sloan," afsluttede sheriffen sætningen og gav Sloan hånden. "Jeg er Jack Krause, sheriffen." Han kiggede forbi dem hen på den tykke mand. "Jeg ser, at I har mødt Arne."
"Henne ved bilerne," sagde den tykke mand. "Hvad har vi her, Jake?"
"Et gerningssted, Arne. Jeg vil foretrække, at du ikke kommer for tæt på. Vi forsøger at gøre så lidt skade på området som muligt."
"Okay," sagde den tykke mand. Han strakte hals og stirrede ned mod stedet, hvor det orangeklædte lig lå; retsmedicineren kredsede rundt om liget, og teknikerne var travlt beskæftiget med deres prøver.
"Et hændeligt uheld?" spurgte Lucas.
Krause trak på skuldrene. "Kom med og kig på det og lad mig så høre, hvad du mener. Arne, du må hellere vente her."
"Selvfølgelig ..."
Da de var på vej ned mod liget, spurgte Lucas: "Er Arne et problem?"
"Han er amtsrådsformand. Han fik jobbet, fordi ingen havde tiltro til, at han kunne lede en afdeling eller administrere et budget," sagde Krause. "Han er også stedfortræder for vicesheriffen. Han er ikke en skidt fyr, bare møgirriterende. Og han kan lide at være i nærheden af døde mennesker."
"Jeg kender typen," sagde Lucas. Han kiggede op mod posten i træet, da de nærmede sig liget, og spurgte: "Blev Kresge skudt ned fra posten?"
"Jep. Kuglen ramte ham lige i hjertet," sagde Krause. "Jeg tvivler på, at han var i live i mere end ti sekunder."
"Er der nogen chance for at finde projektilet?" spurgte Sloan.
"Nej. Det ligger et eller andet sted ude i sumpen. Det er væk."
"Men du tror altså, at han blev skudt ned fra posten i træet," sagde Sloan.
"Det er jeg sikker på, at han gjorde," sagde Krause. "Der er blodspor på rækværket, og der hænger tråde fra hans smækbukser fra kanten af gulvbrædderne deroppe. Det ville der ikke have gjort, medmindre han hang fast et øjeblik, inden han gled ud over kanten."
Lucas gik helt hen til liget, der lå med ansigtet opad en halv meter fra et lag blodgennemvædede egeblade. Udtrykket i Kresges ansigt var hverken overrasket eller bedrøvet. Han så bare død ud, ligesom et stykke kasseret papir. "Hvem har flyttet ham?"
"Den første gang var det andre medlemmer af jagtgruppen. De åbnede hans jakke for at lytte til hjertet og finde ud af, om han stadig var i live. Det var han ikke. Så rullede jeg og lægen her ..." Krause nikkede mod retsmedicineren, "... ham om på maven for at kigge på udgangssåret."
Lucas nikkede til lægen og sagde: "Hej, Dick, jeg fik at vide, at I var taget herop," og retsmedicineren sagde: "Jep," og Lucas sagde: "Gider du rulle ham om på siden?"
"Ja, selvfølgelig."
Retsmedicineren tog fat i Kresges jakke og rullede ham om på siden. Lucas og Sloan kiggede på ryggen, hvor et lille hul - det kunne stamme fra et møl - var omgivet af en blodplet på størrelse med en hånd lige over skulderbladet. Lucas sagde: "Hm," og han og Sloan bevægede sig til venstre for at kigge på indgangssåret og vendte så tilbage til udgangssåret. De vendte sig begge samtidig og kiggede på skråningen og dernæst på hinanden, og Lucas sagde: "Okay," og retsmedicineren lod liget falde tilbage på plads.
Lucas stod og gned hænderne mod hinanden og smilede bredt til sheriffen. Smilet var så koldt, at sheriffen reviderede sin tidligere, hurtige bedømmelse. "Godt nok," sagde Lucas.
"Hvad tror du?" spurgte Krause.
"Skytten var tæt på," sagde Lucas.
