Klokken ti om formiddagen var et tidligt tidspunkt at være vrangvillig, tænkte Lucas, især hvis man ikke var politimand, men Stephen Jones var vrangvillig.
"Jeg vil naturligvis gerne hjælpe, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at hvis jeg taler med Dem, så vil det finde vej til et af sladderbladene."
"Det vil i hvert fald ikke komme fra mig," sagde Lucas.
Der hang et kunstværk på væggen bag Jones' skrivebord. Billedet var farverigt og måske tilmed smukt, selv om det lignede en kvinde, der var blevet skåret i stykker med et pizzahjul. Lucas, der praktisk talt ikke vidste noget om kunst, havde mistanke om, at det var en Picasso.
"Og sagen er, at hvis det kommer frem, vil det skade mig alvorligt ..."
"Jeg kan forsikre Dem om, at det ikke vil ske," sagde Lucas tålmodigt.
Jones gned sig i nakken og sagde: "All right. Hvis nogen trængte T-Bone op i en krog, og den eneste mulighed var at dræbe eller blive dræbt, så ville han dræbe. Men sådan er denne situation jo ikke. Han har allerede masser af penge, og han er dygtig nok til at kunne få et topjob et andet sted. Følgelig tror jeg det ikke."
"Forestil Dem, at han på en eller anden måde, som vi ikke kender, blev trængt op i en krog, følelsesmæssigt, psykisk. Eller at han måske spiller hasard, uden at vi ved det."
Jones rystede på hovedet. "Selv da ... han er den type, der altid regner med at komme op igen, altid komme tilbage. Forklaringen er nok, at han havde en fattig opvækst. Vidste De det?"
"Nej."
"Jo, forældrene var fattigt, hvidt rakkerpak i en eller anden sydstat - Louisiana, Mississippi, Alabama. Han har selv arbejdet sig op. Han er en fyr, der tror på, at han altid ville kunne gøre det igen. Jeg tvivler på, at han ..."
Hans stemme døde hen.
"Hvad?" spurgte Lucas.
"Hvis man ser på det fra en anden vinkel ... Vi taler om, hvorvidt han ville myrde en eller anden med koldt blod, fordi han ellers risikerede at miste sine penge eller sit job, og det tror jeg ikke, at han ville. Men jeg kan se ham dræbe en eller anden, hvis vedkommende havde noget på ham," sagde Jones. "Pengeafpresning, for eksempel. Hvis Kresge havde noget virkelig alvorligt på ham og af en eller anden grund truede med at bruge det, så kan jeg se Bone dræbe ham. Ikke for at forhindre, at det ville blive brugt, men fordi truslen eller afpresningen ville ... tilsmudse hans ære." Han tænkte lidt over det, og så nikkede han. "Jep. Det ville kunne udløse det. Det er det eneste, jeg kan komme i tanke om, der kunne få Bone til at dræbe nogen med fuldt overlæg. Men det skulle være dødsens alvorligt, og det skulle være dødsens personligt."
"Hvad med Terrance Robles?"
"Jeg kender ham ikke godt nok til at kunne give et svar. Det gør jeg virkelig ikke."
"Susan O'Dell?"
"Susan kunne ikke gøre det. Hun er vranten og beregnende og alt det, men hun er blød indvendig."
"Jeg har set en hjort, der ville være uenig med Dem," sagde Lucas.
"Hentyder De til jagten. Det er noget kulturelt," sagde Jones. "Folk derudefra, ude fra prærien, har en helt anden holdning til dyrenes liv og død end til menneskers. Jeg tror faktisk ikke, at hun ville være i stand til at dræbe nogen. Jeg tror ikke engang, at hun ville kunne gøre det i selvforsvar, hvis jeg skal være helt ærlig. Nej. De er galt afmarcheret, hvad Susan angår."
"Wilson McDonald."
Jones rynkede panden. "Jeg kan godt forestille mig, at han ville dræbe nogen, men det ville være med blodet i kog, ikke koldblodigt. Hvis han var fuld og vred, ville han kunne slå til. Han kan være voldelig, og han kan være lusket. Men med hensyn til at begå et planlagt mord ... det tror jeg ikke. Jeg tror faktisk, at han ville være for fej. Han ville begynde at forestille sig alt det, der kunne gå galt, og at han risikerede at komme i fængsel og skulle omgås en flok homoseksuelle. Nej, jeg tror det ikke."
"Hvad med den moralske faktor? Ville den være ..."
"Åh, det ville ikke være et moralsk problem for ham. Han er bare for fej. Wilson McDonald er en klassisk tyran og besidder en tyrans klassiske karaktertræk: han er en kujon inderst inde."
Lucas mødte Sherrill i forbindelsesgangen mellem to højhuse ved City Center, og hun rystede på hovedet, da hun nærmede sig. "De er alle sammen uskyldige," sagde hun. "Hvordan gik det med Louise Freeman?"
Louise Freeman var den sladdertaske, som Bones advokatveninde, Sandra Ollsen, havde nævnt. "Hun er taget til New York sammen med sin mand," sagde Lucas. "Hun er tilbage på fredag. Jeg talte i stedet med Jones."
"Hvad med Black? Fik han noget?"
"Jeg har ikke talt med ham endnu. Vi har aftalt, at han skal ringe, når han har talt med Markham. Jeg foreslår, at du tager Bennett, og så tager jeg Kerr."
"Jeg foreslår, at vi går over i Saks først," sagde hun. "Så kan du købe noget dyrt til mig."
"Jeg har omkring tyve dollar på mig," sagde Lucas.
"Så går vi hen i banken, og du hæver en masse penge."
"Hold nu op. Jeg kan ikke ..." Telefonen i Sherrills taske summede, og Lucas sagde: "Det er nok Black."
Sherrill fiskede telefonen op af tasken og sagde: "Hallo," lyttede og rakte så telefonen til Lucas. "Sagsfordelerkontoret. De vil tale med dig."
Lucas tog telefonen. "Ja?"
Sagsfordeleren sagde: "Lucas, en kvinde ved navn Andi Manette vil gerne have fat i dig. Hun siger, at det drejer sig om en af dine personlige venner, og at det er umådelig vigtigt. Vil du have nummeret?"
"Åh gud," sagde Lucas. Andi Manette var Weathers psykiater. "Vent lidt." Han klappede på sine lommer, fandt en kuglepen og et stykke papir og sagde: "Lad mig få det."
Han skrev nummeret ned, trykkede på afbryderknappen, trykkede på den igen og tastede nummeret.
Manette svarede efter første ringetone. "Ja?"
"Andi? Det er Lucas."
"Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig, Lucas, men jeg vil ikke have, at du farer af sted for at hjælpe. Der er ingen, der har brug for hjælp."
"Hvad er det? Hvad er det?"
"Weather blev ... Nogen smed en brandbombe ind i Weathers hus i nat. Hun blev lettere forbrændt og fik nogle få snitsår, men hun er ikke kommet alvorligt til skade. Hun bor hos os foreløbig - indtil det her er blevet opklaret."
"En brandbombe! Hvad mener du med en brandbombe? Hvor er hun?"
"Det er nok bedst, hvis du lader være med at lede efter hende. Hun er temmelig oprevet, og din tilstedeværelse med alle de associationer, som den medfører, vil ikke gavne."
"Jamen du godeste, Andi, hvad skete der? Vil du fortælle mig det?"
"Ingen ved, hvad der skete. Politiet i Edina er ved at undersøge det."
"Vil det sige, at det ikke bare var en eksplosion, men at en eller anden kastede en brandbombe gennem hendes panoramavindue?"
"Det er nøjagtigt, hvad der skete," sagde Manette. "En eller anden kastede en brandbombe gennem hendes panoramavindue."
"Andi, jeg sværger på, at jeg ikke vil opsøge hende, men hvor er hun? Sig mig det. Sig mig det nu."
"Hun er hjemme hos mig, og hun sover lige nu. Hun har fået et beroligende middel, og hun har det bedre. Men vi regnede med, at folk ville fortælle dig det og blev enige om, at jeg hellere måtte tale med dig."
"Fortælle mig det? Jamen, Andi, jeg er formentlig mistænkt. Og selv hvis ... Jeg er nødt til at ringe til de folk."
"Lad være med at ringe ..."
"Ikke til Weather. Jeg vil ringe til Edina."
"Okay. Men vær sød ikke at komme herud. Okay?"
"Okay."
"Tak. Du ved, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe jer to med jeres problemer."
"Ja, det ved jeg," sagde Lucas. "Og tak, fordi du ringede til mig."