"Man ville ikke få den opadgående vinkel gennem kroppen, medmindre skytten befandt sig neden under ham," forklarede Sloan. "Og hvis skytten befandt sig neden under ham ..." de kiggede alle tilbage og op ad skråningen, "... kan han ikke have været mere end tredive, måske fyrre meter væk. Vi ved naturligvis ikke, hvordan Kresge sad. Han kan have kigget ud til siden. Eller han kan have lænet sig tilbage, da projektilet ramte ham."
"Det tror jeg ikke," sagde Krause.
"Det gør jeg heller ikke," sagde Lucas.
"Så er det altså mord," sagde Krause. Han rystede på hovedet og så fra liget til Lucas. "Jeg ville ønske, at I kunne holde det lort nede i Tvillingebyerne."
"Har I noget imod, at jeg undersøger træet?" spurgte Lucas teknikerne.
Den ene sagde: "Vi er færdige, så du må hellere spørge sheriffen."
"Gør det bare," sagde Krause.
Lucas klatrede op ad spigrene og kiggede ned, netop som han nåede platformen. Han spurgte: "Hvad med motivet?"
Krause nikkede. "Det spurgte jeg de mennesker nede i hytten om. I stedet for et navn fik jeg et overslag. Femten hundrede, måske to tusind mennesker."
Sloan sagde: "Såh?"
"Man er ved at fusionere ..."
Lucas lyttede til Krauses forklaring om fusionen, mens han forsigtigt undersøgte rygsækken, der hang på træet. Han kunne huske, at han havde set artikler om bankfusioner i Star-Tribune. Han havde ikke taget synderlig notits af dem - det var bare endnu en selskabsfidus, så vidt han kunne se.
"Hvorom alting er, så var han heroppe for at gå på jagt sammen med en flok pinger fra banken," sagde Krause for at afrunde sin beretning. "Nogle af dem, måske dem alle, risikerer at miste deres topstillinger."
"Er det de mennesker, vi så nede ved hytten?" spurgte Lucas. Han var færdig med rygsækken og lod den blive hængende der, hvor han havde fundet den, og kravlede ned fra træet.
"Ja," sagde Krause surt. "De fortalte mig om fusionen."
"Det virker lidt voldsomt at skyde ham," sagde Sloan.
"Hvorfor det?" spurgte Krause. Spørgsmålet var alvorligt ment, og Sloan skævede til Lucas og kiggede så igen på sheriffen, som sagde: "Så vidt jeg kan se, var han på nippet til at ødelægge livet for flere hundrede mennesker. Nogle af dem - ja, måske de fleste - vil aldrig nogen sinde få så godt et job igen. Og han gjorde det kun for selv at få endnu flere penge, end han havde i forvejen, og han havde en formue. Jeg synes, det virker ret logisk at skyde ham. Hvis man altså kan undgå at blive afsløret."
"Jeg ville ikke fremsætte den mening til pressen," sagde Lucas venligt. Han gik tilbage til liget, lod sig synke ned på det ene knæ og gav sig til at gennemgå Kresges lommer.
"Jeg siger aldrig noget til pressen uden først at afprøve det på min kone," brummede Krause, mens han kiggede på. "Hun har aldrig givet mig et forkert råd." Et øjeblik senere tilføjede han: "Der er én anden mulighed. Hans kone kan også have haft et motiv til at skyde ham. Han var nemlig midt i en skilsmisse."
"Ja, dét er en mulighed," samtykkede Lucas. Han klemte om begge Kresges hænder gennem handskerne, rejste sig og gned sine hænder.
"De mennesker i hytten sagde, at skilsmissepapirerne var skrevet under og indleveret, og at konen virkelig fik en ordentlig luns."
"Det får det til at virke mindre sandsynligt," sagde Sloan.
"Ja, medmindre hun hadede ham," sagde Lucas. "Det kunne jo godt være tilfældet."