Han slukkede for telefonen, og Sherrill sagde: "Weather? Brandbombe?" Hun så desorienteret ud.
"Ja. I nat. Hør her - du tager dig af de andre. Jeg skynder mig ud til Edina."
Han ringede først: Chefens navn var Peter Hafman, og Lucas kendte ham knap nok.
"Jeg har ikke meget at vise dig," sagde Hafman. "En eller anden gik hen til huset i nat og smed en flaske med godt fire liter benzin gennem vinduet, som vender ud mod gaden. Vi har bitte små stykker af vægen, og den ser ud til at være af almindeligt bomuldsstof. Men der er én ejendommelig ting ..."
"Og hvad er det?"
"Flasken var ridset, så den nemmere ville knuses. Ridset med en glasskærer. Teknikerne her siger, at det tyder på, at vedkommende var professionel."
"Det har jeg aldrig hørt om," sagde Lucas. "Må jeg komme ud og tale med dine folk?"
"Ja, kom du bare."
Han slukkede igen for telefonen og rakte den til Sherrill, og den bippede straks igen. Hun svarede og rakte den på ny til Lucas. "Det er sagsfordeleren igen."
"Der er endnu en samtale til dig. Det er tilsyneladende også noget, der er vigtigt."
"Stil den om til mig."
Der lød et klik, og en kvinde sagde: "Vicepolitimester Davenport?" Hun havde en kælen stemme, lidt sløret.
"Ja, det er Davenport. Hvem taler jeg med?"
"Vidste De, at Jim Bone længe har haft et forhold til Dan Kresges kone? Og at hun nu får alle de optioner, som tidligere var værdiløse?"
Og derpå blev samtalen afbrudt. Lucas så på telefonen og dernæst på Sherrill.
"Hvad nu?"
"Det var vist vores kvinde."
"Virkelig? Hvad sagde hun?"
"Hun sagde, at Jim Bone går i seng med Kresges kone. Og at hun får en stak aktieoptioner nu, hvor han er død."
Sherrill hævede øjenbrynene. "Hvis vi får flere spor, bliver vi nødt til at ansætte en sekretær til at holde rede på dem."
"Jim Bone," sagde Lucas. "Hm."
Da Weather forlod Lucas, boede hun hos familien Manette i et par uger, og så havde hun lejet et lille hus tæt ved universitetshospitalet. Lucas havde kørt forbi huset i civile patruljevogne en fem-seks gange i håb om at se et glimt af hende. Det var ikke lykkedes, men han kendte huset.
Nu kørte han langsomt forbi det igen, et hus i ranch-stil af sten med klinkbeklædning - et hus, der mindede ham om hans eget. Det så stort set ud, som det tidligere havde gjort, bortset fra at panoramavinduet, der vendte ud mod den flisebelagte havegang, var dækket af et umalet krydsfinerplade, og at tagudhænget over vinduet var sodplettet.
Han drejede ind i indkørslen, stod ud af bilen, gik hen til husets facade og kiggede ind gennem de små vinduer, der sad på hver sin side af panoramavinduet. Han kiggede ind i stuen: det var et virvar af brændte møbler og gulvtæpper, bjælker, der hang ned fra loftet, og gennemblødte bøger, der lå i bunker rundt omkring. Han kunne lugte røgen og vandet og den brændte glasfiberisolering. Ingen benzin.
Han trådte tilbage, og da han vendte sig for at gå, bemærkede han en kvinde, der iagttog ham fra nabohuset. Hun skjulte sig ikke, og hun foregav ikke at være i færd med noget andet. Hun var kommet ud for at kigge på ham. Han gik hen mod hende, mens han tog sin politilegitimation frem.
"Goddag. Jeg er vicepolitimester Lucas Davenport fra Minneapolis; jeg er en af Weathers venner."
De fleste rynker i hendes pande forsvandt, og hun forsøgte sig med et smil. "Det er godt. Jeg har forsøgt at holde øje med stedet siden i nat."
"Tak. Jeg er på vej hen for at tale med politimesteren her, og jeg tænkte, at jeg lige ville kigge på det. Ved De, om nogen så noget i nat? Eller hørte noget?"
"Ingen inde hos mig hørte noget, før brandbilerne kom, men Jane Yarrow i huset overfor hørte vinduet blive knust. Hun sagde, at hun ikke vidste, det var et vindue, der blev knust før senere. Hun hørte bare noget. Og så hørte hun en bildør smække i, men hun stod ikke op, førend hun hørte sirenerne. Og andet er der ikke - der er aldrig før sket noget i den stil her."
Politimesteren var ude, da Lucas nåede frem, men han blev sendt ind til en kriminalassistent James Brown. Brown var høj og havde en hvid hårmanke; han var iført en tyk tweedjakke med ruskindslapper på albuerne, en blå skjorte af oxfordlærred, kakibukser og hyttesko. Han lignede en professor i klassiske sprog.
"Du er vel ikke den James Brown?" spurgte Lucas.
"Jo, det er jeg," sagde Brown beskedent. "Det her er min forklædning. Den holder mine fans på afstand."
"En glimrende strategi," sagde Lucas. Han satte sig i en stol ved siden af Browns skrivebord.
Brown kiggede ned på en sagsmappe, der lå opslået på hans skrivebord, sukkede og sagde: "Jeg forstår, at du har et personligt forhold til Weather Karkinnen."
"Jeg havde et. Hun slog op med mig," sagde Lucas. "Jeg kan ikke bevise, hvor jeg var klokken tre i nat, eftersom jeg lå hjemme i min seng, alene. Men ..." Han trak på skuldrene. "Jeg gjorde det ikke."
"Og selv hvis du gjorde, er det et fandens skudsikkert alibi," sagde Brown.
Lucas sagde: "Hør nu her ... jeg gjorde det ikke."
Brown sukkede igen og spurgte så: "Fortalte chefen dig om ridserne på flasken?"
"Ja. Han sagde, at det så ud til at være et professionelt job."
"Det siger brandfolkene i hvert fald. Hvis man bruger en almindelig flaske, kan den hoppe og går måske alligevel ikke i stykker. Men hvis den er ridset sådan, eksploderer den, når den rammer gulvet. Meget hurtigt, meget effektivt. Vi tror, at bombemanden kom nordfra, standsede motoren og lod bilen rulle det sidste stykke hen foran huset, stod ud og lod bildøren stå åben, gik hen foran huset med flasken, tændte lunten med en lighter og kylede den gennem vinduet. Det hele ville ifølge mine beregninger tage ti til femten sekunder fra det øjeblik, han stod ud af bilen, og til han sad i den igen. Så kørte han hen ad gaden, drejede om hjørnet og fortsatte frem til hovedvejen og vendte tilbage til Minneapolis. Han har været ude på hovedvejen, før ms. Karkinnen ringede til alarmcentralen."
"Hvem ejer huset?"
"Et ægtepar ved navn Bartlett - de bor nede i Florida. De har haft det udlejet til en anden læge i de sidste otte år, og da han flyttede, overtog din veninde lejemålet. Huset er udelukkende en investering for dem."
"Kan der være nogen grund til, at de ville sætte ild til det?"
"Ikke umiddelbart - det er et godt kvarter, og de kunne formentlig sælge det for væsentligt mere, end de ville få fra forsikringsselskabet. Desuden er de hæderlige mennesker."
"Fandens også," sagde Lucas.
"Alt det, der stod i avisen sidste vinter ... familien LaChaise ..."
"Ja, det er det, jeg er bange for," sagde Lucas.
Brown trommede med fingrene på skrivebordet. "Men der er én ting, der ikke passer ind i billedet. Den person, der gjorde det her, forsøgte ikke for alvor at slå hende ihjel - hvis det altså var et professionelt job. Vedkommende var ikke engang tæt på. Hun befandt sig i det bageste soveværelse, og hun løb ud, da hun hørte vinduet blive knust, så ilden, ringede til alarmcentralen, og hvis hun ikke havde forsøgt at redde sine fotografier, ville hun slet ikke være kommet til skade."
"Kom hun til skade?" Lucas rettede sig op i stolen; nu var han vred. "Jeg fik at vide, at hun ikke ..."
"Det var ikke alvorligt," sagde Brown. "Hun har nogle små snitsår på fødderne fra glasskår, og hendes hår blev svedet, og hun fik et par små brandsår fra gnisterne på den ene hånd. Men hun fortalte os, at hun har nogle operationer i morgen, og at hun regner med at foretage dem."
Lucas tog den med ro, da han kørte tilbage til Minneapolis, og benyttede lejligheden til at samle trådene. Black ringede på Lucas' biltelefon: "Jeg var nødt til at udsætte det røvhul til Markham for lidt psykoterapi, men resultatet blev, at han ikke mener, at O'Dell kan have gjort det."