Sloan åbnede munden for at sige noget og lukkede den så, fordi han pludselig kom til at tænke på Weather. Krause spurgte: "Fandt du noget i rygsækken?"
"Et par Snickers, et par poser med peanuts og seks håndvarmerposer."
"Det samme, som jeg fandt," sagde Krause.
"Går du på rådyrjagt, sherif?" spurgte Lucas.
"Niks. Jeg er lystfisker. Jeg havde tænkt mig at fange de sidste gedder i eftermiddag, og jeg var ved at pakke bilen, da de ringede efter mig. Hvorfor?"
"Det bliver lige så koldt på en post i et træ, som når man er ude at fiske gedder en novemberdag," sagde Lucas.
"Ja, lige så koldt som i en brøndgravers røv," sagde Krause.
"Netop. Men han havde ikke spist noget, og han havde ikke brugt nogen håndvarmere, selv om han havde taget dem med og måtte have haft i sinde at bruge dem," sagde Lucas. "Følgelig blev han formentlig skudt kort tid efter, at han var kravlet op på posten."
"Var der nogen, der hørte tidlige skud?" spurgte Sloan.
"Jeg spurgte de andre i gruppen, om der havde lydt mistænkelige skud, men ingen sagde, at der var noget usædvanligt. Bone sagde, at han mente, at enten Kresge eller en af de andre, en fyr ved navn Robles, havde skudt lige efter starttidspunktet. Men Robles sagde, at det havde han ikke, og hans riffel er ren, og det samme er Kresges."
"Hvor længe havde de siddet der?"
"Omkring tre kvarter."
Lucas nikkede. "Så var dét formentlig det dræbende skud. Han ville stadig have haft det rimeligt varmt indtil det tidspunkt."
De talte videre i yderligere et par minutter, efterlod så retsmedicineren sammen med liget og gik tilbage gennem skoven mod hytten. Da de passerede bedemændene, som nu sad på båren, sagde Krause: "Så er han jeres, gutter."
"Det har været en god måned indtil nu," sagde sheriffen. "Ingen drab, ingen voldtægter, ingen røverier, kun fem-seks husspektakler, nogle få uheld på grund af spritkørsel og et par indbrud. Det her ødelægger billedet."
Lucas sagde: "Morderen skulle finde stedet i mørke, og han må derfor have vidst nøjagtigt, hvor det var."
"Medmindre han kom efter daggry," sagde Krause. "Det er jo muligt."
"Ja, men da vi kom, udpegede din næstkommanderende - ham med hunden - stedet, hvor Robles havde siddet, og i store træk, hvor de andre havde været. Morderen måtte altså løbe risikoen for at blive set, medmindre han virkelig kendte deres pladser.
"Og hvis han vidste alt det, ville han nok blive genkendt af de andre," sagde Sloan. "Og det vil sige, at han antagelig kom, mens det var mørkt."
"Medmindre han er en af dem," sagde Krause. "De folk har haft alle oplysningerne plus en undskyldning for at vandre rundt med et gevær ... og de ville vide, at ingen ville komme løbende og se sig om, bare fordi der lød et skud."
"Det kunne være en af dem," sagde Lucas. "Men vedkommende skulle virkelig være modig."
"Eller skør," sagde Sloan.
Ved enden af stien kunne de se fem-seks mennesker, der sad eller stod på verandaen foran hytten, mens en mand i en rødternet skjorte talte energisk til dem. En lille mand i blåt tøj sad et lille stykke fra dem.
"Hvordan forholder det sig med disse mennesker?" spurgte Lucas, da de begyndte at gå ned ad skråningen mod hytten. "Hvem har afhørt dem?"
"Det har jeg sammen med en af vores folk, Ralph. Det er Ralph i det blå tøj."
"Er han dygtig?" spurgte Lucas.
Sheriffen tænkte sig om et øjeblik og sagde så: "Ralph ville ikke kunne hælde pis ud af en støvle, selv hvis der var en brugsanvisning på hælen."