"All right. Har du en til?"
"L.Z. Drake," sagde Blake. "Han gik i skole med McDonald."
"Ring, når du er færdig."
"Ja, selvfølgelig. Har du hørt det om Weather?"
"Ja. Hvor har du hørt det?"
"De viste nogle billeder af huset i en nyhedsudsendelse ... Markham havde fjernsynet tændt hele tiden, mens jeg talte med ham. De sagde, at hun var uskadt."
"Ja, ja ..."
"Tror du, at det kan være endnu en hævnakt fra familien LaChaise?"
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro."
"All right," sagde Black. "Jeg ringer til dig, når jeg har talt med Drake."
Sloan og Franklin ventede uden for Lucas' kontor, da han kom tilbage. De havde begge været indblandet i skudepisoden, hvorunder de to LaChaise-kvinder var blevet dræbt sidste vinter, om end Sloan ikke havde affyret sit våben og ikke havde været et direkte mål for gengældelsesangrebene. Franklin havde derimod været udsat for beskydning i sin egen indkørsel.
"Vi har talt om det, mand," sagde Franklin med sin rungende stemme. Lucas var stor; Franklin fik ham til at tage sig lille ud i sammenligning. "Vi er nødt til at undersøge det her, medmindre en eller anden har et motiv til at forsøge at dræbe Weather."
"Hvor har I hørt om det?"
"Det er ude over hele afdelingen, det har været i fjernsynet," sagde Sloan.
"Synes du, at jeg skal ringe til min familie og få dem ud af huset?" spurgte Franklin.
"Jeg ved det ikke," svarede Lucas. De stod stadig ude i gangen, og han så Sherrill begynde at gå hen mod dem. "Jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der har et motiv, og der er mulighed for, at det var et professionelt job."
"Hvorfor et professionelt job?" spurgte Sloan. Da Sherrill nåede hen til dem, sagde Franklin til hende: "Det kan have været et professionelt job."
"Er du sikker?" spurgte Sherrill.
Lucas fortalte dem om den ridsede flaske. "Det afgør det," sagde Franklin. "Jeg sender min kone hen på et motel."
Black kom, mens de stod og talte om det, men han deltog ikke i drøftelsen: han havde ikke været der under skudepisoden, havde ikke været et mål.
"I stedet for at lade os gribe af panik synes jeg, at vi skal få alle, der har tid, ud på gaden," sagde Lucas. "Jeg taler med efterretningstjenesten, narkotikaafdelingen og dem, der tager sig af bandekriminalitet, jeg taler også med dem ovre i St. Paul, og vi har alle nogle folk ... Lad os komme ud på gaden og grave i nogle timer. Hvis det er en gruppe, så vil nogen vide det."
"Loring har nogle gode rocker-kontakter," sagde Franklin. "Han har haft nattjeneste og ligger sikkert og sover derhjemme. Skal jeg jage ham op?"
"Ja, få ham i gang," sagde Lucas.
"Jeg finder Del og får ham af sted," sagde Sloan.
"Jeg er gået," sagde Franklin.
Da gruppen var ved at bryde op, sagde Black: "Lucas, jeg talte med denne Drake om McDonald."
"Nå." Lucas var ikke interesseret; han tænkte ikke længere på McDonald.
Black fortsatte: "Jeg måtte presse ham, men han siger, at han har kendt McDonald gennem hele skoletiden, og at han har virkelig stærke voldelige tilbøjeligheder. Det korte af det lange var, at Drake mener, at han kunne dræbe en, hvis han anså det for nødvendigt. Han sagde, at McDonald var en stor fyr, at han spillede football i gymnasiet, og at han og et par af hans kammerater forfulgte en anden knægt gennem et par år, en lille, slap fyr, bankede ham en fem-seks gange, bare fordi de vidste, at de kunne få ham til at græde i pigernes nærvær ..."
"Ja, ja," sagde Lucas utålmodigt. "Vi kan snakke om det senere."
Og da Black gik, sagde Sherrill: "Du ville tale med O'Dell i dag ..."
"Jeg har ikke tid nu," sagde Lucas. Han kom i tanke om opringningen med oplysningen om, at Bone gik i seng med Kresge, men skød tanken fra sig. "Lad os komme ud på gaden."