Sloan spurgte: "Jamen hvorfor lader du ham så ..."
"Jeg forsøger at holde ham af vejen, men han var på kontoret i morges, og det var ham, der tog telefonen."
"Indsamlede han alle skydevåbnene?" spurgte Lucas.
"Nej, det gjorde jeg," svarede Krause. "To af dem var blevet affyret, og begge personer kunne fremvise et nedlagt rådyr. De andre ser rene ud."
"Jeg så hjortene hænge ved hytten ..." sagde Lucas. "Få dine teknikere til at undersøge deres hænder og ansigt for krudtslam. Og tæl patronerne - find ud af, hvad de påstår at have affyret, og foretag en optælling."
"Jeg er i gang med alt det, bortset fra patronerne," sagde Krause. Han så på Lucas. "Jeg går frem efter bogen. Hele bogen. Mit problem er snarere afhøringerne. Vi har brug for en med ekspertise på det område."
Lucas nikkede mod Sloan. "Sloan er den bedste forhørsleder i staten."
Sloan smilede bredt til sheriffen og sagde: "Det stemmer."
"Så vil vi gerne låne dig et stykke tid," sagde Krause. "Hvis du har tiden."
"For min skyld gerne," svarede Sloan. "Overtid er overtid."
"Er der nogen mulighed for, at du kan hjælpe mig med lidt benarbejde i Minneapolis?" spurgte Krause.
Sloan så på Lucas. "Jeg er i gang med et par ting ... Sherrill er ved at efterforske Shack-sagen, men hun får ikke ret meget ud af det. Hun kan måske lave lidt benarbejde."
Lucas nikkede. "Jeg ringer til hende her i eftermiddag, på tilbagevejen. Alt, hvad du får vredet ud af disse personer, videregiver du til hende. Jeg får hende til at tale med Kresges kone, finde ud af, om han havde veninder ..."
"Eller 'venner'," sagde Sloan.
"Eller 'venner'. Og jeg beder hende om at tale med folk på hans kontor, sekretærer og så videre." Lucas så på Krause. "Jeg er ikke ude på at overtage jeres efterforskning ..."
"Det skal du ikke tænke på," sagde Krause i en fart. "Jo mere I kan gøre, desto bedre. Mine dygtigste folk har mere travlt end tvepikkede hunde i en avlskennel. Og resten af mine folk ville have vanskeligt ved at finde Minneapolis, for slet ikke at tale om personer dér."
"Det lyder, som om du har nogle problemer," sagde Sloan. "Først Arne, så Ralph ..."
"Vi er midt i en overgangsperiode," sagde Krause bistert. "Jeg er ny her. Jeg var ved færdselspolitiet i femogtyve år, og så blev jeg valgt til sherif sidste efterår. Kontoret er halvtreds år bagefter og fyldt med kvajpander, og alle kvajpanderne er i familie med nogen her. Jeg er i gang med at skaffe mig af med dem, men det tager tid. Jeg vil være glad for al den hjælp, jeg kan få."
"Vi skal nok gøre alt, hvad vi kan," sagde Lucas.
Krause nikkede. "Tak." Han havde regnet med, at han ville nære modvilje mod folkene fra Minneapolis, men sådan var det ikke gået. Han kunne faktisk lide dem til trods for, at de var bymennesker. Især Sloan, men også Davenport med sine skokvaster og sit dyre tøj. Han sendte Davenport et hurtigt blik. Når man så ham på afstand, ville man muligvis tænke tøsedreng. Men det tænkte man ikke, når man kom tæt på ham. Ikke efter at man havde set hans smil.
Han tilføjede: "Jeg tror ikke, jeg kommer ret langt heroppe. Sandt at sige tror jeg ikke, at jeg kommer nogen vegne. Alt vedrørende dette mord startede i Tvillingebyerne."
De nærmede sig verandaen, og Sloan sagde dæmpet: "Så lad os fyre op under disse byboere og se, om nogle af dem bliver nervøse."